Kirken i Gyngen

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Men fuglen flyver selv
og lander på en gren
og ser et æble ligge her
ved siden af en sten.

Imens den fylder sig med fryd,
hvor den for tiden bor,
så giver nøgne træer slip
på sorte fugles kor.

Der går en snak i denne by
om hin opstandelse;
men dermed har vi ikke tænkt
på vor forbindelse.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Endnu et fly sig viser
i Bibelen og lyser
på himlen som et lyn,
selvom det kredser længe,
førend det på sin vinge
går under Jesu øjenbryn.

Nu lander det på marken
midt i Judæas ørken
ved en olivenlund,
jeg stiger ud og træder
på hellig grund og møder
min frelser i en ledig stund.

Så viser han mig stedet,
hvor han blev født og fadet,
hvoraf han brødet tog,
Marias hånd og rummet,
de var i, og selv sømmet,
de gennem Jesu fødder slog.

Jeg hilser på Johannes
og Magdalene, hendes
blik er så fint og rent,
at jeg deri må bade,
og fuldt af Jesu nåde,
selv om det tidligt bliver sent.

Han giver sig til kende
på Oliebjergets tinde
og skjules i en sky,
han er her ikke mere,
men vil sig åbenbare
snart i Jerusalem det Ny.

Nu går mit fly tilbage,
og de har sat en stige
ned til den gamle jord,
men før jeg den betræder,
så knæler jeg og beder
en bøn med Jesu egne ord.

Herhjemme i min stue
forsøger jeg at tie
endnu en liden stund
med, hvad jeg har erfaret
i dybet og i kæret,
hvor Maren rækker mig sin mund.

Hør melodi her.

Når man roder sig ud i noget,
som man ikke har forstand på
men alligevel gerne selv vil,
opstår der uforudsete og ligefrem usandsynlige problemer.

Springet fra idé til virkelighed støder på grund.

At save hullet for stort til vasken
eller lave en prop af kaustisk soda i afløbet
er oplagte klassikere.

Men selv, når jeg tager højde for alt,
virker værktøjet ikke altid efter hensigten,
og selv, når jeg spørger mig for,
får jeg ikke altid gode råd.

Selv håndværkere er teoretikere,
byggemarkedet en labyrint.

Jeg aner ikke,
hvordan jeg kom hjem med en dør,
der alligevel var 9 cm for bred –
at den var 4 cm for høj vidste jeg godt,
men det er der råd for.

Nu lukker den alligevel
helt ud på den anden side af karmen
og må hæftes indvendig med en krog.

Men det er smukkere nu end før.

*

Her er et gør det selv digt. Digtet henter sit stof fra et praktisk gøremål. Håndværk og teknik rummer mange særlige ord. Her er gevind og dyvler, små blå søm og bolte. Det er ofte upopdaget land for en skønånd.

Opgave: Skriv et digt om et praktisk gøremål. Om at skue en pære i eller om at bygge et hus eller anlægge en have. Husk at få de særlige ord med, som knytter sig til netop dette område.

Månen har bevæget sig,
så den nu står omme bag ved træet
på vej frem igen til højre for det.

Den lyser igennem grenene
og bliver tydeligere og tydeligere
som minutterne går.

Uden at vide det har jeg skrevet
disse linjer med en finger
i støvet på det runde ark.

*

Her er et digt om månen, som er specielt på den måde, at det begynder med at omtale månen i dens fravær. Man kan næsten sige at månen skrives frem i løbet af digtet. Det sker ved i begyndelsen at notere helt upåfaldende omstændigheder. Så kommer der til sidst i digtet et billede, der overrasker.

Opgave: Skriv dit eget digt om månen. Begynd med at skrive det om månen, som falder dig ind lige nu. Lad det ene billede tage det andet og se, hvor du ender.

Salman Rushdies seneste bog hedder “Joseph Anton” efter det dæknavn den britiske efterretningstjeneste bad ham vælge i den periode, hvor han stod under tjenestens beskyttelse på grund af den fatwa/dødsdom, som den iranske ayatolla Khomenei udstedte over ham Vallentins dag d. 14. februar 1989 på grund af bogen “De Sataniske Vers”, der i fiktiv form handler om blandt andet tilblivelsen af en religion, der minder om islam. Navnet fandt Rushdie eller “han”, der i bogen omtaler sig selv i tredie person, på ved at sætte fornavnene på sine to yndlingsforfattere sammen, Josph Conrad og Anton Tjekov.

Den selvbiografiske roman udspiller sig i spændingsfeltet mellem fatwaens udstedelse i 1989 og de. 11. september 2001 i en grad så angrebet på World Trade Center i fortællingens kontekst ligefrem bliver forløsende. Indtil da bærer “han” forbandelsen alene. Mærkeligt nok fandt angrebet i New york sted samme dag som udgivelsen af Rushdies roman “Raseri”, som netop foregår i New York. Bogen var tænkt som et samtidsbillede af en kogende by. Nu blev den i stedet et billede af i går.

