Kirken i Gyngen

Frøen springer op
med et lille hop,
lander med det våde
græs omkring sin krop.

Køligheden slår
den om bug og lår,
den har hverken hale,
vinger eller hår.

Nu er frøen væk
som en vintergæk
nede under sneen,
inde bag en hæk.

Til Betel nu Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Profeterne kom straks fra Betel ud
og samlede sig om den unge
at bringe den trofaste sørgeligt bud.
Han svarede: Var jeres tunge!

Til Jeriko Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Profeterne kom fra Jeriko ud
og samlede sig om den unge
at bringe den trofaste sørgeligt bud.
Han svarede: Var jeres tunge!

Til Jordan nu Herren vil sende mig!
Det sagde Elias til manden
der fulgte ham. Bliv her, det råder jeg dig,
slå følge med en eller anden!

Så sandt Herren lever såvel som du!
Forlade dig ønsker jeg ikke.
Det sagde Elisa i selv samme nu,
og så lod de spørgsmålet ligge.

Halvtreds af profeterne fulgte med
på afstand, da de stod ved floden
og kiggede sig omkring efter et sted,
hvor vandet slog ind over foden.

Så tog han, Elias sin kappe af
og rullede den som et klæde
med hånden og løftede den til et slag
og slog i den flydende væde.

Og floden, den delte sig som engang
selv havet herfra til Ægypten,
da Moses sin stav over over bølgerne svang
og førte Guds folk gennem kløften.

Sig, hvad kan jeg gøre min ven for dig,
før Herren mig tager tilbage?
Det spurgte Elias og svøbte sig
i kappen, imens han det sagde.

To dele af ånden, som selv du har!
Du holder dig ikke tilbage!
Hvis himlen er åben for dig og klar,
så skal det dig ske, som du sagde.

Og Israels vogne og heste kom!
Det råbte Elisa ved floden,
og kappen sænkede sig ned til ham
og landede hos ham ved foden.

Han tog den og slog som Elias før
på floden og så den sig dele,
og så gik han over, og foden var tør,
for ånden, han fik, var den hele.

Anden Kongebog 2,1-18.
Hør melodi her.

Jesus er Guds lille
Ord fra landet, taler brat,
kun to dage gammel
siger han: Nu er jeg mæt!

Skaber med Guds hænder
fugle af det bløde ler,
klapper, så den hvide
kakadue på ham ser!

Grønne papagøjer
fylder snart det lille hjem,
så Maria sender
strenge blikke efter dem!

Se, de hvide striber
stænket i de sorte fjer
som et regnvejr over
Ordets allerførste stær!

Se og hør Mario Josephs læsning af Koranen her.

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
som er befrugtet af himlen.

Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed er gemt i stammen.

Stammen opløser sin vælde
i tyndere opvendte grene.

Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige vedat blive ét med himlen.

Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

Siddende på stolen på platformen
bærer du verden balancerende på sindet.

Svanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.

Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.

Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstet hvilende balance i længen.

Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske begreber fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Her har Krishnamurti tilegnet sig og gør gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed. Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi. Krishnamurti er den gode jord.

I en sidebemærkning og sikkert andre steder, skriver Ricardt Riis om Løgstrup, at han desværre ikke opdagede, at han havde fundet de vises sten, da han stødte på de suveræne livsytringer. Til gengæld er Riis nok ikke den eneste af Løgstrups læsere, der har opdaget det. I hvert fald er det dem, der til stadighed pulserer ud fra forfatterskabet, når man læser det på anden hånd.

De suveræne livsytringer er som nirvana, der fyldte Buddha med ny energi og sendte ham tilbage for at hjælpe menneskene. Han opdagede det heller ikke og prædikede at indgå i nirvana i stedet for, som han selv gjorde, at vende fornyet tilbage derfra, som historikeren Arnold Toynbee har gjort opmærksom på.

I en uge på højskole sang vi fire gange, Du kom med alt det, der var dig, og også den handler om et møde med de suvereæne livsytringer. Hvad jeg savner i den er katastrofen som modbillede i verden udenfor. Den gør som Buddha prædiker og indgår i nirvana. Det ville jeg lave om på ved at modstille opdagelsen af Krishnamurti med Titanics forlis omtrent samtidig.

Imens de store skibe sank,
da rejste du dig fin og rank
på dine fine fødder.
Du stod, hvor bølgerne slog ind
og legede med sol og vind
og store kokosnøddder.

Her blev du set af øjne blå,
der standsede og så og så
på sjælen uden tynge.
Den fløj som sommerfuglen let
og bar på vingerne en plet
hen til den store gynge.

Med kærlighedens karrusel
kom du med ét og satte skel
imellem lys og mørke.
Den store Samson æder alt
fra verdens lys til jordens salt
og hele jordens tørke.

Du skaber jord og himmel ny
med hav og bølge, vind og sky
i stedet for de gamle.
Jeg går op på Akropolis
og ser på templernes forlis
som dele til at samle.

Jeg lader skægget gro i ro
og bygger i den gode tro,
at alting hænger sammen.
Nu falder frugten for min fod,
der hvor jeg allerede stod
en anelse fra stammen.

Fra græsset samler jeg den op
og lægger den i denne kop
som billede på noget.
Er det dit rige, som jeg ser,
af overflod i kar af ler
fra træet, som er kroget?

Jeg går en anden vej end den
du leder mig, for jeg vil hen
til dig i Kapernaum.
Det ligger mellem her og der
i Kanaan og ikke her
så tæt ved København.

