Kirken i Gyngen

Kære Sleiman Nazzal

Tillykke med Undergrundspoesiprisen 2015! Prisen uddeles af Poetklub Århus hvert år til en person, der i særlig grad har gjort sig gældende i byens litterære undergrund. I dit tilfælde er der tale om et virke, som strækker sig over mere end ti år og har udgivelserne af digtsamlingerne “Uden visum” 2000 og “Uden sprog” 2013-14 som sine to poler.

Mellen disse poler svæver du selv og drejer og drejer “and turn him and turn and turn him for everything is in him” får jeg lyst til at føje til med Harold Blooms ord om en af Shakespeares figurer nemlig Falstaff, der optræder både i Henrik IV 1 & 2 og i De lystige Koner i Windsor. I modsætning til Hamlet, som er ung og dør ung, er Falstaff ældre og tidligere soldat. Han får sig gerne en tår over tørsten og gør altså kur til de lystige koner i Windsor.

Første gang, jeg selv hørte et af dine digte, var da jeg i begyndelsen af 2001 sad på Café Ris Ras, hvor forløberen for Poetklub Århus nemlig De unge Poeters Klub holdt oplæsninger. Jeg sad et andet sted i cafeen og hørte en insisterende stemme bag mig: “Lad være med at tale om politik! Jeg hader det! Lad være med at tale om politik! Jeg hader det!”. Det var dig, der læste et af de digte, som stod i din dengang nyudgivne bog Uden Visum.

Det er et karakteristisk citat, for en afgørende kvalitet ved dine digte er, at du forstår at adskille poesi og politik. Eller for at sige det mere præcist: Du er ikke til fals for voldens koreografi. Du er ikke en kriminel digter. Hos dig er det lysten og det frie valg, der skaber digtets komposition. Lad et digt fra Uden Visum tjene som eksempel:

Mine digte beklager sig ikke
de beklager ikke
din skønhed
de tilbeder ikke
dit ansigts måner

Jeg er på min galskabs
poetiske tur
afskærmer min
jargons akutte tunge
det er ingen manøvre
når jeg siger
jeg elsker dig
På min vej fra skole
til mit hjem
elsker jeg mange kvinder
“3 eller 5 det kommer an på vejrets hjerte”

Jeg vænner mig
til at stjæle smukke kvindelige skatte
og deres dejlige bryster
med min fantasi
Med mine store hænder
stjæler jeg
deres klare skønhed
og deres hemmelige søde frugter
for mig er det en vane
at de røber deres undertøjs
farve og facon
og jeg hænger det
på lystens bøjle
så bed ikke
mine digte
om at beklage
de vil aldrig beklage

Titlen på din første digtsamling, Uden Visum, signalerer naturligvis en masse besvær. Men det danske sprog, som du ikke har visum til, giver alligevel efter. Eller overgiver sig slet og ret. Men det er ikke det danske sprog, der er nøglen til et egentligt eksistentielt statsborgerskab i den flække af kloden, du ved skæbnens tilskikkelser er havnet i. Nøglen hertil signalerer du i titlen på din anden digtsamling, Uden sprog.

I dette sprogets nirvana hæver du uforudset stemmen i samlingens sidste digt, Det er mig. Centale linjer i digtet er sætningerne: “Det er mig som elsker Århus mere end Danmark / Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen”. Al-Quds er arabisk for Jerusalem, og linjerne handler om at vælge det jordiske i stedet for det himmelske, det konkrete i stedet for ideen. At være ydmyg i stedet for at stå på sin ret. Det udfoldes senere i digtet i linjerne: “Det er mig som elsker Danmark / mere end demokrati!”.

Digtet bærer den selvdefinerende titel, Det er mig, og lyder i sin helhed:

Det er mig
som vandrer mellem tankernes salt
og kvindernes havs blikke
Det er mig
som følger en skov af honning
og gemmer sommerfuglens hemmelighed
under fremtidens modne hud
Det er også mig
som kigger på de kedelige karavaner
der væver inde i min sjæls gyngen
og dækker hjertets metaforer med de triste blade

Hvordan skal det lykkes mig at kysse vores våde aftale?

