Kirken i Gyngen

Jakob Wolf har i bogen “Det guddommelige”, 2015 begået en genlæsning af Rudolf Ottos klassiker, “Das Heilige”, 1917. Heri findes en gennemgang af de aspekter, som Otto opregner ved den numinøse følelse, sensus numinis: Tremendum, majestas, energicum, mirum, augustum og fascinans. De tre sidstnævnte aspekter har givet anledning til disse koblinger.

Mirum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved det mærkelige og ubegrinelige. Ifølge Otto findes et særlig markant udtryk for denne følelse i Jobs bog i scenen, hvor Gud svarer Job på hans anklage over, at det er gået ham, den gudfrygtige så ilde. Job bryder sammen og angrer sin anklage. Det er imidlertid ikke sammenbruddet, der er det væsentlige, siger Otto, men derimod den faste overbevisning, som er Jobs nye og afklarede tilstand. Gud møder Job i hans vanvid og henviser til sine uhyrlige skabninger Behemot og Leviatan eller de to køn isolerede i hver deres monstrøsitet. Lærken såvel som timianen er en mægtig engel hedder det mildere hos Blake.

I Søren Kragh-Jacobsens film “I lossens time” (2013) røres der ved et lignende fænomen. Det siges om lossen, at den sover i 21 timer, jager i tre og spiser i en. Den femogtyvende time er lossens time, hvor alt kan ske. Alt betyder både det vidunderlige og det forfærdelige. I filmen er begge dele sket, og vi befinder os i et fængsel, hvor den person, som legemliggør filmens tragiske dimension er indsat i den femogtyvende times trummerum. Han er vanrøgtet, men har alligevel oplevet det vidundelige i samvær med sin morfar, og da han forsøger at vende tilbage til det vidundelige, dræber han to gamle mennesker, som nu bor i morfarens hus. Filmens egentlige hovedperson er præsten Helen.

Filmen er speciel derved, at den ved siden af sin fortællende handling også har et forvandlende spor, der går på tværs af handlingsforløbet. Filmens karakterer ændrer sig nemlig i kraft af de erkendelser de gør i forbibdelse med de ting, der sker. Helen opsøger i en epilog morfaren hus og oplyser, at hun har sagt sin stilling som præst op. Også fangevogteren i fængslet tilkendegiver, at han har lært noget og fået et videre udsyn på forholdet til de indsatte. Måske lykkes forvandlingen også med tragisk konsekvens for filmens anden hovedskikkelse, som til sidst lykkes med sit selvmord. Søren Kragh-Jacobsen har sagt om sin film, at han ønskede at skabe en grusomhedens poesi.

Augustum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved at føle sig lille overfor det guddommelige. Det kommer skarpest til udtryk i læren om prædestination, dvs. læren om en forud fastlagt skæbne enten til fortabelse eller frelse. Otto lægger vægt på, at denne tanke har sin oprindelse i en følelse, og at den – hvis den rationaliseres – mister sin pointe. Befinder man sig således på det yderste skær og føler sig fortabt og ikke kan se nogen mulighed for at situationen ændrer sig til det bedre, så er der ifølge tanken om prædestination alligevel en mulighed nemlig den, at det kan være forudbestemt, hvordan det skal gå. Det ligger altså ikke i kortene, og det kan ikke på nogen måde gennemskues.

Den drøm Kasper Hauser genfortæller på dødslejet i Werner Herzogs film om ham rummer et fint eksempel på dette. Drømmen handler om en karavane, som føres igennem ørkenen af en gammel mand, som er blind. De farer vild, og foran sig, hvor byen skulle være, ser de bjergene. De gør holdt, og den gamle mand sætter sig ned og smager på sandet. Herefter hævder han, at de er på rette vej. Bjergene er en luftspejling. Igen bryder karavanen op og fortsætter sin rejse mod det, som ser ud til at være bjergene. De når frem til byen som er rejsens mål, og det er her, den egentlige historie udspiller sig, siger Kasper Hauser. Men den kender han ikke.

Den afgørende detalje ved denne historie er at den blinde smager på sandet. Det er altså en følelse, smagen, det overbeviser ham om, at de er på rette vej. Det forholder sig sikkert også sådan, at den gamle ved, at sandet i nærheden af byen skal smage på en bestemt måde, og da det gør det, ved han, at de er på rette vej. Det er jo en rationalisering, men før den kommer smagen, ligesom når man smager på sovsen under madlavning. Man ved det umiddelbart, når den er hjemme. Kaspar Hausers liv er en tragedie, men alligevel formidler han med denne historie en følelse af at være kommet hjem, og alle der har fulgt ham til byen står ved begyndelsen til den egentlige historie.

