Kirken i Gyngen

Guds børn imellem folkevrimlen
sig åbenbarer for os her,
de kommer til os sendt fra himlen,
ildsjæle skabt af ånd og ler,
og genopliver Herrens ord,
hvor det er stumt og lagt i jord.

Det frie ord har fået vinger
og flyver som en kolibri
så lille som en lillefinger
fra reden og ud i det fri
og står så stille som en sol
ved midnat ved den frosne pol.

Det brænder pavens vrede bulle,
Koranens vissevasse vås,
som ingen kristen heller skulle
tvangsfodres med som nogen gås,
som har et rør i halsen ned
helt op til himlens salighed.

Fugl Føniks rejser sig af asken
så let som en bevinget fjer,
den lander på sin gren i asken,
Ask Yggdrasil, som vokser her,
hvor bækken frit igen sig snor,
hvor fuglen slettede sit spor.

Den samler ordet op fra klippen,
hvorpå i overflod det faldt,
det bæres rundt af spirrevippen,
som om det liv og helse gjaldt,
indtil det falder på et sted,
som ingen gud og djævel ved.

Hvor ordet frit igen forkyndes
for inuit og malabar,
hvorend der leves, og der syndes
med kåben på og ræven bar, 
benåder Gud i lyst og nød
hver kristen sjæl i liv og død.

Kun lader han den æt fortabes,
som soler sig i smiger sød,
hvorved Koranen efterabes,
hvor ellers mælk og honning flød,
så folket efter fyrre år
igen omkring i Sinai går.

Nu danser vi igen om kalven,
skønt Herren stråler som en sol
og viser vejen uden skælven
for os igen til livets pol,
hvor bjørnen danser i vort skjold
fra evighed til hedenold.

Han rejser sig en påskemorgen,
hvad end Koranen fabler om
og slukker sorgen over sorgen
i hver en kristen med sin dom,
som over hele verden lød
ud over levende og død.

Fra Betlehem og helt til Thule
har spurven sikkert fundet vej
forkynder sandt for sæl og sule,
Guds riges nåde svigter ej,
hvor hvalerne i dybet bor,
Guds riges nåde dyb og stor.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/364/424/2

Græsset fra en anden have
svajer nu i vinden her
plantet på de dødes grave
gravet i det bløde ler,
hvoraf Gud i Paradiset
skabte manden og beviset
på, at det var ingen fejl.

Smukkere end nogensinde
skabte Gud sit største værk,
formede den første kvinde
uden silke eller særk,
manden tilbad derfor hende
og gav straks sig selv til kende
ved at kalde hende sin.

Gud, som skabte mand og kvinde,
overflødiggjorde sig,
før han kunne sig besinde,
skabte dig foruden mig,
skabte os i Paradiset,
mesterværket og beviset
i sit billede og spejl.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/388

Guds menighed er i ny og næ
som månen ved aftenstide
på færde hist mellem folk og fæ,
nyudsprungne grene blide
sig føjer efter en kvindes hånd,
som månen fyldes af blod og ånd
lavt mellem de høje huse.

Der står et træ mellem den og os
endnu med halvnøgne grene,
som længes efter at være hos
sin stjerne men står alene,
Guds finger følger i et og alt
som verdens lys og som jordens salt
til æg og til smør på brødet.

Guds menighed som den klare sol
opstiger ved midnatstide,
omspænder jorden fra pol til pol,
end hælder den til en side,
førend den synker i havet ned,
omslynger jorden med kærlighed
som skum på de hvide bølger.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2

Abel bragte frem sit offer
uden tegn og apostroffer,
som han overlod til Kain,
derfor Gud retfærdiggjorde
ham, da selv han tog til orde
og stod herlig op i Nain.

Væk fra jordens overflade
tog Gud Enok for at lade
ham forskånes for at se
døden i dens hule øje,
morgenrøden fra det høje
daler ned så hvid som sne.

Noa blev en gave givet,
ved sin gerning ud i livet
frelste han sit hele hus,
Gud så hen til ham i nåde
mellem alle andre både
både elefant og mus.

Abraham brød op og søgte
kun sin gode hjord at røgte,
hvor Gud end ham fandt et hjem,
det forjættede at finde
land, han fandt det selv i blinde,
så Det ny Jerusalem.

