Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Gud blæser al sin ånde
Gud blæser al sin ånde
i vore lunger ind
med dufte allehånde
til fryd for sjæl og sind
igennem mund og næse,
et kunstigt åndedræt,
som om han ville blæse,
indtil han selv blev træt.
Bliv lys, det var et løsen
på gåden, der var lagt
om barnet i kuvøsen,
og nu var ordet sagt,
og luften kunne strømme
ind ved dets egen kraft,
og efter alt at dømme
har vi den glæde haft.
Nu springer glædens kilde
af lyst ved Jakobs brønd,
selv om den ikke ville
som svar på ingen bøn,
det ene ord har taget
det andet, hånd i hånd
går de som ét på taget
og råber Helligånd!
Hvem kommer der i skyen
med Himlens overflod
og går igennem byen,
hvor før skafottet stod,
og dækker op med både
brød, olie og vin
og kaster al sin nåde
som perler efter svin?
Han bærer vore byrder,
så vi kan holde fri
som Paradisets hyrder
fra politik og krig
og sove, mens han skaber
af vores kød et kød,
som skiller sig fra aber
som liv gør sig fra død.
Med måde skal vi virke
til Herrens velbehag
og være som en kirke
på Glædens store dag
og smage tidens fylde
så sød som nogen frugt
og samles for at hylde
vor Frelsers blide tugt.
Så dyrker vi vor have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget,
der går til København,
som om vi skulle noget
i dag i Jesu navn.
I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven der,
så hvor vi end er havnet
i verden tro mod tro
har kærligheden gavnet
os her i Holstebro.
Gud tørrer hver en tåre
af øjet med sin hånd
og ser, at det er såre
godt i hans egen ånd
som skabt til frit at skue
alt, hvad han ved sit ord
har skabt som Lam og Due,
en Himmel Ny og Jord.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 