Kirken i Gyngen

Nu ligger der et punktum
i sneen som en sten,
og derved bliver disse
to vel i grunden én.

Ved vejen står en gravhøj
med fuglerede i
og ser på karavanen,
der ruller let forbi.

Herom har ploven kredset
i mange tusind år;
dengang, vi havde geder,
og dengang, vi fik får.

Da Harald blev discipel
og kristnede sit folk
og rejste stenen denne
op for den store tolk.

Vi kører over grænsen
ad solens svungne vej,
og siger stedets tolder
et ubetinget nej.

Vi intet skal fortolde,
men vent til vi skal hjem,
så har vi købt det halve
af Guds Jerusalem.

Hør melodi her.

At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.

Jesus af Nazaret,
jødernes konge.
Han var af Davids æt
og Davids sange.

Under Augustus blev
Herodes bange.
Se under Konstantin,
se under sange.

Se på den lyse
side af mange.
Fader, jeg fandt dig
i dine sange.

Her er der intet stort og flot
som alle folk vil se,
her er der intet stille slot
beklædt med lys og sne.

Her er der kun et øjeblik
tilfældigt som et digt,
der skrives på den sidste brik
af et uendeligt
og næsten færdigt puslespil,
der ligger på et bord
og bliver til et rænkespil
ved hjælp af disse ord.

Vi vogter dette øjeblik
som tjenere for Gud,
et upåagtet øjeblik,
som Herren folder ud.

Hjælp mig nu troens vinge på,
og lad mig stige op
til de opstandne i det blå
og se den store trop.

De led engang i vores sted,
og tåren faldt fra kind
på puden, hvorfra den sank ned
og sank i dunet ind.

Jeg spørger til den salighed,
de føler her og der,
hvor hele hjertets bitterhed
opsuges af en fjer.

De lader lovsang gå for svar
og synger Lammets pris,
hvorved med ét jeg bliver var
ved fod en ærenpris.

Jeg går igen på jorden grøn
og tager vingen af,
min tro er evigheden skøn,
jeg kommer just derfra.

Efter “Give me the wings of faith to rise”, Isaac Watts, 1709.

Hør melodi: her.

Hvis nogen spørger mig, hvortil
jeg fæster al min lid
til, at jeg, som jeg gerne vil,
nu om en liden tid
i Paradis med Jesus går
og mine ønsker opfyldt får,
så har jeg en forklaring god,
og det er Jesu blod.

Det er min faste grundvold her
ved evighedens rand
at blande salighedens ler
med kærlighedens sand,
den dag, at døden med sin le
må segne for min dåbes ske,
så tager jeg min nøgle frem
til mit Jerusalem.

Efter “Faith in the blood”, som er en oversættelse til engelsk af “Om nogen mig nu spörge vil om grund til salighed” af Erik L. Pontoppidan, København 1748.

Hør melodi (med forspil) her.

Tanken finder nydelse i det forgangne, i erindringen om noget snukt. I ønsket om at det skal gentage sig. Men mindeerne lever deres eget liv udenfor tankens rækkevidde.

Krishnamurti: her.

Vær hilset denne stund,
hvor hvilen os bereder,
at tale med én mund
om alle vore glæder.

I en velsignet tid
vi holder dig i ære,
som skabte os med flid,
sådan som vi skal være.

Du går imellem os,
og dine spor i sneen
forsvinder nu i mos,
dér sidder du med feen.

Dit tempel er et skib,
som havet ikke rummer;
det rummer selv det kryb,
som ikke har et nummer.

Dog skal en større fryd
os siden overvælde,
når selv den mindste lyd
for stemmen din vil gælde.

Vær hilset denne stund,
hvor lyden af din stemme
mig glæder som en hund,
fordi, at du er hjemme.

Hør melodi her.