Fascinans er det sjette og sidste aspekt ved den numinøse følelse. I dette perspektiv sammenlignes det numinøse hos Otto med det filosofiske eller litteraturkritiske begreb det sublime. Det sublime ved et litterært værk angiver dets (sublime) modsætningsfylde og høje niveau af kompleksitet. Det sublime overgår det enkle og lader læseren rystet og genfødt tilbage. Det er en slags katharsis, som tilvejebringes ved at opleve virkeligheden fremstillet på en måde, man ikke umiddelbart kan forestille sig. Det gængse værdigrundlag efterlades i ruiner, samtidig med at en mulighed, man ikke anede var mulig, tager skikkelse for en. Med et udtryk fra Nietzsche er der tale om en en omvurdering af værdien.

“I pity the poor immigrant” er titlen på en rystende Dylan-sang om en sigøjnerboss. Medfølelsen gælder ikke den typiske nødstedte immigrant eller flygtning, som har brug for gode menneskers omsorg. Genstanden for empati er derimod en immigrant, for hvem det ikke er lykkedes atslå rødder i det nye land, og som derfor udvikler sig abnormt og giver sig hen til vold og falskhed. Til overflod markerer sangens subjekt sig som den, der i sig selv repræsenterer det alternativ, som immigranten ulykkeligvis vælger at vende ryggen til. Også dette træk er sublimt og vanskeligt at forstå på almindelig betingelser, ifølge hvilke det måtte være sangeren selv. Her er sangen i en afbalanceret version med Joan Baez.

En forskel på det sublime og det numinøse er imidlertid ikke mindre interessant. Den lader sig anskueliggøre ved udviklingen i nadverforståelsen i kirkens historie. I den katolske kirkes forvandlingslære er det meget eksplicit i billedet af, at der i selve ritualet ringes med en klokke i det øjeblik, vinen forvandles til Jesu blod. Selv i en luthersk nadverforståelse forvandles, som Jakob Wolf skriver “ikke kun vin til vand, men vin til Kristi blod”. Men hos Grundtvig er det anderledes. I salmeboges nummer 236 møder vi linjerne:

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.

Her er det ikke vin, der forvandles til Jesu blod men omvendt Jesu blod, der forvandles til honning i salmen og vin i ritualet.

Det sublime er det ekstraordinære, hvorimod det numinøse er det almene. Den oceaniske følelse kaldes den også hos Wolf, eller den rolige henrykkelse med et lån fra Natan Söderblom (1866-1931). Det er øjeblikke af uendelig fred, der kommer over et menneske uden at have noget direkte med den aktuelle situation at gøre.

Se, på ruden slår
blæsten ikke skår,
men den sorte brombærranke
slår imod, og denne tanke
slår sig selv til blods,
ser vi efterlods.

Regnen vasker klar
ruden som et svar
lige til at se igennem,
når vi hæver blikket, stemmen
og har sagt et ord
ved det nye bord.

Fuglen gav af skræk
ruden stænk af blæk
dog så hvid, som var den kalket,
eller ret af koen malket,
og den lyser hvid
i den mørke tid.

I sin fjederham
i sin andedam
sidder svanen i sin skjorte
med opsmøgede og korte
ærmer på hver arm
lagt ind over barm.

Men der falder ord
på den våde jord,
duen flyver over øjet,
og jeg rækker efter tøjet,
som sig dale lod,
hvor Elias stod.

Hør melodi her.

Den nye Jesus valser ind
ad døren på sin fod
og griber fast om hendes lænd,
han vælger som sin brud,
han fører ved hånden
sig selv og den anden
for alterets fod,
hvor hans billede stod.

Han går i skellet med sin saks
og klipper havens hæk,
og snakker med den gamle heks,
som han til næste fik,
og spurvene letter
fra jorden og sætter
sig ind i en hæk
og er pludselig væk.

Den nye Jesus springer ud
af skabet med et spring
og stiller det et andet sted,
end hvor det stod engang,
og lammet med løven
og haven med skoven
står også på spring,
hvor de før gik i ring.

At være himlens konge
i tro og ydmyghed
og herske over jorden
med al sin kærlighed.
At lade lys og mørke
fremkalde ved sit ord
og løfte sol og måne
om den forløste jord.

