Kirken i Gyngen

Jesus er den gode hyrde,
vær du selv på samme vis
let at bære er din byrde
som en sky i Paradis,
efterlader intet spor,
synger englene i kor,
når du møder ham i luften,
som du kender kun på duften.

Rosenduft i stride strømme
bølger om hans helligdom,
når du nu i dine drømme
stedes for den store dom,
knæler for din frelsers fod,
kun miskundelig og god,
hver gang du imod ham fejler,
du dig i hans nåde spejler.

Se, dit billede forvandles,
og nu lader vi det stå,
hvor, der spildes må der handles,
som vi grant i spejlet så,
sådan lyder nådens lov,
den er fin, og den er grov,
som den gælder for de rige
og de arme så at sige.

De betroede talenter
bruges skal med fynd og klem,
afkast giver de og renter,
når du investerer dem,
graver du dem bare ned,
hvor du selv om stedet ved,
må du bide i dit bidsel,
der er gråd og tænders gnidsel.

Rører du ved hovedstolen
som ved Herrens helligdom,
intet nyt er under solen,
skal som død du falde om,
ånden går hvorhen den vil,
og der må et under til,
før den rejser dig af døde
i en salig morgenrøde.

Ingen ved, hvorfra det kommer,
når som ild det daler ned,
er det vinter eller sommer,
øjeblik og evighed,
men det lyder som et ord,
der er kendt på denne jord
i hans kreds og i hans kirke,
i hans ånd og i hans virke.

Hver dag har sit pinseunder,
hver dag har sit Golgata,
om du våger eller blunder,
hjertet har sit effata,
åbner sig i Betlehem
i Det ny Jerusalem,
hvor han fødes, hvor han kommer
vinter dyb og høje sommer.

Her i trinitatis kirke
bølger skoven dyb og grøn,
høje bøge, hvide birke;
nattergalen dyb og skøn
stiger op med al sin lyd,
ja, uendelige fryd
over, at han blev vor næste
for selv helvede at gæste.

Synger selv i aftenstunden
som en solsort i sit træ,
hver som dog kan åbne munden
ærligt mellem folk og fæ,
synge ja og synge nej,
åbner sig sin egen vej
mellem lam og hvide kløver,
hvor der før var vilde løver.

Jesus er den sande løve,
vær du selv den sande tyr,
eller vil du heller støve
træskere end markens dyr
i det tabte paradis,
kom og vær på englevis,
hvor han sidder med sin moder
mellem Himmeriges boder.

Herren går til Jerusalem
op ad de støvede veje,
hyldes som dagens helt af dem,
som den vil pryde og feje,
jaget ud er den onde ånd,
velkommen til den helligånd,
synger de, og vi istemmer.

Hvor er det godt at tænke på,
og på de mægtige følger,
dengang vi så vor frelser gå
mellem de mægtige bølger,
hvor det umuligt var at ro,
havde vi blot en dråbe tro,
kunne vi gå ham i møde.

Møde i luften Herren selv,
der, hvor han kommer i skyen,
her springe over bæk og elv,
brobyggerkaffe i byen,
holde fest i den gyldne stad,
en overflødighed af mad,
floder af vin går til spilde.

Vi er betænkt med stort og småt
tændstikker og eller fakler,
holder dem frem foran os skråt
og tænder lys og mirakler,
marken er fuld af blanke ål,
himlen er fuld af bly og stål,
graven af levende stene.

Fjelde og dale, strøg og li,
slynger sig ind i hinanden,
rype og svale, humlebi
kalder og svarer hinanden,
tvillingeriget genopstår,
mens uafhængighed består,
kærlighed til broderfolket.

Kommer de ned til os på ski
hvor vi er henvist til båden,
står vi igen hinanden bi
med både synden og nåden,
det er en nordisk menighed,
det er den sande kærlighed
her i det yderste Thule.

Rigsfællesskabet bygger bro
ud til de fjerneste øer,
mødes vi skal i tro mod tro
med gifte koner og møer,
Jomfru Maria, moder hans
møder os i en kædedans 
med Maria Magdalene.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/323/304/2ç

Forarget over Jesu død
er verden alle dage,
og saligheden sagte, sød
har ingen lyst at smage
med munden fuld af bitterhed,
for hvilken lammet ellers led
og gav sit blod til bedste.

