Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Vi beder alle, hver især
Vi beder alle, hver især
om Guds barmhjertighed
og kærlighed og fred på jord
og hans medlidenhed.
For Guds barmhjertighed og kær-
lighed og fred på jord
og hans medlidenhed er det,
hvorpå vi alle tror.
Barmhjertigheden slår et slag
for den medlidenhed,
der kalder kærligheden frem
i fred og frodighed.
Så skal enhver fra hver sit sted,
på hver sin skæve led
tilbede kærlighed og fred
og Guds barmhjertighed.
Medlidenhed med hver og én,
med jøde og muslim
og den, der tror på ingenting
og den, der tror på rim.
For der, hvor kærligheden bor
om dør med fred og barm-
hjertighed og medlidenhed,
udstrækker Gud sin arm.
Gendigtning af “The Divine Image”, William Blake.
Hør melodi her.
Herren er her.
Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever!
Gnags
Prædiken til 2. søndag i advent.
Det er en vidundelig lignelse, Jesus fortæller i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Efter at have repeteret sin tids gængse forventning om dommens dag, flytter han fuldstændig fokus fra forventningens flimrende tåger og tager udgangspunkt i, hvad han ser lige foran sig:
“Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær”.
Det overraskende er, at Jesus gengiver undergangsvisionen i et nærmest paradisisk billede. Han siger ganske vist, at “når I ser dette ske”, altså undergangen, så skal I vide, at Guds rige er nær. Men alligevel er det som om, at der ikke er sten på sten tilbage af det univers undergangsvisionen overhovedet trivedes i. Figentræet med sin frugt fylder hele billedet.
Da Jesus ifølge Apostlenes gerninger viste sig for Paulus på vejen til Damaskus og lod ham omvende, sagde Jesus samtidig til ham: “Det bliver hårdt at stampe imod brodden”. Det vil sige, at det bliver svært at slippe de feberhede syner om egen og andres undergang eller mulige frelse.
De vanvittige syner om himlens og jordens undergang skal gå i opfyldelse for enhver, der tror på dem. Himmel og jord skal forgå. Alene skal Jesu ord om figentræet og alle de andre træer ikke forgå. Heller ikke skal alle Jesu andre ord forgå og heller ikke skal noget af det, som siden er talt ved helligånden forgå.
Pinseunderet skal ingenlunde forgå og heller ikke omvendelsen af Paulus på vejen til Damaskus. Heller ikke Luthers optræden skal forgå eller Grundtvigs salmer og heller ikke den opmærksomhed, som Grundtvig lod Indien omfatte af i henseende til fuldendensen af den kristne kirkes levnedsløb, skal ingensinde forgå.
I Pupul Jayakars biografi om Krishnamurti kan man læse om, hvordan Krishnamurti havde kontakt med Indiens premiereminister Indira Gandhi, da hun fandt ro i sig selv og besluttede at storme Det (besatte) Gyldne Tempel i Amritsar i den indiske delstat Punjab. Det fremgår af fremstillingen, at hun var afklaret med, at det kunne få en konsekvens på niveau med den som det fik, da hun kort efter blev myrdet af sine egne shikiske livvagter netop fra Punjab. Hvis ikke hun havde handlet, som hun gjorde, havde der eksisteret endnu et “Pakistan”. Indira Gandhi blev frelst ved mødet med Krishnamurti og gik sit matyrium i møde.
Selv om vi ikke ved nøjagtigt hvilke ord, der blev udvekslet mellem Indira Gandhi og Krishnamurti, så er der rige kilder til, hvad man kunne kalde Krishnamurtis forkyndelse. Det er et ord, vi ellers bruger om især en kristen forkyndelse. Men det er også hensigten her at forstå, hvad der ellers med et lidt ubekvemt ord kaldes Krishnamurtis lære, som netop en kristen forkyndelse.
