Kirken i Gyngen

Som bølgen slår under højen sky
mod strand i de indre vande,
slår gnist igen over våbengny
langt ud i de fjerne lande;
her lejres skum i det hvide sand,
en glorie om vort fædreland
velsignet med rav og rødme.

Vi samler op efter stormens rov
mod kirke og gård ved klinten,
og sprang den også med ét i skov,
der samler vi også flinten;
en økse springer på ingen tid
i hånden ud af den skære flid
og spredes for vejr og vinde.

Nu falder regn som den milde dug
igen over slagne enge,
og han, der før stod så godt for hug,
er sprunget af fjer og senge;
så stråler sol over land og by
som lyset falder på tordensky
såvel som på jord og himmel.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2

Tak fordi du kom i aften
i den sidste nattevagt,
kom med saften og med kraften,
skønt den var i graven lagt,
stod så herlig op igen
som min allerbedste ven
for at skænke evigheden
i mit timeglas herneden.

Nu og da det her os hænder,
som en handske til en hånd
passer sammen vore lænder,
vugget af den helligånd
på den allerbedste vis,
som det var i Paradis,
og det bliver i dit rige
sødt at smage, sandt at sige.

I det lille Himmerige,
som blev født hos os til jul,
og igennem alle krige
altid er hos os i skjul
til og med med englesang
som den allerførste gang,
skjuler vi os til det sidste,
som vi om din nåde vidste.

Melodi: http://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/654/285/2

Lider du i sol og skygge
under andres skære lykke
og af jalousi?
Andre sidder fjernt og drømmer,
mens du dem til heden dømmer
med dit alibi.

Sorgløsheden er til stede
under træers kroner brede
ude i det blå.
Træer gror i ro og ældes,
før i tidens fylde fældes
de, som var de strå.

Alle jordens kvinder springer
ud i blomst på fuglevinger
over liv og død.
Hvert et blad sin tid lovsynge
som en pige i sin gynge
Jesu moderskød.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/4/150/2

Nytårskuren byder alle
arme hjerter op til fest,
nikker hver og én en skalle,
spreder frygt for sot og pest,
så er året godt i gang
med en dans og med en sang.

Stærkere end sol og måne,
lysere end lyn og ild,
stråler retten til at håne
løgnen, hvor den leder vild,
kalder for retfærdighed
al sin egenvilje led.

Hoben hyler højt og længe,
giv os en forbryder fri,
og lad kun vor frelser hænge
på et kors med nagler i,
lad ham bære synd og død,
lad ham være vin og brød.

Mellem Jordans flod og havet
skjuler sig et paradis,
der hvor hunden er begravet,
altid til den samme pris,
som er godt og vel betalt,
som det er til os fortalt.

Den fortabte søn er kommen
hjem fra sin udlændighed,
sølle, udsat og forkommen
til sin faders herlighed
for at tjene i hans stald
og hans gård i bedste fald.

Men i mørket står hans broder
forurettet med sin sag,
han som efter alle noder
til sin faders velbehag
vogtede det dag og nat,
hvortil han af ham var sat.

Mildt hans fader ham befaler,
se, din broder er hos os,
går omkring og med os taler,
kapper tov og kaster los,
levende, som før var død,
deler med os vin og brød.

Jeg har slagtet fedekalven,
han har bragt den bedste vin,
jeg er såret, han er salven,
han er tilmed broder din,
derfor bør der være fest
til og med den sidste rest.

Smukt for hvert et lys i salen,
som er tændt af kærlighed,
tændes lygterne i dalen,
som den hele ager ved,
hvad, der just hos os er hændt,
er til verdens ende kendt.

I Den gyldne Stad foroven
lyder alle engles sang
for et øjeblik i skoven
at genlyde dagen lang,
snart har alle fugle små
lært at synge ligeså.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/706/24

Uberørt af jord og himmel
har Guds menighed sit sted,
midt i floden som en strimmel
land, som ingen djævel ved,
hvor befinder sig i strømmen,
hvor i håbet eller drømmen,
Herren stiftede den selv.