Det er mig som skriver uden sprog,
med barndoms ild og sandets visioner
Det er mig,
et fortabt suk som skaber tres fugle og en enkelt engel

Det er mig som elsker Århus mere end Danmark
Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen
Derfor, rejser jeg for lidt bedre at huske
de gyldne signaler som vander mine minder
med håbets tåre …
– kom nu … rust min fortids æske …
Der findes floder, blomster, appelsiner. Dadler.
Cedre, vilje, ambitiøse sole?
Jeg har brug for en duftende favn lige nu!
Hvad hedder dit smil på mit sprog?

Det er mig som elsker Danmark
mere end demokrati!
Jeg er vant til at sende mit eneste ansigt
til de øvrige spejle
De ønsker at ændre min farve
under slow motion regn

Hvad skal jeg kalde min skilsmisse fra et træ af citron og had?

Giv hånd til min tavshed
Men det er stadig mig som leder efter kærlighedens smukke skib
Selvom det sejler inde i vores blod …
Jeg kan se
Giv hånd til vores hav

*

“Derfor rejser jeg…”, står der et sted i digtet. Sætningen henviser konkret til din glæde ved at rejse. Hertil knytter sig dine utallige forsøg på at lokke os andre med på dine rejser. Måske lykkes det en dag. Om ikke andet har du ved flere lejligheder givet os forestillingen om at rejse.

Undergrundspoesiprisens
statuette er skabt
af Michael Persson

Digtsamlingen ‘Det er ikke let’, som udkom d. 10. november 2015 på forlaget ALFA, kan jeg som dens forfatter selv spore til en eftermiddag i sommeren 1986, hvor jeg i forbindelse med læsningen af William Blakes lille værk “Ægteskabet mellem Himmel og Helvede” og især kapitlet “Helvedes ordsprog” gav mig til at nedskrive sætninger med vekslende indhold i rækkefølge på et stykke linjeret papir. Blakes ordsprogslignende sentenser er i værket opført på en liste, og når man læser dem i rækefølge, bliver det, som sikkert er blevet til sætning for sætning over lang tid smeltet sammen i ét flow. Det giver en brudt rytme, hvor indhold og form hele tiden skifter. Mine egne sætningers indhold var håbløst, og jeg smed hurtigt papiret i skraldespanden. Men rytmen beholdt jeg i kroppen, og i de kommende år lykkedes det mig bid for bid at føje et indhold til. Som teolog var det naturligt at lade sig inspirere også af bibelske tekster, og et af de tidlige digte bære også præg heraf. Da det er skrevet op imod begyndelsen af bibelen er det selvfølgelig også blevet det første digt i samlingen:

Gud skabte manden sort som jordens muld,
og kvinden skabte han hvid som mandens ribben.
Men da manden så kvinden, blev han hvid som sine ribben,
og da kvinden så manden, blev hun sort som jordens muld.
Således blev alt anderledes, end Gud havde skabt det;
og Gud så, at det var godt. (s. 5)

Andre af de første digte var disse:

Mine øjne er ikke en hunds,
der ser spørgende på sin herre.
Mine øjne er en ulvs,
der dybere nede end bevidstheden
registrerer, hvad der sker.
Jeg har overskredet grænsen
mellem ensomheden og fællesskabet,
og min dannelse er ikke andet
end den fuldkomne vildskab,
der kender sig selv. (s. 7)

Jeg er en løve,
der ligger og sover om dagen
i skyggen under et træ.
Du ligger på den anden side at træet
strakt ud som en del af min drøm.
Nu ryster jeg støvet af manken
og lader solen gå ned. (s. 8)

Et overraskende ryk i denne måde at skrive på skete, da jeg gennem min deltagelse i Poetklubbens aktiviteter var med til også at arrangere Poetry Slam i Århus i nullerne. Mine digte egnede sig slet ikke til det, og mit bidrag bestod som regel i at sidde i døren og sælge billetter. Men en aften deltog jeg nærmest i form af en happening med et digt på kun tre linjer, der handlede om den dengang aktuelle sag om Jørgen Leths selvbiografi. Det er det digt, som i udvidet form figurerer på bogens bagside:

