Kirken i Gyngen

Altid frejdig, når du går
sent i seng og sover,
indtil klokken elve slår,
eller sover over.

Lazarus, kom ud! med ét
lyder for dit øre,
og da er et under sket
eller om at gøre.

Se en himmel ny og jord
klædt i bryllupsklæder,
skabt af Jesu egne ord,
eller når han græder.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/784

Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden, og se:
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.

Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Hør mig ikke, lad dit øre
åbent stå for alt, hvad røre
kan den høje kontrabas,
når den spiller til klaveret,
som en tone har halveret
nu til cembalo og glas,
som vi med musikken hæver
til ballonen, som der svæver
over kirken i en kurv.

Kirken flyver over landet,
over bølgen blå blandt andet,
lander i et brombærhegn,
hvor den kalder på betjening
med sin klokke, i forening
samles menighed og degn,
når der spørges efter præsten,
svares der i vest, og næsten
varetage må det hverv.

Næsten har i sine hænder
alt, hvad i dit hjerte brænder
for forløsning i dit liv,
om det lykkes eller ikke
afhænger af hendes blikke
på et upåagtet siv,
når det bøjer sig for vinden
for at strejfe dig på kinden
som en fattig enkes skærv.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/294/498/2

Boligforeningen er Gud,
hans søn er varmemester,
som kommer, når vi flytter ud
og syner alle lister.
Om alt er på sin plads?
Helligåndens palads
skal stråle for de ny,
som flytter ind så kry
på hjørnet i Guds rige.

Vi magter ikke vort klaver
at løfte ad en trappe,
men flyttemanden kommer her
og får det til at klappe.
Så selv til anden sal
klaveret som en hval
kan springe med en kraft
og lande med en saft
på gulvet i Guds rige.

Og flytter nissen også med,
som det nu er hans vane,
så giver vi ham ren besked
selv på den lange bane.
Nu lader vi ham gå,
så kan han lige nå
at være hjemme, når
hans sidste time slår
ved midnat i Guds rige.

Guds ord han efterlader her,
hvor vi det gerne bruger
til daglig og i ferier
på tre og fire uger.
Vi lader huset stå
bag sikker lås og slå
og tager ordet med,
når vi tager afsted
på rejse i Guds rige.

Efter Luther.
Hør melodi her.

I den syvende og sidste
menighed i Indien
lod, hvad ingen andre vidste
Brahma folde tre i én,
så, når Krishnamurti taler,
som Selassie selv befaler,
tænker Bahaullah sit.

Når profeten krøller bogen
til en håndfuld støv af sten,
krones kejseren af krogen
på sin lysegrønne gren,
imens hele verdens lærer
støder alle sine kære
fra sig som sin menighed.

Det er lysende på Tabor
incognito og alias,
som de tre bekendte aber
foran Moses og Elias,
som med Jesus lader skue
sig omgærdet af en bue,
som den stod ved Ararat.

Helligånden svarer stille
på den ubevidste bøn,
som vi inderst inde ville
bede, som vi sad i løn,
til det bankede på døren,
og de trådte ind med pløren
eller pløre, om man vil.

Elof Westergaard har taget
kjolen af og er trådt ud
for at kigge lidt på taget,
om det holder året ud,
eller er det ved at flække
ude i den gamle flække,
hvor de døde vågner blidt.

Fader vor, som selve sønnen
lærte os at bede selv,
og som i sig selv er lønnen
under dette himmelhvælv,
er en rosengård med liljer,
hvor de sagnomspundne viljer
sig af hjertet folder ud.

Odin sidder med sit øje
og kan se alverdens ting
i en hjemmestrikket trøje
i det danske folketing,
og han holder Nordatlanten
i sin venstre og Levanten
i sin højre hule hånd.

De kan hoppe der og springe
over buk og ind i ged,
over gærde, over klinge,
hvad den mindste af os ved,
men de fægte må i blinde,
for de finder ingensinde
nogen evig salighed.

Men hos dronningen af Thule
er der spæk og tran og kød,
og på fjeldet er der sule
som opstandelse fra død,
og den går på sine vinger
gennem luften og betvinger
himlen over Kap Farvel.

I et spejl som i en gåde
hos frisøren kan jeg se,
at jeg klippes fri af nåde
med en saks og ikke le,
når hun klipper koncentreret,
og jeg sidder velplaceret
i salonens nådestol.

Når jeg rejser mig fra stolen
med mit splinternye hår
og betaler med pirolen,
der har sat sig på mit lår,
må de gerne lette skatten,
for nu kører jeg med klatten
i min lamborghini rød.

I et øjeblik på tanken
står jeg stille for at se,
hvad de tænker på i banken
ved min gamle 2CV,
som jeg lader stå tilbage
til Elisa på en flage
is i Jordans gule flod.

Zions hellighed gør ikke
stedets sten til dagligt brød,
og gør ikke folkets skikke
til opstandelse fra død,
som vor frelser os tilgiver,
når vi siger det og skriver
under på hans dødsattest.

Når vi lægger kuglepennen
fra os på det grønne bord,
får vi følgeskab af vennen,
som med sine sidste ord,
siger: Kom til Paradiset
med mig, for det bliver diset
her, og mørket falder på!

Dødsårsagen, det var synden,
som han bar for vores skyld,
som en slædehund for mynden
og endda med ekstra fyld,
så velsignelsen får vinger
og et øje på hver finger
som set af Ezekiel.

Stop en halv, før kunsten stiger
op fra Oliebjergets fod
til dets tinde og de riger,
som kun kunsten selv forstod,
da den foldede herneden
sine vinger ud for freden
mellem jord og himmelhvælv.

Babylon blev ikke bygget
på en dag ej heller Rom,
heller ej blev øllet brygget
på en studs ej heller rom,
selvom når den slår i glasset,
er det øjeblik forpasset,
hvor man holder lidt igen.

På et øjeblik er staden
bygget som Jerusalem,
hvor der ligger guld på gaden
ligesom i Betlehem
mellem røgelse og myrra
skær i løbet af de fyrre
dage ved Genesaret.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/388/210/2