Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Nu rider Jesus på sit æsel ind
Nu rider Jesus på sit æsel ind
i byen, som han ville samle
som kyllingerne blidt af hønen blind,
var de spæde, unge eller gamle.
Vi breder friske palmegrene ud
og lægger vore egne klæder
på gaden, hvor han i sit tempelskrud
allernådigst på vor løber træder.
Jerusalem, din konge sidder af
sin ganger og er ved at smile,
for Zion løfter Himmeriges tag,
og hvert enkelt skridt er mange mile.
*
Han går med ét på tempelpladsen op
og fejer flisen med sin svøbe;
i stedet sætter han sin egen krop
som en due eller spurv at købe.
En røverkule af min helligdom,
det har I gjort for længe siden;
det råber han og vælter boden om,
som den lille viser viser tiden.
Den store viser falder nu i slag
i og med, at hans time kommer,
og konge er han kun endnu en dag
her i evighedens korte sommer.
*
Jeg siger jer, at en af jer om lidt
forråder mig med sine læber;
nu er det sagt formildende og blidt
til den, som mig med sin gerning dræber.
Det brød, jeg bryder er mit eget kød,
der slagtes som et lam til festen;
den vin jeg skænker er mit eget blod,
som udgydes af ypperstepræsten.
Nu skal jeg ikke smage druens frugt,
før høsten kommer med sin fylde,
og vinen læsker ganen med sin fugt
i Guds rige med de duer milde.
*
Min Gud, jeg beder dig, lad denne kalk
gå mig forbi i midnatstimen,
og lad mit øje stige som en falk,
når jeg hæver mig højt over stimen.
Nu sover de den drømmeløse søvn,
hvortil jeg selv går ind alene,
hvis det din vilje er, med sorg og savn
efter min Maria Magdalene.
Hun salvet har mig før min grumme død
og gjort, hvad selv jeg gerne ville
for denne onde slægt med vin og brød
og som David på min harpe spille.
*
Fra nu af skal ved magtens højre hånd
I se mig og på himlens skyer
ud drage over landet med min ånd
som en drage over alle byer.
Min hvisken når dit øre for min fod:
Det er din søn, der står ved siden
af dig og bliver plettet af mit blod,
og hans mor er du for eftertiden.
Mit billede har nu Veronika
med sjælens aftryk i et klæde,
der glider op, når hun harmonika
spiller for de levende og døde.
*
Nu banker jeg på Himmeriges dør,
som jeg i kvæld på helvedsporten
min kno lod bløde frit som aldrig før,
som mit hjerte bløder under skjorten.
Af hængsel sprang den hængelåste port,
da indefra der sprak en revne,
og mørket vældede så stort og sort
ud fra hver af de tiloversblevne.
Nu er det kun et enkelt lille slag
fra trinet på min himmelstige,
hvormed jeg bønfalder dig nat og dag
om at træde ind i Himmerige.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/87/70/2
Nu kommer Josef til den by
Nu kommer Josef til den by,
hvor han engang var hjemme,
men finder kun et stakket ly,
hvor han kan gå i glemme.
I stalden må han slå
sig ned på halm og strå
med barselskvinde, suk og ve,
og dog skal her et under ske.
Maria, hans trolovede
og Herrens tjenerinde
har holdt det ord, hun lovede,
og nu er tiden inde.
Nu føder hun Guds søn
i løn og under bøn,
som høres under himlens hvælv,
uhørlig dog for hende selv.
Guds engel ganske tæt derved
for hyrderne sig viser
og giver dem herom besked,
befaling og beviser.
Frygt ikke! Det er mig,
og se en glædelig
begivenhed har fundet sted,
hvorom I som de første ved.
I stalden er der blevet ro
i båsen og på jalet,
men vakt er dog den største tro
i krybben og i sjalet.
I himlen er der fryd,
bebuder englelyd,
på jorden er det blevet dag,
i mennesker Guds velbehag.
Maria gemmer hvert et ord
fra denne hyrdetime
om frelsen for den hele jord
og får det til at rime.
Hvad hende Gabriel
for hele Israel
med kærlighed forkynde lod
ved ebbe er nu overflod.
Selv månen lyser fuld og klar,
men holder sig tilbage,
og skinner kun i rudens glar
og på de flade tage.
Her i den samme egn
står klare stjernetegn
som overalt, hvor denne jord
har vendt sit ansigt imod nord.
Fra østen går en stjerne frem
som en gesandt fra solen
og standser over Betlehem
i bogen i reolen.
Nu tager vi den ned
med fryd og julefred,
som var det selve Pagtens ark,
vi fandt igen på Herrens mark.
28. nov. 2018
Se nu lander i det høje
Se nu lander i det høje
solen på den hvide sky,
for dit himmelvendte øje
stråler en forklaret by.
Regnen falder for din fod,
det er Jesu Kristi blod,
som i jordens skød velsigner
alt, hvad Himmerige ligner.
Lang er nu den korte lykke
i Jerusalem det Ny
på det ellers korte stykke,
der går ned til Belle Vue.
Se det yderst grønne græs
overfor på Helgenæs,
her på vores egen side
lyser markerne så hvide.
Sandet strækker sig så længe
øjet rækker på en dag,
bølgen i sin vante gænge
slår nu sine bedeslag.