I lyset af begivenhederne bliver hans ægteskabelige problemer banale. Situationen på den front var ellers kaotisk nok. Da fatwaen kom var Rushdie blevet skilt fra Clarissa med hvem har har sønnen Zafar, og gift med Marianne. Forholdet til Marianne gik hurtigt i stykker, og mens han var under jorden, mødte Rushdie Elizabeth med hvem han fik sønnen Milan. Den klaustrofobiske indespærring under bevogtning af den britiske efteretningstjeneste var rammen om hans liv med Elizabeth. Under nogle lykkelige ferier i USA havde Salman imidlertid fået smag for de åbenbart friere forhold på den anden side af Atlanten.

Her optræder, hvad Rushdie kalder “hans milleniumillusion”. Under indtryk af den almindelige hype omkring årtusindskiftet forelsker han sig i en indisk fotomodel, som han møder ved foden af Frihedsgudinden! Han har tidligere set et billede af hende i et blad – og her tænkt, at hvis han nogensinde mødte hende i virkeligheden, så var han vist grydeklar. Det sker så nu, og hun kan ikke begribe, at han kender hendes navn. Hun er meget yngre end han, men han forlader sit vaklende ægteskab til fordel for hende, og de får “en slags liv” sammen i otte år. Hun forlader ham til for del for en endnu ældre og rigere mand – en krydsning mellem Joakim von And og en mumie, som Rushdie oplagt kalder ham.

I sin bog er Rushdie overvejende skeptisk overfor dette sit forhold til Padma. Dog har han været velsignet med en kvindes kærlighed både i årene under jorden og i den frihed, der har været mulig for ham at leve i i USA. De færreste kvinder ville nok have haft mod på at stifte familie med ham, mens han levede under beskyttelse med konstante dødstrusler – men det turde Elizabeth. Mon ikke også han i sit dristige forsøg på at genvinde sin frihed fandt en kongenial ledsager i en smuk selvhævdende indisk kvinde uden skrupler.

I “Joseph Anton” er der et interessant kapitel med overskriften “Den fælde at vilde elskes”. Det handler ligesom kapitlet om “Hans milleniumillusion” om at lade sig forføre. Her handler det om en tandlæge ved navn Dr. Heslam El Assawy, som samtidig er præsident for foreningen “Islamisk Forening for Udbredelse af Religiøs Tolerance”! Denne tandlæge optræder som mellemmand mellem Rushdie og en række højtstående muslimske lærde. Rushdie falder kortvarigt til patten og skriver de to essays “I god tro” og “Er intet helligt?”.

Udtrykket “De satanisme vers” er ikke opfundet af Rushie til bogens titel men henviser til nogle vers, som Muhammed hævdede at have fået åbenbaret på linje med Koranens øvrige indhold. I disse vers fandt en anerkendelse af tre kvindelige guddomme hjemmehørende i Mekka sted. Ved dette træk udviste Muhammed imødekommenhed overfor bystyret i Mekka, som han lå i konflikt med på grund af sin strenge monoteistiske forkyndelse. Kort efter fortød Muhammed disse vers og påstod, at de var indgivet af djævelen, og derfor kaldes de herefter for de sataniske vers. Salman Rusdies to essays “I god tro” og “Er intet helligt?” blev hans egne sataniske vers. Siden skammer han sig over dette sit knæfald for intolerancen og beslutter sig for at kæmpe for sin sag. Han smider joggingtøjet og køber en ny habit og bliver klippet. Hans rustning må stråle.

Førend vi Jesus klynger
i korsets galge op,
så sidder han og synger
med os i ånd og krop.

Forud for korset træder
han frem en enkelt dag
og deler al sin hæder
med os fra Golgata.

Han tager hvedebrødet
og bryder det itu,
og det er nådestødet
vi kommer vel ihu.

Han tager også vinen
og lader den gå rundt,
imens han står på linen
imellem godt og ondt.

Hvor ved vi fra, han beder,
imens vi sover sødt,
og at han sådan sveder,
at tøjet bliver rødt?

Han lader sig forråde
i mørket af en ven
og skænker ham sin nåde
udelelig igen.

Han lader sig fornægte
af endnu en af dem,
der ellers ville fægte
med sværdet foran ham.

Nu til sin moder siger
han: Dette er din søn!
Johannes og Maria,
der fødte ham i løn.

Hør melodi her.

