Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Regnbuen omkring tronen
Når de tunge, mørke skyer
truer os med tordenvejr,
og den onde drage spyer
ild og ruster sig til sejr,
O da skuer vi en bue
om Guds trone fuld af lys
ind i vores egen stue,
og vor kærlighed fornys.
Se, regnbuen vælter om
til velsignelse og dom!
Nu ser vi igennem alle farver
i Det ny Jerusalem.
Når vi står i kampens hede,
og når brødet brænder på,
og vi frygter for at bede
og at tro og stole på
det, vi ser med vore egne
øjne på den slagne vej
mellem padderok og bregne,
da vil Herren vise sig.
Når de lette, hvide skyer
bærer solen ind i pragt
som den himmelske fornyer
i uskyldighedens dragt,
O da kryber vore gader
i dit åbne ansigt ind,
så de hjemløse facader
tager bolig i dit sind.
Efter “The rainbow round the throne”, Fanny Crosby, 1820-1915.
Hør melodi her.
Et billede fra Johannes Åbenbaring 4, 3 “og der var en regnbue rundt om hans trone” ligger bag denne salme af en af de mest produktive salmedigtere i den engelsksprogede verden. Jeg var længe om at fatte, at regnbuen selvfølgelig hvælver sig over tronen, idet jeg tænkte, at det var ligesom her i Aarhus, hvor regnbuen ligger ned. Det er så Olafur Eliasson, vi kan takke for den vending – og hvorfor ikke udnytte den i en salme? Selv om det ikke var det Johannes så i sit syn, kan det jo godt være sådan i virkeligheden.
Sæt din faste fod i sneen
Sæt din faste fod i sneen,
gå og sæt dig rene spor;
ryd med skovlen eller skeen,
der hvor julerosen gror.
Kast en snebold efter nogen,
det er lige meget hvem;
det er lige efter bogen
om et barn i Betlehem.
Sneen falder hele dagen.
Hyrderne har sat sig spor;
de har sat sig ind i sagen
efter Himmeriges kor.
Hør melodi her.
Jeg lod mig inspirere til denne salme af en artikel i dagbladet Information om fundet af den såkaldte Gud-partikel. Her gengiver Jørgen Steen Nielsen den teoretiske baggrund for at lede efter den således:
“Efter altings begyndelse med The Big Bang for næsten 14 mia. år siden var universets partikler masseløse. Forskellige i egenskaber, men masseløse. I takt med universets afkøling dannedes imidlertid et usynligt, allestedsnærværende kvantefelt med en tilhørende partikel, af forskerne benævnt Higgs-feltet og Higgs-bosonen. Som en endeløs flade af sne, karakteriseret af snefnug. Det tidlige univers’ partikler interagerede med dette felt, som mennesker i sneen: De hurtigste strøg som skiløbere forbi med lysets hastighed og fik ingen masse. De lidt langsommere bevægede sig hen over fladen og opnåede masse ved interaktionen. De langsomste sank ned, interagerede kraftigt og oplevede betydelig tyngde, dvs. masse.”
I spil har også været andre digte om sne, hvor ærbødigheden for sneen derimod er i fokus. Nu kunne det være nok med det, tænkte jeg – og slap gækken løs.
Lad din tone klinge
Lad din tone klinge,
når jeg i min bøn
nu under din vinge
skjuler mig i løn.
Strengen vil du røre
i den stille stund;
lad mig også høre
ordet fra din mund!
Store sorte fugle
kommer med dit ord
til en kirkeugle
ved dit nadverbord.
Din er hele æren,
ingen har jeg selv
glad for denne væren
som en forårselv.
Fyld mig med din viden
og din vilje god,
og lad mig med tiden
knæle for din fod.
Lad mig som en have
fuld af sjælden duft
over alle grave
give vinger luft.
Tal, din tjener lytter
til dit gode ord
med en tro, som flytter
Zion imod nord.
Vers 1-6 efter “The quiet hour”, Emily May Grimes, 1920.
Hør melodi her.
Jeg kender ikke i min ånd
Jeg kender ikke i min ånd
Guds vilje og hans ledebånd;
jeg ved kun, ved hans højre hånd
sidder en, som er min frelser!
