Hør mig ikke, lad dit øre
åbent stå for alt, hvad røre
kan den høje kontrabas,
når den spiller til klaveret,
som en tone har halveret
nu til cembalo og glas,
som vi med musikken hæver
til ballonen, som der svæver
over kirken i en kurv.

Kirken flyver over landet,
over bølgen blå blandt andet,
lander i et brombærhegn,
hvor den kalder på betjening
med sin klokke, i forening
samles menighed og degn,
når der spørges efter præsten,
svares der i vest, og næsten
varetage må det hverv.

Næsten har i sine hænder
alt, hvad i dit hjerte brænder
for forløsning i dit liv,
om det lykkes eller ikke
afhænger af hendes blikke
på et upåagtet siv,
når det bøjer sig for vinden
for at strejfe dig på kinden
som en fattig enkes skærv.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/294/498/2