Hun løfter selv sit bæger op
med sine egne hænder
og føler liv i sjæl og krop
og selv i sine lænder.
For Herrens åsyn danser hun
med David og med David kun
indtil den lyse morgen.

Så danser pinsesolen med,
hvad det så end betyder,
en morgen fuld af kærlighed
og tak til den, som byder.
Halleluja, vor Gud er stor,
det synger englene i kor,
men størst er kærligheden.

Den vælder som en syndflod ind
i selve ramadanen
og dækker op i sjæl og sind
med overflod til ganen.
Smag på den store herlighed,
og glem nu, hvad profeten hed,
som ville det forbyde.

Om alt er tilladt, er det dog
en mindre del, der gavner,
betænk, hvorhen dit æbleskrog
af alle steder havner.
Det havner i en skraldespand
og hentes af en skraldemand,
hvorpå det genanvendes.

Selv Jesus bruger vi igen,
når han tilbage vender
med Luther som sin gode ven,
som vi dem begge kender
i Grundtvigs salmer som et fjeld,
forklarelsen er til vort held
så god som ny på bjerget.

Vil Muhammed, som ordet går
til bjerget ikke komme,
må bjerget selv, når timen slår,
før natten, hun er omme,
til ham med al sin herlighed
og uudgrundelige fred
af tro sig lade flytte.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/413/534

Himmelens øje
ned fra det høje
dalede her.
Fødsel og pine,
hendes og sine,
hisset og her.
Her er der fryd over, hvad der er sket,
hisset en glæde, som ingen har set.

Englene hører
skuer, berører
frelseren selv.
Død og opstanden,
er det en anden
eller ham selv?
Himlen genlyder af frelserens ord,
som han har talt i sin time på jord.

Længsel kun fylder
på alle hylder
himmel og jord.
Frelseren farer
op og forklarer
gåden på jord.
Himlen omfavner sin elskede ven,
glæder sig over at se ham igen.

Åh, lad det spire,
en mudderklire
tror jeg, jeg så.
Hvid som en måge
svinde i tåge
der, hvor jeg lå.
Nu er den borte, og isen er brudt,
klart er mit øje, og tørt er mit krudt.

Jæger og ulve,
bonede gulve,
skoven for vild.
Rålam og glente,
måren in mente,
katten er vild.
Fuglene falder fra himlen og ned,
smitten er over os fra led til led.

Frelseren kommer
med sol og sommer
efter en tid.
Vandene vælder
fra kvist til kælder
endnu en tid.
Svanen ved Grenen i syndflodens vand
olivengrenen, det underste land. 

Danmark og Norge,
fjelde og borge
rejser sig her.
Tårne og tinder,
drømme og minder
genfindes her.
Himlen sig fryder, og englene ler,
nøden var større der, end den var her.

Kokos og palme,
kirke og salme,
fader og søn.
Manden og konen
udgør ikonen,
moder og søn.
Sidder som frelseren på hendes arm,
sover som elskeren ved hendes barm.

Ave Maria
over sharia
stråler på jord.
Jesus af gravens
mørke i havens
fuldfede jord.
Førend han farer til himmels med et
skridt for os alle, som falder så let.

Englenes orden,
lynild og torden,
dæmrende lys.
Glæde i himlen,
en sammenstimlen,
lys over lys.
Ny er din himmel, og ny er din jord,
ny er din sang af bevingede ord.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/411/230

Lyset falder rundt om tingen,
trænger ikke ind i den,
og forvandler heller ingen
engel til en sjæl igen,
det forvolder ene ånden
ved sit bad og ved sit bord,
det betegner ene hånden
ved sit tegn og ved sit ord.

Korsets tegn ved nådens finger
daler som en lærke ned
i sit skjul på sine vinger
på et sted, som ingen ved,
om han luer bag en slåen,
og han tror sig ganske nær,
om han strækker sig på tåen,
og han holder på sit vejr.

Det er ordet over alle,
det er nådens regn og blæst
over stør såvel som skalle,
over degn såvel som præst,
det er håb i hver en dråbe,
det er liv i hvert et frø,
det er kærlighedens kåbe
over hver en øde ø.

Ingen ved, hvordan det ender,
ingen ved, hvor vi går hen,
men til saligheden kender
vi, vor fjende og vor ven,
det er den vi har i sinde,
når vi stævner hid og hen,
raver ikke om i blinde,
når vi finder den igen.

