Kirken i Gyngen

I en prik på himlen som en stjerne
kommer du til syne for mit blik,
og du kommer hertil fra det fjerne
med det ar i siden, som du fik;
men nu er du klædt i magt og glæde
bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
lader ingen se sin afgrund selv;
dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe
skjuler hun sit ansigt og sin gråd,
og hun kan med den sin egen lappe
med sin nål og med sin egen tråd,
der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er der ikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Vi er selv hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt på den som stjernerne i vrimlen,
når vi sidder ved det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

Hør melodi her.

Digteren Søren Ulrik Thomsen var i Deadline 2. sektion den 2. december 2013, hvor han talte om nostalgi. Ikke at være nostalgisk men at bruge nostalgien som en måde at orientere sig på. Jeg forstår det sådan, at man bevæger sig ind i et emne båret af følelser, som ret beset er falske – men det falske brænder væk og et blik for en klarere sammenhæng bliver tilbage. Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg læste Iben Tranholms klumme den 22. november om sammenhængen mellem kirkelige vielser af homoseksuelle i den danske folkekirke og menneskelige lidelser forårsaget af orkanen på Filipinerne. Den slags kan man få trykt i Kristeligt Dagblad, og ikke mindre foruroligende var jeg i humør til at mene, at det var interessant læsning. Men efterhånden som jeg fordybede mig i tankegangen, havde jeg den glæde at se den smuldre. En anden sammenhæng af mindre brutal karakter åbenbarede sig, og det var just ordet.

I undergrundsbanen i London har der i perioden fra den 21. oktober og to uger frem været opsat store plakater med citater af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986). Krishnamurtis navn står ikke under de enkelte citater, men der er en henvisning til kft.org hvor man kan læse hele det afsnit, citatet hentet fra. Et af citaterne handler om sammenhængen mellem det liv vi lever til daglig og verdenssituationen og lyder i min oversættelse: “Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv”. Det er hentet fra et længere stykke, som lyder således:

“Det er givet, at for at opdage sandheden må der være frihed for strid både indeni os selv og i forhold til vore naboer. Når vi ikke er i konflikt indeni os selv er vi det heller ikke udadtil. Det er den indre strid som, når den projiceres udadtil, bliver til verdenskonflikten. Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv. Vi danner krig som bundfald af vort daglige liv; og medmindre der sker en forvandling i os selv, vil der nødvendigvis opstå nationale og racemæssige modsætningsforhold, den barnlige kævlen over ideologier, mangfoldiggørelsen af soldater, tilbedelsen af flaget og alle de mange misforhold som fører til organiseret mord. Uddannelsen i hele verden er slået fejl, den har produceret stigende ødelæggelse og elendighed. Regeringer træner de unge til at være de effektive soldater og teknikere, som de behøver; ensretning og fordomme bliver dyrket og håndhæves. Disse kendsgerninger må vi tage i betragtning, når vi spørger ind til meningen og hensigten med vore liv. Vi må opdage vellykkede måder at skabe nye omgivelser på, for omgivelserne kan gøre et barn til en bølle, en ufølsom specialist eller hjælpe det til at blive et følsomt, intelligent menneske. Vi må skabe en måde at regere verden på som er grundlæggende anderledes, som ikke er baseret på nationalisme, på ideologier, på magt. Alt dette indebærer en forståelse af vort ansvar i forhold til hinanden; men for at forstå vort ansvar må der være kærlighed i vore hjerter, ikke bare tilegnelse af viden. Jo større vores kærlighed er, des dybere vil dens indflydelse på samfundet være”.

Nogle ønsker at se en sammenhæng mellem naturkatastrofer og det, som de opfatter som værende Guds skabelsesorden i forholdet mellem mand og kvinde således, at indførelse af ægteskab for et homoseksuelt mindretal i Danmark skulle udløse Guds vrede i form af en orkan på Filipinerne. Andre oplever karmaloven, at ugerninger begået i et liv straffes i en følgende inkarnation som en forklaring på ulykke. Andre igen ser en sammenhæng mellem et jordskælv i Pakistan og Allahs vilje. Disse fortvivlede spekulationer er tre alen ud af samme stykke. Men de lider alle af samme fejl, som er at indsætte en grusom instans som guddommeligt mellemled. En sammenhæng mellem vore daglige liv og en større sammenhæng er der nok, men den er mere enkel.

