Kirken i Gyngen

I en sidebemærkning og sikkert andre steder, skriver Ricardt Riis om Løgstrup, at han desværre ikke opdagede, at han havde fundet de vises sten, da han stødte på de suveræne livsytringer. Til gengæld er Riis nok ikke den eneste af Løgstrups læsere, der har opdaget det. I hvert fald er det dem, der til stadighed pulserer ud fra forfatterskabet, når man læser det på anden hånd.

De suveræne livsytringer er som nirvana, der fyldte Buddha med ny energi og sendte ham tilbage for at hjælpe menneskene. Han opdagede det heller ikke og prædikede at indgå i nirvana i stedet for, som han selv gjorde, at vende fornyet tilbage derfra, som historikeren Arnold Toynbee har gjort opmærksom på.

I en uge på højskole sang vi fire gange, Du kom med alt det, der var dig, og også den handler om et møde med de suvereæne livsytringer. Hvad jeg savner i den er katastrofen som modbillede i verden udenfor. Den gør som Buddha prædiker og indgår i nirvana. Det ville jeg lave om på ved at modstille opdagelsen af Krishnamurti med Titanics forlis omtrent samtidig.

Imens de store skibe sank,
da rejste du dig fin og rank
på dine fine fødder.
Du stod, hvor bølgerne slog ind
og legede med sol og vind
og store kokosnøddder.

Her blev du set af øjne blå,
der standsede og så og så
på sjælen uden tynge.
Den fløj som sommerfuglen let
og bar på vingerne en plet
hen til den store gynge.

Med kærlighedens karrusel
kom du med ét og satte skel
imellem lys og mørke.
Den store Samson æder alt
fra verdens lys til jordens salt
og hele jordens tørke.

Du skaber jord og himmel ny
med hav og bølge, vind og sky
i stedet for de gamle.
Jeg går op på Akropolis
og ser på templernes forlis
som dele til at samle.

Jeg lader skægget gro i ro
og bygger i den gode tro,
at alting hænger sammen.
Nu falder frugten for min fod,
der hvor jeg allerede stod
en anelse fra stammen.

Fra græsset samler jeg den op
og lægger den i denne kop
som billede på noget.
Er det dit rige, som jeg ser,
af overflod i kar af ler
fra træet, som er kroget?

Jeg går en anden vej end den
du leder mig, for jeg vil hen
til dig i Kapernaum.
Det ligger mellem her og der
i Kanaan og ikke her
så tæt ved København.

Du kommer mod mig, når jeg går
med samme sol omkring mit hår,
som skyerne behager.
Jeg selv den vidt berejste hånd
du rækker mod mig som et bånd,
som djævelen forsager.

Vi følges ad på hver sin hest
som lige børn og leger bedst
i haven hele dagen.
Afsted for fulde sejl det går,
skønt søen blank og rolig står,
fra Cristiansø til Skagen.

Den Store Samsom æder alt,
det har jeg lige godt fortalt,
men der er det at sige:
At når tallerkenen er ren,
og kæmpen sover som en sten,
sig viser Himmerige.

Hør melodi her.

Alle kristnes våde drøm:
Gud er den, der tager
mig som den, jeg bare er,
salmebogens schlager.
Det er noget værre vrøvl,
mere er på lager.
Leve rent ved værkets fod
I’n’I behager.

Stå, hvor andre knæler ned,
fast på klippegrunden,
mens du bager brødet selv
glutenfri fra bunden!
Det er øjeblikkets fryd
med en bid i munden.
Solen dæmrer på din kind
selv i aftenstunden.

Lader værket blive set
som et lys i stagen,
når det stråler som en sol
over hele dagen.
Selv de hunde, som er små,
får en del af kagen.
Gud forvandler dine ord,
det er hele sagen.

I Jerusalem det ny
sidder vi på hver sin sky,
hvide, lyserøde.
Solen synker ned i vest,
trukket dertil af en hest
over himlens øde.

