Kirken i Gyngen

Måske forholder Jesus sig til homoseksualitet i Matthæus 19,12, hvor han taler om at være ligefrem “uegnede til ægteskab fra moders liv”, hvis vi følger den nuværende danske oversættelse. Her er et bibelsk belæg for at afvise vielse af homoseksuelle, om man vil. Når ingen flager med det, er det måske fordi det opsigtsvækkende i virkeligheden er, at Jesus har set disse mennesker og uden videre kan rumme dem. At de er “uegnede til ægteskab” betyder at de er det i en jødisk forståelse af ægteskabet, hvor ægteskabet står i forplantningens tjeneste. Men i en kristelig forsåelse af ægteskabet behøver de ikke at være det. I et digt til sin anden hustru Marie Toft udfolder Grundtvig en ægteskabsforståelse, som slet ikke berører spørgsmålet om at få børn sammen men i stedet henter sin mening i en spejling i forholdet mellem præst og menighed:

Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed!

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys!

Kun på en egen måde
vi er i grunden et.
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles Iyst!

Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nåde
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods!

Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled til os ned,
som til Gud Faders ære
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag.

Her er det samhørigheden og troen, der betones.

Guddommelige hyrde, vogt
os også denne dag,
lad ingen fristelse få bugt
med kærlighedens sag.
Så længe prøvelsen består
i krig og kærlighed,
så vær imellem dine får,
og vær hos os og bed!

Giv os i bønnen dristighed
at bede om din hånd
og skue al din herlighed
skjult i den Helligånd.
Indtil den fulde kærlighed
du kalder frem i mig
i Paradisets blomsterbed,
så kalder jeg på dig.

Jeg slipper ikke hånden din,
før du til mig har sagt
dit navn og hemmeligt i min
en ledetråd har lagt:
Som konge skal i tusind år
jeg herske ved din fod,
og jeg skal vogte dine får
i al din overflod.

Hvor livets træ har slået rod
nu i den gyldne stad,
der gør det al min gerning god
ned til det mindste blad.
Hver måne bærer træet frugt
af søde kirsebær
i byen ved den blide bugt
i kongeriget her.

Forbandelsen er blevet brudt,
og Gud er vores lys,
og alt det, som vi har forbrudt,
i skabelsen fornys.
Guds milde ansigt skal vi se
og bære Herrens navn,
og vore klæder er som sne
i vores åbne favn.

Indtil midt i vers 3 efter “Shepherd divine, our wants relieve”, Charles Wesley 1740. Derefter efter Johannes’ Åbenbaring 22,1-5. Hør melodi her.

Fra Guds og Lammets trone går
en flod så klar som glas,
en flod af brunt og gyldent hår
i kejserens palads.

Ved flodens bredder breder sig
en duft af blomst af tjørn,
og Kristi brud bereder sig
som alle andre børn.

Nu skal der være kæmpe fest
med ris og brudeslør,
og du skal være med som gæst
og stegen være mør.

Så får vi suppe, steg og is
og danser brudevals,
og bruden får den største pris
at hænge om sin hals.

Hvor Guds og Lammets trone står
ved bordet som en stol,
der står figurerne og går
i Paradisets sol.

Hør melodi her.

Nu foreligger der et fyldigt udvalg af den japanske digter Matsuo Bashos haiku på dansk i Niels Kjærs gendigtning. Ligesom den første større præsentation af haiku på dansk, Hans Jørgen Nielsens, “HAIKU En introduktion og 150 gendigtninger” fra 1963 udmærker den sig ved give en grundig indplacering af genren i zenbudhismen. Et haiku er et zen-digt, og tilblivelsen af haiku kan vanskeligt forstås uafhængigt af zen. Niels Kjær nævner Rinzai-sekten, der forstår oplysningen (satori) som en pludselig indsigt. I et godt haiku skaber ordene en nirvana-agtig oplevelse i læseren. For oversætteren er det altså opgaven at gengive denne erfaring. Ligesom i sin tid for Hans-Jørgen Nielsen (der oversatte til dansk fra andre europæiske sprog) lykkes dette ganske godt for Niels Kjær, der også har kunnet læse de japanske originaler.

Den første melon –
skal jeg skære den i både
eller skiver?

Som man ser af dette eksempel, har Niels Kjær ikke gjort sig til slave af de regler, der gælder for haiku. At et haiku formelt skal bestå af sytten stavelser fordelt på tre linjer i forholdet 5-7-5 tages – ligesom hos Hans-Jørgen Nielsen og i øvrigt hos Basho selv – ikke så nøje. Den pågældende regel angiver ikke en fast form men er en ledetråd, der indfanger en enkelhed.

