Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Solformørkelse
Nu synes det min sjæl som om,
at verden stævner mod sin dom
og revner inden længe!
Men brat jeg i dit øje ser,
at det er ikke det, der sker
hen over vang og vænge.
Du styrtede med din propel
men levede alligevel
og vendte din tallerken.
Så pizzaen, som stod derpå,
nu retvendt for dit øje lå
som inden under særken.
Når jeg går hen til Paradis,
så skal du gå på samme vis
i haven ved min side.
Så bøjer jeg en æblegren
og rækker dig en gravensten,
det skal du bare vide!
Her lever vi fra dag til dag
og efterlader nederlag
i rygende ruiner.
Når vejret og selv himlen vil,
så spiller vi vort eget spil
som legende delfiner.
Er solen af en grønlandshval
nu slugt i isens katedral,
hvor halvmånen kun lyser?
Nu skælver den med liv og lyst
som Jonas på en fremmed kyst,
omend den også gyser.
Nu drager jeg på pilgrimsfærd
og går for, hvad det vel er værd
om ej til verdens ende.
Jeg vender om og går omkuld
og stedes i den sorte muld
og den som ploven vende.
Så let som din er blevet min,
forvandles Jesu blod til vin
af Paradisets druer.
Der, hvor hans legeme er lagt
i graven, er det blevet bagt
i pinsesolens luer.
I brødets brydelse vi ser,
hvordan det store under sker,
at alt i verden deles.
Det sår, som før igen sprang op
på hele menighedens krop,
på alle lemmer heles.
Så tager jeg den gerning på
mig, som for mine øjne lå,
for dog igen at leve.
Men jeg forkynder ikke dom,
jeg flygtede og vendte om
med glæde til Nineve.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 