Ingen vover sig derud,
som har livet kært for Gud
for at fange kuller.
Jesus siger til sin ven:
Kaster nettet ud igen
over hestehuller!

Gammel Dansk og røget sild
nød han over nattens ild,
da han sad alene.
Nu er Peter kommet hjem
med de andre, og til dem
kommer Magdalene.

Thomas, tvivleren på alt,
verdens lys og jordens salt:
Undskyld, at jeg spørger!
Hvem i Jesu navn er du,
som dig viser her og nu,
mens vi går og sørger?

Jesus siger: Læg din hånd,
hvor jeg bar mit pandebånd
som en anden grime!
I det ny Jerusalem
finder alle fulde hjem
i den sidste time.

Hør melodi her.

Vi går i Edens have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget
med ét i Jesu navn
som om vi skulle noget
i Kongens København.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven skær
og kaster over byen
sin glans og al sin tro,
som solen sig på skyen
højt over Holstebro.

Vi skynder os til Skagen
igennem Brønderslev
og kommer frem til sagen
i sandet, hvor du skrev
i vin og i oblater
det værk, hvor Hamlet dør
på Helsingør Teater,
i selve Helsingør.

Hør melodi her.

Her lever ulven et sted med lammet
foruden nag og foruden nid,
og panteren, den skal have ammet
det lille nyfødte gedekid.
Kalven og løven er lige gamle,
de græsser sammen på højdedrag,
her kan en dreng dem omkring sig samle
og vogte dem den udslagne dag.

Her i sit hi har nu bjørnen fundet
den kære ko i sin dybe søvn,
og bjørneungerne, de har blundet
med koens kalve til fælles gavn.
Den gamle løve i grønne enge
nu tygger drøv med den gamle tyr,
og barnet springer med sol af senge
og vækker slangen af alle dyr.

Her vokser bjergene under himlen
med dybe dale og dybe ar,
og klippen knæler for stjernevrimlen,
som er uendelig dyb og klar.
Jorden er fyldt af en stille viden
om kærlighed som den dybe grund,
som ligger under nu, før og siden
de store have fra bund til bund.

Gud blæser al sin ånde
i vore lunger ind
med dufte allehånde
til fryd for sjæl og sind
igennem mund og næse,
et kunstigt åndedræt,
som om han ville blæse,
indtil han selv blev træt.

Bliv lys, det var et løsen
på gåden, der var lagt
om barnet i kuvøsen,
og nu var ordet sagt,
og luften kunne strømme
ind ved dets egen kraft,
og efter alt at dømme
har vi den glæde haft.

Nu springer glædens kilde
af lyst ved Jakobs brønd,
selv om den ikke ville
som svar på ingen bøn,
det ene ord har taget
det andet, hånd i hånd
går de som ét på taget
og råber Helligånd!

Hvem kommer der i skyen
med Himlens overflod
og går igennem byen,
hvor før skafottet stod,
og dækker op med både
brød, olie og vin
og kaster al sin nåde
som perler efter svin?

Han bærer vore byrder,
så vi kan holde fri
som Paradisets hyrder
fra politik og krig
og sove, mens han skaber
af vores kød et kød,
som skiller sig fra aber
som liv gør sig fra død.

Med måde skal vi virke
til Herrens velbehag
og være som en kirke
på Glædens store dag
og smage tidens fylde
så sød som nogen frugt
og samles for at hylde
vor Frelsers blide tugt.

Så dyrker vi vor have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget,
der går til København,
som om vi skulle noget
i dag i Jesu navn.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven der,
så hvor vi end er havnet
i verden tro mod tro
har kærligheden gavnet
os her i Holstebro.

Gud tørrer hver en tåre
af øjet med sin hånd
og ser, at det er såre
godt i hans egen ånd
som skabt til frit at skue
alt, hvad han ved sit ord
har skabt som Lam og Due,
en Himmel Ny og Jord.

