Kirken i Gyngen

Her gengives de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:

Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14

*

Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14

*

Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14

*

Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14

I det øjeblik, du giver fuglen et navn,
slår du den ihjel:

Musvit, rødhals, blåmejse og havesanger
for slet ikke at tale om solsorten,
duen og skaden.

Kragen ventede behørigt
på mågens kamp med skraldet
og overtog hjemmevant scenen,
da mågen lod sig anfægte af en forbikørende –
og bakkende bil.

Ordet skaber, hvad det nævner,
og jeg aner ikke,
hvilken bil det var.

Men fuglene genopstår
i bevidsthedens fjernsyn.

Nu daler fnug fra aspen
i midterrabatten på Nordre Ringgade
over hele byen.

Om en sværm af myg.

Bevidstheden er kun toppen af isflagen,
hvor sjælen soler sig.

Gærdesmutten havde jeg næsten glemt!
Det er ikke nemt.

At tro, det er at føle
en angst så dyb og stor,
at ingen kan den lode,
og kun derfor jeg tror
på Jesu legeme og blod,
på Jesu legeme.

At håbe er at briste
i gråd, når alt er tabt,
så tåren åbenbarer
en vej, som den har skabt
i Jesu legeme og blod
i Jesu legeme.

At elske er at lade
sig fange af sig selv,
så latteren undslipper
sin kilde som en elv
ved Jesu legeme og blod,
ved Jesu legeme.

Hør melodi her.

Det vinter var, og sneen føg
for Herrens øje,
da han på helligdagen gik
omkring i helligdommens læ.

En drive samlede sig let
for Jesu fødder
og lignede en kirke ny
opbygget af hans egne ord.

Det fnug, som du lod dale ned
til Kristus gjorde
Gud selv, og lod det genopstå
som bølge i den store sø.

Imellem bølgerne i ly
for Jahves vinde
går han nu hen imod din båd,
som om han ville gå forbi.

Selv træder du på bølgen ud
for Herrens øje
og synker ned til dine knæ
på bunden af hans åbne hånd.

Hør melodi her.

2. søndag efter påske. Anden tekstrække.

De hvide blomster fra pæretræet
falder allerede på det brune bord,
hvor det hvide runde stearinlys i sin montre
venter på at blive tændt en aften.

Til venstre over mod hækken
fanger spireabuskens hvide stængler solens lys
eller rettere i stedet for hækken,
for den er næsten gået ud!

I stedet slynger også kaprifolien sig længere til venstre tæt
omkring højt op over det spinkle skelet af liguster,
og skråt heroverfor læner Thorvaldsens sønderbrudte Venus
sig mod en rusten olietønde, som er malet gul.

Hun læner sig virkelig på grund af sine manglende lægge og fødder
og flytter således tyngdepunktet og glemmer tilsyneladende selv
sin manglende hånd, hvori æblet hvilede så selvfølgeligt
som øjeæblet endnu hviler i kraniets fæstning bag øjenlågets fine slør.

En krukke derfra forlader keruben jasminen i urets retning
glidende gennem skvalderkål.

*

Æbleblomsterne har nået græsset
på den anden side af huset
omkring og under det hvide havebord
sneet lige igennem lamellerne.

Cyklerne står som hjorte i skovbrynet
lige ved at forsvinde ind imellem stammerne.

En mælkebøtte løfter hovedet under bordet.
En rødhals lander på pedalen.

Nu ligger verdens frelser
som en lysfølsom film
på kameraets valser
i mørke og i mulm.

Han er den film vi lever
og genoptræder i,
når han os selv begraver,
og som vi selv kan se.

I biografens mørke
og kirkens store sal,
på graven vel at mærke
er påskeliljen gul.

Hør melodi her.

Se, hvor herlig Jesus træder
hen i mod af alle steder
netop vores lille vrå;
og hvor ømt vi ham bereder
vejen med den bøn, vi beder
for hans fod og for hans tå.

Ind i vore haver kommer
han, som er den store dommer
for at dømme hver en krog;
men han lader nåden gælde,
sætter bladet på en nælde,
æblekød på hvert et skrog.

Se, hvor dejlig frugten falder
netop nu, hvor jorden kalder,
i det lange grønne græs;
himlen må for resten smile
og bevæges af en kile
af mindst enogtyve gæs.

Hør melodi her.

Her sidder hvide måger,
skumtoppe over hav
som tusindvis af låger
sig åbner over grav,
op stiger vilde vinde
og breder vinger ud
højt over dal og tinde,
dybt under dig vor Gud.

Du hersker med din stemme
og skaber med dit ord,
hvor dine helst har hjemme
omkring dig ved dit bord,
hvor selv du brødet bryder
og skænker vinen op,
således at den flyder
i bunden af vor kop.

