Kirken i Gyngen

Herren spreder sine ord
over himmel, hav og jord,
folk og fæ og mand og minde,
som han lægger os på sinde.

I forventning, lyst og nød
lever vi af vin og brød
og bevinger vore syner
let med dun fra vore dyner.

Anderledes end vi så,
da vi strakte os på tå,
skal os ånden vederfare,
når vi dog den skal erfare.

Mens den fejer ægget væk,
drager fuglene på træk
frit for øjet for at finde
det, vi gemmer inderst inde.

Herren løfter selv sin røst
med så inderlig en trøst
som det æbletræ med mejser,
Paulus fandt på sine rejser.

Drej dig min søde Sulamit,
når du på foden springer
henover øjenlåget mit
og løfter det på vinger
udover dale, skov og høj,
hvor tusindvis af stære fløj
som sol for sorte øje,
som du oplader, hvor du går
om kap med mørket i dit hår
og natten i det høje!

Hvad fryder I jer over, når
hun danser mellem stole,
når hun imellem stjerner går
så let som mellem sole;
når Sulamit med stjerner syv
omvender døgn og død og liv
som voks i sine hænder
og åbenbarer fod og knæ,
hvor fugleunger søger læ
og ly i dybe lænder?

Nu lyder der en summen brat
fra hækken, når de flyver
op, når vi os tillader at
antyde, at de lyver
om mangt og meget, vejr og vind
i fremmede og egne sind
og ingen sjæl vil gavne;
da vender hun sig i profil,
og øjet flyver som en pil
mod Odin og hans ravne.

Højsangen 7, 1-6.
Hør melodi her.

Jeg var ingen dør men mur,
jeg var isens kolde dronning,
men jeg smeltede som honning,
da du gjorde til mig kur.
Mælk og honning ville flyde,
da du gjorde vand til vin;
vandet din befaling lyde
som jeg selv, for jeg er din.

Men jeg har min egen gård,
og jeg har min egen have,
hvor der vokser vin i stave,
som jeg sætter på mit bord,
når jeg tager imod gæster;
her er mer end Salomon,
som udsulter sine fæster
på sin gård i Ba’al-Hamon.

Du, som sidder ved mit bord
mellem venner, som vil lytte
til din stemme, lad dem bytte
klagesange med dit ord:
Løb, min elskede på høje
fyldt af en balsamisk duft
som gazellen for dit øje
og som hjorten i din luft.

Efter Højsangen 8,8-14.
Hør meodi her.

Lænet til sin elskede
kommer hun fra Vesterhavet,
hvor hun ligger selv begravet,
hvor I graven kastede.
I de huse små, som øjet
dvæler ved i ny og næ,
falder solen ind fornøjet
ved at lande i et læ.

Under æbletræets løv
og de store tunge frugter,
som vort svage hjerte tugter,
fandt jeg dig, imens du sov;
og jeg vækkede dit mørke
øje med mit eget lys,
så det store modermærke
i dit hjerte skal fornys.

Sæt mig som det røde segl
på den bog, som åbenbarer
gamle dage og forklarer
livets gåde i et spejl.
Kærligheden er som døden
stærk, uovervindelig,
og har ene ét fornøden
her og i sit Himmerig.

Efter Højsangen 8,5-7.
Hør melodi her.

Når jeg ser dig gå omkring,
tænker jeg ved Gud i himlen
lige midt i folkevrimlen
på de allerbedste ting.
Du min broder skulle være,
så jeg dig med kys og kram
kunne elske og kun ære
høste for det og ej skam.

Til min moders hus og hjem
jeg ved hånden ville føre
dig, og der jeg ville røre
ved dit hjerte og dit lem;
og jeg ville for dig skænke
bæger med en krydret vin,
og jeg ville ej betænke
mig på kun at være din.

I din favn i denne stund
ligger jeg i dine arme
nu og mærker sydens varme
i mit hjerte og min mund.
Jeg besværger alle døtre
af Jerusalem: Væk ej
kærligheden, før den ytre
kan selv både ja og nej!

Efter Højsangen 8,1-4.
Hør melodi her.

I dagens citat taler Krishnamurti om stilheden som en forudsætning for skabelsen. Det er ikke en stilhed, som sindet selv kan erfare men den åbenbarede stilhed i den selvløse oplevelse af verden. Sådan som man oplever i uskyld. Den generhvervede uskyld er betingelsen for at forstå tiltalen i det skabende ord: “Vær et lys for dig selv. Så skal du ikke kaste skygge over en andens ansigt”, som optræder i Krishnamurtis digt The Master Singer of Life: Det lyder anfægtende for en kristen at skulle være et lys for sig selv. Det lyder selvtilstrækkeligt og uden gehør for tilsigelsen af syndernes forladelse. Men det er mere end syndernes forladelse. Det er, hvad der hviskes i øret på den nu tilgivne synder. Det er opstandelsen og det evige liv i mørket på dommens dag. “Jasminen åbner sit hjerte i den mørke nat”, som der også står i digtet, som af den græske komponist George Stefanakis er sat i moderne musik her.