Sara, ufrugtbar i livet,
fik sin anden ungdom givet,
fødte Abraham en søn,
skønt hans livskraft var som øde,
stod den op som af de døde
og besvangrede* hende skøn.

Underfuldt på hver en måde,
var det Abraham en gåde,
at forjættelsen fra Gud
skulle ofres til den samme,
blive derved bragt til skamme
ved det åbenbare bud.

Himlen mildnedes på jorden,
Paradiset i sin vorden
bredte sig på Moria,
Isak på sit grumme alter
sang som David i sit psalter
halleluja, gloria.

Isak selv i sine bønner
velsignede sine sønner
med det håb, som ingen ser,
højere end alle himle,
dybere end alle svimle
skuer i det bløde ler.

Esau spildte selv sin gave,
Jakob snød sig til at have
del i den på snedig vis,
som han selv til Josefs sønner
skænkede ved sine bønner
til den yngste nådens pris.

Josef så den dag oprinde,
da de skulle vejen finde
frit ud af Egyptens land,
hvor de levede som slaver
af de ting, som slaver laver
ude i det golde sand.

Moses af forældre sine
skjultes godt og vel for hine,
som Farao sendte ud,
til han af Faraos datter
fundet blev, og lyset atter 
skuede som en glans af Gud.

Hellere i folkets sæder
fandt han sine egne glæder
for Egyptens pomp og pragt,
førte det igennem havet,
hvor egypterne begravet
blev, hvor vejen just var lagt.

Jeriko bag sine mure
talte mellem sine fruer
skøgen Rahab, som tog mod
Israels udsendte spioner,
medens alle andre koner
bag de faldne murer stod.

Hvorfor nævne flere navne,
tiden knap, og skal det gavne,
må vi ha det sidste med,
hvem er det, som os forlader
al vor skyld og vore lader
for en himmelsk, salig fred?

Kristus er det, vi forkynder
for de gamle og begynder
med det skrøbelige køn,
Adam, siger Eva, smager
på den frugt, som dig behager,
som jeg fik den af Guds søn.

* Kan synges på den angivne melodi, ellers besvangred'. Tilsvarende i forhold til “skuede” i vers 11.

Hebræerbrevet kap. 11.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/484

Herrens ord, som vi forkynder,
falder i den gode jord,
folder alle sine ynder
ud som blomsten på vort bord,
påskeliljer, hyacinter,
glemmer vi, at det var vinter,
kalder selv erantis frem,
se, de kommer, det er dem.

Som en hær ud over jorden
ruller grønt vort panser ud,
brager med sin gule torden
frem i salverne af skud,
lægger jordens øde øde,
fylder dybets dyb med grøde,
vinder ind i slot og vrå,
evigt skal dit minde stå.

Kalder blidt med blomsterstemmer,
kalder krokus og viol
og på alt, hvad vi fornemmer
glædes vil ved lys og sol,
anemoner, engleskarer
højt og lavt sig åbenbarer
hist i himmel, her på jord,
brød og vin ved Herrens bord.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/563

Den anden er som sommerfuglen
midt i en sommerfuglebusk,
som nattergalen og som uglen,
som hesten og den gamle kusk
på vej hertil, før du blev til,
hinsides ordet, om du vil.

Hun synger salmerne i mørket,
der høres også et klaver,
et el-klaver, som er forstærket,
så du foran dit øje ser
hvert ord, som skrevet står deri,
når det udfoldes i det fri.

Den anden tager dig ved hånden
og fører dig, hvorhen du vil,
selv ført af selve Helligånden
fra puslespil til puslespil,
hvis billede nu træder frem
af templet i Jerusalem.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/364/424

Når dette år sig føjer
til dem, som der var før,
med krudt og nytårsløjer,
som det sig hør og bør,
så skuer vi tilbage
på en velsignet tid
af uger og af dage
og måneder af flid.

Vi nåede det hele,
hvorom vi havde drømt,
vi nåede at dele,
da bægeret var tømt,
vi føjede en time
alt til det korte år,
og fik det til at rime
på hyrder og på får.

Vi passer på hinanden,
vi passer på os selv,
vi passer på en anden
fra fjerne himmelhvælv,
vi passer selv som foden
i hose til i dag,
for nu er hveden moden,
og det er ingen sag.

