Kirken i Gyngen

Her er dit Himmerige,
det er jo her det sner;
der ligger appelsiner
i skålen af dit ler.

Vi ser, at vi forsones
og holder frydefest
med palmer og oliven
til æsel og til hest.

Forunderlige syner
af fryd og gammen slår
os levende i møde,
hvor vi i søvne går.

Du leder os ved fligen
af kappen for din fod
og lader hånden røre
ved himlens overflod.

Du vender dig og spørger,
hvem rørte ved mit tøj,
og der var ingen kvinde,
der nægtede og løj.

Gå bort med fred min datter
i krop og sjæl og sind;
din tro har frelst dig lige
i Himmerige ind.

Hør melodi her eller her.

I
Jeg befinder mig
i vægtløs tilstand
i et rumskib.

En kuglepen
kommer svævende
i luften,
og jeg griber den
og fæstner den
i brystlommen.

Der sidder den
clipset fast
i en skjorte.

II
Fuglene balancerer
på vinger
i den tynde luft.

En smal afsats
på et højt bjerg,
tre planker
samlet med tykke
buer af jern,
tykke kæder
fæstnet i klippen
over en kilometerdyb
afgrund.

Bjergkæder.

Søgende og travle små
langt fra troens kildevæld,
gå under Jesu kors at stå,
førend dagen går på hæld:
Bred korslagte arme ud,
genopstå til et liv i Gud.

Find i Kristus fredens vej,
freden usigelig, ukendt;
ved sin smerte lindrer han dig,
ved sin død han din overvandt:
Stig, ophøjet, hvor han faldt,
find i Kristus dit alt i alt.

O tro, hvad der er forkyndt,
Gud har skænket sin egen Søn;
nu er din lykke selv begyndt,
find dit hjørne af Himmelen:
Lev i himmelsk herlighed,
nu i strålende kærlighed.

Det er al velsignelsen
skænket nu til hver og én,
som Gud lovede engang,
selv om opfyldelsen var sen:
Tiden skrider langsomt frem
nu i Det ny Jerusalem.

Efter “Weary souls, who wander wide” far samlingen “Hyms for Those That Seek and Those That Have Redemption” Charles Wesley, 1747.

Hør melodi her.

Allerede 1850 er for gammelt mener Iben Krogsdal i sin kronik i Kristeligt Dagblad 30. dec. 2013. Der må nye verdensbilleder til. Det er jeg helt med på.  Så jeg fik lyst til at pode nye frugter på den gamle stamme. Nu er frelseshistorien nemlig mere fremskreden end, da forlægget blev til for 267 år siden. Salmer skrives jo ikke alene på historiens betingelser men også på freleshistoriens betingelser. Det forlyder der ikke noget om i Ibens kronik.

Israel, din Gud højt være lovet,
Herren har igen besøgt sit folk;
selv om det i timen tungt har sovet,
har han nu forløst det ved sin tolk,
og i Davids hus og by skal kornet
vælde af overflødighedshornet.

Som Gud selv til Abraham har svoret,
vil han fri os ud af fjendens hånd,
så vi frit kan synge med i koret
og tilbede ham i sandheds ånd;
du mit barn får lov at synge solo,
imens hele koret spiller polo.

Stå min rose i det store øde
og lad stemmen stige som en duft;
det vil ingen sarte sjæle støde,
de vil bare tro, at du er luft;
men du åbenbares for vort øje
skjult i solopgangen fra det høje.

Hør melodi her.

Efter Zakarias´ lovsang, Lukas 1, 67-80.

Nu falder der et særligt lys
i disse juledage,
fordi den gamle tro fornys
og vender frelst tilbage.

Det lyder blidt fra sogn til sogn,
at Salomon sig viser
i landet i sin gyldne vogn
og synger sine viser.

Men her er mer end Salomon,
og liljerne sig klæder
i deres søde dufte kun,
uvisnelige hæder.

Selv himlens fugle finder frø,
selv om de ikke pløjer;
og når en lille spurv skal dø,
Gud den til sine føjer.

Hør melodi her.

Nu svæver du i vægtløshed
og lader tiden gå,
til jorden kalder med sit bad
og med et bord til to.
I støvet for mit øje ser
jeg aftryk af din fod,
fordi du fra din trone har
trådt på din klode ned.

Du strakte ud din stærke arm
og plantede et flag;
dér stod det i din trones storm,
da du til himmels steg.
Uskyldig satte du din stav,
så den stod rank og fin
i månens hvide pulverstøv
imellem dine ben.

Du tager kun et lille skridt,
men det er stort for os,
for ellers er vi overladt
til den, som er os vis.
Nu svæver vi i vægtløshed
hen over månens støv
og bliver i den bøn, du bad
her i Stilhedens hav.

Hør melodi her.

DR viste Apollo 11 om månelandingen juleaften på kulturkanalen. Et fint drama om store begivenheder og få og betydningsfulde menneskelige valg.

Nu sænker julefreden sig
på vinger over dig og mig;
den har en englelyd så fin,
at jeg forveksler den med din.

Jeg tror, at det er dig, der går
omkring, når kirkeklokken slår;
så går du ind, hvor der er lydt
og standser op og lytter lidt.

Du linder på en lukket dør
et sted, hvor du har været før,
og skænker fred i sjæl og sind
i huset, hvor du træder ind.

Maria sidder ved din fod
og drikker af din overflod,
for hun har valgt den gode del
og føler, at hun bliver hel.

I dag er det din fødselsdag,
og vi har pyntet med dit flag
som dug på bordet, hvor du frit
meddeler os, hvad der er dit.

Det er dit legeme og blod;
og der, hvor flæskestegen stod,
dér sætter du den røde kål
og skænker op og siger skål!

Dit glas, det har så fin en klang,
at jeg forveksler den med sang
som sunget af de engle små,
dengang du selv i krybben lå.

Hvor hyrderne ved bålet sad
og tænkte på, om de nu gad,
der overtalte engle dem
til at gå ind til Betlehem.

Vi drager også selv dertil,
og gør som englene, de vil,
og banker på en lukket dør
et sted, hvor vi har været før.

Her finder vi, som de har gjort,
et lille under, som er stort;
at selv det allermindste hjem
er større end Jerusalem.

Hør melodi her.

Juleevangeliet er en bestemt historie, som handler om Jesu fødsel i Betlehem for omkring 2000 år siden. Men denne historie fortælles ikke længere ind i en verden, som ikke har hørt den før. Han er her allerede, om jeg så må sige. Det er let at forveksle den gamle historie om Jesu fødsel med Jesu nærvær. Det ville også være mærkeligt andet.

Afrika har på kort tid mistet to markante profiler på den politiske scene. Det er en kættersk tanke, for er det ikke kun én ved navn. I den anden ende af kontinentet bombede vi Gadaffi sønder og sammen. Han er den anden. Endnu hyldet af antiislamister i den arabiske verden. Det er én ting at kæmpe med resterne af den britiske kolonimagt, og det kalder på fredsfyrster som Gandhi og Mandela. Noget andet er det. Mens vi lyttede til radioen, fik troldsplinten i mit øje mig til at spørge deltagende til Gadaffis begravelse. Det løftede et øje. Sådan taler man ikke. Det er. Jeg skulle bare have luft omkring min præsident: Høvdingesøn, bokser, advokat, fange nummer 46664 på Robben Island i 27 år. Symbolet på overgangen fra apartheid til demokrati. Ikonet for tilgivelse. Din løftede og knyttede næve ramte mig i hjertet som Thorvaldsens hammer min pande. Det regner i Sydafrika, hvor Madiba begraves og her.