Det er ikke let at være Dan Turèll,
når man ikke kan stole på folk,
der siger det er sort.
Det er ikke let at være enlig mor.
Det er ikke let at være kokkens datter.
Det er ikke let at være Leth.
Det er ikke let at være ham.
Det er ikke let at være Hamlet.
Det er ikke let at se sin mor falde for en morder
og sin far for morderens hånd.
Det er ikke let at være eller ikke at være.
Det er ikke let, når alt er fuldbragt,
og resten er tavshed.
Det er ikke let at holde kæft.
Der er noget loddent i Danmark og Grønland
hund og hund imellem.
Det er ikke let at hamle op med Hamlet.
Det er humlen. (s. 39)

Det er jo nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg sporadisk skrevet digte i denne humoristiske stil. Det sidste og afgørende ryk skete, da jeg omkring jul 2014 hørte, at den mere end hundrede år gamle satiriske årbog ‘Blæksprutten’ skulle ophøre med at udkomme. Da tænkte jeg, at i så fald vilde jeg lave min egen årlige samling med satiriske digte!

For at følge op på denne beslutning begyndte jeg ved årsskiftet systematisk at skrive digte, der på munter vis kommenterede årets begivenheder. Hvad var mere naturligt end at starte med et digt om nytårsaften:

Nytårsaften parkerede vi samtalen i ødemarken
og gik videre i tavshed.
Det var ikke indvandringen, slet ikke!
Det var grise, en familie på Djursland.
Nærmere kom vi det ikke.

Vi kom det en hel del nærmere
og lod det stå mellem linjerne.
Det er ikke en nødløgn, slet ikke!
Det er en hemmelighed, Markus 16, 8.
Vi siger det ikke til nogen. (s. 14)

Digtet slutter med anførelsen af et skriftsted om Jesu opstandelse og er en replik til sagen om sognepræst Per Ramsdal, der i et interview hævdede at stikke en nødløgn, når han i forbindelse med en begravelse forkyndte de dødes opstandelse. Det er en sag, der også har fået sit eget selvstændige digt i bogen:

Det er ikke let at tro på Jesu opstandelse.
Det er ikke let at vikle sig ud af det her tørklæde,
når man har lavet rock i synagogen,
og bosætterne har fået øje på en.
Det er ikke let at komme Maria Magdalene i forkøbet,
som hørte ham sige sit navn ved den tomme
grav i det fjerde evangelium.
Det er ikke let at føje noget til.
Det er ikke let at være Per Ramsdal. (s. 55)

En af årets første begivenheder var de to attentater i Paris d. 7. og 9. januar på henholdsvis satiremagasinet Charlie Hebdo og på det jødiske supermarkede. Det gav anledning til to digte i bogen. Det ene om helten fra det jødiske supermarkede, den muslimske medarbejder, Lassana Bathily:

Det ville være let at være Lassana Bathily
og have et bederum i baghovedet.
Det ville være let at rulle bedetæppet ud
og slå køleanlægget fra,
når der er kunder i butikken.
Kuglerne regner ikke med den blinde vinkel,
og det ville være let at flygte med vareelevatoren ud i det fri.
Ordensmagten ville lægge en i håndjern,
og kostbar tid ville gå tabt,
inden euroen falder!
Kursen ville stabilisere sig på et lavere niveau,
og renten ville næsten være halal. (s. 15)

Det andet er et mere perspektiverende digt om attentatet på Charlie Hebdo:

Det er ikke let at være Charlie Hebdo.
Det er ikke let at være et ugeblad.
Det er ikke let at være dagbladet Politiken
og stå i ord til halsen for at sige det pænt.
Det er ikke let at være mig og Charly.
Det er ikke let at holde sig munter
og tegne antydningen af et smil i profetens skæg.
Det ville være let at holde en forsvarstale
og anbefale sig selv til finansloven
eller livsvarig bespisning på Prytaneion.
Det er ikke let at tage til takke med et bæger skarntydesaft.
Det ville være let at spille død,
mens døden går gennem lokalet
og betragter sit værk.
Det ville være let at klø sig i skægget
og finde en lus mellem to negle.
Det ville være let at være Sokrates. (s. 51)