Kristus er min klippe-
spalte og mit skjul,
hvor jeg folder mine
vinger om en fugl.

Stormen hyler ude
over klippens tag,
men jeg ligger inde
med de dybe lag.

Se, hvordan min vinge
tegnet er i sten,
førend fuglen lander
på den første gren.

Kristus er mit kilde-
væld i klippens kløft,
hvor den hårde klippe
falder i en grøft.

Så er der igen alternativ gudstjeneste i Kirken i Gyngen. Ordet er denne gang lagt i hænderne på blandt andre Niels Kjær, som i 21 år var præst på Lyø. Sideløbende med præstegerningen har Niels Kjær interesseret sig for den japanske digtform haiku i en sådan grad, at han har lært sig japansk og nu oversat et udvalg af mesteren Bashos (1644-1694) haiku til dansk. Niels Kjær vil give en introduktion til haiku og læse op af sin oversættelse. Et af digtene lyder:

“En hibiscus
i vejkanten –
min hest har ædt den”

En anden oplæser er digteren Kenneth Jensen, der vil læse digte fra et kommende værk. Kenneth Jensens digte er på én gang surrealistiske og stærkt håndgribelige som digtet ASSSN:

“Det har aldrig gjort ondt når August Severin Søren Sørensen Nielsen bløder. Det har det aldrig gjort. Det har højst føltes som en stille rislen, og det er alt. Det er kun når såret skal laves det gør ondt, og når jeg siger laves, lyder det som en viljesakt. Men så fine ord bruger vi ikke. Nej, når August Severin Søren Sørensen Nielsen bløder, så er det aldrig for sjov. Det er som at stå og se på, mens det bløder ud af kisten.”

Efter pausen vil tømrer, cand.theol. og pædagog Peter Gustav Jørgensen på baggrund af egne erfaringer og med brug af psykoterapeuten Peter Schellenbaum fortælle om terapi og det motivløse. En personlig beretning fra (endnu et!) uddannelsesforløb som psykoterapeut. I sin afsluttende opgave på uddannelsen skriver Peter Gusav Jørgensen:

“Det er vigtigt at have kontakt uden formål. At kontakten ikke er lukket af et formål. Det formålsbestemte lukker jo kontakten omkring formålet. Bevægelsen og åbenheden i kontakten er vigtig. Man kan og skal have nogle formelle anledninger til kontakt, men disse må ikke dominere kontakten. Den egentlige kontakt opstår i anledningen. Den egentlige kontakt er – eller kan være – en følge af anledningen. Derfor skal man lave anledninger. Man skal gå ud af døren og ud i verden med en anledning. Der er som sådan at mit hus i Kroatien skal ses. Det er en anledning. Ikke kontakt i sig selv. Blot anledningen til kontakt.”

Til slut springer cand. theol. Christian Moesgaard ud som digter. Christian Moesgaard har et godt øre for dagligsproget og et skarpt blik for mulighederne i det. Et af hans digte lyder:

“Jeg tog en tur i helved
og fandt ingenting.
Men se. Mine hænder er fulde af juveler.

Skamform. Hvem finder på sådan et ord.
Jeg bedrager mig selv.
Måske jeg skulle præst. Igen.”

Imellem de enkelte indslag vil vi synge salmer af digteren Nana Rømer Dorph-Petersen og cand. theol. Lars Hougaard Clausen. Se her. En del af de to timer er afsat til åben scene. Så hvis du har et indslag, som du synes passer ind her, så mød op og giv dit besyv med! Alle er velkomne.

Tid og sted: Lørdag d. 28. jan. 2012 kl. 15-17. Gyngen, Mejlgade 53, 8000 Århus C.

Arrangør Poetklub Århus. Støttet af Forfattercentrum.

Hvor er den dog begrædelig,
den synd, som frister os
og gør vor vej så vanskelig,
når vi den har hos os.

Forklædt som dyd og dydighed
formaner hun os frit;
og vinder hun din lydighed,
så gæster hun dig tit.

Hun beder for sin herlighed,
gør indtryk ved sit vid;
berøver dig din kærlighed
og øder den med flid.

Således på et nydeligt
træ voksede en frugt,
som vores moder frydeligt
lod med sin hånd få bugt.

Vor frelser tog den samme frugt
og bar den på sit kors
og lod den dø med al sin tugt,
sin egen og sin mors.

Hvor er den dog vidunderlig,
hans kærlighed til os
og særlig og forunderlig,
fordi den er hos os.

Vers 1-4 efter “Sin has a thousand treacherous arts”, Isaac Watts 1707.
Hør melodi her.

Gør nu Herre, hvad du ynder,
ånd på de udvalgte få,
derved du igen begynder,
hvad de galilæer så;
læg dit hovede på skrå,
atter skal din trone stå.

I dit billede os skabte
du som mand og kvinde blidt
som et håb for de fortabte,
der har syndefaldet lidt
og er faldet skæve ud
af din hånd og på dit bud.

Se igennem vore øjne,
som du helbreder en blind,
lige ind i dine egne
frit i Paradiset ind,
hvor du skaber vand og luft,
roser, vin og brød og duft.

Hør melodi her.