At knæle ned og kysse
hver sten på strandens bred
og se, hvordan de ligger
enhver på hver sit sted.
At samle alle brikker
i livets puslespil,
så billedet fuldendes,
fordi at de er til.

At se en tyve svaner
gå over havens hæk
og ikke nå at tælle
dem, førend de er væk.
At enogtyve svaner
på et og samme sted
kan tælles af den samme,
når næsen tælles med.

At være himlens konge
i hvide skyers uld
og sejle over øjet
af ler i sorten muld.
At falde som en dråbe
på jorden klar og ren
og ligge klar på marken
at sanke som en sten.

Hør melodi her.

Nu går du mellem biler
og værner dine små,
som gennem byen iler
i stedet for at gå.

Jeg ender dog i grøften
og famler ved mit knæ
og tager mig til hoften
med ryggen mod et træ.

Så humper jeg tilbage
og samler cyklen op,
men benene er svage
og vaklende min krop.

I gravens mørkekammer
er jeg forinden lagt
og kaldes uden skrammer
frem i forklaret dragt.

Her finder foden fæste
så let som på en sky
og lader hjertet gæste
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Her står du med hovedet oppe
i himlen og ser dig omkring
skudt op over træernes toppe
på hvilende fod og på spring;
du fisker i søen og fanger
en gedde i dag, og du langer
en hånd ud og griber din kniv.

Ved søbredden knæler du stille
og tryg i bevidstheden om,
at fisken i dag er for lille
og gør da beslutningen om;
så må du gå hjem uden noget,
men medens du venter på toget,
så har du jo stadig din kniv.

Nu står du med fødderne nede
på jorden, som er du et træ,
hvor fuglene har bygget rede
i tryghed i bladenes læ;
og spørgsmålet går dig på klingen
for atter at indfolde vingen,
som selv du har foldet din kniv.

Hør mlodi her.

Velkommen i den grønne lund,
hvor mælk og honning flyder
fra randen og til krukkens bund
og til enhver, som nyder
det frie ord og beder om
en bid heraf på maven tom
og takker som det næste
for at få lov at gæste.

Men den som sine klæder har
beholdt til bryllupsfesten
og holder brudgommen for nar
og skiller sig fra resten,
han kastes ud, hvor der er gråd,
og ingen kender noget råd,
selv om de holder taler
om skyer og om hvaler.

I salen er der ingen ro,
hvor vin og olie flyder
imellem kærlighed og tro,
og takker den, som byder,
at lamme går og blinde ser,
hvor glæden fryder sig og ler,
og lader døde leve
i gråden for Nineve.

Hør melodi her.

Ordet “bryllupsklæder” optræder i Matthæusevangeliets kapitel 22 i lignelsen om kongesønnens bryllup. Det er her, der fortælles om et bryllup, som de indbudte gæster ikke gider komme til. I en by slår de indbudte slår ligefrem budbringerne ihjel. Kongen ødelægger derfor hele byen som hævn. De indbudte var ikke værdige, hedder det så, og tjenerne sedes ud på gader og stræder for at invitere de fattige. Da det var den tids skik at iklæde gæsterne særlige bryllupsdragter på værtens bekostning, springer det i øjnene, at en af gæsterne sidder i sit eget tøj. Han har altså indfundet sig uden rigtigt at ville tage del i festen. Kongen beordrer ham straks bundet og kastet ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Det spilles der på i salmens andet vers. I tredie vers er der en henvisning til Nineve, som i en bibelsk sammenhæng mest er kendt for at være den by, som profeten Jonas værgede sig ved at nedkalde dom over. Da han endelig gjorde det, omvendte byen sig og slap for udslettelse. Men 200 år senere var den gal igen og byen blev lagt i ruiner.

På Oliebjergets tinde,
hvorfra du på din fod
sprang op imellem vinde
i legeme og blod,
stod engle ved vor side
med ét og lod os vide,
at du i blandt os går
i morgen som i går.

Nu standser bonden ploven,
og fra sit førerhus
ud skuer han mod skoven,
hvor vejen er af grus
til hovedvejen inde
imellem drøm og minde,
hvor nu en skare går
med solen i sit hår.

Hvor mågerne får vinger
alt på den sorte jord,
og himmelen betvinger
i det forløste ord,
er vinterhveden sået,
når dagene er gået
og dækker fra sit skjul
den nøgne mark til jul.

Når høsten bliver bjærget
igen til næste år,
og hyrderne har værget
om det fortabte får,
er hånden lagt på ploven
med ét igen fra oven,
og lige furen står
for øjet som i går.

