Kirken i Gyngen

Svend Åge Madsen er født i Århus i 1939 og bor her endnu. Handlingen i flere af hans bøger foregår også netop i den østjyske hovedstad. Der er en særlig afslappethed over byen, mener han. Det udtrykker han på den måde, at han godt – kan blæse domkirken op – men samtidig have en til at stå og pisse op af den og derved trække den ned igen.

Da Svend Åge Madsen i begyndelsen af sit forfatterskab sendte manuskripter ind til forskellige forlag, skete det flere gange, at hans bøger blev antaget for at være skrevet af en skizofren person. Første gang det skete, vidste han slet ikke, hvad ordet betød, og var nødt til at slå det op. Han siger dog, at han ikke mener, at han er eller har været skizofren.

Derimod har han han sans for matematik, og en overgang studerede han matematik ved Århus Universitet. Hans fortællinger kan da også have en forholdsvis stram opbygning og er snarere båret af udforskningen af en idé end af et eksperimenterende arbejde med sproget. Fantasien er stærkt fremherskende, og han føler sig ikke tiltrukket af litteratur, der afslører det private.

En af de bøger, der tager udgangspunkt i en bestemt idé, er “Se dagens lys”, der handler om et “udskiftningssamfund”, hvor man hver dag vågner op til et nyt arbejde, ny ægtefælle og nye børn. Hensigten hermed er at undgå den daglige trummerum. Men en dag forelsker Elef og Maya sig i hinanden, og de tager kampen op med systemet.

I “Se dagens lys” er samfundet organiseret af en computer ved navn Madam Datam. Atmosfæren giver mindelser om Orwells “1984”, hvor Big Brother overvåger alt i et totalitært samfund. Men Svend Åge Madsen tvivler tilsyneladende på undertrykkelsens magt. Mellem mennesker findes nemlig alternative systemer og strukturer. Det er dem, der interesserer.

Gud kaster sine farver på
hver enkelt strå, han kigger på,
og guleroden er så fin
og fuld af betakarotin.

Enbårne søn på dig vi tror,
treenighedens krone stor
med alfa og omega i
omregnes let ved hjælp af pi.

Den gammastråle som dit ord
udslynger mod den faldne jord
afbødes af din frelses skærm,
kun fugle letter i en sværm.

Zigma er ti dele af ni;
vor frelser løber let forbi
sin forgænger, der med sit fynd:
Guds lam, der bære verdens synd!

I Jesu dåb sit delta har
nu Jordanfloden lagt, og klar
står floden i det blanke fad,
hvor synd og nåde skilles ad.

Vi lægger ingen alen til
vor vækst, selv om vi gerne vil;
men du har fra din høje sky
os ladet vokse med en my.

Khiasme er et herligt ord,
som du os lærer ved dit bord,
hvorfra vi går i verden ud
og finder kærlighed fra Gud.

Hør melodi her.

I anledning Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag lægger Kirken i Gyngen op til debat om den danske filosof, teolog og forfatter. Sognepræst Søren Jensen, Ellevang vil holde et oplæg om Søren Kierkegaard som sjælesørger.

Vi vil synge salmer af Brorson, som var Kierkegaards yndlingsdigter og salmer af Nana Rømer Dorph-Petersen og Lars Hougaard Clausen, som dels vil blive sat i relation til Kierkegaards univers og dels er inspireret af det. Nogle af de nye salmer vil Anne Marie Eriksen fremføre solo. Endelig medvirker Gallo Skolens musiklærer Jan Erik Hansen, der måske overrasker med en suite til Søren Kierkegaard.

Tid og sted:
Gallo Skolen, Blåmunkevej 6, 8240 Risskov,
søndag d. 16. juni kl. 15.00.

William Heinesen er født i år 1900 og gjorde århundredets omskiftelser med. Titlen på hans første digtsamling var “Arktiske Elegier”, hvilket allerede angiver en betydelig spændvidde, idet den klassiske genrebetegnelse “elegien” dvs. klagesangen får bestemmelsen “arktisk” stillet foran sig. Det angiver både en historisk og geografisk rummelighed.