Det er et godt spørgsmål, hvordan et menneske, der egentlig ikke forstår sig selv som kristen, alligevel er i stand til at levere en forkyndelse, som i sit væsen opleves som værende i overenstemmelse med den kristne kirkes overlevering. Det letteste vil være at sige, at det er den heller ikke. Men så synes jeg man går glip af selve forvandlingen.
“Iagttagelse indebærer ingen opsamling af viden, selv om viden åbenlyst er nødvendig på et vist plan: viden som læge, viden som videnskabsmand, viden om historien, om alt hvad det sket. Når det kommer til stykket er det hvad viden er: Information om hvad der er sket. Der er ingen viden om imorgen, kun formodninger om, hvad der kan ske i morgen, baseret på viden om hvad der er sket. Et sind, der iagttager med viden er ude af stand til at følge tankens kvikke bevægelse. Det er kun ved at iagttage uden en skærm af viden, at De begynder at se den hele struktur af Deres egen tænkning. Når De iagttager, som ikke er at fordømme eller acceptere, men blot at se, vil De opdage at tanken ophører. Hvis de blot lejlighedsvis iagttager en enkelt tanke fører det ikke til noget, men hvis De iagttager tankens proces og ikke bliver en iagttager adskilt fra det iagttagne, hvis de ser hele tankens bevægelse uden at acceptere den eller fordømme den, så vil denne iagttagelse i sig selv bringe tanken til ophør, og derfor vil sindet være lidenskabeligt, det vil være i en tilstand af vedvarende forvandling”.
Jiddu Krishnamurti, The Collected Works, Vol. XIII”, 299, (min oversættelse).
Vi klan ikke rykke os selv op ved håret, men ved at kaste et blik på dette kompleks ophører det med at have relevans, og vi tilbydes et nyt indhold. Så længe vi som iagttagere er adskilte fra det iagttagne eksisterer vi i lidelse, men når vi bliver ét med synden, ophører vi med at eksistere med selvbevidsthed og er alene genstand for Guds blik.
Krishnamurti siger det på den måde, at sindet befinder sig i en tilstand af vedvarende forvandling. Det lyder næsten betænkeligt.
Så kunne man mene, at det var mere opbyggeligt at blive taget i skole af Poul Hoffmann, som i Kristeligt Dagblad den 29. november under overskriften ”Mens vi venter på den store advent” besvarede spørgsmålet om Jesu genkomst i en kronik.
Poul Hoffmanns skrifter har en lysende kvalitet, som ikke lader en upåvirket. Men der er også noget bibelsk osteklokke over det, når han absolut vil se Jesu genkomst virkeliggjort bogstaveligt ved mirakler i form af helbredelser og opvækkelse af døde nøjagtig, som da Jesus gik rundt på jorden for 2000 år siden.
Her er det ganske nyttigt at inddrage en prædiken af Ricardt Riis: ”At tro ud i den blå luft” fra samlingen ”Kristne prædikener imod islam”. Her udfoldes nemlig ikke blot en bibelsk men også en historisk anskueliggørelse af, hvad underet er: ”Igennem alle de institutioner, vi har udtænkt, for at give diskussionen iblandt os bedre muligheder, er det den kristne tros ånd eller sprogets ånd, der har gjort sin gerning”.
Hos Riis tales der ganske vist om underet og hos Hoffmann om Jesu genkomst. Hos Riis er det ånden, der virker underet, og hos Hoffmann er det Jesus selv. Men spørgsmålet er, om det giver mening at vente Jesu genkomst så bogstaveligt som Hoffmann gør, eller om en sådan forventning er udtryk for slet ikke at have forstået talen om genkomsten.
Når Paulus kan tale om at møde Herren i luften (1. Tess. 4,17), hvor ved han det så fra om ikke fra sin egen omvendelse, som jo også var en Jesu genkomst. Således bliver begivenheden på vejen til Damaskus et fænomen på linje med pinseunderet i Jerusalem, som var galilæernes version af Jesu genkomst, og ligeledes vil enhver menighed eller ethvert menneske, der kommer til tro erfare sin egen version af Jesu genkomst.