Vi er som hvide måger
og sorte krager her,
vel kan det være råger
af øjnene, der ser,
det være kan det samme,
om så det er en ravn,
vi er kun gjort til skamme
for dig i Jesu navn.

Hør melodi her.

Kirken i Gyngen er  en gudstjeneste på slap line, hvor musik og nye salmer blandes med digtoplæsning og foredrag med debat udfra det givne oplæg.

Oplæg ved Henrik Klindt-Jensen: Kærlighed mellem religion, psykologi og praksis.

Jes Bertelsen har sat kærligheden på dagsordenen. Han har taget udgangspunkt i dybdepsykologien og meditation: han har arbejdet bredt med religiøse traditioner – for bredt efter nogens mening. Han har således søgt forening af buddhistisk og ortodoks kristen tradition i arbejdet med at åbne hjertet.

Vi ser kort på dybdepsykologien – jeget som handler i egenmægtighed, selvet som indhenter jeget og åbner det for modtagelse af kærlighed. Vi ser så på kærlighed som fænomen, som praksis og som religiøs afgørelse. Der kan her findes inspiration hos Jes Bertelsen uden slavisk at følge ham. Vi ser i det hele taget på kærligheden som helning af sindet.

Vi vil også synge nye salmer af Anne Marie Eriksen og Lars Hougaard Clausen – og Bjarke Andresen, der i 2013 udgav digtsamlingen “Kosmiske ligegyldigheder” vil læse digte op.

Desuden medvirker Gallo Skolens kor under ledelse af Jan Erik Hansen.

Arrangementet finder sted søndag d. 30. marts kl. 15-17 på Gallo Skolen, Blåmunkevej 6 i Risskov.

Alle er velkomne.

Nu udkommer M gasin XXXV efter en pause på næsten to år siden M gasin XXXIV udkom i sommeren 2012. Det nye nummer er blevet til i samarbejde med Kulturkiosken i Viborg (Jeppe Elert Ottow) og Poetklub Århus. Bladet finansieres via crowdfunding og der er planlagt yderligere tre numre i 2014, som kan støttes på via Boomerang.dk:

http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxvi/
http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxvii/
http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxviii/

Jeg kan kun inderligt opfordre til at bakke op om den økonomiske side af sagen.

Jeg kan også fortælle lidt om M gasins historie: I begyndelsen af 2001 deltog jeg for første gang i et oplæsningsarrangement på Café RisRas i Mejlgade. Det var arrangeret af en løst organiseret gruppe, som kaldte sig “De Unge Poeters Klub”. Der var mange oplæsere til stede, og det var overvældende at høre så mange digte på én gang. Da vi gik derfra, opstod ideen om at lave et blad med tekster af oplæserne, så vi også kunne læse hinanden. Der var ikke tale om noget manifest i henseende til bladets linje – snarere et anti-manifest. Ønsket var at samle tekster fra alle dem, der ønskede at få noget trykt. Også fællesnævneren “Unge Poeter” måtte lade livet – for allerede den gang var flere af os ikke helt unge længere. Vi kunne ikke blive enige om ret meget! Kun at nummeret på hvert blad skulle angives ved et romertal, og at ingen skulle censurere andres tekster! Det princip er det lykkedes at holde nogenlunde fast i igennem alle årene, og det lyder således i Jeppe Elert Ottows forord til det nye nummer:

“Alle kan sende tekster eller poetiske illustrationer til redaktionen, som herefter trykker materialet i det omfang, der er plads i bladet. Der er som regel plads til, at alle får trykt, hvad der svarer til 1 eller 2 sider. Tidsskriftet indeholder en bred vifte af poetiske indslag fra hele Danmark og trykkes i et oplag, der svarer til den aktuelle økonomiske formåen”.

Heller ikke navnet på bladet kunne vi blive enige om, så de to første numre udkom uden, at bladet hed noget. Det blev der gjort et nummer ud af på forsiden af det første nummer i form af et lille skilt med ordlyden “Nej – bladet har ikke noget navn. :)” Det fik dog en ende, da vi en aften fik øje på den defekte lysreklame på et varehus i Århus. Det bragte Vagn Steens digt “Skilte i Århus” fra samlingen “Digte?”, 1964 i erindring. Digtet indgår i kapitlet “SPROGSITUATIONER” og lister en række ord fra skilte, der har tabt et bostav eller to, således at der nu står noget andet, som egentlig ikke giver mening men dog er et ord. Således fik bladet et navn med en fin litteraturhistorisk begrundelse. Dertil kommer, at det fritstående M i bladets navn samtidig er romertal for 1000. Der er længe til M gasin M.