Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Nåden er for sarte sjæle

Nåden er for sarte sjæle
gemt i gamle salmers sprog,
som får både mund og mæle
bedst i kirkens skammekrog,
hvor de skjuler sig for glansen,
som er gået bag af dansen,
i enfoldig tro mod tro.

Selv om det er længe siden
nådens ord var ungt og nyt,
blir det smukkere med tiden,
så hvad fanden, dælen, pyt,
når vi ikke bliver høje
og kun dommen kan fordøje,
når vi får den ind med ske!

Dommen er for hårde hunde,
der har glemt om trofasthed
for et syn af torskemunde
med en sær livagtighed,
som det sømmer sig for fisken,
når den kigger op fra disken
med et øje eller to.

*

Jeppe Åkjær er den store
sjælesørger åbenlys,
som med bella il fiore
lader salmerne fornys
og vort modersmål velsigne
ved med held at efterligne
fadervor og fædreland.

Så de små på plejehjemmet
synger om vor frelser sød,
da de længe har fornemmet,
hvad der steg af grav og død,
selv om ingen kender magen,
får de alle syn for sagen
eller bare syn for sagn.

Julesalmen over alle
sunget af et englekor,
der har givet den en skalle
for enhver af os, som tror,
når vi ligger ned på marken
og til bords med patriarken,
alles fader Abraham.

*

Stop en halv, før kunsten stiger
op fra Oliebjergets fod
til dets tinde og de riger,
som kun kunsten selv forstod,
da den foldede herneden
sine vinger ud for freden
mellem jord og himmelhvælv.

Babylon blev ikke bygget
på en dag ej heller Rom,
heller ej blev øllet brygget
på en studs ej heller rom,
selvom når den slår i glasset,
er det øjeblik forpasset,
hvor man holder lidt igen.

På et øjeblik er staden
bygget som Jerusalem,
hvor der ligger guld på gaden
ligesom i Betlehem
mellem røgelse og myrra
skær i løbet af de fyrre
dage ved Genesaret.

*

Zions hellighed gør ikke
stedets sten til dagligt brød,
og gør ikke folkets skikke
til opstandelse fra død,
som vor frelser os tilgiver,
når vi siger det og skriver
under på hans dødsattest.

Når vi lægger kuglepennen
fra os på det grønne bord,
får vi følgeskab af vennen,
som med sine sidste ord,
siger: Kom til Paradiset
med mig, for det bliver diset
her, og mørket falder på!

Dødsårsagen, det var synden,
som han bar for vores skyld,
som en slædehund for mynden
og endda med ekstra fyld
ved, at det var os, der dræbte
ham, imens han korset slæbte
blødende til Golgata.

*

I et spejl som i en gåde
hos frisøren kan jeg se,
at jeg klippes fri af nåde
med en saks og ikke le,
når hun klipper koncentreret,
og jeg sidder velplaceret
i salonens nådestol.

Når jeg rejser mig fra stolen
med mit splinternye hår
og betaler med pirolen,
der har sat sig på mit lår,
må de gerne lette skatten,
for nu kører jeg med klatten
i min Lamborghini rød.

I et øjeblik på tanken
står jeg stille for at se,
hvad de tænker på i banken
ved min gamle 2CV,
som jeg lader stå tilbage
til Elisa på en flage
is i Jordans gule flod.

*

Odin sidder med sit øje
og kan se alverdens ting
i en hjemmestrikket trøje
i det danske folketing,
og han holder Nordatlanten
i sin venstre og Levanten
i sin højre hule hånd.

De kan hoppe der og springe
over buk og ind i ged,
over gærde, over klinge,
hvad den mindste af os ved,
men de fægte må i blinde,
for de finder ingensinde
nogen evig salighed.

Men hos dronningen af Thule
er der spæk og tran og kød,
og på fjeldet er der sule
som opstandelse fra død,
og den går på sine vinger
gennem luften og betvinger
himlen over Kap Farvel.

*

Helligånden svarer stille
på den ubevidste bøn,
som vi inderst inde ville
bede, som vi sad i løn,
til det bankede på døren,
og de trådte ind med pløren
eller pløre, om man vil.

Elof Westergaard har taget
kjolen af og er trådt ud
for at kigge lidt på taget,
om det holder året ud,
eller er det ved at flække
ude i den gamle flække,
hvor de døde vågner blidt.

Fader vor, som selve sønnen
lærte os at bede selv,
og som i sig selv er lønnen
under dette himmelhvælv,
er en rosengård med liljer,
hvor de sagnomspundne viljer
sig af hjertet folder ud.

*

I den syvende og sidste
menighed i Indien
lod, hvad ingen andre vidste
Brahma folde tre i én,
så, når Krishnamurti taler,
som Selassie selv befaler,
tænker Bahaullah sit.

Når profeten krøller bogen
til en håndfuld støv af sten,
krones kejseren af krogen
på sin lysegrønne gren,
imens hele verdens lærer
støder alle sine kære
fra sig som sin menighed.

Det er lysende på Tabor
incognito og alias,
som de tre bekendte aber
foran Moses og Elias,
som med Jesus lader skue
sig omgærdet af en bue,
som den stod ved Ararat.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: