Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Se, en verden
Se, en verden fuld af glade børn.
De smiler stærkt og brydes for at bære.
Du mærker kroppe trykke mod dit sind
og stryge let henover dine tanker.
Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket,men holder sig sort,
så vi ikke kan se det forgår.
Imens islam fordufter fra jordens overflade,
vil jeg ikke ofre den en eneste tanke.
Jeg vil stå som en rose i ørkenen og dufte.
Koranen er forduftet fra min oase.
*
Som Bob Marley på scenen i Kingston, Jamaica
går fra et baghold med kugler i kroppen,
optræder publikum selv på en scene
løftet af rytme og sang og musik.
Sangene står som figurer i luften
frit under fuldmånens egen figur,
skabte af Thorvaldsen selv under samme
måne af marmor og støv og atomer.
Skønt Sophus Claussen besang deres oprør,
vidner de selv om en drift imod form,
søger bevidst mod bevægelsens ophør,
giver sig ind under henfald og Gorm.
*
Den Gamle deler riget med Harald,
som over Danmark og Norge bød.
Salen er sort med et bud om et dødsfald
i vores midte. Det er Knud, som er død.
Men ingen kvinder skal græde, det siger
Kongen og tilføjer sagte: Det sner!
Syng mine børn, både drenge og piger.
Ånder på øjet, der græder. Det sker.
Ved Babylons floder, der sad vi og græd,
berøvet vor lykke, vort navn og vort ry,
af skæbnen forstødt til en uvenlig by.
Dog sang vi af hjertet i Abrahams skød.
Kirken i Gyngen 