Kirken i Gyngen

Fryd dig, du Kristi brud!
Syng salmer for din Gud,
at byde ham velkommen,
som bor i helligdommen.
Hosianna, pris og ære,
vor konge skal han være.

Lad al din glæde nå
helt op til himlens blå,
at bane Herren vejen
med yndefulde nejen.

Han bærer ingen pryd,
dog er han fuld af dyd;
hans våben er hans øje,
men ham må døden føje.

De skrøbelige ser,
hvor blid han er, og ler;
til dem han giver nåde
og lykke overmåde.

Luk op, der hvor du bor,
byd Kristus indenfor;
i nåde vil han høre
på dig og hånden føre.

Læg palmegrene ud
og stå med nøgen hud,
fordi du dine klæder
har lagt der, hvor han træder.

De spædes jubelgråd
skal søge Herrens råd,
og han skal åbenbare
sin blide røst og svare.

Gå da som Jordans flod,
at knæle ved hans fod,
imens han lader døbe
sig selv i tidens svøbe.

Hør Melodi her.

Vers 1-7 efter “O bride of Christ, rejoice”, som er en oversættelse via svensk af “Fryd dig, du Kristi brud” hos A. R. Gry­den­rup, 1632. I den engelske synes i modsætning til den i flere omgange omarbejdede danske version i Den Danske Salmebog at være bevaret en enkel folkevisetone.

I min version af salmen tilstræbes et klassisk udtryk, men i flere tilfælde er der tale om en anderledes brug af gamle billeder. Eksempelvis banes Herrens vej i vers 2 ikke som i de gamle tekster ved at gå foran ham – men bruden baner Herrens vej ved imødekommenhed. I vers 8 skildres Langfredags begivenheder indirekte i et billede af Jesu dåb.

Kirken står og hviler stille
med sin magt i byens dal;
dragen spyer vand for foden
af den sunkne katedral.

Kongen ser den sorte tunge
risle som en lille bæk,
imens børneflokken leger
flere timer dér i træk.

Tiden går, og uret tæller
timerne, vi fik i arv;
og nu standser evighedens
hvide bus på Store Torv.

Hør melodi her.

Aarhus Domkirke har siddet model til denne lille vignet.

Ordet, hvorved Gud lod skabe
lys og jord og fisk og fugl,
blev selv kød i tidens fylde
ved den allerførste jul.

I en kæde lige siden
har vi fejret denne nat,
hvor han lagdes i en krybbe,
hvor forinden lå en kat.

Katten, som har veget pladsen
for vor frelser, glemmes let;
men nu skal den ihukommes
for at æres slet og ret.

Se, hvordan dens øjne lyser
mellem stjernerne i nat;
er det to af himlens stjerner,
der til vidnesbyrd er sat?

Katten sad og så vor frelser
ligge i sin egen seng,
og den fik de gode øjne
skænket af den lille dreng.

Når Maria tager barnet
for at lægge det til bryst,
springer katten op i krybben
til den allerstørste lyst!

Ligeledes springer Ordet
på sin kattepote frem
mellem hyrderne på marken
ved et bål i Betlehem.

Hør melodi her.

Krishnamurti taler om at leve med sorgen ligesom man lever med bjergene og sin kæreste. Han bruger ordet komunion (engelsk: comunion). I den kristne komunion, nadveren får vi del i Jesu legeme og blod gennem vin og brød. Det er som om Krishnamurti finder denne ekstraordinære kvalitet i alt. At være i komunion med noget er at bryde den vanemæssige relation. Både sorgen, bjergene og kæresten kan blive vane, men i komunionen samles der op på relationen. Nadverøjeblikke. Forvandling på forvandling. Livet er en fest. (The Book of Life, 31.juli)

Her kommer Krishnamurti frem til, at ordet sorg er ikke-eksisterende. Man skulle tro, han havde læst lidelseshistorien i Det Nye Testamente. Her omtales disciplenes sorg heller ikke – men nok deres svigt og forrædderi. Ved en enkelt lejlighed reflekteres sorgen hos Jesu mor og den discipel, Jesus elskede. Mærkeligt nok tiltaler han Johannes, som ikke er hans søn, som sin søn, og sin mor tiltaler han: Kvinde: Søn, der er din mor, og Kvinde, der er din søn, og der står, at fra den time tog Johannes Jesu mor hjem til sig (The Book of Life, 27.juli).