En sådan selvforståelse i flere dimensioner er karakteristisk for denne færøske forfatter, som skrev på dansk. I politisk henseende var han kommunist, men også det var han med en egensindig foranstillet bestemmelse. Måske kan man kalde hans særlige form for kommunisme for mytisk kommunisme.

I sine romaner og noveller er det i højere grad almenmenneskelige vilkår, der skildres end det er arbejderklassens særlige vilkår. I romanen “Moder Syvstjerne” skildres verdens tilblivelse i et barns bevidsthed. Kristendommen i skikkelse af en livsødelæggende kraft repræsenteret ved husholdersken “Trine med Øjnene” angribes og overvindes.

I stedet genvinder barnet Jakobs erindring om sin mor Antonia sin betydning for drengen. Hendes personlighed og væsen antager mytiske dimensioner, og i overordnet forstand kan man sige at der vokser en selvstændig Heinesensk kosmologi frem af denne romans angreb på kristendommen.

Anliggendet er en genfortryllelse af verden, og det sker med fri afbenyttelse af alle til rådighed stående religionshistoriske kilder og dertil en god del fri fantasi. Således også i novellen med den lange titel: “Historien om digteren Lin Pe og hans tamme trane”. Her blander Heinesen oven i købet buddhisme og taoisme sammen. Men det sker i en højere sags tjeneste.

Kast dit brød på dybe vande,
tro blot ikke, det er tabt;
Gud har sagt, at du skal finde
det igen, som han har skabt.

Kast dit brød på dybe vande,
skygger bølgen end for sol;
hvad du samler ind i blinde,
spreder den fra pol til pol.

Ligesom et frø af strømmen
føres til en øde ø,
skal til andre sjæle drømmen
bæres ud og ikke dø.

Kast dit brød på dybe vande,
hvorfor vil nu tvivl du så?
Gud har lagt dig det på sinde
under skyen i det blå.

Efter “Cast thy bread upon the waters”, Phoebe A. Hanaford, 1852.
Hør melodi her.

Albert Dam er en af dansk litteraturs mest særprægede skikkelser og østjyde. Han blev født i 1880 og døde i 1972, og det siges om ham, at han debuterede tre gange! Så længe var der mellem hans udgivelser, at han blev glemt som forfatter, inden den næste bog kom. Han debuterede således første gang i 1906 med romanen “Mellem de to Søer”, som tager udgangspunkt i et uopklaret mord i samtiden, det såkaldte “hjortshøjmord”. I 1934 kom romanen “Saa kom det ny Brødkorn”, der handler om forædlingen af en kornsort. Det endelige gennembrud kom i tresserne med triologien “Syv skilderier” 1962, “Menneskelinjen” 1965 og “Menneskekår” 1967.

I disse tre værker udfoldes et stort udviklingshistorisk perspektiv, som ifølge Vagn Steen i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Albert Dam er både mere illusionsløs og mere naiv. Den udviklingslinje, som han opsporer, som den der førte til mennesket har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale, som er overraskende, når man kommer fra en mere vulgærdarwinistisk fremstilling som den jensenske, og den grundtvigske nationalromantik bliver ligeledes overhalet indenom af Dams overaskende påstand om, at menneskets udviklingshistorie har fundet sit mest ophøjede udviklingspotentiale i netop den østjyske mennesketype.

I den måde, Albert Dam unddrager sig både et kristent og darwinistisk menneskesyn på ligger en opdagelse af det enkelte menneske stillet alene i kosmos, som han deler med Søren Kierkegaard. Men hvor Kierkegaard taler om at springe ud på det dybe vand i troens vished, går bevægelsen hos Dam den modsatte vej fra det dybe vand og ind på den ufremkommelige tørre jord. Et tilbagevendende motiv i hans digtning er de fisk, som på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og udviklede ben i stedet for finner og lunger i stedet for gæller. Hvor Kierkegaard taler om Øjeblikket som en afgørende kategori taler Dam om den Lodrette beståen, som er livets lange udviklings fremtrædelsesform netop nu.

