Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Salmer imod islam
Ricardt Riis har skrevet bogen “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”, som består af ni prædikener med hver deres emne relevant for dialogen mellem kristendom og islam. Forfatteren henviste selv til en version af bogen på nettet i et blogindlæg – og det har været en fornøjelse at læse den.
Jeg læste bogen på den måde, at jeg for hver prædiken skrev en salme mere eller mindre på linje med prædikenens indhold. I et enkelt tilfælde, hvor emnet var alkohol, har jeg skrevet nærmest imod Ricardt Riis – men kun fordi han her gav muslimerne medhold.
Iøvrigt er den islamkritik, man møder hos Ricardt Riis altid eftertænksom og imødekommende overfor islam – men jo også velbegrundet kritisk. Det eneste irriterende er, at den er så udtømmende. Jeg har således været nødt til at skifte genre for at få et ord indført. Her er alle ni salmer:
1.
Selv her, hvor alting flyder,
og intet er i ro,
opstår de gamle dyder
af kærlighed og tro.
Men derfor de os hader
og lægger råd imod
os, når vi ikke bader
igen i samme flod.
De rejser sig og truer
med tungetale sød
og dømmer blide duer
til ængstelse og død.
Men hør fra Himlen toner
en latter fint herned
og os med det forsoner,
hvorunder før vi led.
Vor Gud har lagt til rette
de gerninger forud,
som vil os vejen lette
i stedet for hans bud.
Som om vi går i søvne,
i sikkerhed vi går
og virker over evne
i ét og tusind år.
I konger vær nu kloge
og tag imod mit råd
i mine løbske toge
og udfør dér min dåd.
Jeg skifter spor og tager
på denne dag dig hjem
en morgen lys og fager
i mit Jerusalem.
Efter Salme 2. Gendigtet til prædiken af Ricardt Riis: Han, som troner i himlen, ler fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
2.
Gud vil dit åbne ansigt se
og ikke se dig knæle
med panden mod den hvide sne
berøvet mund og mæle.
Han vil, at du dig selv som han
med ét vil åbenbare
og vise, hvad du vil og kan
igennem fryd og fare.
Er der en kvinde eller mand,
som du vil gerne ægte,
så det går over al forstand,
så kan det ingen nægte.
Kun én kan sige nej til dig,
og det er den, du spørger,
og så vil sagen ordne sig,
selv om du også sørger.
Når hjertet bliver stort og tomt
og falder for beviset,
så knuger han dig særlig ømt
igen i Paradiset.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Den totale hengivelse fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
3.
Se nu strækker vinen sine rødder
ud i jorden under dine fødder,
som er fyldt med rigelig af nødder.
I det land, hvor mælk og honning flyder,
regner det med vin af alle dyder,
som vi nu og da med Herren nyder.
Han er stokken, hvorpå vi er grene,
aldrig skal vi vokse vild alene,
men han vil os med sin kraft forlene.
Når vi drikker vinens søde drue,
skal vi ind i Himmerige skue,
før vi går derind på himlens bue.
Derfor drikker Jeppe, må vi sige,
kun fordi, at det er Himmerige,
han kan se, og det har ingen lige.
Men nu skænker Jesus i vort bæger
vinen ny, og vi imod den tager,
og vi ved, at det er ham, vi smager.
På hver klase vokser tusind druer,
og af dem udklækkes tusind duer,
og de flyver ind i tusind stuer.
Se, vi ser hans ansigt i det høje,
og vi får et øje for et øje;
hvorfor lader afholdsfolk sig nøje?
Jesus ville forskellen udligne
mellem ham og os og os velsigne.
Sådan vil vi nu vor frelser ligne.
Skrevet til og imod prædiken af Ricardt Riis: Alkohol fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
4.
I bønnens dyb har Ånden magt,
så Ordet kan slå rod,
som kilden springer uforsagt
og bliver til en flod.
Maria løb nu som en flod
med Jesu egne ord
på læben på sin lette fod
på den forløste jord.
Som floden kun kan munde ud
i havet med sit vand,
så bragte hun det største bud,
der lyder over land.
Hun stiftede den menighed,
som siden Peter tog
til sig og også tog i ed
og Paulus overdrog.