Sorgen har ingen plads i Det Nye Testamentes fremstilling af Jesu lidelseshistorie, fordi noget helt andet og større er på færde: Det, som med dogmatikkens ord kaldes Jesu lidelse og død for vore synders skyld. Men der findes en såkalt Mariakult, som må have sin oprindelse enten i en tradition udenfor skriften eller også i det rene digt. Et eksempel herpå er et indlæg på eftertanke.dk af Claes. Her gøres i en opdigtet historie Jesu moders sorg til den barmhjertighedens kilde, vi kan trøste os ved. Se Claes’ indlæg her.

Historien har intet belæg i Det Nye Testamente. Tværtimod. Et sted i et af de fire evangelier bliver Jesus mødt af et tilråb fra en kvinde, der siger: “Saligt, det moderskød, der bar dig!” Jesus afviser det omgående ved at svare: “Salig, den der hører mit ord og bevarer det” – eller noget i den retning.

Man skulle tro, at Krishnamurti havde læst Jesu lidelseshistorie i Det Nye Testamente, når han kan finde på at sige, at ordet sorg ikke eksisterer. Man skulle tro, han kendte den og forstod, at Jesu lidelse også er Marias sorg.

I stykket til idag kommer Krishnamurti med en religionskritisk replik, der afslører, at hans kendskab til kristendommen er beskedent: “Tag en hvilken som helst kristen kirke”, siger han, “og De vil opdage, “at sorgen tilbedes; den bliver gjort til noget særligt, helligt, og det bliver sagt at kun gennem sorgen, gennem den korsfæstede Kristus, kan De finde Gud”. Det er der sikkert også mange kristne, der vil skrive under på, så misforståelsen er forståelig. Men det er en overfladisk iagttagelse, og god teologi er det ikke (The Book of Life, 25. juli).

Kristendommen er heldigvis velsignet med betydelige mængder af god teologi, og enhver, der har været så heldig at få følgerne af en sådan mere eller mindre ind med modermælken, vil vide, at lidelsen ikke som sådan er vejen til Gud. Lidelsen og sorgen er et fortvivlende vilkår, som ødelægger enhver ansats til menneskets udfoldelse i overenstemmelse med dets bestemmelse. Derfor blev Gud menneske. Gud blev menneske ved at tage dette vilkår på sig.

Som følge heraf kan vi møde det menneskelige vilkår på en ny måde. I nadveren har vi del i dette forvandlede vilkår. Sorgen er ikke længere den samme. Vi kan ikke længere møde sorgen uden igennem Kristus. Der er ikke, som Krishnamurti synes at mene, kristeligt set nogen forbindelse mellem sorgen udenfor Kristus og sorgen i Kristus. Det er det mærkelige, at Krishnamurti, som tydeligvis ikke aner, hvad kristendom er, alligevel forkynder evangeliet rent og purt. Hos ham er det, vi får at vide, at sorgen kan gå fuldstændig væk.

De må foretage en rejse uden søkort. Sådan lyder Krishnamurtis formaning til den sørgende. Sorgen er et chok, siger han også. Det er en tilstand, der kræver, at man må orientere sig på ny. Der er intet landkort. Det minder meget om Krishnamurtis orvalg i den tale, hvormed han i 1929 i Ommen i Holland gjorde sig fri af Teosofisk Samfund. Sandheden er et land uden stier, sagde han da. Det er ikke utænkeligt, at netop sorgen over broderen Nityanandas død i 1925 har haft afgørende betydning for at Krishnamurti gennemførte sit opgør med teosofien (The Book of Life, 22. juli).

At foretage en rejse uden kort er ikke let i den forstand, at det ikke er let at komme til. Vi ved hele tiden, hvad vi vil. Vi ved, hvad vi vil købe ind, og hvordan vi vil lave mad. Hele bevidstheden er ét stort kort. Sorgen, som er nøglen til forvandling, er en flygtig størrelse. Vi er vant til at tænke på sorgen som noget knugende og uafrysteligt, men i virkeligheden er sorgen en sjælden gæst. Sorgen læger alle sår.