Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Gør din pligt og kræv din ret
Gør din pligt og kræv din ret
til at nyde nådens ynde
og din frihed fra at synde
og til kun at være slet;
og hvis det dig ej behager,
fat et endnu større mod,
så du saligheden smager
ved igen at være god.
Når din næste dine ord
og din kærlighed behøver
og din værdighed berøver
ved at sidde ved dit bord,
skal du skænke ham et bæger
af din egen søde vin,
så du blidt hans vunder læger
med den salve, som er din!
Sådan gjorde Adam glad
og lod Eva overvælde,
ingen tåre skulle fælde
hendes hjerte, mens han bad!
Men hun faldt for dyster tale,
da han vendte ryggen til,
og så måtte han betale
hendes pris og mere til.
Verden i ruiner lå;
men Gud lagde sine hænder
varmt om deres nøgne lænder
og gav fåreklæder på,
for nu ville han velsigne
i tilgivelse det køn,
som hans eget ville ligne
først i smug og så i løn.
Sådan gjorde Gud mod dem,
der hans regler ville bryde
og i stedet for at lyde
dem fandt nogle andre frem;
og igen i tidens fylde
tog han livet i sin favn
og lod livets træ forgylde
med sit blod i Jesu navn.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/691/460/2
Umådelig som Herrens Ord
Umådelig som Herrens Ord
er ingen andre ting på jord
end Ånden, som han hviler ved
i Tro og Håb og Kærlighed.
Den Ånd, som aldrig farer vild;
hvorend den går, er den så mild,
som gik den ved sin Faders hånd
og bandt de mindstes snørebånd.
Den Ånd, som Herren fulgtes med
i liv og død, og da han led
og forudså sit brodermord
og foregreb det ved sit bord.
I Emmaus efter Herrens død,
der brød han selv det samme brød,
hvori hans kød var blevet lagt,
nøjagtig som han havde sagt.
På ugedagen efter sin
opstandelse i brød og vin,
da stod han hos dem i sit kød
og Sejrede i Liv og Død.
Her og der, hvor Jesus lever
Her og der, hvor Jesus lever
i sin himmel og forøver
al sin gerning og sin pligt,
har han mig sin vilje sagt.
Fly fra verdens nød og pine
og kom hjem til mig alene;
jeg dig skænker fryd og lyst
frem for verdens kløgt og list.
Selv om du går rundt herneden,
vil jeg skåne dig for døden;
du skal være fri og glad,
der hvor jeg i stedet led.
Nu og her skal tonen klinge
til et kildevæld af sange,
som jeg synger blidt om ham
inde i Jerusalem.
Skærlund 2014
På det årlige gallokursus på Skærlund, hvor Bent underviste i musik og jeg stod for et skriveværksted, var emnet for det fælles debat-arrangement torsdag aften “Hvad er en salme?” Bent var insiterende og ville have et svar af mig som teolog på, hvad en salme er? Især en moderne salme. Han mente selv, at det var Halfdan Rasmussens viser. Jeg forblev tavs i dagevis. Først i bilen på vej hjem fik jeg det formuleret. Jeppe Aakjær, sagde jeg, Hans sange burde være med i salmebogen. Det er de på sin vis også i form af Højskolesangbogen. Måske burde der indføjes et tidsmodul i Grundtvigs systematiske tænkning om forholdet mellem skole og kirke, således at skolen ikke bare er noget forskelligt fra kirken – men ligefrem afløser den med grundlæggelsen afden første højskole i Rødding i 1844 som begyndelsen. Det er vel det Erik A. Nielsen mener, når han taler om “den skjulte gudstjeneste” i bogen af samme navn. Den finder ikke sted i kirken men i skolen.
Morgen, søde! Er du vågen?
Morgenmaden venter dig.
Har du taget hul på dagen
med den alllerførste smøg?
Hører du nu fuglestemmer?
Lærke først og fremmest, højt!
Andre stemmer brat forstummer
fra det allerførste fløjt.
Når din egen stemme lyder
på dit eget tungemål,
er det som om læben flyder
over i en offerskål.
