Kirken i Gyngen

Hvordan kommer man i gang med at skrive, når man føler sig ufokuseret og desorienteret og tanker og sanseintryk bare flyder imellem hinanden uden nogen form for mening? Det giver følgende to tekster et bud på. Teksterne er sat sammen her, fordi de – uden, at det er tilsigtet – besvarer spørgsmålet næsten enslydende.

Sol og vind

I dag falder skyggen
af platantræet
mod muren,
og himlen er blå,
fordi det er søndag,
og det hvide flag
med den blå skrift
vajer i solens vind.

En knallert kører
forbi som den myg,
jeg slog ihjel
her til morgen.

Under skyggen
vokser potentilerne
lysende gule
i den skarpe sol.

Så kommer der et af disse
altsammentrækkende små knald
fra radiatoren.

Nu folder flaget
sig sammen
med vinden.

(Lars Hougaard Clausen)

Paralleltekst:

Jeg havde engang en hæslig Drøm om nogle underlige Omgivelser, Bygninger med blaa og hvide Striber, som man ikke kunne blive klog paa. Der var noget dæmonisk over den hele Stemning, en Følelse, der nærmede sig til Rædsel. Drømmen blev afbrudt ved, at jeg vaagnede og erkendte, at det hele var Hjernespind; men alligevel blev en uhyggelig Stemning tilbage, som det ikke med min bedste Vilje var mig muligt at faa bort. De blaa og hvide Striber stode bestandig i Baggrunden og syntes ikke at ville forsvinde, saa længe Nattens Stilhed varede. Der var slet ingen Plads for Personligheden i saadant Tilfælde. Den er ganske magtesløs overfor den Slags Ting. Man kan tilbyde Bevægelsen nok saa mange tidligere erhverevede Baner og Veje, Erindringer o.l. Det hjælper altsammen lige meget. Men saa hørtes pludselig Lyd. Det var Pigen, der var i Færd med at lægge i Kakkelovnen. Det vel bekendte Smæk med Kakkelovnsdøren mindede om Dagen og dens fortættede Stemning. Snart hørte man tale i Huset. Det lød som Musik. Det var Fortætningen, der fordrev Kogleriet,
Virkelivets fortættede Stemning har alle Vegne noget ved sig, der er stærkere og mere vederheftigt end det let løbende, løse Stof, hvoraf Indtryksstemningen er bygget. Ser man rigtigt efter, vil man i alt Indtryksliv finde noget af dette med de blaa Huse, noget, der, naar det faar lov til at udfolde sig og ikke beherskes af Fortætning, fører henad det dæmoniske. Man tænke paa Naturindtryk, som Folkefantasien til alle Tider har sat i Forbindelse med alskens Trolde og dæmoniske Væsner. Der skal Fortætning til at bringe alt dette løse Troldtøj til at vige” (Ludvig Feilberg, Samlede Skrifter Bind II, s. 35).

Opgave: Begynd med synsindtryk. Skriv dem ned, selvom du egentlig ikke vil noget med dem. Spørgsmålet er, om der så kommer en lyd, der ændrer billedet. Lyd motiverer forestillingsevnen. Det, som man hører, men ikke kan se, må man danne sig et billede af.

Nu er det næsten mørkt,
og det kuglerunde stearinlys er tændt
bag glasset i lampen.

Barken på pæretræet ligner et puslespil
i grågrønne, næsten hvide toner.

Rønnebærrene er næsten modne
og lyser som japanske lygter.

Det er næsten fuldmåne
over Venus med æblet.

Vel hjemme igen efter en uges kombineret skrivekursus ved undertegnede og musikkursus ved Bent på Gallo Skolens gård, Skærlund i Thy – hvor vi havde Christian med som kok – erindrer jeg noget, jeg sagde i en sen nattetime, efter eleverne var gået mere eller mindre til ro. Jeg gjorde mig overvejelser over gallotanken i forhold til højskoletanken. Hvor højskoletanken har sit udgangspunkt i det folkelige har gallotanken, som den er formuleret af overlæge Johannes Nielsen sit mere specifikke udgangspunkt i behandlingen af psykisk syge. En central formulering hos Johannes er, at “psykisk syge får det bedre og har brug for mindre medicin, når de er kreative”. En anden er, at “kunst er et område, hvor psykisk syge og ikke-psykisk syge kan mødes”. Hvor den første sætning forekommer at være veldokumenteret og reflekteres i en bred vifte af undervisningstilbud, er et møde mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge vanskeligere at få bragt i stand. Grunden er sikkert, at det umiddelbart er forbundet med usikkerhed på begge sider. Men ved i et glimt at sætte gallotanken i forbindelse med højskoletanken, lykkedes det mig at formulere endnu en sætning i stil med Johannes Nielsens korte epigrammer. Jeg tror, den skal lyde sådan her: Vekselvirkningen mellem psykisk syge og ikke-psykisk syge gør begge parter klogere.

Vær velkommen til Skærlund, hvor svalen
flyver højt over bølgende korn
og gør tegn over marken med halen
ned til tjørnens den yderste torn.
Her er gåsefjeren dalet
i din hånd fra en kile på træk;
i din ånd være hermed befalet
hver en fugl, selv om den er fløjet væk.

Nu er ugen til ende, og svalen
flyver herind i stuen til os;
hvor den sidder på bjælken med halen
skjult i vingernes åbenlyse kryds.
Den er ikke til at redde,
for man fanger den ikke i en hånd;
men den er fløjet ud allerede
efterladende dele af sin ånd.

Vær velkommen til Skærlund i hjertet,
for vi bærer det med os herfra;
det er lutret i ilden og hærdet
for Antonius og Kleopatra.
Deres fælles rige rejser
sig i oldtidens yderste glans,
og vi arver et flag, som vi hejser
over asken, når vi fejrer Sankt Hans.

