Kirken i Gyngen

Nytårskuren byder alle
arme hjerter op til fest,
nikker hver og én en skalle,
spreder frygt for sot og pest,
så er året godt i gang
med en dans og med en sang.

Stærkere end sol og måne,
lysere end lyn og ild,
stråler retten til at håne
løgnen, hvor den leder vild,
kalder for retfærdighed
al sin egenvilje led.

Hoben hyler højt og længe,
giv os en forbryder fri,
og lad kun vor frelser hænge
på et kors med nagler i,
lad ham bære synd og død,
lad ham være vin og brød.

Mellem Jordans flod og havet
skjuler sig et paradis,
der hvor hunden er begravet,
altid til den samme pris,
som er godt og vel betalt,
som det er til os fortalt.

Den fortabte søn er kommen
hjem fra sin udlændighed,
sølle, udsat og forkommen
til sin faders herlighed
for at tjene i hans stald
og hans gård i bedste fald.

Men i mørket står hans broder
forurettet med sin sag,
han som efter alle noder
til sin faders velbehag
vogtede det dag og nat,
hvortil han af ham var sat.

Mildt hans fader ham befaler,
se, din broder er hos os,
går omkring og med os taler,
kapper tov og kaster los,
levende, som før var død,
deler med os vin og brød.

Jeg har slagtet fedekalven,
han har bragt den bedste vin,
jeg er såret, han er salven,
han er tilmed broder din,
derfor bør der være fest
til og med den sidste rest.

Smukt for hvert et lys i salen,
som er tændt af kærlighed,
tændes lygterne i dalen,
som den hele ager ved,
hvad, der just hos os er hændt,
er til verdens ende kendt.

I Den gyldne Stad foroven
lyder alle engles sang
for et øjeblik i skoven
at genlyde dagen lang,
snart har alle fugle små
lært at synge ligeså.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/706/24

Uberørt af jord og himmel
har Guds menighed sit sted,
midt i floden som en strimmel
land, som ingen djævel ved,
hvor befinder sig i strømmen,
hvor i håbet eller drømmen,
Herren stiftede den selv.

I de fyrretyve dage
han omkring på jorden gik
og fik kærlighed at smage
fuldt i hvert et øjeblik
med Maria Magdalene,
som gik rundt og var alene,
til hun hørte Herrens ord.

Hvad han sagde, hvad han ikke
sagde, ved Guds menighed,
og hvad end de fik at drikke
røg i løgneren det ned
og forvandlede til fulde,
selv hvad der lå under mulde,
alt hvad Herren havde skabt.

Som et tog igennem tiden
drager menigheden frem,
sjældent stor, langt heller liden
mod Det ny Jerusalem,
hvor den livsens kilde springer,
dråber små med ørnevinger
flyver ud på Herrens bud.

Da i tusind år det rige,
som han skabte, skal bestå,
hvor vi alle kongelige
går omkring med kroner på,
kors og bånd og stjerner ikke,
og hvad end vi får at drikke 
Herrens legeme og blod.

Da opstår i magt og vælde
Herrens sidste menighed,
den skal for Guds rige gælde,
helt og fuldt for kærlighed,
hvad vi rejser i din skygge
til vor salighed og lykke,
boliger i Herrens hus.

Større end den største kirke,
der er rejst på denne jord,
virker menighedens virke
i det små ved Herrens ord,
første bliver da de sidste 
i Guds rige, om de vidste
det af Herrens egen mund.

I den sene løvfaldssommer
lyser smukt det høje græs,
mens en susen salig kommer
nær omkring en kile gæs,
som går over bakkekammen,
hvor vi sidder her tilsammen,
Jesus med dig to og tre,
os kan kun Guds engle se.

Lille nok er menigheden,
til at vi tør tale frit,
men des større kærligheden,
når enhver vi svarer sit,
skylder ikke nogen noget,
tager taxaen til toget
skyld- og gældfri som enhver,
som Gud og Guds engle ser.

Ja, nu har min sjæl jeg fundet
kærligheden på min vej,
jeg er fri, og jeg er bundet,
får jeg ja eller et nej,
Himmerige er de andre,
det kan ingenting forandre,
Jesus med dig to og tre
kan vi kun Guds ansigt se.

Lær mig Gud, at jeg må blive,
endnu mens jeg er i live,
til et bedre menneske
i dit eget billede.

Lad mig formes af din vilje
til en rose eller lilje,
til en fugl eller en fisk,
giv mig gulerod og pisk.

Luk mig ind i Edens have,
lad mig springe over grave,
til jeg springer op i sky
til Jerusalem det Ny.

Lige midt i kirketiden
går Vorherre sig en tur,
og han sætter sig på bænken,
hvis det regner, i et skur.

Her får han en kop kaffe,
mens vi selv får brød og vin,
og han deler otte både
af en enkelt appelsin.

Så kigger han med tiden
igen på kirkens ur,
og han skynder sig tilbage
til skyen fra sit skur.

Når Lammet selv og Løven
foran mit øje står
tilsammen, der hvor ræven
er sat at vogte får,
den store hvide flok,
din nåde er mig nok,
så lyder det i sky,
Jerusalem det Ny.

Det daler alle vegne
ned på den vide jord,
nær ved og fjerne egne,
hvor forud gik dit ord,
selv om det der var skjult,
fordi det lød så hult,
når ikke du var nær
med hele himlens hær.

