Kirken i Gyngen

Mit hjerte hopper af glæde, når jeg hos Krishnamurti møder opfordringen til, at vi annammer “en skabende forståelse af os selv”. Når der på kierkegaardsk vis tales om “vælge sig selv” eller “overtage sit givne indhold” er der vist ikke tale om en sådan skabende eller kreativ forståelse af sig selv. Det er vel Luthers bud om at “leve i kald og stand”, der er Kierkegaards åg. Blot er det ikke lige kald og stand men det personligheden givne vilkår. Men pinsen er et godt eksempel på den kristne menigheds skabende forståelse af sig selv. Disciplene følte sig ikke henvist til en slavelignende erindring om Jesus, men erindringen blev levendegjort af ånden. Det, som var før, er forsvundet. Se en ny himmel og en ny jord. Det lyder som et Jesusord.

Vær Gud ophøjet over alt,
vær verdens lys og jordens salt
i os, indtil den hele jord
er samlet om dig ved dit bord.

O Gud, mit hjerte slår et slag
for dig trods død og nederlag,
og jeg bekender al min tro
og beder om hos dig at bo.

Din pris, o Herre, vil jeg frit
udsynge over alt og tit;
din kærlighed er som en flod,
din sandhed slår i hjertet rod.

O Jesus, lad ved dine ord
de døde genopstå af jord
og som syrener springe ud
og sprede deres duft af Gud.

Vers 1-3 efter salme 57.

Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af, at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:

“Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur”.

Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med fortiden alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: “Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?

Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen”.

Svaret er ganske godt.

Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.

Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer – en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.

Først lignede det en ørn,
der landede i nærlyset
midt på kørebanen,
da vi kom ud af svinget.

Men så forsvandt den
uden tøven i hast
ind over marken.

Hvad fanden var det?

Spørgsmålet undslap mig
som en ubetinget refleks.

Jeg vidste allerede,
hvad jeg mente at have set.

I aftenens sene western
bygget over den bibelske fortælling om Josef
gik og løb den igen
nu i et mere ubekymret trav.

Som et billede på helten,
der brød med den fædrende arv
og dermed lansen,
som han ellers havde plantet
i jorden foran brødrene.

For at vælge kærligheden i landflygtighed
efter sin indianske mors eksempel.

Eller måske bare som et billede
på en ensom ulv.

Fri af flokken.

Jeg overtog en meget sirlig have, hvor hækken aldrig var blevet klippet. Den var altid blevet nippet med fingrene i en spand. Havegangen lå helt ude ved hækken og helt inde ved huset. I mange år forsøgte jeg at holde haven, som den var anlagt, men den ændrede langsomt karakter. Efter ikke at have set min ven Peter Gustav i nogle år, kom han og besøgte mig. Han gik, som han plejede igennem bedet og over græsplænen. Så anlagde jeg en sti der. Hvor vi nu går vokser hvidkløveren med sine brune øjne frem i stedet for græsset.

En mørkegrøn sti
i græsset, der vokser ind
over fliserne.

Hvordan kommer man i gang med at skrive, når man føler sig ufokuseret og desorienteret og tanker og sanseintryk bare flyder imellem hinanden uden nogen form for mening? Det giver følgende to tekster et bud på. Teksterne er sat sammen her, fordi de – uden, at det er tilsigtet – besvarer spørgsmålet næsten enslydende.

Sol og vind

I dag falder skyggen
af platantræet
mod muren,
og himlen er blå,
fordi det er søndag,
og det hvide flag
med den blå skrift
vajer i solens vind.

En knallert kører
forbi som den myg,
jeg slog ihjel
her til morgen.

Under skyggen
vokser potentilerne
lysende gule
i den skarpe sol.

Så kommer der et af disse
altsammentrækkende små knald
fra radiatoren.

Nu folder flaget
sig sammen
med vinden.