Melodi: Se, det summer af sol

After only one day of rain
the pink peony blossoms
from the east and to the west.

Only one hummingbird
is landing in the red sea of love.

Only one thousand yellow stamens rising
from only one hundred flowers.

In the window the white amaryllis
is surprisingly out of season
leaving the north out.

Facing south.

Replaced here it flowers again,
and now into all the corners of the world
after only three months of sun.

The pink peony is vanishing in the garden,
but the white amaryllis goes on and on
in our tropical heart.

One by one.

Guds vilje er min søde lov,
hvorend den fører hen,
kun voksede, imens jeg sov,
min længsel efter den.

I blinde søger nu min mund
det spor, som du har sat
med fod og læbe i min blund,
imens at det var nat.

Gud lader ikke mig gå glip
af hjerte, hus og hjem
men lader bygge op til kip
i sit Jerusalem.

Efter “I worship thee, sweet will of God”, Fred­er­ick W. Fa­ber, 1849. Hør melodi her.

Efter “Let God arise to lead forth those”, Ar­thur C. Ain­ger, 1899.

Hør melodi her.

I sin bog “Opgør med den moderne myte” bruger Torben Bramming lejrbålet som et smukt billedde på Bibelen. Bibelen er det bål, som alle kristne er samlede om før og nu og i fremtiden. Bibelen handler om Kristus, og den skal ikke læses bogstaveligt men tolkes ind i vor egen historiske situation. Det betyder, at Bibelen er norm og standsning i forhold til, hvad vi kan finde på.

Når Luther afskaffede afladen, den sidste olie og skriftemålet havde det således sin dybeste grund i, at der ikke findes hjemmel for disse ting i Bibelen. Således forstår Torben Bramming også modstanden mod at indføre ægteskab mellem to mennesker af samme køn i kirken. Modstanden skyldes ikke ubehag ved homoseksualitet men er begrundet i, at der ikke er står noget om det i Bibelen. Synspunktet har meget for sig, fordi det til grund for livet lægger den kristne åbenbaring; men det er også problematisk, fordi det trods alt synes bundet til en fortidig udlægning af evangeliet. “Det er i apostelforkyndelsens gamle klude, Kristus er svøbt, også i dag”, hedder det. Synspunktet er luthersk men også luthersk i sin begrænsning. Hvad der fuldstændig lades ude af betragtning i Luthers skriftbundne syn på åbenbaring er det forhold, som må have foresvævet de såkaldte sværmere nemlig, at Gud åbenbarer sig i tiden uafhængigt af Skriften. Ånden giver evangeliet udtryk i tiden, og spørgsmålet er om dette udtryk lader sig identificere med Skriften. Her er et bud:

I en af sine bøger: “On Nature and the Environment” berører Krishnamurti spørgsmålet om homoseksualitet. Der er tale om en ganske morsom passage, fordi Krishnamurti på den den båndoptagelse, der ligger til grund for bogen, begår en meningsfuld fejllæsning af et skriftligt stillet spørgsmål. Det er derfor en fornøjelse at citere den i sin helhed:

“Mange mennesker har store problemer med kendsgerningen homoseksualitet. I århundreder har man undgået dette spørgsmål i undervisningen. Kunne du ikke, bare kort, besvare dette spørgsmål? Jeg har rejst totusinde år – kilometer (latter) for at stille dette spørgsmål? Udskyld, netop. Jeg har rejst to tusinde år! Dette har været et spørgsmål i tusinder og tusinder og tusinder af år. Det er ikke noget nyt. Vi tager ikke stilling i denne sag. Vi fordømmer det ikke eller bifalder det eller tager afstand fra det. Der er tale om kendsgerninger. Ikke sandt? Ligesom heteroseksualitet er en kendsgerning. Homoseksualitet findes i verden, i visse dele af verden meget almindeligt, i andre dele af verden er det nærmest ukendt. Så hvordan besvarer man dette spørgsmål? Hvad er spørgsmålet? Hvorfor gør vi det til så stort et problem? Tilsyneladende gør vi ikke heteroseksualitet til et problem overhovedet, men dette gør vi til et problem, hvorfor? Det er en kendsgerning. Så skulle vi beskæftige os med dette spørgsmål om heteroseksualitet og homoseksualitet anderledes?” (Min oversættelse)

Det er ganske vist ikke det specifikke spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber men spørgsmålet om homoseksualitet i sig selv, der her tages stilling til ved ved blot at indrømme det en sideordnet stilling i forhold til heteroseksualitet. Men spørgsmålet gøres sekundært så elegant, at man lykkelig glemmer sin skam over nogensinde at have kunnet tage det alvorligt.

Så hvordan forholder vi os anderledes til dette spørgsmål? Gives der en guddommelig reaktion på seksualiteten, som ikke forskriver sig til en optagethed af en given norm? I Første Mosebog kap. 3, 21 oplyses det overraskende, at Gud klæder Adam og Eva i kjortler af skind til at dække deres nøgenhed med i stedet for de figenblade, de selv forsøgte sig med. Det står uformidlet midt i skildringen af Guds vrede og uddrivelsen af Paradiset. Måske er det i virkeligheden en alternativ og mere kristen måde at forstå syndefaldsmyten på.

Et fortælleteknisk greb er at sige: Nogle mener, at det gik således for sig, andre derimod vil vide, at det i stedet forholder ganske anderledes. Noget kunne tyde på, at der også i den bibelske tekst er flere historier flettet ind i hinanden. Spørgsmålet er, om ikke Guds skabelse af kjortler af skind til de faldne er tale om et modbillede til de utilstrækkelige figenblade, og om der ikke i dette billedpar findes en alternativ historie om syndefaldet.