Kirken i Gyngen

Hvad der på dansk kaldes “rastahår”, hedder på originalsproget “dreadlocks”. Dread betyder skræmmende. Sjovt nok tænker rastafarierne det altså med, at det er kontroversielt at have et gudsforhold. Eller som Krishnamurti siger det. Respektabilitet og sandhed går ikke hånd i hånd. Nu er det selveste maorierne, der føler sig krænkede, fordi en blogger på den anden side af kloden synes, de er til grin. Selv Kierkegaard mente, at en person, for hvem det religiøse stadium er virkelighed, ikke udefra kan afsløres i sit gudsforhold. Men lur mig om ikke de opdager det alligevel.

Elgdetektoren præsenteres
i hele sit pragtfulde
register, registrerer
også hjorte foruden
fodgængere og cyklister,
shit, og små
metalgenstande i jorden
og ved en sjælden lejlighed
i yderste nød
hemmelige rum
i gamle møbler.

Farvel med glæde siger
jeg til den falske jord.
Jeg fra din side viger,
til afsked ej et ord.
Jeg længes efter himlen,
hvor Stella Nova står
med ét i stjernevrimlen
herover, hvor jeg går.

Dit gode råd mig leder,
Guds søn, min advokat,
hver gang jeg derom beder
i rige og i stat.
Min time du forvalter,
og lader hjertet gå
i stå foran dit alter
og mig din krone få.

Når mørket overvælder
mig, lyser korset op
imellem brændenælder
forklaret af din krop.
I lyset kan jeg skue,
hvordan du i din død
dig ikke lader kue
i skumringstimen sød.

Jeg skjuler i dit hjerte,
hvor du forløser den,
min egen angers smerte
og bliver din igen.
Du klæder mig i nåde
og i barmhjertighed,
og det er mig en gåde,
at du mit nummer ved.

Du kaster bardehvaler
i havet med et plask
og rejser katedraler
imellem eg og ask.
Nu er jeg Stella Nova,
som fast på himlen står.
Urokkelig Jehova
imellem stjerner går.

Frit efter “Farewell I gladly bid thee” Catherine Winkworth 1863 efter “Val­et will ich dir ge­ben”, Valerius Herberger 1613.

Hør melodi her.

Nu ligger der et punktum
i sneen som en sten,
og derved bliver disse
to vel i grunden én.

Ved vejen står en gravhøj
med fuglerede i
og ser på karavanen,
der ruller let forbi.

Herom har ploven kredset
i mange tusind år;
dengang, vi havde geder,
og dengang, vi fik får.

Da Harald blev discipel
og kristnede sit folk
og rejste stenen denne
op for den store tolk.

Vi kører over grænsen
ad solens svungne vej,
og siger stedets tolder
et ubetinget nej.

Vi intet skal fortolde,
men vent til vi skal hjem,
så har vi købt det halve
af Guds Jerusalem.

Hør melodi her.

At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.

Jesus af Nazaret,
jødernes konge.
Han var af Davids æt
og Davids sange.

Under Augustus blev
Herodes bange.
Se under Konstantin,
se under sange.

Se på den lyse
side af mange.
Fader, jeg fandt dig
i dine sange.

Her er der intet stort og flot
som alle folk vil se,
her er der intet stille slot
beklædt med lys og sne.

Her er der kun et øjeblik
tilfældigt som et digt,
der skrives på den sidste brik
af et uendeligt
og næsten færdigt puslespil,
der ligger på et bord
og bliver til et rænkespil
ved hjælp af disse ord.

Vi vogter dette øjeblik
som tjenere for Gud,
et upåagtet øjeblik,
som Herren folder ud.