Kirken i Gyngen

I et indre udsyn skuer
jeg ind i et land, hvor duer
daler over alle ned,
som med egne ord forkynder
Guds tilgivelse af synder
i sin store kærlighed.

På en indre rejse finder
jeg et land, hvor mine minder
vokser i den gode jord,
hvoraf Gud i paradiset
skabte selve gudsbeviset
med sin hånd og med sit ord.

Med en indre vished pløjer
jeg, hvor andre bønder døjer
med den hårde lyng og lov,
og hvor jeg den lader ligge,
Gud bevare vil den ikke,
men den springer brat i skov.

I de allersidste dage
styrter vedbend med sit træ
ned til jorden for at smage,
hvad der voksede i læ.

Med de mange nøgne frugter
kryber brombærbusken hen
over hækken, og den flugter
med en solsort over den.

Den vil dele sine søde,
sorte bær med hver og én
mellem levende og døde,
og den vokser på en sten.

Sommerfulgebuskens rakler
kalder sommerfugle til,
for de lyser op som fakler
i det mørke, der er til.

I sit slør af sommerfugle
står hun klædt i havens skød,
overdådig pragt skal skjule
Jesu lidelse og død.

Hør melodi her.

Mit hjerte hopper af glæde, når jeg hos Krishnamurti møder opfordringen til, at vi annammer “en skabende forståelse af os selv”. Når der på kierkegaardsk vis tales om “vælge sig selv” eller “overtage sit givne indhold” er der vist ikke tale om en sådan skabende eller kreativ forståelse af sig selv. Det er vel Luthers bud om at “leve i kald og stand”, der er Kierkegaards åg. Blot er det ikke lige kald og stand men det personligheden givne vilkår. Men pinsen er et godt eksempel på den kristne menigheds skabende forståelse af sig selv. Disciplene følte sig ikke henvist til en slavelignende erindring om Jesus, men erindringen blev levendegjort af ånden. Det, som var før, er forsvundet. Se en ny himmel og en ny jord. Det lyder som et Jesusord.

Vær Gud ophøjet over alt,
vær verdens lys og jordens salt
i os, indtil den hele jord
er samlet om dig ved dit bord.

O Gud, mit hjerte slår et slag
for dig trods død og nederlag,
og jeg bekender al min tro
og beder om hos dig at bo.

Din pris, o Herre, vil jeg frit
udsynge over alt og tit;
din kærlighed er som en flod,
din sandhed slår i hjertet rod.

O Jesus, lad ved dine ord
de døde genopstå af jord
og som syrener springe ud
og sprede deres duft af Gud.

Vers 1-3 efter salme 57.

Jørgen Hunosøe er i litterære kredse kendt for to ting. Den ene er den beundrede udgivelse af Sophus Clausens samlede lyrik 1982-84, og den anden er en skandale afstedkommet af en artikel i tidsskriftet Nordica med en påvisning af, at Ole Wivels sympati for nazismen i sin ungdom trak dybe spor i det senre forfatterskab. Anita Brask Rasmussen opsumerer præcist i en artikel i Information i 2007:

“Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur”.

Ole Wivel skal selv have hævdet, at et afsnit omhandlende netop dette er udeladt af bogen efter ønske fra forlaget. Men Hunosøes pointe må være, at det manglende opgør med fortiden alligevel har sat sit præg på forfatterskabet. I den nævnte arikel citerer Anita Brask Rasmussen forfatteren Simon Pasternak, der sammen med Christian Dorph har skrevet en krimi med udgangspunkt i det miljø omkring Ringen, som var den nazistisk inspirerede kreds også Ole Wivel havde tilknytning til. Simon Pastenak mener at have fundet svaret på spørgsmålet: “Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?

Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen”.

Svaret er ganske godt.

Hunosøes analyse har alene Ole Wivels forfatterskab som sin genstand, men indirekte under anklage er også Knud W. Jensen, gundlæggeren af kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland. Det er således to i dansk kulturliv særdeles velanskrevne mænd, der anfægtes. Budbringeren blev da også slagtet i store dele af pressen.

Men spørgsmålet er, om der gives et alternativ tilgang til kunst og poesi end den Ole Wivel og Knud W. Jensen repræsenterer – en selvrefleksion, som ikke erbåret af forførelse og fascination men af erkendelse. Når det nu netop har været Jørgen Hunosøe, der optrådte som anklager, er det nærliggende at søge et svar i Sophus Claussens forfatterskab.

Først lignede det en ørn,
der landede i nærlyset
midt på kørebanen,
da vi kom ud af svinget.

Men så forsvandt den
uden tøven i hast
ind over marken.

Hvad fanden var det?

Spørgsmålet undslap mig
som en ubetinget refleks.

Jeg vidste allerede,
hvad jeg mente at have set.

I aftenens sene western
bygget over den bibelske fortælling om Josef
gik og løb den igen
nu i et mere ubekymret trav.

Som et billede på helten,
der brød med den fædrende arv
og dermed lansen,
som han ellers havde plantet
i jorden foran brødrene.

For at vælge kærligheden i landflygtighed
efter sin indianske mors eksempel.

Eller måske bare som et billede
på en ensom ulv.

Fri af flokken.

Jeg overtog en meget sirlig have, hvor hækken aldrig var blevet klippet. Den var altid blevet nippet med fingrene i en spand. Havegangen lå helt ude ved hækken og helt inde ved huset. I mange år forsøgte jeg at holde haven, som den var anlagt, men den ændrede langsomt karakter. Efter ikke at have set min ven Peter Gustav i nogle år, kom han og besøgte mig. Han gik, som han plejede igennem bedet og over græsplænen. Så anlagde jeg en sti der. Hvor vi nu går vokser hvidkløveren med sine brune øjne frem i stedet for græsset.

En mørkegrøn sti
i græsset, der vokser ind
over fliserne.