Vi høster i det høje
og dybe, hvor vi bor,
og dynger for vort øje
alt op, hvorpå vi tror,
og når vi rører himlen
med jordens overflod,
så synker stjernevrimlen
i støvet for vor fod.

Du lyser Jesus over
hver plet på denne jord,
på hvert et barn, der sover
kun Herre på dit ord,
førend du det befaler
at rejse sig og gå,
imens du selv betaler,
hvad regningen er på.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/722/381/2

Novemberjesus kold og klar,
jeg tror, du skylder mig et svar,
hvorfor er mine koner,
hvergang jeg finder mig en ny
med fine lader, øm og bly
nu altid skorpioner?

Ved Gud, hvor er det dog et pift
altid at bære dødens gift
i skrøbelige lemmer,
når vinen smager af dit blod,
og enden er som salmen god,
i hvilken jeg istemmer.

Det var min hånd på hendes lår,
men hun var et af dine får
og hørte til i folden,
jeg spildte al din gode vin,
nu må jeg leve som et svin
af agern og af olden.

Du kroner mig alligevel
til konge over Israel,
jeg sidder på min trone,
nu læser jeg i Emma Gad,
indtil jeg kan den udenad
og holder takt og tone.

Decemberjesus ren og hvid,
så kom den søde juletid
ret som en tyv om natten,
imens jeg blundede en stund
alt som en sten på havets bund,
skønt klokken kun var atten.

Du ligger i din krybbe fast,
om alle bånd og hjerter brast
til glæde for det øje,
som ser i moders sjal dig svøbt,
som hver og en af os er døbt
i glansen fra det høje.

Hun er mit kors, jeg hænger nu
på hende, kommer jeg i hu,
som du i dine pjalter
for vore synders skyld dig lod
korsfæste, så dit røde blod
bestænkede Guds alter.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/731/397/2

Det er mageløse veje,
som fra jord til himmel går,
mælkebøtte, akeleje
hist i Paradiset står
i det sande hjerterum
for dit evangelium,
før det ude eller inde
bliver spredt for alle vinde.

Vinden går igennem kronen
på det allerstørste træ,
før den sætter sig på tronen
i det allerførste læ
i en have eller park
midt i selve Pagtens Ark,
som er flyttet fra sit stade
til en hvirvel blot af blade.

Her og der og alle vegne
og i hver en skammekrog
ligger bladene forlegne
samlet op i livets bog,
som er skrevet af din hånd,
blæksprutte og Helligånd
her og der og alle steder,
hvor vi knæler dybt og beder.

Fadervor på vore læber
frelser os fra synd og død,
tvinger krokodillens kæber,
just som den sin frokost nød,
hunden vogter sine får,
uanset hvorhen de går,
er de ude eller inde
eller spredt for alle vinde.

Sig lukker havets bølger om
mig synder dybt i fiskens vom,
hvor jeg på Herren kalder.
Her hører han min bøn så lydt,
som var han selv i havet flydt,
som regnen i det falder.

Nu bærer ferskentræet frugt
for første gang, og fuglens flugt
går lige over haven.
Den gåsekile er så bred,
at den er gået helt af led,
da den fløj ud af graven.

Gud vis os i den sidste nat
din nåde og fortæl os, at
i brombærhegnet finder
vi mer end nåde for vor skyld
i sommerfuglebusk og hyld
og sommerfugleminder.

Her i dit sande Paradis
af flødeskum og jordbæris 
og æggehvidesukker,
desserten efter vin og brød
som evigt liv til liv og død
sig himlen om mig lukker.

Det er profeten Jonas’ tegn
i hver en vrå og hver en egn
for disse onde slægter.
Gud selv gør tegn for hav og jord,
som vi det gør ved bad og bord,
hvor lidet vi det mægter.

Nu lander jeg på livets kyst
så fuld af salighed og lyst
til livet at begynde
på livets allersidste dag
trods sorg og savn og nederlag
med stil og sans og ynde.

I evighedens morgengry
der kommer Jesus på sin sky
med alle dem, han kender,
og alle dem, der kender ham
er med ham i Jerusalem,
hvor alle veje ender.