I bogen, der netop bærer titlen “Den lodrette beståen. En bog om Albert Dam og hans forfatterskab” – og som er en af de fineste bøger, der findes på dansk – har Vagn Lundby fremdraget en tekst af Albert Dam, hvor netop forskellen fra Søren Kierkegaard gøres til genstand for overvejelse. Det er teksten “Pentagrammet”, hvor den femtakkede stjerne tegnet i en bevægelse ses som nøglen til al erkendelse. Dam formulerer det således: “Frem i een retning farer din søgen, den slåes om og finder det modsatte, og det der syntes skadeligt kan blive til velsignelse men at søge det skadelige skal vende sig til undergang.”

“Søren Kierkegaard, siger: gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig eller ikke gifter dig, fortryder du begge dele. Skønt han fortsætter med mange eksempler stamper han på stedet og kommer ikke videre. Videre går han andetsteds og dette “videre” er hele hans produktion. Gift eller ugift er ikke tilstrækkeligt. den evige lykke, dit livs sandhed når du ved springet ud på halvfjerdsindstyve favne vand, ved troen, den kristne tro på et liv i Gud under dit sølle jordeliv er virkelig lykke i evigheden. Han afslutter sin tænkning i en trekant som Hegel, en trekant, hvis ene side ligger i et andet plan end de to andre eller rettere i en anden dimension. Hvis den tanke han er inde på skulle føres videre rundt i samme plan, måtte en lyde: gift dig, du vil fortryde det, og fortrydelsen skal være din frelse, men gifter du dig for at fortryde, er du hjemfalden til dommen.” Albert Dam

Hvor det for Søren Kierkegaard er det Gamle Testamentes Abraham, der er troens fader, er det hos Albert Dam den fisk, der på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og blev padde, der er urbilledet på den udsathed, der er udtryk for det egentligt menneskelige. Tilsvarende er det håb Albert Dam finder for mennesket som art mere knyttet til en forestilling om en fredelig sameksistens med dyrene end til frelseren forkyndt i det Nye Testamente. Det er den vandrette beståen.  

I Edens have lå en sø,
hvor hvide svaner var at se,
og gedderne sig skjulte;
ved søen boede en mand,
som lukkede os andre ind,
hvert hovedhår han talte.

Han sagde, at vi skulle gå
ud i alverden for at se
hans rige uden ende;
for dér, hvor kragerne af skræk
må vende om, er Herren kvik
til sit værk at begynde.

Med svøben fejer han sit hus,
når det ej går på anden vis;
han tager selve synden
og kaster den i svovlens pøl,
førend han trækker kødets pæl
ud som en tand af kinden.

Nu lægger selv jeg bolden ind
til stregen i det fine sand,
hvor før jeg med min sabel
dit hjerte kløvede i to,
hvorved al kødet gik itu
men genopstod i jubel.

For enden af den blinde vej,
der går en sti op til en høj,
hvor pæretræet hæver
sin frugt højt over alle små,
så let vi kommer til at tro,
at Gud har sine gaver.

I luften møder vi vor Gud,
og han har sine engle med
og alle sine venner;
vi hilser mildt på hver og én
og lærer himlens valsetrin
som svar på vore bønner.

Vi danser på den runde jord,
og det er læretiden værd
nu at få lov at smage
det vand, som blevet er til vin,
og ingen af os har jo mén
af dåbens Himmerige.

Hør melodi her. 

I forbindelse med fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag i 2013 fremfører biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad fredag d. 3. maj det synspunkt, at forfatterskabet endte i en blindgyde. At Kierkegaard ved sit angreb på kirken og dens præster og biskopper optrådte neurotisk.

Kierkegaard hævdede i sit angreb på kirken, at den som ikke deltog i gudstjenesten havde én synd mindre nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar! Men måske er kirkekampen i virkeligheden en prolog til forfatterskabet. En undsigelse af kirken for på den baggrund at forkynde sin egen sande kristendom.

