Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sommersalme
I tidernes morgen før fugle fik mæle,
og lyset, det dæmrede lidt efter lidt,
og hænderne formede svange og hæle
og rejste et legeme svajende blidt,
og ansigtets under med øjne og kinder
sig vendte mod skaberens spejlende øje,
da var du en fylde af alt i det høje.
Min mester, nu træder jeg ind i din stue,
hvor ingen har været tre hundrede år,
og bydes velkommen herind af din frue,
som viser mig ud, hvor du selv går og sår
den sæd, du har samlet, hvor frem den er vrimlet
til dig i din have for ikke at synde
men gro med en helt ubegribelig ynde.
Du siger, at livet har veje, vi ikke
kan kende men ene må ane os til;
når greben kan synke i jorden og ligge
i hånden, som mestrer det strengeste spil,
så kan vi den vende i mulden og finde
de nye kartofler, som lysende falder
i øjnene og brat på fingrene kalder.
Nu går jeg til hånde herinde og mærker
din ånde i luften, hvor ordet er sagt
som skabende magt i utallige værker
og udfoldet i umiskendelig pragt;
den yndigste rose, den vil jeg dig vise
så høj og så flot som en lærke forleden
mig kaldte med lodrette triller til Eden.
Hør salmen i Anders Krintels fortolkning her:
Se nodeark her:
Dåbsenglen (med tilføjelse)
Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.
De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.
Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.
Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.
I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.
Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.
Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.
*
En juleglæde er der her
på jorden som i himlen,
hvor Jesus sig sin moder ser
i møde gå af vrimlen;
Maria gør igen som før
og lader sjalet løbe
af sig og ham omsvøbe.
Johannes træder også ind
i himmelhvælvets stue,
han som vor Herre fra sin pind
forærede vor Frue;
og Jesus mærker ved sit knæ,
hvor han er ladt alene,
Maria Magdalene.
For hun har valgt den gode del
i himlen og på jorden,
mens Martha ælter brød af mel
og holder ro og orden;
hun knæler ned i evighed
med dåben som sit virke
midt i vor Frue kirke.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her:
Katten, der blev væk
Prædiken til 3. søndag efter trinitatis
Jesus fortæller i teksten til i dag en lignelse om en hyrde, som har 100 får, hvoraf det ene bliver væk i bjergene. Så siger han som noget ganske selvfølgeligt, at hyrden forlader de 99 for at finde det ene, der blev væk. Denne lignelse er anbragt sammen med lignelsen om en kvinde, som har ti drakmer og taber én. Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at finde den ene, og da hun finder den, bruger hun sandsynligvis meget mere end denne ene drakme på at fejre det. Det er ikke uden humor.
Jeg kunne have lyst til at fortælle en anden historie om at blive væk nemlig om en kat, jeg havde for nogle år siden. En sommer løb den væk, og det lykkedes mig at finde den igen, inden vinteren kom. Men næste sommer løb den væk igen. Jeg ledte efter den nede ved åen, og her stødte jeg en aften i mørket på en ræv, som var ganske tæt på. Vi stod ubevægelige og kiggede på hinanden, indtil jeg bevægede mig, og den forsvandt.
Men i den tid, der gik, mens ræven og jeg vogtede på hinanden, var det som om en anden verden åbnede sig for mig. En vild verden, som ræve, katte og andre vilde og halvvilde dyr er fortrolige med, men som jeg nu kun oplevede et svimlende strejf af. En verden af årvågne sanser og agtpågivenhed i en kamp på liv og død.
Nu åbner Bibelen sig for os og vi kommer ad denne omvej ind i historien om den tolvårige Jesus, der selv blev væk fra sin far og mor; og da de fandt ham i Templet i samtale de skriftkloge, sagde han til dem: “Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?
Således sker der noget afgørende med historien om at være blevet væk, når vi lader hovedpersonen være en kat i stedet for et får. Vi hører ikke noget om katte i Det ny Testamente, selv om katte var elskede dyr i det nærliggende Ægypten, hvor jøderne havde en fortid. Man skulle tro, at der også har været katte i Israel på Jesu tid.
I 1. Petersbrev sammenlignes djævelen dog med en brølende løve, som leder efter nogen at sluge. Ikke engang slangen i Paradiset bliver i 1. Mosebog lagt så uforløst for had.
Der er det særlige ved apostelen Peter, at han irettesættes flere gange i Det nye Testamente. Jesus siger ligefrem “Vig bag mig satan!” til ham, fordi han ikke vil, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil, når det gælder Jesu egen skæbne. Senere bliver han sat på plads af Paulus i spørgsmålet om bordfælleskab med såkaldte hedningekristne. Et tredie sted har Peter så svært ved at forstå Jesu dispositioner i forhold til en anden discipel, Johannes, at Jesus må sige til ham: “Hvad kommer det dig ved?”
Ifølge Darwins udviklingslære om Arterne Oprindelse er der et slægtskab mellem arterne på den måde, at de store kattedyr som løven og tigeren er stamfædre til vore dages huskatte. Det hedder sig, at de små katte har tilpasset sig mennesket. Det er et godt billede på, hvad det vil sige, at Gud blev menneske.