I begyndelsen af 2015 fejrede netop nævnte dagblad Politiken i øvrigt digteren Halfdans Rasmussens 100 års dag ved at bede 28 kendte forfattere skrive et digt om hver sit bogstav med “Halfdans ABC” som forbillede. Det fik igen to mindre kendte forfattere, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl til at henvende sig til ligeså mange mindre kendte forfattere med henblik på at lave en pendant med titlen “Halfdanske digte af halvkendte forfattere”. Jeg var heldig at blive inviteret til at være med og har til bogen skrevet et digt om bogstavet L, som også indgår i ‘Det er ikke let’:

Det ville være let at være bogstavet L.
Det ville være let at være i vinkel
og runde det skarpe hjørne i fin stil.
Det ville være let at være skrevet i hånden
i lyset af et lynnedslag med pensel på papir
som et kalligrafisk skrifttegn af Hakuin.
De to rette linjer ville mødes i det blinde punkt og standse i stedet.
Buddha ville vende ryggen til Buddha,
og kroppene ville forskyde sig
i forhold til hinanden ved skælvet.
Dér ville det være, og det ville være let
at stå ved siden af hinanden eller ej
i kræfternes parallelogram.
Det ville være let at være den 31. januar og opdage
evangeliet i februars alfabet.
Det ville være let at være Guds Lam
og bære verdens ynde. (s. 79)

Siden bogen udkom, har jeg af og til googlet den for at se, om der dukkede en anmeldelse op. Ved en sådan lejlighed opdagede jeg, at bogen foruden at være til salg fra flere danske hjemmesider også er sat til salg på en svensk. Det giver anledning til også at læse bogens sidste digt:

Gud bevare Daniels bog og Markusevangeliet.
Gud bevare bøgernes bog og bøgen og urfuglen
om ikke her så hinsidan.
Gud bevare Sverige og skåne Norge. (s. 80)

Tårnene styrter nu i grus
ramt af den hævnende vinge.
Skyggerne går fra hus til hus,
døver den hvæssede klinge.
Ruden er knust i tusind skår
sået, hvor Eiffeltårnet står,
og hvor Concorden er landet.

Templerne vokser frem af dynd
midt i den stegende hede.
Djævlene drukner sig i synd
fyldt af den dybeste lede.
Hvælvingen vendes til en skål,
og Peterskirken er et bål
for en Apache på dagen.

Kirkerne ligger, hvor de lå,
mellem de udslagne veje.
Englene lærer først at gå,
før de begynder at neje.
Broen er brændt fra bred til bred
udenfor Kreml på samme sted,
hvor Cesnaen just er landet.

Skibene har fra fjern og nær
lagt til kaj ved katedralen.
Øjnene kaster himlens skær
hen over loftet i salen.
Spiret er højt og grønt af ir
og peger lodret imod Mir,
som kobler sig til Sojusen.

Hør melodi her.

Salmer og egne sange med Anne Marie Eriksen. Teksterne til de fem salmer af undertegnede i de første ti minutter af koncerten er anført nedenfor.

O kom og hvil i mig,
du indre styrkes ånd,
og lad mig dele den med dig
din frihed fra mit bånd!

Skrid frem den gode dag,
som skjuler al min synd,
som skal forsvinde med et slag,
den nye dag begynd!

Vær du mit vidne Gud,
at alt jeg gør er ret
ifølge hvert af dine bud,
og jeg gør intet slet!

Jeg skal ej bede mer
end denne ene bøn,
og når du min forvandling ser
at være som din søn!

O kom og hvil i mig
sol over soles sol,
om kap jeg stråler kun med dig
og med den blå viol!