I de fyrretyve dage
han omkring på jorden gik
og fik kærlighed at smage
fuldt i hvert et øjeblik
med Maria Magdalene,
som gik rundt og var alene,
til hun hørte Herrens ord.

Hvad han sagde, hvad han ikke
sagde, ved Guds menighed,
og hvad end de fik at drikke
røg i løgneren det ned
og forvandlede til fulde,
selv hvad der lå under mulde,
alt hvad Herren havde skabt.

Som et tog igennem tiden
drager menigheden frem,
sjældent stor, langt heller liden
mod Det ny Jerusalem,
hvor den livsens kilde springer,
dråber små med ørnevinger
flyver ud på Herrens bud.

Da i tusind år det rige,
som han skabte, skal bestå,
hvor vi alle kongelige
går omkring med kroner på,
kors og bånd og stjerner ikke,
og hvad end vi får at drikke 
Herrens legeme og blod.

Da opstår i magt og vælde
Herrens sidste menighed,
den skal for Guds rige gælde,
helt og fuldt for kærlighed,
hvad vi rejser i din skygge
til vor salighed og lykke,
boliger i Herrens hus.

Større end den største kirke,
der er rejst på denne jord,
virker menighedens virke
i det små ved Herrens ord,
første bliver da de sidste 
i Guds rige, om de vidste
det af Herrens egen mund.

I den sene løvfaldssommer
lyser smukt det høje græs,
mens en susen salig kommer
nær omkring en kile gæs,
som går over bakkekammen,
hvor vi sidder her tilsammen,
Jesus med dig to og tre,
os kan kun Guds engle se.

Lille nok er menigheden,
til at vi tør tale frit,
men des større kærligheden,
når enhver vi svarer sit,
skylder ikke nogen noget,
tager taxaen til toget
skyld- og gældfri som enhver,
som Gud og Guds engle ser.

Ja, nu har min sjæl jeg fundet
kærligheden på min vej,
jeg er fri, og jeg er bundet,
får jeg ja eller et nej,
Himmerige er de andre,
det kan ingenting forandre,
Jesus med dig to og tre
kan vi kun Guds ansigt se.

Lær mig Gud, at jeg må blive,
endnu mens jeg er i live,
til et bedre menneske
i dit eget billede.

Lad mig formes af din vilje
til en rose eller lilje,
til en fugl eller en fisk,
giv mig gulerod og pisk.

Luk mig ind i Edens have,
lad mig springe over grave,
til jeg springer op i sky
til Jerusalem det Ny.

Lige midt i kirketiden
går Vorherre sig en tur,
og han sætter sig på bænken,
hvis det regner, i et skur.

Her får han en kop kaffe,
mens vi selv får brød og vin,
og han deler otte både
af en enkelt appelsin.

Så kigger han med tiden
igen på kirkens ur,
og han skynder sig tilbage
til skyen fra sit skur.

Når Lammet selv og Løven
foran mit øje står
tilsammen, der hvor ræven
er sat at vogte får,
den store hvide flok,
din nåde er mig nok,
så lyder det i sky,
Jerusalem det Ny.

Det daler alle vegne
ned på den vide jord,
nær ved og fjerne egne,
hvor forud gik dit ord,
selv om det der var skjult,
fordi det lød så hult,
når ikke du var nær
med hele himlens hær.

Når Mikael binder dragen
i fulde tusind år,
igen oprinder dagen,
hvor din apostel spår,
at al din menighed
i fulde enighed
forvandles ved en flig
af dig i Himmerig.

Velsign min slægt, du gode Gud,
velsign mig selv, mit ind og ud,
velsign den kvinde, som jeg kender,
velsign mit barn med begge hænder.

Tag favnen fuld af dine små,
det er kun dig, vi stoler på,
gør plads til endnu en i båden,
gør plads til endnu en i nåden!

Du stiller stormen med dit råb
i hvert et hjerte ved din dåb,
ved korsets tegn af nådens finger
hen over os som fuglevinger.

Tak for din overflod af ord,
som tier ved dit nadverbord,
hvor ene du har ét at sige
til os om jord og Himmerige.