Salme her.
Se, en himmelsk livsform
Se, en himmelsk livsform spirer
frem i havens blomsterbed,
hvor den lader sine sporer
svæve om et fuglebad,
hvor sig øjet lader døbe
for forklaret at genskabe
bregnen netop, hvor den stod.
Lyden bølger om figuren,
som er støbt i alabast
og udfoldes af tenoren
fra sin skulder til sin vrist,
hvorfra bolden lader løfte
sig fra jord og siden hæfte
sig i hjørnet bag min ryg.
Solen synker ned derude,
hvor de røde skyer står
op som flammer i en lade,
hvor nu ildebranden bor
og i aftenstunden fester
med de sidst indbudte gæster
til den allersidste glød.
Fuglen rejser sig af asken
som et slot af en ruin
med en næppe hørlig hvisken,
før den lander på sin gren,
mens de hvide skyer svæver
over samme farve kløver,
som sprang frem af Jesu blod.
Hør melodi her.
Mig er givet al magt
Mig er givet al magt
i himmel og på jord,
alt er underlagt mig
i kraft af mit ord.
Gå derfor at gøre
alverdens folkeslag
til disiple af mig
hver eneste dag.
Se, da vil jeg være
med jer gennem dem,
som I samler om mig
i Jerusalem.
Haiku på Hald
Jeg var så heldig at have modtaget en opfordring fra Niels Kjær til at læse haiku op på scenen Under lindene på St. Bogdag på Hald. Vejret var ikke ubetinget med os, og et overordentligt kraftigt vindstød greb træerne under første runde af oplæsningen, som vi med kun fire oplæsere havde delt i to. Foruden Niels Kjær og jeg selv var det Hugo Alrøe og Ib Johansen. En af de stole, som banneret med teksten http://www.haikudanmark.dk var udspændt imellem væltede, og det gav mig ideen til, hvad jeg skulle læse i anden runde. Jeg rejste stolen op, inden jeg besteg talerstolen og læste:
Jeg rejser en stol
og sætter et k foran vinden,
der kom ind i mit liv.
At være eller ikke være:
Stjerne asters k.
Dør arm.
Tøj lemmer.
Bjørne lo.
Måge latter.
Det eneste, der mangler i lejligheden,
er det stumme h i Buddha,
som udtales i Hamlet.
Jeg ved det ikke er haiku efter reglerne. Hvad jeg havde med af mere regelbundne haiku, havde jeg læst op i første runde. Det sidste, jeg læste i anden runde var dette:
Opmærksomheden fanger
skønhedens lavine
i dit ansigt.
Jeg falder på knæ
som en skygge
for din fod.
En fugl folder sig ud
af min pande
og flyver ind i dit knæ.
Knæskade.
Herefer trådte jeg ned fra talerstolen og vred om på knæet, så en gammel skade brød op. Det tiltrak sig en del opmærksomhed, og oplæsningen blev afbrudt og siden genoptaget inden døre over en kop kaffe. Således nåede vi alligevel igennen programmet.
Et stød gik gennem salen
Et stød gik gennem salen,
hvor vi ved bordet sad,
og mærkedes på talen,
som om vi alle bad.
Vi mødte vores skæbne,
som for enhver blev lagt
til rette ved at væbne
enhver med troens dragt.
Den lod mig sejr vinde,
som jeg den selv har set
i ånden og forsvinde
nu sporløs i Tibet.
Bliv hos os, når dagen flagrer
Bliv hos os, når dagen flagrer
af nætternes puppe ud
med sommerfugle så fagre
og et bevinget bud.
Det er, at du skal elske
din næste helt som dig selv,
så bækkene så rebelske
tilsammen gør en elv.
Vor fader du ligeledes
af hjerte, sjæl og sind
skal elske, så at du bedes
i himlens rige ind.
Her går vi igen i den have,
hvor selv du engang har os skabt,
hvor ledet igen er af lave –
har slangen over os gabt!
Vær hos os, mår mørket brister
i stjernernes tusinde spor,
og solen med fingrene lister
sig ind, hvor ormene bor.
Melodi: her.
Jeg mærker ingen smerte
Jeg mærker ingen smerte
forbundet med din sjæl,
når jeg har målt din isse
fra foden af din hæl.
Nu skal du ikke tørste
men drikke livets vand,
som jeg har ladet skænke
til dig ved Jakobs brønd.
Du lader kilden springe
i dine hænder som
et springvand, og du skænker
Det ny Jerusalem.
Al historie er sand
Maria gik
med størknet gråd
imod hans grav
med salve god.
Nu sker der mer
end fates kan,
og alt blir skjult
af ørkensand.
Hun knæled ned
ved krop af sten
og lagde hånden
på hans ben.
Vågned ikke
Jesus sød,
af sorgen var
Maria død.
Men øjet blidt
sig åbne kan,
når kvinde græder
over mand.
Ingen skælved,
ingen lo,
da de blev ét
i kød de to.
Nu dækkes alt
af ørkensand,
for al historie
er sand.
Kirken i Gyngen 