Mogens Klitgaard (1906-1945) blev født otte år før 1. Verdenskrigs begyndelse og døde et halvt år efter 2. Verdenskrig sluttede. Man kan i høj grad sige, at krigen var lydspor til hans liv. I 1943 måtte han flygte til Sverige, fordi han som medlem af bestyrelsen af det nyoprettede Forfatterforbundet var i fare for at blive arresteret af den tyske besættelsesmagt. Så meget har han i hvert fald selv været del af krigen. I sin ungdom overvejede han som fattig vagabond i Paris at melde sig til Fremmedlegionen. Et tilfældigt møde med en ukendt landsmand, der inviterede den sultne hjemløse på et måltid mad og tilbød at låne ham 100 frank, hvis han ville love at opgive sine planer om at melde sig til fremmedlegionen, reddede ham.

Hans baggrund var det bedre borgeskab. Men på grund af begge sine forældres alt for tidlige død kom han på børnehjem. Intet tydede på, at han skulle blive forfatter, og han kom i gartnerlære. Efter et år stak han af og begyndte at vagabondere i hele Europa. Han fortæller selv, at det var en drøm om frihed, der lokkede ham – men på grund af sin opvækst i et beskyttet miljø var han ikke friheden voksen. Senere gik han til fægtning for at lære at se andre menneske i øjnene, og det fortælles af folk, der kendte ham, at han havde et åbent blik.

Historien om, hvordan han undgik at melde sig til Fremmedlegionen, kan godt være sand – selv om den lyder noget fantasifuld. Klitgaard har flair for den gode historie. I et essay med titlen “En søndag for to år siden” fortæller han, hvordan han han omkring sin 30 års fødselsdag befandt sig på Kgs. Nytorv sammen med alle de kedelige og velklædte borgere – og han følte, at alle mennesker omkring ham stirrede på frynserne på hans bukseben. Han kom til den erkendelse, at der ikke var meget romantisk ved at være fri og uafhængig, når man var sulten og hjemløs.

Tre år tidligere havde hans vagabonderende liv af sig selv fået en brat afslutning, fordi han blev indlagt på sanatorium med tuberkulose. Her på sanatoriets bibliotek stiftede han bekendskab med litteraturen og fik læst sig igennem alle de store forfatterskaber i sin samtid. Han udviklede en funktionalistisk opfattelse af skriftsproget, og hans første artikel bar netop titlen “angaaende skriftsprog” og var skrevet udelukkende med små bogstaver. Han skrev en roman med titlen “De sindsyges klode”. Hans Kirk læste den og anbefalede Klitgaard at læse Freud. Romanen blev udgivet posthumt i 1968.

Dén dag på Kgs. Nytorv gik han hjem og begyndte på “Sporvognen” som han omtalte den første roman, han fik udgivet . Dens fulde titel er “Der sidder en mand i en sporvogn”. Over hans skrivebord hang der en plakat af Arne Ungerman af mennesker i en sporvogn. Billedets tekst lød: “Hvorfor skulle livet i dag ikke være et lige så godt motiv som på Breughels tid?” Hermed er Mogens Klitgaards motivverden givet. Han var en realistisk forfatter. Den smeltevandsflod, som for flere af Klitgaards samtidige antog surrealistiske former, mundede hos ham – takket være hans stærke virkelighedserfaring – lykkeligt ud i det konkretes hav. Sine steder overskrider hans sprog realismen. F.eks. i novellen “Brunkul” præsterer han intet mindre end at fortælle en moderne myte.

Åben by, nu smiler du igen,
åen løber gennem dine furer;
det er altid godt at se en gammel ven,
se nu smiler også dine fruer.

Kom hertil fra Kalø Vig
gennem sorgens viadukt,
eller sejl hertil
henover Århus Bugt!

Huset lå ved åen år for år,
og det spejlede sit syn i åens vande;
og det stod til søs som skibe står,
og det nåede til fjerne strande.

Huset ligger nu et andet sted
på et blad på en af træets grene;
træet står endnu ved åens bred
i en skov langs åen og alene.

Huset skal engang om føje år
ligge ved de paralelle skinner,
og det skal hver gang, at toget går
køre ud til alle Husets venner.

Hør sangen i komponisten Rolf Heitmanns fortolkning her:

Hør remix af “Åben by” ved Vibeke Falden her: 

Se urpremiere på “Åben by” ved Århus Festuge 2008 her.

Se, Maria sjalet svøber
om hans legeme og fod,
førend hun i krybben døber
ham i øjets tåreflod.
Ko og kalv og kattekilling
borger for bevisets stilling,
og vi ved det vel fra dem,
hvad de så i Betlehem.

Hvad profeterne har varslet
om i fire tusind år,
dermed har Maria barslet,
inden hun blev tyve år.
Kalven ligger på sin trone
fin og spinkel som en tone,
som en liden tue græs
vælter kæmpestore læs.

Æselet i mørket spiser
af de fine, gyldne strå,
mens det med sit øje priser
drengen, som er lagt derpå.
Når det med sin bløde mule
strejfer ham, kan intet skjule
dyrets glæde ved at se
Gud i denne lignelse.

Hør melodi her.