Nu flyder floden ren i hav,
og stenen i vort spejl
sig åbenbarer blødt i rav
og blidt i hvide sejl.
Hvor Luther satte ud sin pram
i flodens stærke strøm,
tilbød Grundtvig at hjælpe ham
op til Jerusalem.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Treenigheden fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
5.
I skal have samme sind
overfor hinanden,
som om én af jer var blind
kvinden eller manden.
Jesus lod os se, hvordan
vi skal afkald give
på os selv, så selv vi kan
lige med ham blive.
Aldrig holdt han det for rov
selv at være rundet
af fuldkommenhedens lov,
hvoraf vi er bundet.
Med en tjeners trøje på
gik han under jorden
ned, hvor lynet skulle slå
efterfulgt af torden.
Indtil døden på et kors
lod han sig ydmyge,
indtil døden kom på tværs
ligesom en byge.
Derfor Gud ophøjet har
navnet over navne
lyser som en stjerne klar
over alle havne.
Hvert et knæ skal bøje sig,
hver en mund bekende:
Kristus er guddommelig
indtil verdens ende!
Selv om det er svært at tro,
at vi er hans lige,
danner Jesus Kristus bro
ind til Himmerige.
Efter Filipperbrevet 2,5-11. Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Kvindesynet fra samlingenKristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
6.
Gud er kommet hjem igen
til sit eget rige;
Zion kalder han sin ven,
Garizim sin lige.
Oliebjerget har hans fod
kysset med sin tue;
Sinaj, der hvor tjørnen stod,
lyser med sin lue.
Selv på Golgata et træ
skælver med sin klase;
rosen i Getsemane
trygler om en vase.
Libanons og Karmels glans
falder over riget;
Sarons yndigheder hans
fylder Himmeriget.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: At tro ud i den blå luft fra samlingen Kristne prædikerner imod islam. Se her.
Hør melodi her.
7.
Giv kun kejseren sin ære,
så han den i pragt kan bære
og den sidste krone få.
Men giv Gud, hvad ham behager,
aldrig giver han men tager
selv din tornekrone på.
Kejseren vil alt bestemme,
lader aldrig dig fornemme,
hvad du vil og, hvad du kan.
Gud ser ned til dig i nåde
og vil dig i nøden råde
til at se din frelser an.
Kejseren har nu sin glæde
i at se dig krummer æde
af sin egen høje hånd.
Frelseren vil åbenbare
sig for dig med solens klare
øje i sin åbne ånd.
Kejseren til døden dømmer
dig, når det sig ikke sømmer,
hvad du gør i liv og død.
Gud benåder dig til fulde
nu og her og under mulde,
vækker dig af hvilen sød.
Giv kun kejseren det hele,
når der intet er at dele,
så du dig bevarer hel.
Frelseren sit øje river
ud, men Gud i nåde giver
det i Himmerige del.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Grundloven eller koranen fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
8.
Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.
I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.
Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.
Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.
Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder.
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.
Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.
Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!
Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit,
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.
Jeg folder brat min faldskærm ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
for alle frit at skue.
Nu lander jeg i løb og se:
Gud lod ved mig sin vilje ske
og lod mig Jorden kysse.
Nu sænker Himmerige sig
på fuglevinger over
den lykkelige, som er mig,
jeg våger eller sover.
Jeg går i tryghed, hvor jeg går
med glæde hvert et enkelt år,
Gud vil mig lade leve.
Vers 1-7 frit efter Nu fryde sig hver kristen mand i DDS, Luther 1523. Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: De andre og os fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
9.
Hvorfor taler vi så sødt,
at vi kalder hvidt for rødt,
som om vi vort Dannebrog
fra den slagne fjende tog,
selv om det, hvad alle ved,
dalede i slaget ned.
Sejren kom på vinger blå,
og hvad intet øje så,
var den hånd, som bar vort skjold
udi fjendens magt og vold,
og den hånd, som bar vort sværd
imod hele fjendens hær.
Fjenden led sit nederlag
i det sagnomspundne slag,
Danmark vandt sin lethed der,
som vi vinder klarhed her
over løgnen i vor mund
ved det lykkelige fund.
Det er sandt, for det er sket,
det har Sagas øje set,
at vi trukket har en streg,
som vi gjorde det i leg
for at sikre kysten rå,
som ved Vesterhavet lå.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Forsigtigpeteriet fra samlingen Kristne prædiker imod islam. Se her.