Jeg tage må ham på hans ord:
Det er mit legeme på bord,
før jeg begik mit brodermord
på ham, som nu er min frelser!
Han døde kun for vores skyld,
stak hul på syndens skam og byld
og lod al stræben være fyld
for at være vores frelser!
O må hans gerning bære frugt
i mig, og må jeg blive brugt
som hovedvej og viadukt
ind til hele verdens frelser!
Ja, lad mig selv i liv og død
forvandles så til vin og brød,
at jeg engang i jordens skød
nu skal mødes med min frelser!
Så skal jeg af den fælles grav
stå op med ham, som til mig gav
i lyst og nød det ene krav,
at han være må min frelser!
Vers 1-5 efter “I am not skilled to understand” Dorothy Greenwell, 1873.
Hør melodi her.
En salme, som handler om en grundlæggende uvished, som dog er grundlagt på et guddommeligt forsyn billedliggjort i forestillingen om Jesus siddende ved Guds højre hånd, hvortil han er ophøjet efter sin korsfæstelse og opstandelse. Ikke barnet i krybben eller frelseren på korset og heller ikke den tomme grav men dette billede af Jesus viet til Gud – for det er vel det den er, som sidder ved hans højre hånd? Frelseren bestemmes herefter nærmere ved nadveren, hvilket er min afvigelse fra originalen, der går direkte til hans stedfortrædende død på korset. Men i nadveren foregriber Jesus sin død, og der er ingen anden vej til korset end igennem nadveren.
Hvad tænkte egentlig Helle Virkner?
Igennem sit ægteskab med Jens Otto Krag oplevede skuespilleren Helle Virkner en tid som statsministerfrue. På et tidspunkt var der statsbesøg fra Sovjetunionen, hvis øverste leder Nikita Krustjov besøgte landet med sin frue. Helle Virkner fortæller, at hun sammen med sin mand og det russiske ægtepar blev fløjet i en lille propelflyvemaskine henover Fyn. Her lagde hun mærke til, at Krustjovs kone tavst lagde hånden på sin mands arm og nikkede bevæget ned mod de små jordlodder adskilt i skellet af levende hegn.
Her ligger en ø i det danske land,
og her udmunder en å,
hvor bølgen opstod af det dybe vand
og livet ligeså.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.
Her vokser syrenen i nattens dyb
med duft og blomsterflor
som levende hegn, der i tidens løb
gror frem, der hvor vi bor.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.
Her stiger selv solen af gravens dyb
genfødt og lyseblå
som Betlehemsbarnet i jomfrusvøb,
som markens hyrder så.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.
Hør melodi her.
Her ved Jesu fødder
Her ved Jesu fødder
og hans gode ord
har hun slået rødder,
dækker ikke bord.
Nåden kalder Maria til,
for discipel hun være vil.
Her ved Jesu fødder
sidder også jeg
under himlens øje,
som er lagt på mig.
Her ved Jesu fødder
gyder hun sin lød,
og derved bereder
hun ham til sin død.
Derpå sætter Vor Herre pris,
for det er ikke bare fis.
Her ved Jesu fødder
knæler også jeg,
at jeg kun må tjene
ham i krig og leg.
Her ved Jesu fødder
påskemorgenstund
står han op og byder
med sin egen mund:
Rør mig ikke endnu men gå
til de andre med, hvad du så!
Her ved Jesu fødder
hører også jeg
Jesu ord forkynde
nåde over mig.
Efter “At the feet of Jesus”, Phillip P. Bliss (1818-1876).
Hør melodi her.
Gud, lad mig ved dit ord
Gud, lad mig ved dit ord
ad dine veje gå,
og lad mig ved dit bord
din egen vilje få.
Dit løfte er mit håb,
dit forsyn er min vagt;
nu hører jeg dit råb
om det, som du har sagt.
Gud lad dit ansigt stå
at lyse for min fod,
så skal mit hjerte slå
et slag med Jesu blod.
Vers 1-2 efter “Lord, be Thy Word my rule”, Christopher Wordsworth 1872.
Hør melodi her.