Hør melodi her.

Min lunge ånder luften
i haven, hvor du går,
Maria gennem duften
af olie i dit hår.
Men rør mig ikke kære,
og vend dig ikke om
mod Sodoma, det skære,
som falder for sin dom.

Gå hen og sig til Peter:
Jeg er opstanden her
af graven med Demeter
til påske, hvor det sner.
Jeg går forud for andre
til Galilæas kyst
ved søen for at vandre
på bølgerne af lyst.

Mit hjerte kaster anker
i gravens tomme rum
og samler sine tanker
i evangelium.
Fra Oliebjergets tinde
går jeg ind i en sky
på himlen for at finde
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Tag den lilje væk fra graven!
Plant en ahorn, hvor den stod!
Lad den vokse midt i haven,
fylde jorden med sin rod!
Mørket viger for en kraft.
Løvet springer ud med saft.
Lyset klæder sig i skygge.
Duften breder sig af lykke.

Hvor er den af jord oprunden,
som nu går fra grav til grav
bølgende i morgenstunden
med sin vilje og sit krav?
Det er Jesu åndedrag
efter nattens tordenbrag
mellem ordene de frie:
Her er Frelseren Marie!

Rør mig ikke, jeg er ikke
faret op til Fader min!
Thomas skulle siden stikke
fingeren i sårets skrin.
Tvivleren fik syn for sagn,
som det sker i Hjortens sogn,
mens Maria Magdalene
lykkelig går hjem alene.

Se, Maria Magdalene
sidder sammen med sin hund,
som løb ind med poter rene
først på gravens tomme grund.
På sin herres tomme grav
lå den dagen lang og gav
hals af Tordenskjolds soldater,
som var ude efter Peter.

Selve hovedhjørnestenen,
sagde han, som vraget blev,
omvendt er af misteltenen
til opstandelse og liv.
I en skæbnesvanger stund,
på min egen klippegrund
rejser jeg den som et alter
til velsignelse for Balder.

Æren er i hele skoven
fagrest mellem ask og urt,
og den står i klosterhaven
stille, stille, rent og purt.
Frøet flagrer ned på jord
som et let bevinget ord
på den allerførste side
af en bog i Østerlide.

Hør melodi her.

Hør nu, I som skjuler
dybt i øjenhuler
øjet, som I fik
for det syge øje,
genskabt i det høje
lige på en prik!
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Her er fryd og glæde
indsat i det sæde,
hvor før sorgen sad
som en vældig kejser
over sine rejser
til den gyldne stad.
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Har I ingen ære
over her at være ,
hvor den tomme grav
lige under bedet
åbner sig som ledet,
som han til os gav?
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Hør melodi her.

I begyndelsen af J. Anker Larsens roman “Kong Lear fra Svendborg” fra 1932 findes et indtagende portræt af hovedpersonen, Niels som barn. Det består af en række billeder af ham, som skildrer hans evne til at blive ét med omgivelserne.

*

Det er nok at tage et par billeder af ham i hans tidligste barndom hjemme i landsbyen. Det første er taget midt på dagen, lige i middagsstunden, mens folkene sover og dyrene hviler. Han sidder i solen med ryggnen modhusets hvide gavl, stor af krop, med en uskyldig lidenhed i sjælen. Solen skinner, det er først på sommeren, det grønne er endnu lyst og ungt. Foran ham ligger en sort høne og blunder så småt. Den har skrabet et hul i jorden og puttet sig ned. Han fornemmer i sig, hvor denne rede er lun af solvarme, lugten af høne sidder i hans næse, I kan tro, han kender den sorte putte, han er lige ved at tro, at dens blod banker i hans egen puls, så god besked ved han om hende. Hun er ikke klog, hun er så inderlig retskaffent indskrænket, at det gør ondt helt ind i hjertet på ham og får ham til at skutte sig af en liflig, lydløs medvidende latter. Hun ligner en skikkelig kone, der blunder lidt over strikketøjet, hun her skal nu ved lejlighed have lagt et æg. Lågene glider sammen og hænger som strømper i ål ned over øjnenes oprigtige mangel på forstand. Han sidder og venter på, at hun skal nikke i søvne. Det gør hun ikke; men lige med et sker der noget i hende, et “gok” ryger hende ud af næbbet, og hun ser sig spørgende om: “hvad var det?”
Det klukker i ham og han siger “gok”, livagtigt som hønen, hun vender hovedet og ser forarget på ham: “Er det dig eller mig, der er høne?”