Når Mikael binder dragen
i fulde tusind år,
igen oprinder dagen,
hvor din apostel spår,
at al din menighed
i fulde enighed
forvandles ved en flig
af dig i Himmerig.

Velsign min slægt, du gode Gud,
velsign mig selv, mit ind og ud,
velsign den kvinde, som jeg kender,
velsign mit barn med begge hænder.

Tag favnen fuld af dine små,
det er kun dig, vi stoler på,
gør plads til endnu en i båden,
gør plads til endnu en i nåden!

Du stiller stormen med dit råb
i hvert et hjerte ved din dåb,
ved korsets tegn af nådens finger
hen over os som fuglevinger.

Tak for din overflod af ord,
som tier ved dit nadverbord,
hvor ene du har ét at sige
til os om jord og Himmerige.

Guds nåde er et pollenstøv
usynligt for vort øje,
dog synligt er det grønne løv
på bregnerne de høje,
så trinitatisgrøn,
at det er selv en bøn,
i frygt og bæven går
vi omvendt mod en vår
til kirkeårets kilde.

Guds rige er en mælkevej,
som går på himlens bue,
Guds rige er din egen vej,
som ender i din stue,
ved verdens ende står
du, det fortabte får,
din hyrde finder dig,
din hyrde, det er mig,
nu går vi hjem til flokken.

Guds øre er et tordenskrald,
som vi går ind igennem
i både skabelse og fald,
vort fadervor er stemmen,
der slog som lynet ned
i havens blomsterbed,
hvor egetræet stod
og plantede sin rod
og bredte sine grene.

Guds kærlighed er sten og saks,
det står der på papiret,
og når vi skruer op på max
på selve kirkespiret
med tungerne på gled,
så bliver grisen fed,
vi slagter den til jul,
så er der meget sul,
og får den juleaften.

Guds øje er en midnatssol,
som lyser over kloden,
oplyser den forborgne pol
på tinden og ved foden
af isen ud i vand,
som lægger ud fra land
og kælver i det blå,
hvad blåt vort øje så,
og driver sønden over. 

Guds finger er et fingerbøl,
som er et skjold mod nålen,
Guds finger er en påskeøl,
der hæves imod skålen
til sildemad og snaps
med rejer, æg og krebs,
det kolde nadverbord
med et velsignet ord
fra selve alterskranken.

Guds kærlighed er ét og alt,
til dig og til din næste,
Guds kærlighed er jordens salt,
nu kommer han at gæste
sin lille menighed,
som endnu holder ved
hans ord og ved hans dåb,
du spørger mig om håb,
mit svar er kærligheden.

Kort er livet,
det er givet!
Det er skænket i en kop.
Tøm dit bæger!
Den, som hæger
om sit liv, står aldrig op
fra de døde til et liv
med barn og viv.

Gør, børnlille,
som jeg ville!
Elsk hinanden som jer selv,
lad det flyde
uden lyde
frit som vandet i en elv,
når det når i dalen ned
i evighed.

Vandet stiger,
alle diger
brister på et øjeblik,
redningsbåde,
alt er nåde,
hjælpen, som du aldrig fik,
får du nu i overflod,
så tag imod!

Hvide duer,
røde druer
vælder ud af hvert et skjul,
høje sæde,
fred og glæde,
ligesom om, det er jul,
fyldes du på dommens dag
med velbehag.

I det høje
for dit øje
kommer på sin hvide sky,
han som døde
for din brøde,
skaber jord og himmel ny,
tørrer tåren på din kind
i sjæl og sind.

Jorden kalder,
sneen falder,
der hvor menneskene bor,
græsset vokser,
moskusokser
græsser der, hvor græsset gror
sparsomt mellem mos og lav
i is og hav.

Selve rummet
er forstummet,
jorden skælver kun af fryd,
på vulkaner
og altaner
høres den bekendte lyd
af et højt og kraftigt nys
i solens lys.

Se, han kommer,
det er sommer,
det er allerede sent,
på minuttet
fast besluttet
på at gøre bordet rent,
før han skænker vinen ny
i Smilets by.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/14/509/2

Kunstner er enhver, som skaber
billede og keramik,
luft og lys og kandelaber,
morgenbrød og kaffemik,
dyrker jorden med sin plov,
sådan er naturens lov.

Sædemanden går på marken,
og på klippe og i muld
falder sæden, patriarken
samler hele arken fuld,
skaberen af alle ting
skaber alt af ingenting.

Selve visdommens gudinde
yder efter sit behag
form og ynde som en kvinde
formet af Guds åndedrag,
fyldt af glæde over alt,
der er skabt, som ordet faldt.

Hun er skabt før morgenstunden,
hun er skabt før dyb og hvælv,
førend ordet ud af munden
fløj som fugl og fisk og elv,
førend sol og måne steg
op i stråleglans og bleg.

Kærligheden alt udholder,
tilgiver på stedet alt,
intet ondt hun her forvolder,
heler hist, hvem her var halt,
før hun selv i moders liv
fanges mellem blomst og siv.

Fødes skal imellem sunde
hun, som stråler over fjeld,
glæde sig de grønne lunde,
som den jublede i kvæld,
marken, hvor de hyrder lå,
før de rejste sig og så.

Over al forventning fyldes
alle himle op af sang
for vor frelser, når han hyldes,
når han kommer anden gang
til en fest på første sal,
til en fest i Frejas sal.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/706/241