Min Marie
Måske forholder Jesus sig til homoseksualitet i Matthæus 19,12, hvor han taler om at være ligefrem “uegnede til ægteskab fra moders liv”, hvis vi følger den nuværende danske oversættelse. Her er et bibelsk belæg for at afvise vielse af homoseksuelle, om man vil. Når ingen flager med det, er det måske fordi det opsigtsvækkende i virkeligheden er, at Jesus har set disse mennesker og uden videre kan rumme dem. At de er “uegnede til ægteskab” betyder at de er det i en jødisk forståelse af ægteskabet, hvor ægteskabet står i forplantningens tjeneste. Men i en kristelig forsåelse af ægteskabet behøver de ikke at være det. I et digt til sin anden hustru Marie Toft udfolder Grundtvig en ægteskabsforståelse, som slet ikke berører spørgsmålet om at få børn sammen men i stedet henter sin mening i en spejling i forholdet mellem præst og menighed:
Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed!
Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys!
Kun på en egen måde
vi er i grunden et.
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles Iyst!
Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nåde
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods!
Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled til os ned,
som til Gud Faders ære
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag.
Her er det samhørigheden og troen, der betones.
At ønske sig et akvarium – Pinseprædiken
I fortællingen om Jesu himmelfart er der en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere. De stammer fra Jesu hjemegn i det nordlige Israel.
De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres af dette himmelske blik i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.
Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af Ånden berørte er galilæere.
Det særlige ved at være galilæer i denne sammenhæng er, at disse galilæere har en fortid sammen med Jesus. De har levet sammen med ham, og de har set set ham blive korsfæstet og dø. De har oplevet ham rejse sig fra graven og færdes sammen med dem igen, og de har været vidner til hans optagelse til himlen. Alligevel er hele historien dem gådefuld. De har ikke andet at holde sig til end det løfte om hans genkomst, de blev givet efter hans optagelse til himlen. Vi må forestille os, at disciplenes bøn efter Jesu himmelfart alene har haft dette fokus. Vi må forestille os, at der sker noget i disciplenes bøn på pinsedagen: At den forvandler sig fra at have være en fortvivlet længsel efter at se Jesus igen til at være en glædelig forventning om det samme. I det øjeblik var Jesus der allerede igen i skikkelse af sin ånd. Nu kunne disciplene se ham igen! Ikke over alt på én gang men i det vindstød, der i det samme rørte jorden. Sådan er det at være galilæer i denne sammenhæng.
At ønske sig et akvarium med sumpskildpader og kampfisk.
Søpapegøje og kaskelot.
Forglemmigej og kvækerfinke.
Kejserkrone og kongelys.
Stenbiderrogn og floddelfin.
Træskonæb og næbdyr.
Vaskebjørn og bjørneklo.
Piratfisk og hundestejle.
Hundehvalp og kattekilling.
En lillebitte islandsk hest.
Klimaforandringer og Jesu genkomst.
Salme: https://kirkenigyngen.net/2010/07/10/altid-lod-jeg-herren-skue/
Guddommelige hyrde, vogt
Guddommelige hyrde, vogt
os også denne dag,
lad ingen fristelse få bugt
med kærlighedens sag.
Så længe prøvelsen består
i krig og kærlighed,
så vær imellem dine får,
og vær hos os og bed!
Giv os i bønnen dristighed
at bede om din hånd
og skue al din herlighed
skjult i den Helligånd.
Indtil den fulde kærlighed
du kalder frem i mig
i Paradisets blomsterbed,
så kalder jeg på dig.
Jeg slipper ikke hånden din,
før du til mig har sagt
dit navn og hemmeligt i min
en ledetråd har lagt:
Som konge skal i tusind år
jeg herske ved din fod,
og jeg skal vogte dine får
i al din overflod.
Hvor livets træ har slået rod
nu i den gyldne stad,
der gør det al min gerning god
ned til det mindste blad.
Hver måne bærer træet frugt
af søde kirsebær
i byen ved den blide bugt
i kongeriget her.
Forbandelsen er blevet brudt,
og Gud er vores lys,
og alt det, som vi har forbrudt,
i skabelsen fornys.
Guds milde ansigt skal vi se
og bære Herrens navn,
og vore klæder er som sne
i vores åbne favn.
Indtil midt i vers 3 efter “Shepherd divine, our wants relieve”, Charles Wesley 1740. Derefter efter Johannes’ Åbenbaring 22,1-5. Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 