(Lars Hougaard Clausen)

Paralleltekst:

Jeg havde engang en hæslig Drøm om nogle underlige Omgivelser, Bygninger med blaa og hvide Striber, som man ikke kunne blive klog paa. Der var noget dæmonisk over den hele Stemning, en Følelse, der nærmede sig til Rædsel. Drømmen blev afbrudt ved, at jeg vaagnede og erkendte, at det hele var Hjernespind; men alligevel blev en uhyggelig Stemning tilbage, som det ikke med min bedste Vilje var mig muligt at faa bort. De blaa og hvide Striber stode bestandig i Baggrunden og syntes ikke at ville forsvinde, saa længe Nattens Stilhed varede. Der var slet ingen Plads for Personligheden i saadant Tilfælde. Den er ganske magtesløs overfor den Slags Ting. Man kan tilbyde Bevægelsen nok saa mange tidligere erhverevede Baner og Veje, Erindringer o.l. Det hjælper altsammen lige meget. Men saa hørtes pludselig Lyd. Det var Pigen, der var i Færd med at lægge i Kakkelovnen. Det vel bekendte Smæk med Kakkelovnsdøren mindede om Dagen og dens fortættede Stemning. Snart hørte man tale i Huset. Det lød som Musik. Det var Fortætningen, der fordrev Kogleriet,
Virkelivets fortættede Stemning har alle Vegne noget ved sig, der er stærkere og mere vederheftigt end det let løbende, løse Stof, hvoraf Indtryksstemningen er bygget. Ser man rigtigt efter, vil man i alt Indtryksliv finde noget af dette med de blaa Huse, noget, der, naar det faar lov til at udfolde sig og ikke beherskes af Fortætning, fører henad det dæmoniske. Man tænke paa Naturindtryk, som Folkefantasien til alle Tider har sat i Forbindelse med alskens Trolde og dæmoniske Væsner. Der skal Fortætning til at bringe alt dette løse Troldtøj til at vige” (Ludvig Feilberg, Samlede Skrifter Bind II, s. 35).

Opgave: Begynd med synsindtryk. Skriv dem ned, selvom du egentlig ikke vil noget med dem. Spørgsmålet er, om der så kommer en lyd, der ændrer billedet. Lyd motiverer forestillingsevnen. Det, som man hører, men ikke kan se, må man danne sig et billede af.

Nu er det næsten mørkt,
og det kuglerunde stearinlys er tændt
bag glasset i lampen.

Barken på pæretræet ligner et puslespil
i grågrønne, næsten hvide toner.

Rønnebærrene er næsten modne
og lyser som japanske lygter.

Det er næsten fuldmåne
over Venus med æblet.

Vel hjemme igen efter en uges kombineret skrivekursus ved undertegnede og musikkursus ved Bent på Gallo Skolens gård, Skærlund i Thy – hvor vi havde Christian med som kok – erindrer jeg noget, jeg sagde i en sen nattetime, efter eleverne var gået mere eller mindre til ro. Jeg gjorde mig overvejelser over gallotanken i forhold til højskoletanken. Hvor højskoletanken har sit udgangspunkt i det folkelige har gallotanken, som den er formuleret af overlæge Johannes Nielsen sit mere specifikke udgangspunkt i behandlingen af psykisk syge. En central formulering hos Johannes er, at “psykisk syge får det bedre og har brug for mindre medicin, når de er kreative”. En anden er, at “kunst er et område, hvor psykisk syge og ikke-psykisk syge kan mødes”. Hvor den første sætning forekommer at være veldokumenteret og reflekteres i en bred vifte af undervisningstilbud, er et møde mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge vanskeligere at få bragt i stand. Grunden er sikkert, at det umiddelbart er forbundet med usikkerhed på begge sider. Men ved i et glimt at sætte gallotanken i forbindelse med højskoletanken, lykkedes det mig at formulere endnu en sætning i stil med Johannes Nielsens korte epigrammer. Jeg tror, den skal lyde sådan her: Vekselvirkningen mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge gør begge parter klogere.

Vær velkommen til Skærlund, hvor svalen
flyver højt over bølgende korn
og gør tegn over marken med halen
ned til tjørnens den yderste torn.
Her er gåsefjeren dalet
i din hånd fra en kile på træk;
i din ånd være hermed befalet
hver en fugl, selv om den er fløjet væk.

Nu er ugen til ende, og svalen
flyver herind i stuen til os;
hvor den sidder på bjælken med halen
skjult i vingernes åbenlyse kryds.
Den er ikke til at redde,
for man fanger den ikke i en hånd;
men den er fløjet ud allerede
efterladende dele af sin ånd.

Vær velkommen til Skærlund i hjertet,
for vi bærer det med os herfra;
det er lutret i ilden og hærdet
for Antonius og Kleopatra.
Deres fælles rige rejser
sig i oldtidens yderste glans,
og vi arver et flag, som vi hejser
over asken, når vi fejrer Sankt Hans.

Melodi: Se, det summer af sol