Hør melodi her.
Gud priset vær i dag
Gud priset vær i dag
for hjælp til hver en tid
og tro på kærlighedens sag
indtil den sidste hvid.
Hans arm er som en bro,
som vi kan vandre på
op til hans skulder i den tro,
at vi på den kan stå.
Det være må din lod
at dele lykken din
og al din tankes overflod
ud fra din pande fin.
Lad os nu gå med fryd
ud til de andre små,
at de barmhjertighedens dyd
med dig brat dele må.
Herodes i sin borg
har planer for med dem
og sender englen i sin sorg
ud fra Jerusalem.
Vers 1-4 efter “O praise our God today”, Henry W. Baker 1861.
Ånd på mig, Helligånd
Ånd på mig, Helligånd,
fyld mig med vind påny,
at jeg må spændes som et sejl
og svæve som en sky.
Ånd på mig, Helligånd,
antænd mit hjertes glød,
indtil min vilje bliver din
og rejser sig af sin død.
Ånd på mig, Helligånd,
bland op min sjæl med din,
indtil mit kød med al min synd
går op i din flamme fin.
Ånd på mig, Helligånd,
så jeg skal ikke dø,
men leve i fuldkommenhed
med dig på en øde ø.
Ånd på mig, Helligånd,
svævende frit og let,
og læg dig ned på bølgerne
ud over Genesaret.
Vers 1-4 efter “Breathe on me, breath of God”, Edwin Hatch, 1878.
Hør melodi her.
Vær Gud ophøjet over alt
Vær Gud ophøjet over alt,
vær verdens lys og jordens salt,
vær alt i alt og alt i os,
vær den, som vi må være hos.
Du rejser den der ligger ned
i tro og håb og kærlighed,
som Paulus sang, imens han skrev
det ned i sit Korinterbrev.
Vær Gud i dybet som jeg selv
opløst som hver en dristig elv
og stå, når havet svinder bort,
med mig ved Himmeriges port.
Hør melodi her.
Hvem er det, som vi skuer gå
Hvem er det, som vi skuer gå
på vandet over fjorden
og kalde frem den himmel blå
af stormen over jorden?
En sædemand så let på tå,
som var han gjort af skyer,
går over marken for at så,
som syersken nu syer.
Hun træder nålen med sin tråd
og agter vel på sømmen,
som fiskeren i samme båd
må agte vel på strømmen.
Imens han stanger sine ål
om natten ved en lygte,
så viser hendes taljemål
sig mindre end sit rygte.
Nu tager hun sin kjole på,
som går til over knæet,
som fiskeren i grunden så
og lagde sig i læet.
Hvor hyrderne på marken lå
og spurgte om beviset,
der lod Gud selv sin engel stå
med ånden overiset.
Den lægger hovedet på skrå
og siger med det samme,
den glæde skal al verden få,
som gør al sorg til skamme.
Det grunder malkepigen på
og lader hånden glide
med korn henover golde strå
ud over jorden vide.
Da lister tyven i en drøm
for lageret at stjæle;
hun slår med sømpistoler søm
i gulvet med de hæle.
Hun stjæler billedet og går.
I kørestolen sidder
Gud med sit lange skæg og hår,
som rytteren nu ridder.
Ham er det, som vi skuer gå
med tøjlerne i hånden;
igennem markens spinkle strå
han fører Helligånden.
Skrevet til maleri af Peter Brandes: Kibbutz sædemand, 2011.
Hør melodi her.
Nu sner det i Jerusalem
Nu sner det i Jerusalem,
et barn er født i Betlehem,
Hallelujah! Hallelujah!
I ly af stalden ligger han,
hvis trone er i Himmelen,
Hallelujah! Hallelujah!
Hvert lille dyr i stalden så
sin Skaber nu i krybben lå,
Hallelujah! Hallelujah!
Af stjernen de sig lede lod
og knælede ned for hans fod,
Hallelujah! Hallelujah!
De vise mænd fra Indien
ham skuede i fremtiden,
Hallelujah! Hallelujah!
Guld, røgelse og myrra skær
fra alle og fra hver især,
Hallelujah! Hallelujah!
