Kirken i Gyngen

Hjælp mig nu troens vinge på,
og lad mig stige op
til de opstandne i det blå
og se den store trop.

De led engang i vores sted,
og tåren faldt fra kind
på puden, hvorfra den sank ned
og sank i dunet ind.

Jeg spørger til den salighed,
de føler her og der,
hvor hele hjertets bitterhed
opsuges af en fjer.

De lader lovsang gå for svar
og synger Lammets pris,
hvorved med ét jeg bliver var
ved fod en ærenpris.

Jeg går igen på jorden grøn
og tager vingen af,
min tro er evigheden skøn,
jeg kommer just derfra.

Efter “Give me the wings of faith to rise”, Isaac Watts, 1709.

Hør melodi: her.

Hvis nogen spørger mig, hvortil
jeg fæster al min lid
til, at jeg, som jeg gerne vil,
nu om en liden tid
i Paradis med Jesus går
og mine ønsker opfyldt får,
så har jeg en forklaring god,
og det er Jesu blod.

Det er min faste grundvold her
ved evighedens rand
at blande salighedens ler
med kærlighedens sand,
den dag, at døden med sin le
må segne for min dåbes ske,
så tager jeg min nøgle frem
til mit Jerusalem.

Efter “Faith in the blood”, som er en oversættelse til engelsk af “Om nogen mig nu spörge vil om grund til salighed” af Erik L. Pontoppidan, København 1748.

Hør melodi (med forspil) her.

Tanken finder nydelse i det forgangne, i erindringen om noget snukt. I ønsket om at det skal gentage sig. Men mindeerne lever deres eget liv udenfor tankens rækkevidde.

Krishnamurti: her.

Vær hilset denne stund,
hvor hvilen os bereder,
at tale med én mund
om alle vore glæder.

I en velsignet tid
vi holder dig i ære,
som skabte os med flid,
sådan som vi skal være.

Du går imellem os,
og dine spor i sneen
forsvinder nu i mos,
dér sidder du med feen.

Dit tempel er et skib,
som havet ikke rummer;
det rummer selv det kryb,
som ikke har et nummer.

Dog skal en større fryd
os siden overvælde,
når selv den mindste lyd
for stemmen din vil gælde.

Vær hilset denne stund,
hvor lyden af din stemme
mig glæder som en hund,
fordi, at du er hjemme.

Hør melodi her.

At sammenligne sig selv med andre er at fornægte, hvad man selv er. Selve sammenligningen er at fornægte sig selv. Selve sammenligningen er at forsøge at lave om på sig selv. Man bliver ikke klogere på sig selv men skaber en illusion. At sammenligne er at skabe konformitet. Når jeg ser, at dette – at identificere sig selv med en ydre instans kun skaber elendighed – så holder jeg op.

Krishnamurti her.

Det skete påskemorgen
endnu på gravens rand
og midt i selve sorgen,
der lagde sig om land,
at kirken lod sig føde
ved ordene, der faldt
fra den opstandnes søde
læber og som salt.

Vi er hans ord det rene,
der falder for hans fod
og rejser sig alene
i legeme og blod
og går igennem dagen
i søvne som ved nat,
der gjorde rædselslagen
af stjernerne besat.

Når dommendag oprinder,
da går vi frit dertil
og taber eller vinder
det lykkelige spil,
så deles vi i geder
og kid og får og lam
og bukke til og beder,
et delt Jerusalem.

Hør melodi her.

Det er en almindelig opfattelse, at kirken blev stiftet ved Åndens udgydelse på pinsedagen. Det, har Grundtvig sagt, er forkert. Ifølge ham er kirken stiftet af Kristus selv efter opstandelsen. Den idé ligger til grund for denne salme.

Jerusalem, løft op
dit hovede og se,
din krone stråler nu om kap
med alt, hvad der skal ske.

Nu det en ende får
med spillets dystre nat,
for himlens sol sig viser her
på vores sorte kat.

Nu springer kilden klar
og kvæger hver en sjæl;
fra hav til hav kanalen går
som solen på sin hæl.

Alene Jesus skal
nu herske ved sit ord;
hans skygge kaster, som den vil,
sit spil på vores jord.

Efter “Jerusalem, arise”, Joseph Proud (1745-1826).

Når vi ønsker at forstå os selv, kan vi give os hen til en analytisk proces og stykke for stykke blive klogere på os selv. Men ved at gøre tiden til en dimension i arbejdet med os selv åbner vi for alle mulige veje og vildveje. Der er ingen ende på, hvor det vil føre os hen. Den eneste måde at kende sig selv på er derfor at kaste et blik på sig selv i en given situation. Der findes ingen identitet udenfor øjeblikket.

Krishnamurti her.

Al mulig viden er en forhindring for oplevelsen af omverdenen. Det er en begrænsning at have kulturel viden, at have dannelse. Hjernen løber løbsk i sin egen selvbekræftelse, i sin katalogisering. Der er en bøg, der er en eg. Nu skal der såes det og det inden døre, nu spirer tulipanerne. Men man slipper jo ikke uden om at vide noget. Alligevel findes verden udenfor sproget og selv sproget udenfor sproget.

Krishnamurti her.

Vintergæk, luk øjet op,
hele verden vågner,
mark og skov og sind og krop
vågner, hvor du blegner;
vintergæk, fortæl i haven,
Herren selv stod op af graven.

Lilje, påskelilje, ring!
Rejs dig op i gryet,
som nu klæder alle ting
og dig selv i nuet;
lilje, ring i hele haven,
Herren selv stod op af graven.

Sommerfugl og blomsterbrud,
spræng din trange puppe,
fold kun støvets vinge ud
som en øjenvippe;
sommerfugl, se nu i haven,
Herren selv stod op af graven.

Efeter “Easter Song”, Mary A. Lathbury, 1883.