Vers 1-4 gendigtning af “O Come and Dwell in me”, Charles Wesley, 1762. Ordet “forvandling” i fjerde vers viser hen til den hemmelighed, der omtales hos Paulus, at ikke opstandelsen men den efterfølgende forvandling er det sidste: “Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal (alle) forvandles”. 1. Kor 15, 51-52. Døden og opstandelsen er overraskende nok ikke en forudsætning for forvandlingen.

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

“Løven er min hyrde” er en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Begyndelsen af salmen i den gamle oversættelse har antaget næsten ordsprogsagtig karakter, og sætningen “Herren er min hyrde/ mig skal intet fattes” er velkendt. Jeg hørte salmen i en version med reggaesanger og rastafari Buju Banton og under indtryk af den udtalte løvesymbolik i rastafari-universet hørte jeg forkert. Sætningen “The Lord is my sheperd” opfangede jeg som “The Lion is …” I min egen gendigtning har jeg valgt at beholde løven.

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Gendigtning af et vers af Emily Dickinson (1830-1886).

Se de fine dråber,
spredt på blomster små,
se, hvordan de glimter
på de strunke strå.

Hør, hvor bækken risler
i sin ensomhed
med sin lille krusning
på Guds kærlighed.

I de høje kroner
er der fred og ro
mellem frie fugle,
kærlighed og tro.

Skyen driver stille
fra Jerusalem
for at åbenbare
sig i Betlehem.

Efter “See the shining dewdrops”, ukendt forfatter 1920.

Jakob Wolf har i bogen “Det guddommelige”, 2015 begået en genlæsning af Rudolf Ottos klassiker, “Das Heilige”, 1917. Heri findes en gennemgang af de aspekter, som Otto opregner ved den numinøse følelse, sensus numinis: Tremendum, majestas, energicum, mirum, augustum og fascinans. De tre sidstnævnte aspekter har givet anledning til disse koblinger.

Mirum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved det mærkelige og ubegrinelige. Ifølge Otto findes et særlig markant udtryk for denne følelse i Jobs bog i scenen, hvor Gud svarer Job på hans anklage over, at det er gået ham, den gudfrygtige så ilde. Job bryder sammen og angrer sin anklage. Det er imidlertid ikke sammenbruddet, der er det væsentlige, siger Otto, men derimod den faste overbevisning, som er Jobs nye og afklarede tilstand. Gud møder Job i hans vanvid og henviser til sine uhyrlige skabninger Behemot og Leviatan eller de to køn isolerede i hver deres monstrøsitet. Lærken såvel som timianen er en mægtig engel hedder det mildere hos Blake.

I Søren Kragh-Jacobsens film “I lossens time” (2013) røres der ved et lignende fænomen. Det siges om lossen, at den sover i 21 timer, jager i tre og spiser i en. Den femogtyvende time er lossens time, hvor alt kan ske. Alt betyder både det vidunderlige og det forfærdelige. I filmen er begge dele sket, og vi befinder os i et fængsel, hvor den person, som legemliggør filmens tragiske dimension er indsat i den femogtyvende times trummerum. Han er vanrøgtet, men har alligevel oplevet det vidundelige i samvær med sin morfar, og da han forsøger at vende tilbage til det vidundelige, dræber han to gamle mennesker, som nu bor i morfarens hus. Filmens egentlige hovedperson er præsten Helen.

Filmen er speciel derved, at den ved siden af sin fortællende handling også har et forvandlende spor, der går på tværs af handlingsforløbet. Filmens karakterer ændrer sig nemlig i kraft af de erkendelser de gør i forbibdelse med de ting, der sker. Helen opsøger i en epilog morfaren hus og oplyser, at hun har sagt sin stilling som præst op. Også fangevogteren i fængslet tilkendegiver, at han har lært noget og fået et videre udsyn på forholdet til de indsatte. Måske lykkes forvandlingen også med tragisk konsekvens for filmens anden hovedskikkelse, som til sidst lykkes med sit selvmord. Søren Kragh-Jacobsen har sagt om sin film, at han ønskede at skabe en grusomhedens poesi.