Det er sådan set også, hvad Iben Tranholm selv argumenterer for i et opfølgende indlæg i Kristeligt Dagblad 6. december 2013. Her rystes den falske følelse, som var indgangen til emnet af, og det teologiske grundspørgsmål står rent tilbage: Har mennesker og natur et kosmisk skæbnefællesskab? Det er ganske rigtigt et gennemgående tema i hele Bibelen. I Det gamle Testamente forstås ulykker, som overgår Israel som Guds straf.

Men her er der tale om en troens kraft hos den, der opfatter en ulykke som Guds straf og derigennem netop bekræftes i troen. Ulykken ville ske alligevel, men i troens perspektiv kan den vendes til opbyggelighed. Det kan derfor godt være, at ødelæggelserne på Filipinerne kan vendes til opbyggelighed dér. At sætte en ulykke, der ret beset ikke har ramt Danmark, i forbindelse med en ulydighed med Guds bud her forekommer tvivlsomt og i hvert fald ubibelsk.

At ulykker sker under alle omstændigheder er også, hvad Jesus lægger til grund ved at tale om de 18 galilæere, som blev dræbt, da tårnet i Siloa styrtede ned over dem. De var ikke mere skyldige end alle andre, siger Jesus. Men hvis vi ikke omvender, skal vi omkomme ligesom de. Det vil sige, så skal vores død være tilfældig og meningsløs. Men hvis vi omvender os, vil vi gå ind i en verden, hvor alt har betydning, fordi vi får det skænket af Gud.

Så bliver sammenhængen mellem vore egne synder og udefra kommende ulykker meget synlig. Men så melder spørgsmålet sig om, hvori synden består. Er det virkelig kønsneutrale ægteskaber, der er Gud så meget imod, eller kunne det ligefrem være en modvilje mod samme, der er Gud vederstyggelig? At se alle forestillinger om kærlighed gå til grunde og se kærligheden blive til på ny i kød og blod er, hvad Gud vil med os alle sammen. Men homoseksuelle er avantgarden i denne sammenhæng, vor tids martyrer, hvis blod skriger til himlen i Uganda og Nigeria.

I Danmark har modsætningsforholdet mellem den gode tone og ytringsfriheden sat næsten uoverstigelige skel imellem os, og en gensidig foragt trækker tunge skyer sammen om landet. Men i det mindste glæder Jesus sig over os, fordi vi i den folkekirkelige baghave er endt i en inkluderende måde at forholde os til mennesker, der er faldet anderledes ud.

At det sker under en tidligere hindu som kirkeminister, Manu Sareen med udmeldelsen af den danske folkekirke i jakkelommen ligesom Grundtvig i øvrigt, bør ikke undre. I hvert fald ikke i anden betydning end den, at der er grund til at glæde sig over, at Grundtvigs syner ser ud til at holde stik. I sit store kirkeshistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” tolkede Grundtvig den nordiske menighed som den sjette og næstsidste og den indiske menighed som den syvende og sidste i den kristne menigheds levnedsløb. Hvordan forbindelsen mellem den kristne tradition og den indiske sammenhæng skal knyttes har vi til gode at se. Men noget ser vi allerede.

Se kft.org.

Det specielle ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I “Den lodrette beståen” karakteriserer Vagn Lundbye Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. Hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert Dams forfatterskab etableres et fravær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Guds finger rører ved jorden som løven,
der på sin pote går let under sol;
lyset beklager sin evige tøven,
nordlyset bølger beskedent om pol;
isbjørnen står uden et sår
ud på sin flage i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,
siger de kloge, og de ved besked;
forudser ikke, at tårnene vælter,
hvad er det egentlig, som at de ved;
at den er gal, helvedes kval
opsluges let af en legende hval.