Du kommer mod mig, når jeg går
med samme sol omkring mit hår,
som skyerne behager.
Jeg selv den vidt berejste hånd
du rækker mod mig som et bånd,
som djævelen forsager.

Vi følges ad på hver sin hest
som lige børn og leger bedst
i haven hele dagen.
Afsted for fulde sejl det går,
skønt søen blank og rolig står,
fra Cristiansø til Skagen.

Den Store Samsom æder alt,
det har jeg lige godt fortalt,
men der er det at sige:
At når tallerkenen er ren,
og kæmpen sover som en sten,
sig viser Himmerige.

Hør melodi her.

Alle kristnes våde drøm:
Gud er den, der tager
mig som den, jeg bare er,
salmebogens schlager.
Det er noget værre vrøvl,
mere er på lager.
Leve rent ved værkets fod
I’n’I behager.

Stå, hvor andre knæler ned,
fast på klippegrunden,
mens du bager brødet selv
glutenfri fra bunden!
Det er øjeblikkets fryd
med en bid i munden.
Solen dæmrer på din kind
selv i aftenstunden.

Lader værket blive set
som et lys i stagen,
når det stråler som en sol
over hele dagen.
Selv de hunde, som er små,
får en del af kagen.
Gud forvandler dine ord,
det er hele sagen.

I Jerusalem det ny
sidder vi på hver sin sky,
hvide, lyserøde.
Solen synker ned i vest,
trukket dertil af en hest
over himlens øde.

Ingen vover sig derud,
som har livet kært for Gud
for at fange kuller.
Jesus siger til sin ven:
Kaster nettet ud igen
over hestehuller!

Gammel Dansk og røget sild
nød han over nattens ild,
da han sad alene.
Nu er Peter kommet hjem
med de andre, og til dem
kommer Magdalene.

Thomas, tvivleren på alt,
verdens lys og jordens salt:
Undskyld, at jeg spørger!
Hvem i Jesu navn er du,
som dig viser her og nu,
mens vi går og sørger?

Jesus siger: Læg din hånd,
hvor jeg bar mit pandebånd
som en anden grime!
I det ny Jerusalem
finder alle fulde hjem
i den sidste time.

Hør melodi her.

Vi går i Edens have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget
med ét i Jesu navn
som om vi skulle noget
i Kongens København.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven skær
og kaster over byen
sin glans og al sin tro,
som solen sig på skyen
højt over Holstebro.

Vi skynder os til Skagen
igennem Brønderslev
og kommer frem til sagen
i sandet, hvor du skrev
i vin og i oblater
det værk, hvor Hamlet dør
på Helsingør Teater,
i selve Helsingør.

Hør melodi her.

Her lever ulven et sted med lammet
foruden nag og foruden nid,
og panteren, den skal have ammet
det lille nyfødte gedekid.
Kalven og løven er lige gamle,
de græsser sammen på højdedrag,
her kan en dreng dem omkring sig samle
og vogte dem den udslagne dag.

Her i sit hi har nu bjørnen fundet
den kære ko i sin dybe søvn,
og bjørneungerne, de har blundet
med koens kalve til fælles gavn.
Den gamle løve i grønne enge
nu tygger drøv med den gamle tyr,
og barnet springer med sol af senge
og vækker slangen af alle dyr.

Her vokser bjergene under himlen
med dybe dale og dybe ar,
og klippen knæler for stjernevrimlen,
som er uendelig dyb og klar.
Jorden er fyldt af en stille viden
om kærlighed som den dybe grund,
som ligger under nu, før og siden
de store have fra bund til bund.

Gud blæser al sin ånde
i vore lunger ind
med dufte allehånde
til fryd for sjæl og sind
igennem mund og næse,
et kunstigt åndedræt,
som om han ville blæse,
indtil han selv blev træt.

Bliv lys, det var et løsen
på gåden, der var lagt
om barnet i kuvøsen,
og nu var ordet sagt,
og luften kunne strømme
ind ved dets egen kraft,
og efter alt at dømme
har vi den glæde haft.

Nu springer glædens kilde
af lyst ved Jakobs brønd,
selv om den ikke ville
som svar på ingen bøn,
det ene ord har taget
det andet, hånd i hånd
går de som ét på taget
og råber Helligånd!

Hvem kommer der i skyen
med Himlens overflod
og går igennem byen,
hvor før skafottet stod,
og dækker op med både
brød, olie og vin
og kaster al sin nåde
som perler efter svin?

Han bærer vore byrder,
så vi kan holde fri
som Paradisets hyrder
fra politik og krig
og sove, mens han skaber
af vores kød et kød,
som skiller sig fra aber
som liv gør sig fra død.

Med måde skal vi virke
til Herrens velbehag
og være som en kirke
på Glædens store dag
og smage tidens fylde
så sød som nogen frugt
og samles for at hylde
vor Frelsers blide tugt.

Så dyrker vi vor have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget,
der går til København,
som om vi skulle noget
i dag i Jesu navn.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven der,
så hvor vi end er havnet
i verden tro mod tro
har kærligheden gavnet
os her i Holstebro.

Gud tørrer hver en tåre
af øjet med sin hånd
og ser, at det er såre
godt i hans egen ånd
som skabt til frit at skue
alt, hvad han ved sit ord
har skabt som Lam og Due,
en Himmel Ny og Jord.

Hør melodi her.