Hvis i forlængelse heraf også den historiske kirke er at forstå som en enhed, skal også denne have sin egen version af Jesu genkomst, som må forventes at kunne være en fællesnævner for alle kristne menigheder. Så det giver virkelig også mening at forvente Jesu genkomst som en historisk begivenhed.
Det er overvældende, at der findes en forestilling om dette forhold indbygget i Grundtvigs udfoldelse af, hvad han kalder den kristne menigheds levnedsløb i det lange kirkehistoriske digt: “Kristenhedens Syvstjerne”. Ikke sådan at Grundtvig gør sig forestillinger om Jesu genkomst, men derved at han udfolder hele kirkens livsløb over et spand af ca. 2000 år. Lidt købmandsregning afslører, at enden på disse 2000 år – regnet fra Jesu fødsel – er vor egen tid! Grundtvig forventede, at den syvende og sidste af syv historiske menigheder, skulle oprinde i Indien.
Blomstre i den hvide sne
Blomstre i den hvide sne
skal en julerose,
og i hvert et vindue
amaryllis ose.
Indenfor og udenfor
står det samme blomsterflor
som i vægelsindet.
Med en lille gødningspind
i en urtepotte
får vi næringsstoffer ind,
så de bliver flotte.
Når den får en kande vand
skænket af den rette mand,
ranker sig violen.
Katten kommer, lad det ske,
ind til os i varmen,
ind fra al den faldne sne,
ind i vindueskarmen.
Øret en champagneprop
hører, når det springer op
som en kat på skødet.
Ordet lyser sort og klart
på sin hvide side;
når det siger: Kommer snart,
er det allerede
skrevet i det fine sand,
skyllet væk af skum og vand
af sin egen bølge.
Tro mod det, som du har valgt,
medens at du svigter
fristelsen, som har dig solgt
kun til kødets pligter.
Løven slikker lammets fod,
frelseren gør vin af blod,
ånden ild af tunger.
Tak for al din gerning her
og din død tillige!
Sammen gør de vores ler
klar til Himmerige;
så vi høre kan og se
hele din velsignelse,
når du os den lyser.
Herren være nu med os
i de sidste tider;
han er god at være hos,
medens døden lider.
Se, nu er den svundet bort,
og hans skaberværk er stort
som hans Himmerige.
Hør melodi her.
Nu kommer Herren og lægger hånd
Nu kommer Herren og lægger hånd
på hovedet af de små,
og åbner øjet på en blind,
som aldrig Guds øje så.
Den blinde ser, at der falder regn
i mørket over jord,
og blomstrer selv det mindste sogn
at høre Herrens ord.
Han siger: Se, jeg er her nu
som fuglene de små,
som sidder i det store træ
med hovedet på skrå.
Nu løfter fuglene deres sang,
før nogen har set et gry,
og krybben er blevet til en seng
for jordens konge ny.
I østen ser de vise mænd
en stjerne dale ned
og finder i det fjerne land
et slot i Vesterled.
Hør melodi her.
Unilaterale portrætter
1.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og sprænger en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.
Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.
2.
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stav,
ellers forvandler den sig bare
før eller siden
til en dragt prygl,
fordi den tror,
det er en kjortel.
Jeg forstår godt, Abbas
støver en stav,
så ånder den åbne
mund et ord,
fordi hun tror,
det er et kys.
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.
I Edens have skabte Gud
I Edens have skabte Gud
os af den sorte muld
og lod os i vort ansigts sved
kun klæde os i uld.
Vi bærer mærkerne af slid,
men korset, det er let,
for Kristus bærer det med flid,
og nåde går for ret.
Ad smertens pinefulde vej,
hvor hjertet bliver solgt
til stanglakrids og hurlumhej,
har vi vor frelser fulgt.
