Kirken i Gyngen

Den dunkle sol går ned, det mørkner, og jeg ser
af ruden ud og ser, at det er her, det sner.
Din vælde daler ned igennem lygtens skær
over mig,
jeg hilser dig
og hele himlens hær.

Jeg løfter nu mit øje mod en kile gæs,
hvor sejlet som dit ord står rundt om klint og næs.
Hvad fuglene for mig fra himlens stade så,
skriver du
med stævnen nu
i bølgen under på.

Den gode jord står op let over månens rand
i blåt og hvidt, som var den svøbt i luft og vand.
I lys og skygge klædt går den sin vante gang,
som om den
idag igen
af dine hænder sprang.

Hør melodi her.

Krishnamurti, legende ved stranden
ved sin lille broders kloge hånd,
de var lykkelige for hinanden
og ombølget af den Helligånd.

Intet gran af selviskhed at spore
i hans aura for et øje klart,
al hans gerning vil sig åbenbare
i sin vælde for dit øje snart.

Han sin moder finder i hvert øje,
der ham skuer med den samme glød
som Maria, da hun sig lod føje
sammen med sin søn ved Jesu død.

Hør melodi her.

Øjeblikket, kenderblikket
glædes ved det gamle fag.
Sommerfuglen, kirkeuglen
løfter vingen til et slag.
Solen skinner på mit tag
den hele dag.

Evigheden, vinterhveden
allerede er i hus.
Stæreflokken, kirkeklokken
løfter sig i svungne sus.
Vinen bobler med sit brus
og giver rus.

Dagligdagen, hovedsagen
drejer hovedet af led.
Hovedpuden, kirkeruden
daler for vort øje ned.
Hvad vi alle tror og ved
om kærlighed.

Hør melodi her.

To fisk og fem brød var nok til at mætte skarerne
ved bespisningsunderet i ørkenen
ligesom manna fra himlen under israelitternes vandring i ørkenen.

To kvinder og fem børn skjulte sig i en brønd
og overlevede således zeloternes kollektive selvmord,
inden den romerske indtagelse af Masada.

Månen og gavlen.
Begge kalkede hvide
efter solnedgang.

Vindmøller eller
et tog, der bliver ved med
at køre forbi?

Tranerne flyver
som en fredelig kampvogn
hen over himlen.

En hare løber
i zig-zag gennem digtet,
hvor den forsvinder.

Der vokser både
ærter og byg i marken.
Kamille og korn.

Gud har rakt sin vældes arm
mod de vilde jordbær,
som han skjuler i sin barm
lunefuld og nidkær.

Alle grønne urter kaldt
frem på hans befaling,
alt, hvad han forlangte, faldt
som kontant betaling.

Selve sproget går omkring
med en klar bevidsthed
om det rene ingenting
med den største lethed.

Gør din pligt og kræv din ret
til at nyde nådens ynde
og din frihed fra at synde
og til kun at være slet;
og hvis det dig ej behager,
fat et endnu større mod,
så du saligheden smager
ved igen at være god.

Når din næste dine ord
og din kærlighed behøver
og din værdighed berøver
ved at sidde ved dit bord,
skal du skænke ham et bæger
af din egen søde vin,
så du blidt hans vunder læger
med den salve, som er din!

Sådan gjorde Adam glad
og lod Eva overvælde,
ingen tåre skulle fælde
hendes hjerte, mens han bad!
Men hun faldt for dyster tale,
da han vendte ryggen til,
og så måtte han betale
hendes pris og mere til.

Verden i ruiner lå;
men Gud lagde sine hænder
varmt om deres nøgne lænder
og gav fåreklæder på,
for nu ville han velsigne
i tilgivelse det køn,
som hans eget ville ligne
først i smug og så i løn.

Sådan gjorde Gud mod dem,
der hans regler ville bryde
og i stedet for at lyde
dem fandt nogle andre frem;
og igen i tidens fylde
tog han livet i sin favn
og lod livets træ forgylde
med sit blod i Jesu navn.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/691/460/2

Umådelig som Herrens Ord
er ingen andre ting på jord
end Ånden, som han hviler ved
i Tro og Håb og Kærlighed.

Den Ånd, som aldrig farer vild;
hvorend den går, er den så mild,
som gik den ved sin Faders hånd
og bandt de mindstes snørebånd.

Den Ånd, som Herren fulgtes med
i liv og død, og da han led
og forudså sit brodermord
og foregreb det ved sit bord.

I Emmaus efter Herrens død,
der brød han selv det samme brød,
hvori hans kød var blevet lagt,
nøjagtig som han havde sagt.

På ugedagen efter sin
opstandelse i brød og vin,
da stod han hos dem i sit kød
og Sejrede i Liv og Død.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/676