Kirken i Gyngen

Nu drikker dragen livets vand
som store hvide skyer
og slukker evighedens vilde brand
i de fortabte byer.

Nu sætter du din strålefod
på skyerne de hvide
og stænker med dit evigt klare blod
en regn af dråber blide.

Nu falder regnen over os
som fred i vore sjæle
og suges op af jordens bløde mos
lagt under vore hæle.

Nu slår du ned som hvide lyn
i træerne i skoven
og spreder pindebrænde for dit syn
forneden og foroven.

Nu går du på det hvide gulv
med knaster og med knirken
og lader øjet hvile som en ulv
på fårene i kirken.

Nu vogter du den lille flok
mod hundene og hyrden
og lader det i grunden være nok
at lette ham for byrden.

Nu går du på din lette fod
igennem hvide dale
og lader renen leve af dit blod
i himmelhøje sale.

Nu vejrer du en herlig duft
så fin og uden lige
og følger færten i den klare luft
om rosen i Guds rige.

Hør melodi her.

Skybrud over København
og vel andre steder,
vandet står ind over stævn
efter andre noder,
end hvad milde sommerdag
skrev i partituret,
førend den for resten sveg
os og valgte året.

Men september kommer snart,
er her allerede,
selvom det kan lyde sært,
nu med skyer hvide
på den høje himmel blå
som du uden tynge
spejler, skade i dit træ
på din brune vinge.

I Det ny Jerusalem
breder egetræet
sine blade over ham,
som det selv har båret
ind i dødens dybe nat
på de stærke grene,
løfter her hans øje let
til sin egen krone.

Hør melodi her.

Når edderkoppen spinder
sin tråd op på et strå
og sig ad tråden vinder
med korsets mærke på,
så åbnes Jesu øje
et sted bag solens glød
og falder fra det høje
som dug i jordens skød.

Her falder himlens perler
i edderkoppens spind,
mens tusind hvide snerler
udfolder sig i vind
og lytter som en læge
til dig, når du i hast
besøges af en tæge,
som ligger dig til last.

Dit ansigt bliver lammet,
og kinden bliver svag;
men nerven bliver strammet
igen en skønne dag,
hvor du for os som dommer
skal stå og sætte skel
som flyvende en sommer
her og i Israel.

Hør melodi her.

At rejse er at leve
sig ind i tid og sted
på vejen og opleve,
at Andersen er med.

At lade solen dele
sin store magt i to,
som sammen er et hele
i et par nye sko.

At glemme gammel vane
og alle sine fejl
og se den hvide svane
i Genfersøens spejl,

Hør melodi her.

Gud, jeg er i dine
hænder som et redskab
for de yderst fine
tanker i dit budskab.

Gud, du er i mine
hænder som en nøddåb,
når jeg går på line
mellem dine nødråb.

Gud, vi er i dine
hænder under angreb,
hvor vi død og pine
er dit eget indgreb.

Hør melodi her.

Vi siger det lige så klart som den engel,
der sad, hvor han lå.
Nu er han opstanden så klar som en gel-
lerupplan i det blå.
Jerusalem daler fra himlen derude,
mens viskerne pisker i skybrud på rude.

De fjerner en vej, og de lægger en anden,
der går, hvor han steg.
I finder ham ikke i skyerne, manden
I fulgte og sveg.
Han kommer så let, som I så ham forsvinde
i skyggernes dans og i skiftende vinde.

Du spørger, om dagen i dag er den sidste,
der baner hans vej.
Det er af indlysende grunde, jeg vidste,
at svaret er nej.
En bue udfolder af intet i kaos
din regnbueudsigt på taget af Aros.

Hør melodi her.

Her sidder jeg
og spilder tiden i rummet
på gulvet.

Gulvtæppet suger kaffen ind
og efterlader en skjold.

Et ormehul.

Jeg skærer en skive af en fersken,
og den falder eller rettere flyver og lander
på gulvet som en båd.

Knasterne er rolige hvirvler
i det nye gulv.

I Guds billede og have
leger lammet med en løve,
indtil slangen med en kvinde
deler Paradisets vande
og slår ned som lyn og ild.

Lynet er en vældig engel,
der hvor livet er en mangel;
i den grav, hvor Herren ligger,
slår det ned med sine takker,
baner vejen for hans fod.

Sine klæder efterlader
han i graven og sig klæder
nu i troens åbne øje,
som han giver os i eje
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Blive lys, det sagde Gud
blidt med læber bløde;
solen stod og skælvede
over alt det øde.

Jesus møder Døberen
midt i Jordanfloden;
Helligånden daler ned,
sætter sig på foden.

Duen kommer med en kvist
flyvende til arken;
lykken smiler mild og huld
ned til patriarken.

Herrens ansigt viser sig
skælvende ved tanken
over Jakob, som har tænkt
sig at gå på planken.

Men Elias stiger op
nøgen i det høje;
kun hans kappe daler ned
for det åbne øje.

Gud er blevet menneske
for at kunne hvile
i sit eget billede
og at kunne smile.

Se, nu sover jorden sødt
under åben himmel
på sin hovedhjørnesten,
lykkelig og svimmel.

Til Carl-Henning Pedersens mosaikker i Ribe Domkirke, 2010.

Fordelen ved den gamle skik
i kirken ved forårstide,
hvor unge syn for sagnet fik
i klæderne så hvide,
er at de intet vidste om,
til hvilken store fest, de kom,
kun at de kom der i tide.

Her skulle ingen prøve stå,
de skulle kun sidde stille
på deres stol og høre på,
hvad frelseren dem nu ville,
han som af graven selv opstod
og sig fra død og mørke lod
levende endelig skille.

Tillykke med den store dag,
som døbte skal vederfares,
det er en salighedens sag
og skal således forklares,
følge dig blidt i liv og død,
styrke din sjæl ved vin og brød
og i dit hjerte bevares.

Nu er du selv et vidne på,
at barnedåben forleden
velsignede dig, hvor du lå,
som fuglen ligger i reden,
kaldte dig ved dit eget navn,
medens du lå i moders favn,
med skaberordet i Eden.

Hør melodi her.