Her går med ét i vrimlen
med skulder, hånd og fod
et legeme fra himlen,
ja legeme og blod,
med øjne, mund og pande,
så hver og én må sande,
som går imellem dem,
Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

En aften så mørk, hvor lyset blev tændt
i hus efter hus med det samme,
hvor olien til lamperne ikke var brændt,
men jomfruen ventede yderst spændt
at gøre forventning til skamme.

En morgen så klar, hvor solen står op
af graven og træder i haven
og indånder luften og strækker sin krop,
så skyggerne længes fra træets top,
hvor ingen er sur eler gnaven.

En formiddag skær, hvor regnen af ild
slog ned som en due på armen
og tyngede let og besvarede mild
det spørgsmål, som fristelsen leder vild
om kulden i hjertet og varmen.

En eftermiddag, hvor solen er klar
og rød som et æble på grenen,
der falder på læben så let som et svar
fra kongen, der blidt med sin finger skar
sin dåd ind i Jellingestenen.

Hør melodi her.

Det er ikke let at være Kaspar Hauser i Werner Herzogs film af samme navn med undertitlen Jeder für sich und Gott gegen alles (1974). Bruno Schleinstein i titelrollen er noget ældre end virkelighedens Kasper Hauser nogensinde blev, og det tilføjer figuren en velgørende autoritet. Det er ikke Kaspar Hauser som historisk fortvivlet eksistens, vi møder, men noget mere. Ved obduktionen deles Kaspar Hausers hjerne i to med en kniv, og delene vipper hjælpeløst fra hinanden på bordet i et tilsyneladende tilfældigt billede på korsfæstelsen af Kaspar Hauser.

Hisorien om Kaspar Hauser, der dukkede op på torvet i Nürnberg 2. pinsedag 1828, som kom han fra en fremmed planet uden kendskab til verden og med et næsten ikke-eksisterende sprog, har både i samtiden og eftertiden tiltrukket sig stor opmærksomhed og givet anledning til ikke alene medfølelse men også spekulationer om hans herkomst. Tilnavnet “Das Kind Europas” eller Europas plejebarn, som det med en meningsfuld omskrivning er blevet på dansk, udtrykker en oplevelse af tildragelsen med vidtrækkende konsekvenser.

Rudolf Steiner er blevet spurgt af interesserede i det spørgsmål om Kaspar Hausers tidligere inkarnationer og har givet det overraskende svar, at han ikke ud fra sin åndsvidenskabelige forskning kunne finde nogen og heller ikke en senerere inkarnation. Et sådant fravær giver mulighed for den overvejelse, at Kaspar Hauser er et udtryk for noget verden ikke på anden vise er fortrolig med. Det stærke indtryk, hans skikkelse gør, giver mindelser om den russiske kirkes ikoner, som på lignende vis anvendes som greb skildringen af det menneskelige i Dostojevskijs forfatterskab.

Rudolf Steiner siger endvidere, at havde Kaspar Hauser ikke levet det liv, han levede, ville jord og himmel være bleve revet fra hinanden. Det skal naturligvis forstås billedligt, og det han mener er, at materielle hensyn, konkurrencestaten på nudansk ville have fået lov til at dominere på helhedens bekostning for nu at blive i det merkantile sprog. Kaspar Hausers tragiske skæbne er dog ifølge Steiner ingenlunde udtryk for en guddommelig hensigt men et resultat af en konspiration, som spirituelt indsigtsfulde men onde kræfter stod bag.

Hensigten med Kaspar Hausers liv fra et åndsvidenskabeligt synspunkt var, at han skulle være samlende figur i at høste frugten af den kulturelle blomstring, der havde fundet sted i det sydlige Tyskland, og som især Goethe, Herder og Hölderlin var udtryk for. Denne plan blev forpurret af mennesker, der havde nok åndsvidenskabelig indsigt til at vide, at det ikke nyttede at dræbe Kaspar Hauser som spæd, da han så blot ville blive reinkarneret umiddelbart efter. Derfor måtte han holdes i live under forhold ugunstige for hans udvikling. Denne historie har Werner Herzog ud fra sine egne forudsætninger lavet en film om.

http://www.dailymotion.com/video/x12aofw_the-enigma-of-kaspar-hauser-1974-pt-1_creation

http://www.dailymotion.com/video/x126umw_the-enigma-of-kaspar-hauser-1974-pt-2_creation