Hans moder var en kvinde mild,
hans fader englen Gabriel,
Hallelujah! Hallelujah!
I Jordans flod sig døbe lod
han, som var selv det rene blod,
Hallelujah! Hallelujah!
Han løfter til sin Fader kær
os alle sammen hver især,
Hallelujah! Hallelujah!
Han leder os, imens det sner,
frem til sin sande vugge her,
Hallelujah! Hallelujah!
Hør melodi her.
Tro som søvngængeragtig sikkerhed
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis holdt i Kirken i Gyngen på Gallo Skolen den 28. oktober 2012.
I dagens tekst fra Lukasevangeliet fortæller Jesus en lignelse, som lyder sådan her:
»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«
Hvis vi læser denne lignelse meget opmærksomt, er der flere ting at lægge mærke til. Når lignelsen for det første handler om et figentræ i en vingård, kan man vel godt tillade sig at spørge om, hvorfor det vokser der? I en vingård skal der vel vokse vinstokke, og figentræer skal vel vokse i en figenplantage. Men sådan er det altså ikke her. Et enkelt træ er åbenbart kommet på afveje og har fået lov til at stå. Men det trives bare ikke – måske fordi det kræver en helt anden slags pleje end de vinstokke, det står iblandt.
Og måske fordi vingårdens ejer ikke har blik for dette forlanger han at få træet hugget om. Men gartneren har derimod en idé om, hvad der er galt, og han går i forbøn for figentræet. Det har sandsynligvis brug for gødning, siger han. Hvis det så ikke hjælper, er der ikke andet at gøre end at hugge det om.
Da der i sommers blev plantet et nyt blommetræ i Gallo Skolens have, var det med strenge ordre fra Johannes om, at vi skulle huske at købe såkaldt Plantestarter til at komme ned omkring træets rødder! Det var vigtigt, ellers ville træet ikke gro. I Plantorama fik vi at vide, at dette plantestarter egentlig bare er kogødning, så det var sikkert lige netop, hvad gartneren i dagens lignelse havde i tankerne.
Hvis vi stadigvæk læser lignelsen meget opmærksomt skal vi ikke glemme, at der også tales om at hugge træet om! Det er dommens dag, der kommer ind i billedet. Den begivenhed, vi i Trosbekendelsen taler om, når vi siger, at Jesus skal komme og dømme levende og døde.
Forestillingen om Dommen er en del af en gammel bibelsk måde at tænke på, og den er knyttet meget nøje sammen med forestillingen om verdens skabelse – og også til noget, som ikke så tit nævnes længere nemlig, at denne af Gud skabte verden har et bestemt tidsrum at eksistere i inden Dommen over den skal afsiges. Dette tidsrum er 6000 år, og i Bibelens måde at regne på, regnes der med at der gik 2000 år fra Adams skabelse til Abraham og derefter igen 2000 år til Jesus blev født som Guds søn.
Siden da er der igen gået 2000 år, og så kommer dommen – eller også er den allerede kommet – og herefter skal Tusindårsriget, som der tales om i Johannes Åbenbaring oprinde, og det skal, som navnet siger, vare i 1000 år. Så er den historie slut, og hvad der kommer herefter er en anden historie.
En af de få, der har haft et nært forhold til denne bibelske måde at tænke på, at verden skal eksistere i 6000 år inden Dommen, er Grundtvig. I Grundtvigs udlægning af denne tanke er der nøje gjort rede for den tid, der er gået siden Kristus – og jeg bliver ikke træt af at gentage remsen, der opregner de syv historiske menigheder, som Grundtvig ser kirkehistorien udfolde sig i: Disse er nemlig den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den danske og endelig den syvende og sidste, som er den indiske, og som er den vi skal beskæftige os med her.
I det seneste par hundrede år har et møde mellen Indien og Vesten fundet sted, og i dettte møde finder vi måske i virkeligheden den Dom, der tales så meget om, og dommen har et navn. Dommen hedder Nirvana.
I mødet mellem evangeliet og nirvana sker der noget helt afgørende, og nirvana forvandler sig til næring for evangeliet. Nirvana er den store tomhed, som selvfølgelig kun er tom for at kunne fyldes, og den fyldes af evangeliet.