Vi beder ham om dagligt brød
og smør på skiverne
men også om den visse død
imellem løverne!
Men løverne, de brøler kun
som torden mellem os,
fordi det er en han og hun
med poterne på mos.
Alverdens dyr har Herren skabt
af kærlighed til dem,
sit eget hjerte har han tabt
til os i Betlehem.
Hør melodi her.
Hvorfor taler vi så sødt
Hvorfor taler vi så sødt,
at vi kalder hvidt for rødt,
som om vi vort Dannebrog
fra den slagne fjende tog,
selv om det, hvad alle ved,
dalede i slaget ned.
Sejren kom på vinger blå,
og hvad intet øje så,
var den hånd, som bar vort skjold
udi fjendens magt og vold,
og den hånd, som bar vort sværd
imod hele fjendens hær.
Fjenden led sit nederlag
i det sagnomspundne slag,
Danmark vandt sin lethed der,
som vi vinder klarhed her
over løgnen i vor mund
ved det lykkelige fund.
Det er sandt, for det er sket,
det har Sagas øje set,
at vi trukket har en streg,
som vi gjorde det i leg
for at sikre kysten rå,
som ved Vesterhavet lå.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Forsigtigpeteriet fra samlingen Kristne prædiker imod islam. Se her.
Salmen erstatter en tidligere salme skrevet til samme prædiken. Ricardt Riis kalder den selv for den hårdeste af de ni prædikener, som samlingen udgør. I mit første forsøg veg jeg tilbage for at matche denne hårdhed, men jeg har ombestemt mig og forsøger det alligevel.
Hør melodi her.
Salmer imod islam
Ricardt Riis har skrevet bogen “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”, som består af ni prædikener med hver deres emne relevant for dialogen mellem kristendom og islam. Forfatteren henviste selv til en version af bogen på nettet i et blogindlæg – og det har været en fornøjelse at læse den.
Jeg læste bogen på den måde, at jeg for hver prædiken skrev en salme mere eller mindre på linje med prædikenens indhold. I et enkelt tilfælde, hvor emnet var alkohol, har jeg skrevet nærmest imod Ricardt Riis – men kun fordi han her gav muslimerne medhold.
Iøvrigt er den islamkritik, man møder hos Ricardt Riis altid eftertænksom og imødekommende overfor islam – men jo også velbegrundet kritisk. Det eneste irriterende er, at den er så udtømmende. Jeg har således været nødt til at skifte genre for at få et ord indført. Her er alle ni salmer:
1.
Selv her, hvor alting flyder,
og intet er i ro,
opstår de gamle dyder
af kærlighed og tro.
Men derfor de os hader
og lægger råd imod
os, når vi ikke bader
igen i samme flod.
De rejser sig og truer
med tungetale sød
og dømmer blide duer
til ængstelse og død.
Men hør fra Himlen toner
en latter fint herned
og os med det forsoner,
hvorunder før vi led.
Vor Gud har lagt til rette
de gerninger forud,
som vil os vejen lette
i stedet for hans bud.
Som om vi går i søvne,
i sikkerhed vi går
og virker over evne
i ét og tusind år.
I konger vær nu kloge
og tag imod mit råd
i mine løbske toge
og udfør dér min dåd.
Jeg skifter spor og tager
på denne dag dig hjem
en morgen lys og fager
i mit Jerusalem.
Efter Salme 2. Gendigtet til prædiken af Ricardt Riis: Han, som troner i himlen, ler fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
2.
Gud vil dit åbne ansigt se
og ikke se dig knæle
med panden mod den hvide sne
berøvet mund og mæle.
Han vil, at du dig selv som han
med ét vil åbenbare
og vise, hvad du vil og kan
igennem fryd og fare.
Er der en kvinde eller mand,
som du vil gerne ægte,
så det går over al forstand,
så kan det ingen nægte.
Kun én kan sige nej til dig,
og det er den, du spørger,
og så vil sagen ordne sig,
selv om du også sørger.
