Kirken i Gyngen

At rejse er at leve
sig ind i tid og sted
på vejen og opleve,
at Andersen er med.

At lade solen dele
sin store magt i to,
som sammen er et hele
i et par nye sko.

At glemme gammel vane
og alle sine fejl
og se den hvide svane
i Genfersøens spejl,

Hør melodi her.

Gud, jeg er i dine
hænder som et redskab
for de yderst fine
tanker i dit budskab.

Gud, du er i mine
hænder som en nøddåb,
når jeg går på line
mellem dine nødråb.

Gud, vi er i dine
hænder under angreb,
hvor vi død og pine
er dit eget indgreb.

Hør melodi her.

Vi siger det lige så klart som den engel,
der sad, hvor han lå.
Nu er han opstanden så klar som en gel-
lerupplan i det blå.
Jerusalem daler fra himlen derude,
mens viskerne pisker i skybrud på rude.

De fjerner en vej, og de lægger en anden,
der går, hvor han steg.
I finder ham ikke i skyerne, manden
I fulgte og sveg.
Han kommer så let, som I så ham forsvinde
i skyggernes dans og i skiftende vinde.

Du spørger, om dagen i dag er den sidste,
der baner hans vej.
Det er af indlysende grunde, jeg vidste,
at svaret er nej.
En bue udfolder af intet i kaos
din regnbueudsigt på taget af Aros.

Hør melodi her.

Her sidder jeg
og spilder tiden i rummet
på gulvet.

Gulvtæppet suger kaffen ind
og efterlader en skjold.

Et ormehul.

Jeg skærer en skive af en fersken,
og den falder eller rettere flyver og lander
på gulvet som en båd.

Knasterne er rolige hvirvler
i det nye gulv.

I Guds billede og have
leger lammet med en løve,
indtil slangen med en kvinde
deler Paradisets vande
og slår ned som lyn og ild.

Lynet er en vældig engel,
der hvor livet er en mangel;
i den grav, hvor Herren ligger,
slår det ned med sine takker,
baner vejen for hans fod.

Sine klæder efterlader
han i graven og sig klæder
nu i troens åbne øje,
som han giver os i eje
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Blive lys, det sagde Gud
blidt med læber bløde;
solen stod og skælvede
over alt det øde.

Jesus møder Døberen
midt i Jordanfloden;
Helligånden daler ned,
sætter sig på foden.

Duen kommer med en kvist
flyvende til arken;
lykken smiler mild og huld
ned til patriarken.

Herrens ansigt viser sig
skælvende ved tanken
over Jakob, som har tænkt
sig at gå på planken.

Men Elias stiger op
nøgen i det høje;
kun hans kappe daler ned
for det åbne øje.

Gud er blevet menneske
for at kunne hvile
i sit eget billede
og at kunne smile.

Se, nu sover jorden sødt
under åben himmel
på sin hovedhjørnesten,
lykkelig og svimmel.

Til Carl-Henning Pedersens mosaikker i Ribe Domkirke, 2010.

Fordelen ved den gamle skik
i kirken ved forårstide,
hvor unge syn for sagnet fik
i klæderne så hvide,
er at de intet vidste om,
til hvilken store fest, de kom,
kun at de kom der i tide.

Her skulle ingen prøve stå,
de skulle kun sidde stille
på deres stol og høre på,
hvad frelseren dem nu ville,
han som af graven selv opstod
og sig fra død og mørke lod
levende endelig skille.

Tillykke med den store dag,
som døbte skal vederfares,
det er en salighedens sag
og skal således forklares,
følge dig blidt i liv og død,
styrke din sjæl ved vin og brød
og i dit hjerte bevares.

Nu er du selv et vidne på,
at barnedåben forleden
velsignede dig, hvor du lå,
som fuglen ligger i reden,
kaldte dig ved dit eget navn,
medens du lå i moders favn,
med skaberordet i Eden.

Hør melodi her.

Min sjæl, min sjæl, hvad vil du mer
end alle undere, der sker
på jorden for dit øje?
Nu knæler solen for din fod
og takker dig til overflod
for slid og slæb og møje.

Hvorend du vender blikket hen,
så vender det sig om igen
på jorden for dit øje.
Nu skjules solen af dit ord,
fordi ugerningen på jord
sig til din gerning føje.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig? Jeg er her endnu
på jorden for dit øje.
Nu stiger solen i dit bånd
og åbner med en gylden hånd
dit øje i det høje.

Hør melodi her.

Du kommer på skolen hver eneste dag
så sikkert som lyset og solen,
der følger med øjet hver eneste sag
og synker for enden af molen,
der strækker sin hånd i det frådende hav
og samler af dybet et øje af rav,
i hvilket sig spejler violen.

De spejlvendte sider i sjælens grafik
ved Thisted og Århus betegnet
forbinder du med en finurlig trafk,
så Hærvejen ganske er blegnet;
du drager mod øst og du rejser mod vest,
som Christian den tiende red på sin hest,
hvor det havde nyligen regnet.

Du gør af de raske og syge et folk,
der modstår de tungeste kvaler,
og kunsten er sindets fortrolige tolk
imellem de syngende hvaler;
du ønskes tillykke med dagen i går
med håb om de kommende tusinde år,
hvor du over Danmark befaler.

Sangen synges på Jan Erik Hansens melodi:

.
Johannes Nielsen er manden bag utallige tilbud til psykisk sårbare i Aarhus Kommune, Gallo-aktiviteterne kaldet: Gallo Gartneri, Gallo Kriserådgivning, Gallo Huset for blot at nævne nogle, og ikke mindst Gallo Skolen, der tilbyder en bred vifte af fortrinsvis kreative fag til psykisk sårbare. Gallo-tanken er formuleret i enkle paroler som f. eks. : Psykisk syge får det bedre og har brug for mindre medicin, når de får mulighed for at udtrykke sig kreativt. En anden: Kunsten er et område, hvor psykisk raske og psykisk syge kan mødes. I forsommeren fyldte Johannes 90 og blev fejret behørigt i barndomslandet Thy på Skærlund, hvor der hver sommer holdes højskolelignende kurser og på bostedet Enggården. På Gallo Skolens 26 års fødselsdag d. 8. august fik vi også mulighed for at fejre Johannes i Aarhus.

Den dunkle sol går ned, det mørkner, og jeg ser
af ruden ud og ser, at det er her, det sner.
Din vælde daler ned igennem lygtens skær
over mig,
jeg hilser dig
og hele himlens hær.

Jeg løfter nu mit øje mod en kile gæs,
hvor sejlet som dit ord står rundt om klint og næs.
Hvad fuglene for mig fra himlens stade så,
skriver du
med stævnen nu
i bølgen under på.

Den gode jord står op let over månens rand
i blåt og hvidt, som var den svøbt i luft og vand.
I lys og skygge klædt går den sin vante gang,
som om den
idag igen
af dine hænder sprang.

Hør melodi her.