Et bud på Søren Kierkegaards kristentro publiceredes af Ricardt Riis på dennes blog netop på Kierkegaards 200 års fødselsdag den 5. maj (se her). Der tages her udgangspunkt i Søren Kierkegaards fars tilknytning til Brødremenigheden og den indflydelse dette kan have haft også på sønnens trosliv. Brødremenigheden er stiftet af grev Zinzendorf (1700-1764). Et særligt træk ved denne var brugen af lodtrækning som middel til at kende Guds vilje. Det gjaldt f. eks. i henseende til ægteskab og i henseende til at afgøre, hvem der skulle udsendes som missionær til f.eks Grønland. En anden praksis, som har vundet større udbredelse er brugen af det såkaldte “mannakorn”, der var et kort med med et skriftsted trukket fra en større bunke. Meningen var så, at forstå det pågældende skriftsted som talt til én selv som udtryk for, hvad Gud ønskede af én netop den dag.

Kierkegaard brugte ikke “mannakorn”, men han opfattede den måde, som hans tungsind kom og gik på som vink fra Gud. Når han i tungsindig usikkerhed svingede fra den ene til den anden beslutning, så oplevede han, at når han traf en endegyldig beslutning, så hørte tvivlrådigheden op. Dette så Kierkegaard som et tegn fra Gud på, at det så var den rigtige beslutning, han havde truffet. I “Frygt og Bæven”, som udkom i 1843, drager han Bibelens fortælling om Abraham og Isak frem som eksempel. Abraham modtager en befaling fra Gud om at ofre sin søn Isak, og selv om Abraham ikke forstår hvorfor, vælger han at adlyde. I virkeligheden handler værket om Kierkegaards egen forlovelse med Regine, som han hæver ved at sende hendes ring tilbage. Da han har gjort det, får han fred med sin beslutning, og han oplever det sådan, at det er det, Gud har krævet af ham. Han er ulykkelig over det, men mener det er Guds vilje, der er sket.

Kierkegaard erkender at have en “pæl i kødet”, som gør ham anderledes end andre mennesker. Denne “pæl i kødet” er hans tungsind. I “Sygdommen til Døden”, som udkom i 1848 beskæftiger han sig principielt med det spørgsmål, et menneske som han er stillet over for i sin eksistens. Hvad kræver Gud af et sådant menneske? Der gives to muligheder: Enten stiller dette tungsind den pågældende udenfor det almene og gør det til en “overordentlig” af hvem Gud kræver netop det overordentlige. Den anden mulighed er, at netop “pælen i kødet” er det, den pågældende må lide under ved at gå ind i det almene. Når man læser Kierkegaard kronologisk og lader angrebet på kirken i tidsskriftet “Øjeblikket” være hans endestation, ser det ud som om han valgte den første mulighed for sig selv: At blive en overordentlig. Så vidt Ricardt Riis.

Men det overordetlige er kun en prolog. I hele sit sigte valgte Søren Kierkegaard at træde i øjenhøjde med det almene. Hans kritik af kirken står inde i os i forholdet 1:1 som en ufærdig antikirkelig katedral, hvor han selv prædiker om liljerne på marken og himlens fugle. Til forskel fra det pseudonyme forfatterskab skrev Kierkegaard sine prædikener under signaturen S. Kierkegaard. At han kun anvender forbogstavet i sit fornavn kunne tyde på endnu et forbehold i henseende til at stå inde for indholdet. Men han underskrev sig netop S. Kierkegaard. Det er netop en signatur. Det er påfaldende, at han netop vælger at signere en prædiken, hvis ideal det ikke er at forkynde prædikantens indsigt men evangeliet. I sine prædikener forkynder han evangeliet i eget navn nøjagtig som Kristus ville have gjort.

Jeg blev opmærksom på Vibeke Fogh via nogle læserbreve i Weekendavisen, hvor hun blandede sig i diskussionen om Kierkegaard. I en artikel i tidsskriftet IKON uddyber hun sin opfattelse af, at Kierkegaard bar på en “apostelhemmelighed”. Hun henviser til Markusevangeliets beretning om Guds ord til Jesus i dåben. Her er det alene Jesus, der hører Guds tale, og han må bære Messiashemmeligheden alene. I samme forstand bar Søren Kierkegaard på en apostelhemmelighed.

Jeg er selv vokset op på en såkaldt blind vej med det smukke navn Skovmærkevej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et mere anonymt birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.