Til alteret vi går
at ofre liv og lemmer
med alle vore sår
og løfte vore stemmer
med tak for trekornsbrødet
for det, som vi har ødet,
og dertil husets vin
som nu er din og min.
Vi rejser os og står
berusede i rummet,
til himlens hvælving når
den sang, som er forstummet,
et ovenlys er fanget
i linsen og er langet
henover bordet her,
usynligt dog det sker.
Det store hvide rum
med alle sine hjørner,
gør min forundring stum
som alle himlens stjerner,
der daler ned i støvet
på jorden, som er prøvet
i ild og vand og luft,
med en velsignet duft.
