Kirken i Gyngen

Her i mørket, hvor jeg står,
skal jeg kunne gå på vandet,
hvor min næstes sjæl er strandet,
og hun hænger i et hår,
når en bølge uden lige
skyller benene til havs,
og hun intet har at sige,
men forbliver ramt og tavs.

Når jeg selv er faret vild
på de lange, øde veje,
hvor jeg ellers bor til leje
hos en gæstegiver mild,
kommer der en vej, jeg kender
ved en korsvej i en dal,
og hvordan jeg end det vender,
er jeg i din himmelsal.

Her i lyset, hvor du bor
i dit høje himmelsæde
med de levende og spæde
i et saligt blomsterflor,
lader du mig dig besøge,
som jeg beder til og tror,
mellem høje, tavse bøge,
som med dig til himmels for.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/135/460

Nu skal i nederlagets stund
alverden sig berede
på ordet af vor Herres mund,
som nu er her til stede,
han går igennem ild og vand
og skriver i det fine sand,
hvad intet øje skuer,
dog falder ordet rent og klart:
giv agt, giv tid! Jeg kommer snart
igen om et par uger.

Så skal jeg med min hele hær
gå ind i dødens rige
og overvinde magten der,
så synden selv må vige
for harpespil og jubelsang,
som englene den sang engang
på marken for de hyrder,
der rejste sig og fulgtes ad
til stalden, hvor de lå og bad
for alle jordens byrder.

Det er så let som ingenting
at lade ånden dale
som sne ned over alle ting
og lægge dem i dvale,
så de i søvne vender om
og frelses fra den store dom,
jeg kalder over jorden,
når regnen falder tung og hård,
og jeg i hver en gudløs gård
slår ned som lyn og torden.

Af huse kommer alle mand,
som kan en øse svinge
til nøddåb overtale ban,
vi kan dem ikke tvinge,
til truget ja, men drikke ej,
vi siger ja, de siger nej
til troen og beviset,
vor frelser i sin jomfruham
sig svøber, og med ét med ham
står vi i Paradiset!

Her vokser vinen af den jord
på udslukte vulkaner,
hvor hvedekornet som et ord
faldt over hele klaner,
og valmuer i hobetal
i vinden smukke og halal
som påskeliljer vajer
ved graven, som vi efterlod
med Jesu legeme og blod
til djævelens lakajer.

I Himmeriges land på jord,
hvor tyrkertroen sejrer
mod søster vand og moder jord,
og søster død belejrer,
langt mere end sin egen grav
har Kristus elsket den, han gav
sig selv i død på korset
igen på sejrens sidste dag
almægtig, strålende og svag
som nålen i reverset.

I Jesu navn, halleluja,
der, hvor de to figurer
i luften sprang på Golgata,
af stenens dybe furer
sig breder Helligåndens duft
ud i den klare ørkenluft
på Sions høje bjerge.
Her er en sjælden orkidé,
her er en glimrende idé
til høsten hjem at bjærge.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/109/125

Jeg møder dig i luften
med tusind engles sang,
når du i rosenduften
indgyder klokkeklang,
så sneen daler ned
med mig i store flager
nu og i evighed.

Jeg fyger for din ånde
så kold som is og sne
og stødt som allehånde
med Guds velsignelse
i kirkedriven hvid,
der bliver bagt i ovnen
en god halv times tid.
 
Jeg spirer under sneen,
en rose hvid og ren,
et trylleslag af feen
henover mos og sten
så blød og hård som flint,
der flyver gennem luften
henover buk og plint.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/117

I det ydre og det indre
falder nådigt Herrens ord,
det kan ingenting forhindre,
når vi sidder ved hans bord.
Her er fugl, og her er fisk,
her er gulerod og pisk,
her er vin i stride strømme,
her vilde, våde drømme.

I en herlig åbenbaring
falder Herrens klare ord
som en underfuld forklaring 
i det gudsforladte nord.
Her er syn for gamle sagn,
her er liv i gamle hegn,
her er tjørn og mirabeller,
her er tegner og fortæller.

Det er sødt som livet ligner
Herrens billede og ord,
når han os med det velsigner
over bælt og bugt og fjord.
Her er Adam med sin hund,
her er Eva blød og rund,
her er den utro forvalter,
her er Abel, her er Balder.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/279/496

Fødes igen af vand og ånd
under den klare stjerne,
legeme helt fra fod til hånd,
hjerte såvel som hjerne.

Der, hvor vi før i søvne gik
uden en ledestjerne,
ser vi nu solen som en prik
langt ude i det fjerne.

Underligt er det at forstå,
Jorden er ingen stjerne,
der, hvor du selv i graven lå
falder den mindste kerne.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/349/207

Danmark, du er dejlig uden
vind på cykelstien ud
til en kanotur på Guden
med det bedste cykelbud,
der forkynder om en hals
nu, at livet er en vals,
og deri er ingen slinger,
når den går på sine vinger.

Danmark, er der nogen hjemme
på dit middelalderslot,
hører du din datters stemme,
når hun synger for sin drot,
lyden af de nye fly
fra en himmel uden sky
drukner ganske i det lette
skrig af Björk og Anisette.