Udvalget er også forsynet med noter til hvert enkelt digt, og det er påfaldende, hvor meget der i mange tilfælde vides om tidspunkt og omstændigheder for tilblivelsen af det enkelte digt. Det er som om der til et haiku også gerne knytter sig en beskrivelse af den situation digtet blev til i. Den er vel ikke nødvendig at kende til, men den følger alligevel ofte med i overleveringen.

Det er en fortjeneste ved Niels Kjærs udgivelse, at den er så udførlig i noteapparatet. Det hjælper til at give et mere præcist indtryk af det pågældende haiku, end en oversættelse er i stand til. I et oversat haiku er det ofte noget luftigt, som man er nødt til at se bagom for at fange nærværet.

Den forhindring møder man ikke i Niels Kjærs egne haiku i samlingen “Årets ring”. Her fornemmer man let den situation, digtet udspringer af. Samlingen består af 44 haiku og følger året fra nytårsmorgen til julenat eller nytårsnat. I hvert fald sætter også kirkeåret sig spor i årets cyklus såvel som årstidernes skiften.

Det er fristende at sammenstille Bashos berømte sidste haiku skrevet kort før hans død, der i Niels Kjærs gendigtning i “Ildfluer” lyder:

Syg på rejsen –
mine drømme strejfer om
på visne marker

med det femtesidste digt i “Årets ring”:

Den isnende blæst –
mine drømme strejfer om
i vintermørke

Forbindelsen mellem de to digte er ikke til at overse. Men hos Niels Kjær er døden ikke placeret ved livets afslutning men en postgang tidligere, og allerede i det følgende digt lyder det:

Et lys i mørket –
første søndag i advent
vågner de døde

Det japanske haikus forudsætning i zen får et synkoperet kristent modspil. Det betyder, at døden ikke får det sidste digt. Det giver god mening, at Niels Kjær i 21 år har været præst på Lyø.

*

Matsuo Basho: “Ildfluer”
Udvalgte haiku oversat og kommenteret af Niels Kjær
Forfatterforlaget ATTIKA, 2011

Niels Kjær: “Årets ring”
Udvalgte haiku
Books on Demand, 2012

Sin frelser elskede hun ømt
og skænkede ham alt,
og snart var hvert et bæger tømt,
som det livet gjaldt.

Og selv om krænkelsen stod læst
og skrevet i hvert sind,
så fandt hun nåde og al trøst,
fordi han var blind.

Han så med åndens øje kun
en kærlighed som sin
og lagde ordet fra sin mund
ned i hendes skrin.

Han tog igen til orde blidt
og sagde: Hvor I mig
forkynder, og hvad jeg har lidt,
skal hun blande sig.

For hun har nu med gerning sin
mig salvet før min død
og derved spejlet gerning min
ind i sjælen sød.

Efter “She loved her Savior”, William Cutter 1829.

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

Hør melodi her.

Ned fra himlen i det høje
kom befaling i dit ord,
og du hersker over alle
hjerter i det kolde nord.
Fra din vrede er jeg veget
under dine fødders ly,
hvor nu svangen er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Nu går våren gennem Nyhavn,
vil jeg tro, og det kan ske,
at den slår et slag og viser
sig et sted, hvor vi kan se.
Der er endnu et par timer
af den dag, der går på hæld;
vi kan nå at flette fingre,
vi kan nå at stifte gæld.

Men den kommer, før man aner
det, den skumringsfyldte stund,
og den skaber en forvandling
i den dybe undergrund.
Selv om mange år er gået,
før jeg tog dig i min favn,
har jeg dog på mine læber
båret lyden af dit navn.

I den kolde forårsmorgen
vågner jeg af liden blund,
og du vågner påskemorgen
netop i den samme stund.
Til din glæde er jeg krøbet
under dine vingers ly,
hvor din dyne er min himmel
i Jerusalem det Ny.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Nu lyser himmeltæppet blåt
med hvide stjerner i,
og kirkeskibet kommer flot
og ind i Himmerig.

Her kaster vi et anker ud
for Paradisets kyst
og vader ind og beder Gud,
når det igen blir lyst.

I går var det langfredag. Gys
og synd og død var alt.
Men vi er Himmeriges lys
og Himmeriges salt.

“Løven er min hyrde” er en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Begyndelsen af Salme 23 i den gamle oversættelse har antaget næsten ordsprogsagtig karakter, og sætningen “Herren er min hyrde/ mig skal intet fattes” er velkendt. I min gendigtning har jeg taget mig den frihed at skifte ordet “Herren” ud med “Løven”. Det er der belæg for, da “Løven af Juda stamme” ligesom “Lammet” er navne, der bruges om Gud og Kristus i Johannes Åbenbaring. Det er denne forestilling om en enhed mellem Løven og Lammet, jeg har bragt med mig ind i min gendigtning af Salme 23:

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

Salmen er sat i musik af Anne Marie Eriksen, som sang den ved en gudstjeneste Skærtorsdag i Saralystkirken i Højbjerg. Hør selv salmen her.