Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Solsortenætter
/crated/thumbs/art/2014/07/16/e5fc7ad781a030318ad84230065a51c2/960.jpg)
Mod gyngende moser
og sarte mimoser
jeg længes hver eneste dag;
når fly forulykker
og sprænges i stykker,
så frelses min døende dag.
Når russerne kommer
i støvler til sommer
og spærrer hver eneste vej,
da vil jeg mig fryde;
og det vil jeg nyde,
at ile og vise dem vej.
Men det kan jeg huske,
at træer og buske
udspringer hvert eneste år
med yndest og ynde;
her vil jeg begynde
at længes mod kommende år.
Mod solsortenætter
og lysende vætter
jeg drages hver eneste dag,
hvor sangen genlyder
i mørket og byder
mig møde den signede dag.
Den dæmrer i tågen
og kendes på mågen,
der kalder den ukendte gud;
nu åbner violen
sit hjerte mod solen
berørt af den levende Gud.
Hør meodi her.
Kirken i Gyngen 
Hej Lars
Jeg håber sandelig ikke du for alvor mener, at du vil fryde dig, “når russerne kommer”, det var dog det mest…
Næste forbud derovre bliver forbud mod sex før ægteskab.
Jeg håber du er ironisk!
Hilsen Helle Dalgaard
Ruslandskender og oversætter fra russisk
Sendt fra min iPad
Hej Helle
Min lille sang her blev til som en replik til Brian P. Ørnbøls digt “Slavernes tid”, som han samme dag slog op på Poetklub Århus´ side på Facebook. Brians digt indledes med et citat fra Tom Kristensens digt “Angst” om at længes mod “Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død”. Med afsæt heri skrives der et overmenneskeunivers frem i en noget vulgær-nietzscheansk stil. Vulgært, synes jeg, fordi Nietzsches forsonende begreb “amor fati” ikke indfanges, altså et overordnet ja til livet. Brians digt har egentlig karakter af eskapisme. Det ville jeg gerne modsige med min salme, og kun i de to første vers går jeg ind på tankegangen: at længes efter et voldsherredømme. I de to sidste vers skildres en anden form for længsel.
Hilsen Lars