Danmark, havvindmølleparker
under horisontens rand
er usynlige som lærker
ud over det danske land,
Olafur Eliasson
uden de og uden von
bryder fladen med en kegle
under himlen over Vejle.

Danmark, fra din handelsflåde
har du på de have syv
under vejrs og vindes nåde
fået kending fra dit skiv
af den nåde fra din bro,
som du kender fra din tro,
og du vover at bebude,
at der findes liv derude.

Danmark, dine lyse nætter
er at ligne kun ved vand
på en spættet sæl med pletter
her i midnatssolens land,
kærligheden har en pris
i det hårde fjeld af is,
det kan ingen lykke skjule
helt for dronningen af Thule.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/694/301

Treenige Gud,
hvis billede krones med mørklødet hud
i Afrikas hjerte af inderlig tro
på dronning af Saba og kong Salomo,
der elsker hinanden en lykkelig stund
på gyngende grund.

Her er jeg, send mig,
det siger med lutrede læber nu jeg,
for englen har brændt dem med gloende kul,
og munden har formet sig efter et nul,
o, lad mig forkynde den døende jord
dit levende ord.

Jeg vogter min mund
og omtaler kun det velsignede fund,
jeg gør, når jeg følger din finger og gør
det gode, som er, hvad jeg ønsker og bør
og lader det onde, der overgår mig
forsvinde i dig.

Fra fiskerens båd
forkynder du bud og belæring og råd
og vælde fra dybet i det bæger vin,
hvori du har druknet en horde af svin
og gjort dem til fisk, som du fanger igen
med hjælp fra din ven.
 
O, saligheds ånd,
samhørigheds ånd i de levendes land,
som daler fra himlen i tunger af ild
og saltes på stranden i tønder af sild
med næbbet mod himlen så blank og fuldfed,
o, kristelighed.

Med ord af din mund
opbygger du skibet i skrivende stund,
og bølgernes fråde og isflagers drift
adlyder din røst, og din mindste bedrift
er større end tårne, der synker i grus,
dit skib er dit hus.

Etiopien,
som skjuler Guds ark, som er fundet igen
i hjertet af rytmen på afsides ø,
hvor sangen får vinger, og loven må dø;
du skænker Guds rige til alle, der vil,
fordi du er til.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/321/432/2

Jeg beder Gud at sige det med blomster,
fordi det er et sprog, som jeg forstår.
Han siger, det er ikke nogen hamster,
det hedder marsvin, hvor det kommer fra.
Det springer op som en delfin,
før det forsvinder dybt i havets smykkeskrin.

Hvad skal jeg sige til de mange munde, 
der mættes skal ved jordens runde bord?
Der findes sæler i de blanke sunde
såvel som der i isen højt mod nord.
Der sover bjørnen i sit hi
som her den før så honningtunge humlebi.

Den tumlede sig ør i bonderoser,
i påskeliljer og i vintergæk.
Der er en duft af hyld og abrikoser
i stuen og en lille smule træk.
Jeg tror der står dør på klem
et sted i huset i Det ny Jerusalem.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/591/6

Det er Herrens frelste får,
som i denne trængsel står
i tålmodig altergang
under evig jubelsang,
førend de går ud og hjem
gennem kirkens kattelem.

I det lille våbenhus
gives håndtryk, kram og knus
ud af nådens overflod,
Jesu legeme og blod,
førend de går hver til sit
fastende med faste skridt.

Sikre som et amen på,
Jorden skal en tid bestå
med det gamle fædreland,
sammen modstå tidens tand,
førend de fra fjeld og vig
vokser ind i Himmerig.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/588/488/2

Nu leger Gud igen med sproget
som med det allerførste ler,
og former med sin tunge noget
så let som ingenting og ser,
at det er godt som aldrig før,
når ordet falder, som det gør.

Det falder som en regn i havet,
som om det ingenting forslår,
dog står i himlens stjerner skrevet,
om Gud det vil, og tiden går,
skal vandet stige højt og stort
og stå en dag for himlens port.

Så åbner himlen sine sluser
og lukker overfloden ind,
før den den gamle hvælving knuser,
som var det edderkoppespind
spændt ud fra himmel og til jord
som fælde for det frie ord.

Hver djævel har sin tid, og denne
er bundet nu i tusind år,
og ingen ved, hvor det er henne,
og det er al den tid, han får,
før Herren kommer i sin pragt,
som han det os forud har sagt.

Han kommer på de hvide skyer
på flugt hen over land og ø,
som helt og fuldt, imens de flyer,
sig spejler i den blanke sø,
så himlens billede står klart
for os på jorden i en fart.

Det er en drøm, der efterlader
et spor af duft i krop og knæ
ud i de nye bryllupsklæder
på skuldrene af folk og fæ,
der soler sig i brudens glans,
selv om de ved, at hun er hans.

Han taber både mund og mæle
ved synet af den herlighed,
hun bringer i den agt at stjæle
et øjebliks opmærksomhed,
når hun med følge skrider frem
til festen i Jerusalem.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/391/424/2