Badebroen rækker ud
fyldt af nøgen krop og hud,
som i dåbens hvide kjoler
sig for Herrens øje soler.
26. okt. 2018
Tak du min Immanuel
Tak du min Immanuel
for den søde time,
som det er mit store held
i din store stime
nu at være fanget i
i dit søde Himmerig.
I min Faders favn og skød
har jeg evig hjemme,
og al verdens savn og død
lader han mig glemme,
når han rækker mig sin hånd
med den gode Helligånd.
Lykkelig er hver en dag,
som den til os kommer
fuld af lykke for og bag
og i sine lommer
efter dagens gerning hjem
til os i Jerusalem.
Lad os stifte fred på jord
Lad os stifte fred på jord
i det mindste og det største
fra det sidste til det første
med det os bekendte ord,
som i mørket skabte lyset
og i lyset gjorde liv,
hvorved det fremkaldte nyset
med sin bydemåde bliv.
Freden breder sig på jord
og går ind i alle byer
på de store hvide skyer
til det store fælles bord,
hvor der skænkes morgenkaffe
til enhver, som kommer hid,
så det handler om at skaffe
kopper nok i rette tid.
Lad os gå ud over jord
og for folkeslag forkynde
ordet og med det begynde
i vor egen lille hjord,
så vi når til verdens ende
allerede nu i dag
og der på en studs kan vende
om på Himmeriges tag.
Til alteret vi går
Til alteret vi går
at ofre liv og lemmer
med alle vore sår
og løfte vore stemmer
med tak for trekornsbrødet
for det, som vi har ødet,
og dertil husets vin
som nu er din og min.
Vi rejser os og står
berusede i rummet,
til himlens hvælving når
den sang, som er forstummet,
et ovenlys er fanget
i linsen og er langet
henover bordet her,
usynligt dog det sker.
Det store hvide rum
med alle sine hjørner,
gør min forundring stum
som alle himlens stjerner,
der daler ned i støvet
på jorden, som er prøvet
i ild og vand og luft,
med en velsignet duft.
Hvad menes der med kristendom
Hvad menes der med kristendom,
og hvad betyder nåde
til forskel fra den jydedom,
der er Gud selv en gåde?
Det er et hemmeligt kartel,
der cirkulerer skrøner
om jomfrudom og Karl Martel
og æg foruden høner.
Og Danmark er et kristent land,
hvis Børge skulle spørge,
og nissen er den største mand,
langt højere end bjerge.
Nådig kaster æren skygge
Nådig kaster æren skygge
i Jerusalem det Ny
på det ellers korte stykke,
der går ned til Belle Vue.
Se det yderst grønne græs
overfor på Helgenæs!
Her på vores egen side
lyser markerne så hvide.
Sandet strækker sig så længe
øjet rækker på en dag.
Bølgen i sin vante gænge
slår nu sine bedeslag.
Badebroen rækker ud
fyldt af nøgen krop og hud.
Hjertet strækker sine våben,
overgiver sig i dåben.
Menneske skal barnet hedde
efter bedstemoder sin,
som har lært os selv at bede
pænt om både brød og vin.
Længe levede hun glad
uden skam og figenblad
med en fylde i sin mave
som i Paradisets have.
En efterladt kirke
En efterladt kirke,
i den skal vi virke
og holde gudstjeneste i,
skelettet på korset
og krøllen på verset
bevidner, at tanken er fri.
En skræmmende tanke,
når verset sin manke
har rystet i skaberens ånd
som løven i skyggen
med vinger på ryggen
udført af en lykkelig hånd.
En lykkelig skaber
af fugle og aber
i fjernsynets former for liv,
hvor fuglene letter
i flokke på sletter,
når skaberen siger sit bliv.
Se, nu stiger solen op
Så tror jeg, salmen faldt plads med ændring af tredie og nyt fjerde vers:
Se, nu stiger solen op,
aldrene af dage,
ung endnu i sjæl og krop,
aldrig uden mage.
Jorden åbner glad sin favn,
lader æbler falde
af hvert underfulde navn,
de sig lader kalde.
Kirkeklokken ringer med,
yngre dog end solen,
med sin klang af kærlighed
over nådestolen.
Se, nu skuer solen ud
over alle tage,
bringer et velsignet bud
over alle dage.
Det kritiske punkt var ordet “prækestolen”, som jeg skrev, fordi jeg mente “nådestolen” ville være for vidtløftigt og uforståeligt. Men “prækestolen” bragte en ironisk distance ind, som førte væk fra anslaget. Ries melodi bragte mig tilbage på sporet, som det måske kan være interessant at kende til, selvom det naturligvis ikke har betydning for sangen i sig selv:
“At 5:30 p.m. Krishnamurti came through the back of the canvas. Sliding off his sandals, he sat cross-legged on the table and made the palms together-namaste-gesture of greeting, which the audience returned. In his usual silence, he looked slowly around. Sitting this way in immaculate cleanness and utmost grace, he was a totally beautiful human being. Beautiful is not an odd word to use of this man and a man of seventy; it is the only word. Sex and age had no meaning. It was human beauty so essential that any qualification was irrelevant. As he began to speak with an intensity of precision and almost passion, there was about him an authorithy, a majesty, as if he had entered inti the historic state of the grat teacher, seen only rarely through the centuries.”
Mary Zimbalist “In the Presence of Krishnamurti” p. 13-14.
Kirken i Gyngen 