Når hjertet bliver stort og tomt
og falder for beviset,
så knuger han dig særlig ømt
igen i Paradiset.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Den totale hengivelse fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
3.
Se nu strækker vinen sine rødder
ud i jorden under dine fødder,
som er fyldt med rigelig af nødder.
I det land, hvor mælk og honning flyder,
regner det med vin af alle dyder,
som vi nu og da med Herren nyder.
Han er stokken, hvorpå vi er grene,
aldrig skal vi vokse vild alene,
men han vil os med sin kraft forlene.
Når vi drikker vinens søde drue,
skal vi ind i Himmerige skue,
før vi går derind på himlens bue.
Derfor drikker Jeppe, må vi sige,
kun fordi, at det er Himmerige,
han kan se, og det har ingen lige.
Men nu skænker Jesus i vort bæger
vinen ny, og vi imod den tager,
og vi ved, at det er ham, vi smager.
På hver klase vokser tusind druer,
og af dem udklækkes tusind duer,
og de flyver ind i tusind stuer.
Se, vi ser hans ansigt i det høje,
og vi får et øje for et øje;
hvorfor lader afholdsfolk sig nøje?
Jesus ville forskellen udligne
mellem ham og os og os velsigne.
Sådan vil vi nu vor frelser ligne.
Skrevet til og imod prædiken af Ricardt Riis: Alkohol fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
4.
I bønnens dyb har Ånden magt,
så Ordet kan slå rod,
som kilden springer uforsagt
og bliver til en flod.
Maria løb nu som en flod
med Jesu egne ord
på læben på sin lette fod
på den forløste jord.
Som floden kun kan munde ud
i havet med sit vand,
så bragte hun det største bud,
der lyder over land.
Hun stiftede den menighed,
som siden Peter tog
til sig og også tog i ed
og Paulus overdrog.
Nu flyder floden ren i hav,
og stenen i vort spejl
sig åbenbarer blødt i rav
og blidt i hvide sejl.
Hvor Luther satte ud sin pram
i flodens stærke strøm,
tilbød Grundtvig at hjælpe ham
op til Jerusalem.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Treenigheden fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
5.
I skal have samme sind
overfor hinanden,
som om én af jer var blind
kvinden eller manden.
Jesus lod os se, hvordan
vi skal afkald give
på os selv, så selv vi kan
lige med ham blive.
Aldrig holdt han det for rov
selv at være rundet
af fuldkommenhedens lov,
hvoraf vi er bundet.
Med en tjeners trøje på
gik han under jorden
ned, hvor lynet skulle slå
efterfulgt af torden.
Indtil døden på et kors
lod han sig ydmyge,
indtil døden kom på tværs
ligesom en byge.
Derfor Gud ophøjet har
navnet over navne
lyser som en stjerne klar
over alle havne.
Hvert et knæ skal bøje sig,
hver en mund bekende:
Kristus er guddommelig
indtil verdens ende!
Selv om det er svært at tro,
at vi er hans lige,
danner Jesus Kristus bro
ind til Himmerige.
Efter Filipperbrevet 2,5-11. Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Kvindesynet fra samlingenKristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
6.
Gud er kommet hjem igen
til sit eget rige;
Zion kalder han sin ven,
Garizim sin lige.
Oliebjerget har hans fod
kysset med sin tue;
Sinaj, der hvor tjørnen stod,
lyser med sin lue.
Selv på Golgata et træ
skælver med sin klase;
rosen i Getsemane
trygler om en vase.
Libanons og Karmels glans
falder over riget;
Sarons yndigheder hans
fylder Himmeriget.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: At tro ud i den blå luft fra samlingen Kristne prædikerner imod islam. Se her.
Hør melodi her.
7.
Giv kun kejseren sin ære,
så han den i pragt kan bære
og den sidste krone få.
Men giv Gud, hvad ham behager,
aldrig giver han men tager
selv din tornekrone på.
