Nu rider Jesus på sit æsel ind

Nu rider Jesus på sit æsel ind
i byen, som han ville samle
som kyllingerne blidt af hønen blind,
var de spæde, unge eller gamle.

Vi breder friske palmegrene ud
og lægger vore egne klæder
på gaden, hvor han i sit tempelskrud
allernådigst på vor løber træder.

Jerusalem, din konge sidder af
sin ganger og er ved at smile,
for Zion løfter Himmeriges tag,
og hvert enkelt skridt er mange mile.

*

Han går med ét på tempelpladsen op
og fejer flisen med sin svøbe;
i stedet sætter han sin egen krop
som en due eller spurv at købe.

En røverkule af min helligdom,
det har I gjort for længe siden;
det råber han og vælter boden om,
som den lille viser viser tiden.

Den store viser falder nu i slag
i og med, at hans time kommer,
og konge er han kun endnu en dag
her i evighedens korte sommer.

*

Jeg siger jer, at en af jer om lidt
forråder mig med sine læber;
nu er det sagt formildende og blidt
til den, som mig med sin gerning dræber.

Det brød, jeg bryder er mit eget kød,
der slagtes som et lam til festen;
den vin jeg skænker er mit eget blod,
som udgydes af ypperstepræsten.

Nu skal jeg ikke smage druens frugt,
før høsten kommer med sin fylde,
og vinen læsker ganen med sin fugt
i Guds rige med de duer milde.

*

Min Gud, jeg beder dig, lad denne kalk
gå mig forbi i midnatstimen,
og lad mit øje stige som en falk,
når jeg hæver mig højt over stimen.

Nu sover de den drømmeløse søvn,
hvortil jeg selv går ind alene,
hvis det din vilje er, med sorg og savn
efter min Maria Magdalene.

Hun salvet har mig før min grumme død
og gjort, hvad selv jeg gerne ville
for denne onde slægt med vin og brød
og som David på min harpe spille.

*

Fra nu af skal ved magtens højre hånd
I se mig og på himlens skyer
ud drage over landet med min ånd
som en drage over alle byer.

Min hvisken når dit øre for min fod:
Det er din søn, der står ved siden
af dig og bliver plettet af mit blod,
og hans mor er du for eftertiden.

Mit billede har nu Veronika
med sjælens aftryk i et klæde,
der glider op, når hun harmonika
spiller for de levende og døde.

*

Nu banker jeg på Himmeriges dør,
som jeg i kvæld på helvedsporten
min kno lod bløde frit som aldrig før,
som mit hjerte bløder under skjorten.

Af hængsel sprang den hængelåste port,
da indefra der sprak en revne,
og mørket vældede så stort og sort
ud fra hver af de tiloversblevne.

Nu er det kun et enkelt lille slag
fra trinet på min himmelstige,
hvormed jeg bønfalder dig nat og dag
om at træde ind i Himmerige.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/87/70/2