Augustum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved at føle sig lille overfor det guddommelige. Det kommer skarpest til udtryk i læren om prædestination, dvs. læren om en forud fastlagt skæbne enten til fortabelse eller frelse. Otto lægger vægt på, at denne tanke har sin oprindelse i en følelse, og at den – hvis den rationaliseres – mister sin pointe. Befinder man sig således på det yderste skær og føler sig fortabt og ikke kan se nogen mulighed for at situationen ændrer sig til det bedre, så er der ifølge tanken om prædestination alligevel en mulighed nemlig den, at det kan være forudbestemt, hvordan det skal gå. Det ligger altså ikke i kortene, og det kan ikke på nogen måde gennemskues.

Den drøm Kasper Hauser genfortæller på dødslejet i Werner Herzogs film om ham rummer et fint eksempel på dette. Drømmen handler om en karavane, som føres igennem ørkenen af en gammel mand, som er blind. De farer vild, og foran sig, hvor byen skulle være, ser de bjergene. De gør holdt, og den gamle mand sætter sig ned og smager på sandet. Herefter hævder han, at de er på rette vej. Bjergene er en luftspejling. Igen bryder karavanen op og fortsætter sin rejse mod det, som ser ud til at være bjergene. De når frem til byen som er rejsens mål, og det er her, den egentlige historie udspiller sig, siger Kasper Hauser. Men den kender han ikke.

Den afgørende detalje ved denne historie er at den blinde smager på sandet. Det er altså en følelse, smagen, det overbeviser ham om, at de er på rette vej. Det forholder sig sikkert også sådan, at den gamle ved, at sandet i nærheden af byen skal smage på en bestemt måde, og da det gør det, ved han, at de er på rette vej. Det er jo en rationalisering, men før den kommer smagen, ligesom når man smager på sovsen under madlavning. Man ved det umiddelbart, når den er hjemme. Kaspar Hausers liv er en tragedie, men alligevel formidler han med denne historie en følelse af at være kommet hjem, og alle der har fulgt ham til byen står ved begyndelsen til den egentlige historie.

Fascinans er det sjette og sidste aspekt ved den numinøse følelse. I dette perspektiv sammenlignes det numinøse hos Otto med det filosofiske eller litteraturkritiske begreb det sublime. Det sublime ved et litterært værk angiver dets (sublime) modsætningsfylde og høje niveau af kompleksitet. Det sublime overgår det enkle og lader læseren rystet og genfødt tilbage. Det er en slags katharsis, som tilvejebringes ved at opleve virkeligheden fremstillet på en måde, man ikke umiddelbart kan forestille sig. Det gængse værdigrundlag efterlades i ruiner, samtidig med at en mulighed, man ikke anede var mulig, tager skikkelse for en. Med et udtryk fra Nietzsche er der tale om en en omvurdering af værdien.

“I pity the poor immigrant” er titlen på en rystende Dylan-sang om en sigøjnerboss. Medfølelsen gælder ikke den typiske nødstedte immigrant eller flygtning, som har brug for gode menneskers omsorg. Genstanden for empati er derimod en immigrant, for hvem det ikke er lykkedes atslå rødder i det nye land, og som derfor udvikler sig abnormt og giver sig hen til vold og falskhed. Til overflod markerer sangens subjekt sig som den, der i sig selv repræsenterer det alternativ, som immigranten ulykkeligvis vælger at vende ryggen til. Også dette træk er sublimt og vanskeligt at forstå på almindelig betingelser, ifølge hvilke det måtte være sangeren selv. Her er sangen i en afbalanceret version med Joan Baez.

En forskel på det sublime og det numinøse er imidlertid ikke mindre interessant. Den lader sig anskueliggøre ved udviklingen i nadverforståelsen i kirkens historie. I den katolske kirkes forvandlingslære er det meget eksplicit i billedet af, at der i selve ritualet ringes med en klokke i det øjeblik, vinen forvandles til Jesu blod. Selv i en luthersk nadverforståelse forvandles, som Jakob Wolf skriver “ikke kun vin til vand, men vin til Kristi blod”. Men hos Grundtvig er det anderledes. I salmeboges nummer 236 møder vi linjerne:

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.

