Min sjæl, min sjæl, hvad vil du mer
end alle undere, der sker
på jorden for dit øje?
Nu knæler solen for din fod
og takker dig til overflod
for slid og slæb og møje.
Hvorend du vender blikket hen,
så vender det sig om igen
på jorden for dit øje.
Nu skjules solen af dit ord,
fordi ugerningen på jord
sig til din gerning føje.
Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig? Jeg er her endnu
på jorden for dit øje.
Nu stiger solen i dit bånd
og åbner med en gylden hånd
dit øje i det høje.
Hør melodi her.
Du kommer på skolen hver eneste dag
så sikkert som lyset og solen,
der følger med øjet hver eneste sag
og synker for enden af molen,
der strækker sin hånd i det frådende hav
og samler af dybet et øje af rav,
i hvilket sig spejler violen.
De spejlvendte sider i sjælens grafik
ved Thisted og Århus betegnet
forbinder du med en finurlig trafk,
så Hærvejen ganske er blegnet;
du drager mod øst og du rejser mod vest,
som Christian den tiende red på sin hest,
hvor det havde nyligen regnet.
Du gør af de raske og syge et folk,
der modstår de tungeste kvaler,
og kunsten er sindets fortrolige tolk
imellem de syngende hvaler;
du ønskes tillykke med dagen i går
med håb om de kommende tusinde år,
hvor du over Danmark befaler.
Sangen synges på Jan Erik Hansens melodi:
Den dunkle sol går ned, det mørkner, og jeg ser
af ruden ud og ser, at det er her, det sner.
Din vælde daler ned igennem lygtens skær
over mig,
jeg hilser dig
og hele himlens hær.
Jeg løfter nu mit øje mod en kile gæs,
hvor sejlet som dit ord står rundt om klint og næs.
Hvad fuglene for mig fra himlens stade så,
skriver du
med stævnen nu
i bølgen under på.
Den gode jord står op let over månens rand
i blåt og hvidt, som var den svøbt i luft og vand.
I lys og skygge klædt går den sin vante gang,
som om den
idag igen
af dine hænder sprang.

Hør melodi her.
En lille sort flue
sidder i den hvide
skærm af gulerod,
som fik lov at stå
fra i fjor.
Nu står den i et højt rør af glas.
En spyflue kredser omkring den,
tænker jeg.
Men den har sine helt
egne planer.
Ude i vinden svæver
en bi beslutsomt
om gyldenris.
Kålsommerfuglen flagrer
forbi med sit hvide slør
mellem grønne blade.
En lille, næsten gennemsigtig natsværmer
sidder i læ indvendig på ruden.
Spindelvævene tager overhånd,
og jeg sætter et rødt sneglehus som punktum
på det grønne plankeværk.
Plankeværk er så meget sagt.
Krishnamurti, legende ved stranden
ved sin lille broders kloge hånd,
de var lykkelige for hinanden
og ombølget af den Helligånd.
Intet gran af selviskhed at spore
i hans aura for et øje klart,
al hans gerning vil sig åbenbare
i sin vælde for dit øje snart.
Han sin moder finder i hvert øje,
der ham skuer med den samme glød
som Maria, da hun sig lod føje
sammen med sin søn ved Jesu død.
Hør melodi her.

Øjeblikket, kenderblikket
glædes ved det gamle fag.
Sommerfuglen, kirkeuglen
løfter vingen til et slag.
Solen skinner på mit tag
den hele dag.
Evigheden, vinterhveden
allerede er i hus.
Stæreflokken, kirkeklokken
løfter sig i svungne sus.
Vinen bobler med sit brus
og giver rus.
Dagligdagen, hovedsagen
drejer hovedet af led.
Hovedpuden, kirkeruden
daler for vort øje ned.
Hvad vi alle tror og ved
om kærlighed.
Hør melodi her.
Guds udvalgtes fødselsdag 23. juli
på apoteket i venteposition
i køen efter en herre i blå jesussandaler,
shorts og tatoveringer, så ulækker –
med ikke mindre end to
kvindelige ekspedienter til rådighed,
den ene mørklødet med bliket
hængende efter ham,
mens hun ekspedierer mig!
To fisk og fem brød var nok til at mætte skarerne
ved bespisningsunderet i ørkenen
ligesom manna fra himlen under israelitternes vandring i ørkenen.
To kvinder og fem børn skjulte sig i en brønd
og overlevede således zeloternes kollektive selvmord,
inden den romerske indtagelse af Masada.
Månen og gavlen.
Begge kalkede hvide
efter solnedgang.
Vindmøller eller
et tog, der bliver ved med
at køre forbi?
Tranerne flyver
som en fredelig kampvogn
hen over himlen.
En hare løber
i zig-zag gennem digtet,
hvor den forsvinder.
Der vokser både
ærter og byg i marken.
Kamille og korn.
Gud har rakt sin vældes arm
mod de vilde jordbær,
som han skjuler i sin barm
lunefuld og nidkær.
Alle grønne urter kaldt
frem på hans befaling,
alt, hvad han forlangte, faldt
som kontant betaling.
Selve sproget går omkring
med en klar bevidsthed
om det rene ingenting
med den største lethed.
The greatest WordPress.com site in all the land!
Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag
Independent blog about literature, philosophy and society in words and images
Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades