Kirken i Gyngen

Nu spænder Gud sit spindelvæv
ud under kirkens gynge,
så tør vi i det frie svæv
os give hen og synge
om fristelse og synd og fald
ned i de dybe have,
og om at det er vores kald
at gå i Edens have.

For Gud er ingen edderkop,
men fra hans hænder spindes
et net omkring den faldne krop,
som til hans nåde bindes;
så bundet nu på hånd og fod
og spundet ind i nåde
vi løses af hans gerning god,
selv om det er en gåde.

Hvordan er der en frihed i
at bære kors og lænke,
at netop sådan er vi fri,
det kan vi ikke tænke;
i troen kan vi det forstå
og fra de dybe have
på foden springe let på tå
og ind i Edens have.

Hør melodi her.

Se, duen min søster slår ned på mit tag,
og sneen sig lægger i lag efter lag;
ja, sneen fra himlen så stille og tyst
afbilleder troen, imens det er lyst.

Den falder i flager så store som flag,
der falder fra himlen den yderste dag,
ja, falder fra himlen og lader sig se
og lader alene vidunderet ske.

Nu ligger der driver ved hus og på tag,
hvor vinden har lagt sig alt efter behag,
ja, vinden har lagt sig som klitter af sand
langt inde i Kanaaens dejlige land.

Herre, du sagde, at Jesus var din
søn, og du sagde, at han var så fin;
dengang, hvor Johannes ham døbte i floden
og løsnede Jesu sandaler fra foden.

Nu kommer vi for at høre, at du
kommer din store befaling i hu;
og løsner de masker, vi tager for givet
og lader os døbe i døden og livet.

Du troner i himlen, du ser, hvad vi gør,
du ser, hvad vi skjuler i sækken af hør;
nu beder vi dig: Lad øjne så klare
som dugdråber livet i dig åbenbare!

Nu lægger vi maske ved maske på sti,
hvor æselet træder, gå ikke forbi;
nu ser du os nøgne og tilgiver brøden
og tager os med dig til livet fra døden.

Hjælp ham Gud, det overstiger
mine evner at forstå
kattens veje gennem livet,
er de sorte eller grå!

Derfor beder jeg dig tage
vare på ham – lad det ske,
at han på sin pote træder
frem igen for mig at se!

Først og sidst dog lad ham fare
i dit store Paradis,
og lad hver en fugl, han tager,
genopstå til Herrens pris.

Hør melodi her.

Omkring Guds trone står de spredt
som lysets engle og beredt
til nu at slå de strenge an
og spille, som kun engle kan.

En del af dem står altid klar
til at tilbede ham med svar,
og andre træder på hans bud
ret i den faldne verden ud.

Gud, giv din engel hver en dag
magt over mig, når jeg er svag,
og lad ham, når jeg sover ind,
mit øje lukke på min kind.

Så skal den onde ikke nær
mig komme, for min frelser kær
har løftet mig af liv og død
op i min Herres åbne skød.

Efter “Around the throne of God a band”, John M. Neale, 1842.
Hør melodi her.

Den gamle røver tog mig,
solgte mig i sin butik;
det var få minutters frihed
i den forbindelse, jeg fik.
Men min hånd genvandt sin styrke
ved Den Almægtiges Hånd;
vi kæmper i dette slægtled
med triumf i vores ånd.

Hjælp mig med en sang,
en sang om frihed,
for det er alt jeg har,
en frihedssang.

Hvorfor skal profeterne dræbes,
mens vi står og ser derpå;
er det en del af frihedskampen
at lade de andre slå?
Lad al frygt for atomet fare;
selv om det kan fare vild,
så kan ingenting standse tiden
uendelig og mild.

Gør dig fri af alt,
der binder tanken,
for ingen andre end
vi selv kan det.

Efter “Redemption Song”, Bob Marley.

Dåbsengel med dreadlocks
til tiden når frem
per ordre i postboks
i tusinde hjem.

Apostelen synger
så from som en hval,
og tonerne gynger
i en katedral.

Musikken er blind,
langsom og hurtig,
forløser i sind
som Krishnamurti.

Selv frelseren standser
som hugget i sten
på jorden og sanser
sin stjerne på Hven.

Her så Tycho Brahe
sin Stella Nova,
og øjet det klare
betog Jehova.

Han sendte sin søn,
den enbårne ned
at bede en bøn
ved Geneserets bred.

At lade ham dø,
så ingen forbandes,
at lade ham dø-
be blidt af Johannes.

Alabasterkrukken,
som Maria brød,
nu brydes af dukken
i liv og i død.

En dukke, en engel
i hus og i hjem;
vi beder som Bengel
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Guds øje falder stille
som sne fra himlen ned
og vokser som kamille
i havens blomsterbed.

Når du er helt alene
og tør på ingen tro,
så kaster han sit rene
blik på dig med sin ro.

Når han til alters tager
dig nu i vin og brød,
så ene ham behager
din sjæl i liv og død.

For sådan skal du elskes
og vende kind mod kind;
i Simon den spedalskes
hus, dér går og han ind.

Her lader han sig salve
med salve dyrebar;
men det er kun det halve
af det, Maria har.

Hun møder ham ved graven
og ser ham gå omkring
igen i påskehaven
så let som ingenting.

Han siger: Rør mig ikke,
men gå og rør ved dem,
der følger mine skikke
i mit Jerusalem.

Hør melodi her.

Den halve kirke sænker sig
som kuppel over dig og mig,
så står vi i et kirkerum
med vores evangelium,
som er, at Gud er her igen
som konge og som vores ven
med lykken og velsignelsen
af alt i Etiopien.

Den skæve kirke står så fint
endnu, hvor den engang var pint
og knæler for hans majestæt
i juleevangeliet,
for den er selv de vise mænd
der rejste hele vejen hen
hertil fra deres egne hjem
ved floderne i Indien.

Den sidste kirke rejser sig
af alle dine kys til mig,
som samles i en fælles sum
i vores evangelium,
og med lidt lykke og lidt held
forkynder vi alligevel,
det som vi kender fra os selv
udover hele Israel.

Sjælenes hyrde vederkvæg
klyngen af dine små;
luk øjet op i stuens væg
og lad os nadver få.

Plaget af sult og tørst og nød,
som du har været selv,
indtil ud af din smerte flød
helvedes himmelhvælv.

Vi lever ikke kun af brød
men også af dit ord,
som styrker os i liv og død
imod al vold og mord.

Vær du os nær i dagligt brød,
og vær her også selv,
som da du vin i kalken gød
fri som en forårselv.

Nu vokser frem det hvide skæg
hen over hagen fin;
jeg ser mit ansigt spejle sig
frit i ikonen din.

Frit efter “Shepherd of souls, refresh and bless”, James Montgommery 1825.
Hør melodi her.