Her er det ikke vin, der forvandles til Jesu blod men omvendt Jesu blod, der forvandles til honning i salmen og vin i ritualet.

Det sublime er det ekstraordinære, hvorimod det numinøse er det almene. Den oceaniske følelse kaldes den også hos Wolf, eller den rolige henrykkelse med et lån fra Natan Söderblom (1866-1931). Det er øjeblikke af uendelig fred, der kommer over et menneske uden at have noget direkte med den aktuelle situation at gøre.

Se, på ruden slår
blæsten ikke skår,
men den sorte brombærranke
slår imod, og denne tanke
slår sig selv til blods,
ser vi efterlods.

Regnen vasker klar
ruden som et svar
lige til at se igennem,
når vi hæver blikket, stemmen
og har sagt et ord
ved det nye bord.

Fuglen gav af skræk
ruden stænk af blæk
dog så hvid, som var den kalket,
eller ret af koen malket,
og den lyser hvid
i den mørke tid.

I sin fjederham
i sin andedam
sidder svanen i sin skjorte
med opsmøgede og korte
ærmer på hver arm
lagt ind over barm.

Men der falder ord
på den våde jord,
duen flyver over øjet,
og jeg rækker efter tøjet,
som sig dale lod,
hvor Elias stod.

Hør melodi her.

Den nye Jesus valser ind
ad døren på sin fod
og griber fast om hendes lænd,
han vælger som sin brud,
han fører ved hånden
sig selv og den anden
for alterets fod,
hvor hans billede stod.

Han går i skellet med sin saks
og klipper havens hæk,
og snakker med den gamle heks,
som han til næste fik,
og spurvene letter
fra jorden og sætter
sig ind i en hæk
og er pludselig væk.

Den nye Jesus springer ud
af skabet med et spring
og stiller det et andet sted,
end hvor det stod engang,
og lammet med løven
og haven med skoven
står også på spring,
hvor de før gik i ring.

At være himlens konge
i tro og ydmyghed
og herske over jorden
med al sin kærlighed.
At lade lys og mørke
fremkalde ved sit ord
og løfte sol og måne
om den forløste jord.

At knæle ned og kysse
hver sten på strandens bred
og se, hvordan de ligger
enhver på hver sit sted.
At samle alle brikker
i livets puslespil,
så billedet fuldendes,
fordi at de er til.

At se en tyve svaner
gå over havens hæk
og ikke nå at tælle
dem, førend de er væk.
At enogtyve svaner
på et og samme sted
kan tælles af den samme,
når næsen tælles med.

At være himlens konge
i hvide skyers uld
og sejle over øjet
af ler i sorten muld.
At falde som en dråbe
på jorden klar og ren
og ligge klar på marken
at sanke som en sten.

Hør melodi her.

Nu går du mellem biler
og værner dine små,
som gennem byen iler
i stedet for at gå.

Jeg ender dog i grøften
og famler ved mit knæ
og tager mig til hoften
med ryggen mod et træ.

Så humper jeg tilbage
og samler cyklen op,
men benene er svage
og vaklende min krop.

I gravens mørkekammer
er jeg forinden lagt
og kaldes uden skrammer
frem i forklaret dragt.

Her finder foden fæste
så let som på en sky
og lader hjertet gæste
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Her står du med hovedet oppe
i himlen og ser dig omkring
skudt op over træernes toppe
på hvilende fod og på spring;
du fisker i søen og fanger
en gedde i dag, og du langer
en hånd ud og griber din kniv.

Ved søbredden knæler du stille
og tryg i bevidstheden om,
at fisken i dag er for lille
og gør da beslutningen om;
så må du gå hjem uden noget,
men medens du venter på toget,
så har du jo stadig din kniv.

Nu står du med fødderne nede
på jorden, som er du et træ,
hvor fuglene har bygget rede
i tryghed i bladenes læ;
og spørgsmålet går dig på klingen
for atter at indfolde vingen,
som selv du har foldet din kniv.

Hør mlodi her.