Trykbølgen breder sig ud gennem ringe
henover vandet som ringe af år;
urfuglen løfter sin klodsede vinge,
flyver som storken mod himlen, og når
vejen er lang, spærret og trang,
slår den sig ned under lærkernes sang.

Sangen fra himlen til jorden nedstiger,
førend det endelig er blevet dag;
endnu en finger har brat som en tiger
tilføjet kloden et dræbende slag;
gik det forbi, er det forbi,
eller er striberne sat på en bi?

Hvad er det hvide imellem det grønne
ude i marsken, hvor solen er sort;
lammene springer så kåde og skønne
om med Guds lam, som er lige så stort
som en pupil: katten der vil
ind eller ud, for det trænger den til.

Nu standser bussen på vejen derude,
blinkende lygter og kegler af lys;
det kan jeg skue igennem min rude
nu, imens døren og karmen fornys;
døren er blå, hvem banker på,
derom er det ikke muligt at spå.

Maden er færdig til tiden, og ordet,
der hører til, er lige blevet sagt;
vi sidder bænket i stilhed om bordet,
hvor både kniven og gaflen er lagt;
nu er der ro, tro imod tro,
Sara stod ikke bag døren og lo.

Jeg er min Guds og mit folks elskerinde
lænket til glæden med kæden af støv;
jeg er forvandlet til barn og til kvinde
som bøgen springer i blomst og i løv;
igennem dem går vejen frem
ind i en have i Jerusalem.

Hør melodi her.

Guds ord har fået mæle
i Jesu egen mund
til alle jordens sjæle
nu og i hver en stund.

Hvorfor går I og leder
om mig og mine spor,
jeg sidder jo og beder
i huset, hvor jeg bor?

Jeg søger ingen bolig
som kun er ødsel pragt,
min sjæl er kun fortrolig
med det, som Gud har sagt.

Lukas 2, 41-52.

Hør melodi her.

Falder i staver. I øvrigt et vidunderligt billede af en tønde, hor tøndebåndet brister og staverne vælter ud til alle sider! En tilstand, hvor tanken fødes på ny i en stald og svøbes i et forhåndenværende sjal og lægges i en krybbe. Nu var det ikke en stald denne gang men et supermarked, “på 5. sal i Magasin du Nord” måske? Men i virkeligheden var det i Kvickly, at der i foråret 2003 var sandaler til salg som var udsmykket med billeder af Jesus og jomfru Maria. At den, som man troede var Jesus, vist i virkeligheden var evangelisten Matthæus er en anden historie, som vi vender tilbage til. Midt i maj trak forretningen imidlertid sandalerne tilbage på grund af protester fra kunder med oprindelse i Mellemøsten, som fik opbakning af flere biskopper og præster af folkekirkelig observans. Næstformanden for et katolsk menighedsråd i Vordingborg meldte Kvickly til politiet for blasfemi, og i Viby ved Århus gik kristne fra Mellemøsten ind i butikken og ødelagde sandalerne, og det gav selvfølgelig anledning til at overveje en politianmeldelse, men mere blev det vist ikke til. Det hele skyldes, at det at træde på noget især i Mellemøsten anses for nedværdigende og krænkende. På vore breddegrader er den forestilling så lidt udbredt, at det ikke var faldet forretningen ind, at sandalerne kunne skabe problemer. Det var heller ikke min første tanke, da jeg hørte om de såkaldte jesussandaler. Jeg blev snarere bevæget over den nærhed, hvormed skaberne af sandalerne havde kunnet forestille sig Jesus være på et menneske, så tæt at han så ind i det gennem fodsålerne. Nu var det så ikke Jesus men Matthæus, der var den mandlige figur. Så anførte tanke er helt min egen vildfarelse. Var der i øvrigt tale om to forskellige par sandaler eller ét par med Maria og Matthæus på hver sin fod? Jeg fik dem aldrig at se.