Hvis man i religionsvidenskabelig korrekthed vil gøre indsigelser herimod og forsøge at fastholde nirvana ubesmittet som Indiens store erfaring, går man naturligvis glip af denne historie. Men vi andre har lov til at sige: Nirvana er allerede frugsommelig ved evangeliet og venter et barn – eller er barnet allerede født?
I historien om mødet mellem Indien og Vesten optræder mange navne. Men ikke alle er i stand til at matche den kristne tros overvældende tilgivelse og kærlighed til det at være menneske. Men ét er.
Inderen Krishnamurti, der som 14årig i 1909 blev opdaget af Teosofisk Samfund og udset til at være den kommende Verdenslærer, vor tids Messias – og som 20 år senere i 1929 trak sig ud af Teosofisk Samfund for at tale i eget navn.
Alt, hvad Krishnamurti siger, lyder som noget man har hørt før. Men hvis man lytter nøje efter, har man aldrig hørt det sådan før. Krishnamurti har nemlig tilegnet sig hele den europæiske kultur i en legende uskyld, som kommer af, at han bærer nirvana i sig.
I Krishnamurtis tale om Sandheden som et land uden stier er der egentlig ikke tale om andet end et rids af den sokratiske indsigt, at det eneste man kan vide, er, at man intet ved. Men selvfølgelig er det kun som udgangspunkt for at blive klogere, at man må begynde med at konstatere at man intet ved. Det er ikke fordi det intet at vide er en erkendelse i sig selv.
Ligeledes er der i Krishnamurtis afvisning af organiseret religion samtidig med, at han taler om et andet og mere inderligt fællesskab mellem de, som virkelig ønsker at forstå, tale om en genopdagelse af den kristne nadvertanke, som er ganske parrallel til Grundtvigs mageløse opdagelse af samme i 1825. For Grundtvig var der tale om at unddrage sig kirken som institution i en genopdagelse af den levende menighed samlet om dåb og nadver – og der er i princippet tale om det samme hos Krishnamurti, selv om dåb og nadver hos ham er erstattet af samvær og samtale. Hos Krishnamurti er der ingen ritualer men kun fælles Fordybelse.
Man kunne nævne flere eksempler på Krishnamurtis tilegnelse af europæisk kultur. Krishnamurtis ungdomsdigte er præget af Højsangen i Det Gamle Testamente, som han efter sigende skal have kunnet næsten udenad som yngre. Hans tale om selviagtagelse og deraf følgende umiddelbar forvandling synes at have meget fra Shakespeare og moderne litteratur i det hele taget. Hans frimodige opgør med Teosofisk Samfund – som så ham som Messias – skylder han givetvis sit møde med andre unge i Californien i 1920´erne. Det selvberoende amerikanske menneske, som vi møder i Walt Whitmans digtning findes jo, og Krishnamurti mødte det. Han konfronterede et kvælende overgreb på sin egen person så let, som rystede han håret væk fra panden – og det, der slår én ved at studere Krishnamurtis tilegnelse af så at sige alle Vestens lyksaligheder er, at det sker med søvngængeragtig sikkerhed!
Søvngængeragtig sikkerhed.
Det udtryk stødte jeg på igen i en prædiken, som er skrevet på baggrund af begivenhederne den 11. september fo nu 11 år siden. Den dag to kaprede fly fløj ind i to skyskrabere i New York og et tredie ramte Det Amerikanske Forsvarsministerium i Washington. Se her.
Det var også et fjerde kapret fly, og det er det, vi befinder os i her.
Man ved, at nogle af passagererne i dette kaprede fly havde lejlighed til at tale i mobiltelefon med deres pårørende i så lang tid som op til tyve minutter. Én talte med sin kone og en anden, der ikke kunne få fat i sin kone talte i stedet med en omstillingsdame i den tid han havde til rådighed.
I disse samtaler gik det langsomt op for passagererne i det fjerde kaprede fly, at også deres eget fly var udset til at være et levende missil – og det var her de besluttede at overmande gidseltagerne med fare for deres eget liv. Det gik også sadan, at flyet efter en zig-zaggende kurs styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt.
