Kirken i Gyngen

Herre, for din fod jeg finder
mig, hvor jorden selv mig binder
mig som i min grav.
For at jeg en påskemorgen
springer ud af julesorgen
ind i dine krav.

Hvad du end af mig forlanger,
hvad min næste herlig trænger,
ofrer jeg for dig.
Aldrig tager jeg mig sammen
for med stemme og med stammen
kun at tjene dig.

Kun dit kors, din grav og glæde
søger jeg i høje sæde
ved din højre hånd.
Se, en stige fra det lave
ind i Paradisets have
fører ved din ånd.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/4/150/2

Nu falder katedralens skygge
fra gaden og i stuen ind
og strækker sig det sidste stykke
fra ruden ind i sjæl og sind,
hvor skyggen af en klokkes klang
mit hjerte stemmer til en sang.
 
Jeg rører ved min lyres strenge
og slår en salmetone an,
som klinger uforsagt og længe,
som gamle toner vil og kan,
så blidt en ny sig føjer til,
som nye toner kan og vil.
 
Da hører jeg en tredje tone
sig blande med min melodi,
udgå fra herlighedens trone
frem uafvendelig og fri
og gøre ende på min sang,
som jeg har sunget dagen lang.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/350

Kirken stråler i al sin glans
som en lykkelig kvinde,
helt sin egen og også hans,
som har hende i sinde;
han er den klippe, hvorpå hun går,
han er den tinde, hvorpå hun står.

Udsyn frit over jordens rand
til de yderste ender;
der, hvor himlen er sat i brand,
og hvor kragerne vender,
dukker en flåde ud af det blå
med kors og stjerner og sole på.

Havnen vrimler med folk og fæ,
og de lystige skibe
har lagt til kaj i ly og læ,
hvor de ligger på stribe,
indtil de sejler herfra igen,
Gud ved alene, hvor de skal hen. 

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/105/529/2

Jeg går i tusind tanker
og grunder stadigt på,
hvor dybt mit håbets anker
i himlen synke må.
 
Om tyderne vil sige,
at jorden, den forgår,
skal aldrig troen vige
så meget som et hår.
 
Jeg ser ud over heden,
som sig forvandlet har
ved nyk af kærligheden
nu til en himmel klar.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/612/55

Når bugtens alt for salte vand
om efteråret stiger
op over vandets vante stand
i lande og i riger,
og trænger ind i å og sø
er døden i dens følge,
det er den anden bølge.
 
I tusindvis af ferskvandsfisk
har måttet lade livet
uagtet gulerod og pisk,
og hvad de tog for givet,
de vender bug og side til,
som faldt de om på gaden,
og op til overfladen.
 
Så sandt som øjet står i vand
opstår den mørke skygge
henover bundes brune sand
og fylder mig med lykke,
for andre fisk i tusindvis
er svømmet ud i vandet,
en aborre blandt andet.
 
Kun hejren står imellem siv
urokkelig som stenen,
der står imellem død og liv
ret under misteltenen
og tøver i en evighed,
hvad vil mon tiden bringe,
og letter på sin vinge.
 
Et billede på livet selv
i små og store vande,
når tordenbrag og efterskælv
i riger og i lande
er dagens kost for brød og ost,
og kærnet smør på brødet
står frem igennem ødet.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/228/90/2

Lys er november, endnu er det klart,
dagen består i sin sprække,
mørket vil falde usvigeligt snart,
stjernerne står på en række
for at spredes ud over alt,
som vi kværner peber og salt
over brødet, vi bryder. 


Brødet er delt som den skælvende jord
over i to, som er halve,
føjes dog sammen ved sandhedens ord
som siamesiske kalve,
sært at skue, men det er sandt,
hvad vi søgte og siden fandt
ved at kigge i spejlet.


Det er en gåde, som ingen forstår,
førend vi mødes i luften
med den Herre, som kommer og går
ligesom rosen og duften,
ja måske er han netop den
rose, der visner og blomstrer igen
langt inde i november.

Jeg ved, jeg har vundet,
jeg ved, jeg har spundet
en tråd af den fineste uld,
jeg løber af dokken
og spinder på rokken
en tråd af det pureste guld.
 
Jeg indvæver tråden
i glæden og gråden
i himmel såvel som på jord
med garnet, jeg vinder,
og sløjfen, jeg binder
op med et forløsende ord.
 
Jeg siger det bare
og lader det fare
som skarverne ud i det fri,
der samles i flokken
og flyver mod dokken,
så vidt jeg kan tælle til ti.
 
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/397/505

Alting højnes af dit nærvær,
bjerge skaber du af skærver,
så de rækker ind i himlen,
lige ind i stjernevrimlen,
dybere end mørket selv.
 
Her er lyset altings kilde,
her er alle blomster vilde
her er blomster, her er bier,
her er brodden en forbier,
her er herligheden selv.
 
Herskerinde min og muse,
anemone min og rose,
duften over alle bjerge,
min formynder og min værge,
min forløser og mig selv.

Gåsefjeren i din hånd,
når du spænder himlens bue
sig forvandler ved den ånd,
som sig lod se som en due,
til en pil, som flyver let,
indtil at den rammer plet,
og igen forvandles der
til en pudset vingefjer.

Let og med et tak for lån
i sit DNA graveret
hæver den sig over hån
højere end selv geværet
rækker i sin kileform
over ormesæk og orm
som et V og som et Y
over Himmerland og Thy.

Gåsedunet daler ned
som desserten på din tunge,
og de gamle taler med
samme lethed som de unge
om den manna, som de fandt
i det øde, det er sandt,
at vi genopstår og lever
gåsevin og gåselever.

Nu kommer Herren på himlen blå
som sol på de hvide skyer,
der lavt hen over de tage skrå
helt ind i vor stue tyer
og samler sig i den gode vin
i glasset skænket til din og min
forsoning med himlens tale.

Den falder frit fra det høje loft
som manna ned over bordet
med kværnet peber og saltet groft,
for nu at tilsmage ordet,
så det vil falde i vores smag,
og derfor bliver det ingen sag
at falde på vore tunger.

Så let vi siger, hvad Herren vil
til jøder og farisæer,
for gode dog til det falske spil,
som spilles af saddukæer,
af ordet formet fra top til tå,
fra a forsonet med o til å
i nåde og år og gåde.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2