Vær velkommen hos os søde!
Vær velkommen over død!
Jesus selv stod op af døde.
Du er selv en morgen sød.
Igennem alle farer
Igennem alle farer
gør Gud min færden tryg,
imens han åbenbarer
sin vilje bag min ryg.
Han rejser katedraler
af elfenben og guld
og løfter hvide hvaler
mod solen over muld.
I mine øjne springer
en bold imod en kurv
og folder sine vinger
omkring sig som en spurv.
Han leder mine veje
til steder, hvor jeg før
har været og skal eje
i mindet, når jeg dør.
Igennem alle trængsler
gør Gud min vilje fri
og skænker sine længsler
til mig at leve i.
På ugedagen efter
På ugedagen efter,
at Herren brat opstod,
da stod han i vor stue
og røsten sin oplod.
Fred være med jer alle!
det sagde han så blidt,
at det endnu genlyder
i hjerterne så vidt.
Læg øre til mit hjerte
og hånden i mit sår,
det siger han, som kommer
og er og var og står.
Nu kommer han i skyen
og sætter ned sin fod
på Oliebjergets tinde,
som netop han forlod.
I kirken er vi samlet
at kvæges ved hans ord
og trykke Herrens hænder
ved vores alterbord.
Når han sin stemme hæver
og tager Ordet ned,
er hjertet fyldt af lykke,
som ingen andre ved.
Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/125/369/2
Maria går mod graven
Maria går mod graven
med hjertet tungt af sten,
og foran hendes fødder
der ligger endnu en.
Hun tror, det er en gartner,
der knæler over den;
men det er jordens skaber,
der rejser sig igen.
Med et for sin veninde
han åbenbarer sig
og siger nu til hende:
Maria det er mig.
Under huden hver sommer
I flere år
har en gul snegl
trukket sit usynlige spor
på ruden.
Den holder ruden ren,
så jeg kan se ud
i haven.
Hvide havemøbler,
en hvid cykel,
blomstrende liguster
og skvalderkål.
Hvidkløverens
brune øje.
I flere år
har dette øje set ind
gennem ruden.
Under huden.
Hver sommer.
Helvedes klokker
Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu beder jeg en bøn om det, jeg ikke ved.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!
Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Jeg tager korset op, hvorved du også led.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!
Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Du våger over mig med al din kærlighed.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!
Herre, jeg har gjort det gode
Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.
Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.
Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.
Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.
Hør melodi her.
Iben Krogsdal efterlyste i en kronik i Kristeligt Dagblad i julen 2013 krig på salmesangen. I den ånd har jeg valgt en af mine egne salmer som modspil til salmen “Du skal elske din næste som dig selv”. Denne salme af Iben Krogsdal skildrer ellers på forbilledlig vis den uoverkommelige opgave at elske andre som sig selv, og den trøster på gængs vis med, at vi har lov til ikke at kunne mestre udfordringen. Jeg synes imidlertid ikke, at Iben Krogsdals salme vender tingene nok på hovedet, som det bør gøres på ægte kristelig vis. Jesu svar på spørgsmålet om, hvad der er det største bud i Loven er som bekendt: “Du skal elske din næste som dig selv og Herren din Gud af hele dit hjerte”. Det er her salmen henter sin begyndelseslinje fra. Men Iben hører det, som om det er Moses, der har sagt det. Som om det er et spørgsmål af typen: Hvilken af Kingos salmer, synes du bedst om? Svaret herpå ville så logisk være at nævne en af Kingos salmer. Men Jesus svarer, som om svaret på dette spørgsmål var som Grundtvig at gendigte Kingo efter sit eget hovede. Det er altså Jesus, der siger til mig, at det største bud i loven er: “Du skal elske din næste som dig selv”, og så betyder det ikke direkte, at jeg skal gøre det, men at han gør det. Fordi han virkelig gør det, betyder det for mig, at også jeg får mulighed for virkelig at gøre det, og at jeg får mulighed for at udvikle en bevidsthed i forhold til ham om, at jeg har gjort det.
Kirken i Gyngen 