“Gok”, siger han, rejser sigog går og ler af ufattelig lykke. Han er nærved at tro, at han kan lægge æg.

Han driver ud på vejen og går midt i det hele, allevegne og ingensteder, bare i verden.

Her er så stille som i Torneroses slot. Folk er borte i middagssøvnen og ved ikke af, at verden er herude.

Der er Jakob Hjulmands hus. Det er så levende af Jakob, at det gerne kunne være hans trøje, som var hængt ud til tørring i solen. Der kommer Jacob selv ud af døren, dunstende af middagssøvn som en sort høne. Han er ikke helt vågen endnu. Niels kan se, hvordan hans lemmer vader gennem et ocean af forsovethed og mærke et dynd af søvndrukkenhed i hans hjerne. Den sorte høne og Jakob er i øjeblikket lige ubegavede. Han kommer ud på vejen og står midt i det altsammen i færd med at blive Jakob, han ser op i luften, noget begynder at ske inden i ham, og han sige opvågnende stille og fredeligt hen i vejret:

”Ja-a-h!”

Så opdager han Niels og siger, ikke just uvenligt, men småfornærmet som en, der er blevet iagttaget, mens han foretog sig noget, der ikke kommer nogen ved:

“Står du der, dreng?”

Niels klarer akkurat at lade være med at sige “j-a-h”. men han må have det sagt, for han elsker Jakob, fordi han kender ham, eller han kender ham måske, fordi han elsker ham, kender ham, så han tror, han mærker hans ånde i sin mund, den må sendes ud, nøjagtig som Jacobs, og han går om bag huset og siger “ja-a-h” så livagtigt, at Jakobskone stikker hovedet ud af vinduet og spørger:

“Er du der, Jakob?”

Niels smutter væk, overfladisk skamfuld, men i bunden ufattelig lykkelig. Han kan ellers ikke efterabe folk sådan som hans skolekammerat Peter, landsbyens morsomme klovn, men der er jo det, at når han står og ser længe nok på dem, så kan de komme til at røre ved noget langt inde i ham, det som han kalder sådan rigtigt ham selv, og så er der ikke nogen videre forskel på dem og ham, og da kan han pludselig stå og ligne dem og tale ligesom de. Straks efter er det igen umuligt for ham.

Men nu er det i ham; en lykke som går allevegne hen, fylder ham, strømmer ud, op i træerne og ind i solskinnet, han siger “gok” og “j-a-h”, men det er ikke nok til al den lykke, han må sige hele sig selv og, inden han ved af det, før lykkens lattertårer endnu er tørret af hans øjne, har han foldet sine hænder og er begyndt:

“Fadervor, du som er i himmelen, helligt vorde dit navn, til os komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, led os ikke i fristelse men fri os fra det onde, thi din er æren og magten i evighed. Amen.”

Han har ikke plads til lykken i sig, han lægger sig ned på maven og tror, at han ville dø med det samme, hvis alting så måtte have det lige så godt, som han har det nu.

Men han skal ikke dø, han er levende, spillevende og ligger lige midt i verden. Han er til, og verden er til. Amen. J-a-h! – Gok!

*

Motivet genfindes hos Frank Jæger i Være-digtet.