Det er højdramatiske tyve minutter der er tale om, hvor den af de to nævnte, der talte med sin kone, spurgte hende, om det ville være rigtigt af ham at angribe gidseltagerne. Det har ikke været nogen let beslutning for hende, men hun gav ham lov. Du må gøre det, sagde hun til ham. Da hun mindede ham om, at han var ubevæbnet svarede han humoristisk, at han da stadig havde plastickniven fra morgenmåltidet.
Den anden, som talte med en omstillingsdame, afbrød ikke opkaldet, da de havde afsluttet samtalen, med bad hende om at bevare forbindelsen. Hun hørte som det sidste fra ham, at han sagde “Let´s roll”. Hans kone sagde senere, at det netop var det, han plejede at sige, når bilen var pakket om søndagen og hele familien var klar til at tage på tur. Det var altså med en helt dagligdags bemærkning, han gik sin skæbne i møde.
Den fine iagttagelse i den prædiken, jeg gengiver fra er, at på tyve minutter voksede passagererne i det fjerde fly til at være martyrer. De vidste ikke, de skulle være det, men pludselig var det lagt til rette for dem at blive det.
I Efeserbrevet kapitel 2 står der en sætning, som giver mening her:
“For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”.
Gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os.
Evangeliet er, at der ikke er noget bud, vi skal overholde, men at der er lagt gerninger til rette for os, som vi med søvngængeragtig sikkerhed skal vandre i.
Amen.
Kirken i Gyngen på Gallo Skolen
- Kirken i Gyngen er et arrangement, som siden 2008 er blevet afholdt to gange årligt på spillestedet Gyngen i Mejlgade i Aarhus midtby – flere gange i samarbejde med Galllo Skolen. For første gang afholdes arrangementet nu ikke på Gyngen men på Gallo Skolen.
Kirken i Gyngen er et forum for nye salmer og aktuel poesi og musik, og der kan også være en prædiken. Gudstjenestens form sættes til debat ved at lave noget, som minder om en gudstjeneste – men alligevel slet ikke er en højmesse men også lyrikoplæsning og samtaleforum med indlagte pauser.
Niels Kjær vil fortælle om Haiku, Søren Kierkegaard og den amerikanske digter Emily Dickinson. Også elever fra Gallo Skolens skrivehold vil medvirke med tekster over emnet Fordybelse.
Mød også Nana Rømer Dorph-Petersen, Sleiman Nazzal og Christian Moesgaard, der alle vil læse digte op. Billedkunstner Jette Hansen vil fortælle om sin udstilling i skolens galleri.
Jette Hansen har i sin udstilling i skolens galleri ladet sig inspirere af den russiske kunstner Andrej Kolkoutin.
Imellem de forskellige indslag vil vi synge nye salmer. Den musikalske ramme skabes af Jan Erik Hansen, musiklærer på Gallo Skolen, der også vil præsentere et nykomponeret værk skabt til lejligheden.
Anne Marie Eriksen vil optræde solo med en enkelt salme af Lars Hougaard Clausen, der også prædiker over søndagens tekst.
Efter arrangementet er der mulighed for at bestille pizza og spise sammen på Gallo Skolen.
Alle er velkomne!
Tid og sted: Søndag den 28. oktober kl. 16.00 på Gallo Skolen, Blåmunkevej 6, Risskov.
Hør nu hvordan selv Jahve ler
Hør nu hvordan selv Jahve ler
i Himlen over, hvad der sker,
for Jesus lod sig føde!
Lad Moses og Elias stå
med ham, som hans disciple så,
før han gik hen og døde.
Elias kalder torden ned,
men se med hvilken kærlighed
den over verden daler.
Hvad Peter for sit øje så,
det kan vi andre stole på,
som Helligånden taler.
Her kommer Helligåndens bud:
Kom frit af tornebusken ud!
Hvad vil du dog derinde?
Ja, vær du bare den, du er.
Der er plads til alle lige her
under de grønne linde.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Forsigtigpeteriet fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
Sig rejser Jord og Himmerig
Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.
I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.
Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.
Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.
Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder.
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.
Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.
Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!
Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.
Jeg folder mine vinger ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
og lander på en tue.
Det er Guds hus, jeg lander i,
fra nu af skal jeg være fri,
og det skal hedde Bethel.
Vers 1-7 frit efter Nu fryde sig hver kristen mand i DDS, Luther 1523. Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: De andre og os fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 