Kejseren vil alt bestemme,
lader aldrig dig fornemme,
hvad du vil og, hvad du kan.
Gud ser ned til dig i nåde
og vil dig i nøden råde
til at se din frelser an.
Kejseren har nu sin glæde
i at se dig krummer æde
af sin egen høje hånd.
Frelseren vil åbenbare
sig for dig med solens klare
øje i sin åbne ånd.
Kejseren til døden dømmer
dig, når det sig ikke sømmer,
hvad du gør i liv og død.
Gud benåder dig til fulde
nu og her og under mulde,
vækker dig af hvilen sød.
Giv kun kejseren det hele,
når der intet er at dele,
så du dig bevarer hel.
Frelseren sit øje river
ud, men Gud i nåde giver
det i Himmerige del.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Grundloven eller koranen fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
8.
Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.
I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.
Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.
Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.
Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder.
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.
Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.
Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!
Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit,
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.
Jeg folder brat min faldskærm ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
for alle frit at skue.
Nu lander jeg i løb og se:
Gud lod ved mig sin vilje ske
og lod mig Jorden kysse.
Nu sænker Himmerige sig
på fuglevinger over
den lykkelige, som er mig,
jeg våger eller sover.
Jeg går i tryghed, hvor jeg går
med glæde hvert et enkelt år,
Gud vil mig lade leve.
Vers 1-7 frit efter Nu fryde sig hver kristen mand i DDS, Luther 1523. Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: De andre og os fra samlingen Kristne prædikener imod islam. Se her.
Hør melodi her.
9.
Hvorfor taler vi så sødt,
at vi kalder hvidt for rødt,
som om vi vort Dannebrog
fra den slagne fjende tog,
selv om det, hvad alle ved,
dalede i slaget ned.
Sejren kom på vinger blå,
og hvad intet øje så,
var den hånd, som bar vort skjold
udi fjendens magt og vold,
og den hånd, som bar vort sværd
imod hele fjendens hær.
Fjenden led sit nederlag
i det sagnomspundne slag,
Danmark vandt sin lethed der,
som vi vinder klarhed her
over løgnen i vor mund
ved det lykkelige fund.
Det er sandt, for det er sket,
det har Sagas øje set,
at vi trukket har en streg,
som vi gjorde det i leg
for at sikre kysten rå,
som ved Vesterhavet lå.
Skrevet til prædiken af Ricardt Riis: Forsigtigpeteriet fra samlingen Kristne prædiker imod islam. Se her.
Hør melodi her.
Gud priset vær i dag
Gud priset vær i dag
for hjælp til hver en tid
og tro på kærlighedens sag
indtil den sidste hvid.
Hans arm er som en bro,
som vi kan vandre på
op til hans skulder i den tro,
at vi på den kan stå.
Det være må din lod
at dele lykken din
og al din tankes overflod
ud fra din pande fin.
Lad os nu gå med fryd
ud til de andre små,
at de barmhjertighedens dyd
med dig brat dele må.
Herodes i sin borg
har planer for med dem
og sender englen i sin sorg
ud fra Jerusalem.
Vers 1-4 efter “O praise our God today”, Henry W. Baker 1861.
Ånd på mig, Helligånd
Ånd på mig, Helligånd,
fyld mig med vind påny,
at jeg må spændes som et sejl
og svæve som en sky.
Ånd på mig, Helligånd,
antænd mit hjertes glød,
indtil min vilje bliver din
og rejser sig af sin død.
Ånd på mig, Helligånd,
bland op min sjæl med din,
indtil mit kød med al min synd
går op i din flamme fin.
Ånd på mig, Helligånd,
så jeg skal ikke dø,
men leve i fuldkommenhed
med dig på en øde ø.
Ånd på mig, Helligånd,
svævende frit og let,
og læg dig ned på bølgerne
ud over Genesaret.
Vers 1-4 efter “Breathe on me, breath of God”, Edwin Hatch, 1878.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 