Finder den i sorg og glæde,
finder den i lyst og nød,
finder den i høje sæde,
finder den i liv og død,
finder den ved verdens ende,
finder den i brød og vin,
finder den i ham og hende,
finder den i hans og sin.

Hans er æren, magten, riget,
som det kommer, og det går,
hans er ordet hørt og skriget,
som fra jord til himmel når,
hans er sejren over døden
ved sit legeme og blod,
hans er selve morgenrøden,
som står op i overflod.

Lyset falder rundt om ringen,
ja, det stråler ud af den,
guldet bliver til af ingen
ting og bliver væk igen,
ørnens flugt fra jord til himmel
efterlader intet spor,
ingen ved blandt stjerners vrimmel,
vej ad hvilken op den for.

Melodi:  https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/431/442/2

Før det strejfede mit hjerte
som en fugl på himmelflugt
ordet, som først du mig lærte,
skønt det godt og vel var brugt,
fløj det om på må og få,
kunne som en hejre stå
stille dog i flere timer
uden nag og sure miner.

Naglet til en plet på jorden
i en meget gammel dam,
hvor dit rige i sin vorden
kommer uden skyld og skam,
springer som en lille frø
uden tanke på at dø
for et haps i kagedåsen,
hvis den ikke flytter måsen.

Når det hele falder sammen
i en herlig symfoni,
og alt bliver fryd og gammen
i den mindste koloni
have fyldt med pure løg,
skvalderkål og hønsemøg,
er det rede blevet sommer,
før den store mester kommer.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/279/496

Marias søn til verdens bod
sig føde lod i støvet,
hans kilde til en mægtig flod
udspringer fast med løvet
i skovens dybe stille ro,
hvor der er to
af samme kævle kløvet.

Det var den engel Gabriel,
der bragte hende ordet,
men Muhammed slog ham ihjel
og slap afsted med mordet;
han sagde nej til vin og brød,
en engels død
blev vekslet under bordet.

Sådan det går på jävla vis
endnu i vang og vænge,
det kan man se i sin avis
men spørger om, hvor længe
mon løgn og lede skal bestå
mod Guds attrå,
som alt er ved at fænge.

Den ild Koranen taler om,
hvori vi snart skal være,
når Herren kommer med sin dom
at samle sine kære,
det er vort sande fædreland,
det rene vand,
det er den sande lære.

Det er den milde Gabriel,
som står op fra de døde
ud over hele Israel
og langt ud i det øde,
der grænser op til Nazaret,
vort shibbolet
er jordbærgrød med fløde.

Den hjertets hårdhed, Mose lov
tog hensyn til hos folket,
har Muhammed gjort til sit rov
og hartad fejlfortolket
som evangelium
så torskedum
Guds ord i hjertet dolket.

I Jesu navn til hver en tid,
ja indtil verdens ende,
Guds ord vi skal med vid og bid
forkynde og bekende,
så hver og en på raske ben
og uden men
sig vil til Herren vende.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/forside/71/391/2

Her i skjul for verdens øje
åbenbarer du din høje
himmel over hav og jord;
i dit skalkeskjul herinde
seende du gør af blinde
ved dit bad og ved dit bord.

For umyndige og spæde
åbenbarer du den glæde,
som går gennem marv og ben;
lillejuleaftens kulde
over lig og under mulde
smeltede såvel som sten.

Her er storke og fasaner,
appelsiner og bananer
vokser mellem ild og vand;
her er gamle mænd og koner,
vandpistoler og kanoner,
modersmål og fædreland.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/106

Uden synd og uden skyld
synger nattergalen
uden omsvøb eller fyld
højt i himmelsalen.

Let som lærken i sin sky
kommer morgenrøden
med sin jord og himmel ny
hævet over døden.

Længere end livet ud
holder dåb og nåde,
første og det sidste bud,
lader Herren råde. 

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/158/326/2

Du stråler som en midnatssol
et øjeblik om dagen,
og vintergækker og viol
har aldrig kendt til magen;
de første tror, at det er løgn,
de andre vender på et døgn
sig om i deres grave.

Men påskeliljen ved besked
om tegn på verdens ende,
det er den store kærlighed,
som verdens gang vil vende;
den folder sig på stedet ud,
det første og det største bud,
hvor engle ej tør træde.

Når rosen blomstrer anden gang,
når markerne er hvide
til høst, og dufter dagen lang
med sine toner blide,
står græsset højt med sine aks,
som springer højt den blanke laks,
som hvalen gør mod solen.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/362/437