Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Hør min ven, det skal nok gå
Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.
Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.
Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.
Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.
Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.
Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.
Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.
Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.
Hør melodi her.
Vårsalme
Ned fra himlen i det høje
kom befaling i dit ord,
og du hersker over alle
hjerter i det kolde nord.
Fra din vrede er jeg veget
under dine fødders ly,
hvor nu svangen er min himmel
i Jerusalem det Ny.
Nu går våren gennem Nyhavn,
vil jeg tro, og det kan ske,
at den slår et slag og viser
sig et sted, hvor vi kan se.
Der er endnu et par timer
af den dag, der går på hæld;
vi kan nå at flette fingre,
vi kan nå at stifte gæld.
Men den kommer, før man aner
det, den skumringsfyldte stund,
og den skaber en forvandling
i den dybe undergrund.
Selv om mange år er gået,
før jeg tog dig i min favn,
har jeg dog på mine læber
båret lyden af dit navn.
I den kolde forårsmorgen
vågner jeg af liden blund,
og du vågner påskemorgen
netop i den samme stund.
Til din glæde er jeg krøbet
under dine vingers ly,
hvor din dyne er min himmel
i Jerusalem det Ny.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.
Nu lyser himmeltæppet blåt
Nu lyser himmeltæppet blåt
med hvide stjerner i,
og kirkeskibet kommer flot
og ind i Himmerig.
Her kaster vi et anker ud
for Paradisets kyst
og vader ind og beder Gud,
når det igen blir lyst.
I går var det langfredag. Gys
og synd og død var alt.
Men vi er Himmeriges lys
og Himmeriges salt.
Løven er min hyrde er min bøn
“Løven er min hyrde” er en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Begyndelsen af Salme 23 i den gamle oversættelse har antaget næsten ordsprogsagtig karakter, og sætningen “Herren er min hyrde/ mig skal intet fattes” er velkendt. I min gendigtning har jeg taget mig den frihed at skifte ordet “Herren” ud med “Løven”. Det er der belæg for, da “Løven af Juda stamme” ligesom “Lammet” er navne, der bruges om Gud og Kristus i Johannes Åbenbaring. Det er denne forestilling om en enhed mellem Løven og Lammet, jeg har bragt med mig ind i min gendigtning af Salme 23:
Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.
Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.
Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.
Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.
Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.
Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.
Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.
Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.
Salmen er sat i musik af Anne Marie Eriksen, som sang den ved en gudstjeneste Skærtorsdag i Saralystkirken i Højbjerg. Hør selv salmen her.
Jeg elsker at bo i Aarhus
Lørdagens to demonstrationer i Aarhus fik – set fra ordensmagtens vinkel – et lidt uheldigt forløb. Det lykkedes ikke helt at holde de to grupper adskilte, og der meldes om 83 anholdte. Vist mest fra moddemonstrationen, der gik under sloganet “Aarhus for mangfoldighed” – minus ytringsfrihed, kan man vist roligt føje til. Borgmesteren derimod synes at holde tungen lige i munden og have blik for begge dele: Aarhus er en by for mangfoldighed og ytringsfrihed.
Forløbet fik mig til at tænke på et digt, som jeg har skrevet i en anden og mere uskyldig sammenhæng, men som også gengiver en oplevelse af Aarhus som et dobbelt univers:
Jeg elsker at bo
i Aarhus. Der er ikke
noget at gøre.
Europas atom
er et skab med to låger,
uden skillevæg.
Men selv om det er
udeleligt, kan man godt
åbne det. De to
rum flyder ind i
hinanden. To tusindfryd,
én forglemmigej
finder hinanden
i en sætning. Jeg elsker
at bo i Aarhus.
Det er i øvrigt den samme tanke, der er på spil i min salme Dåbsenglen (se her), hvor de to rum, der flyder sammen er Vor Frue Kirke i København med Thorvaldsens figurer og selve Thorvaldsens Museum med billedhuggerens andre værker. Det er her en københavnsk lokalitet set igennem en opklarende aarhusiansk optik.
København, Aalborg, Randers og Odense er byer med attitude. I Aarhus findes velsignelsens dobbeltblik. Kom og bliv set.
Kristus og kirken
Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder;
dengang han stod
i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.
De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til,
om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.
Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør
enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.
Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen
han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.
I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten
og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.
Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind
i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.
Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser
de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.
Jesu jævnbyrdige
Opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst er emnet for denne salme. Jeget møder Jesus ansigt til ansigt og er vidne til og delagtiggøres i Herrens ægteskab med sin brud. Hun er overraskende Jesu jævnbyrdige i kærlighedsevne. Det er oplagt her at henvise til den tyske teolog Dietrich Bonhoeffers tale om det myndige menneske som troende aktør – det menneske, som ikke tiltales af forestillingen om Gud som autoritet. Anne Marie Eriksen har i sin melodi til salmen rakt Herren sin hånd. Hør Anne Marie Eriksens fortolkning her.
Jesus, dine klare øjne
møder mine himmelblå,
når du hjem til dine egne
kommer med din kjortel på.
Jorden klæber til din krop,
selv om du er steget op
til din himmel for at stige
ned igen med Himmerige.
Lig en morgenstjerne lyser
du på himlen i et blå,
før et øjeblik du fryser
og igen på jorden stå.
Når du rækker hånden ud
på din faders første bud,
tager du din brud til ægte;
ingen kan sin hånd dig nægte.
Nådig skænker hun sit rige
hjerte til din ensomhed,
og hver dreng og hver en pige
byder hun at være med.
Satan og vil mænge sig,
men hun tænker kun på dig,
som det sig på dagen sømmer,
når den store mester kommer.
Vil den onde ånd forlokke
hende ad sin egen sti,
hører hun din kirkeklokke,
hver gang at den falder i.
Det er lyden af dit ord,
da du skabte vores jord,
der er kommet stærkt tilbage
nu i vore egne dage.
Ja, selv når orkanen krænker,
hvad du har tilendebragt,
finder hun i sine tanker
udtryk for, hvad du har sagt.
Helligånden er en vind,
som går ind i sjæl og sind
helt ad sine egne veje,
bøjer løvet for dit øje.
Påskeliljerne sig bøjer
på din grav, når det er vår;
dertil øjet blidt sig føjer,
og din kærlighed består.
Selv om loven som et sværd
strejfer både her og der,
tager hun dig rask ved hånden,
kysser dig med helligånden.
Al din godhed skal nu vælde
fra dit hjertes kildespring;
det skal for en verden gælde,
at du nu går frit omkring.
Se, en himmel ny og jord
spejler sig i dine ord;
når du til din kære taler,
løsner hun de blå sandaler.
Jesus, du har åbenbaret
dig i legeme og blod,
og du har for mig forklaret,
hvad jeg ikke før forstod.
Mine øjne kan nu se,
jeg kan se, hvad der skal ske;
vejen frem er som en stige
lige ind i Himmerige.
Naturen som billede
Vi kender Jesu lignelse om markens liljer og himlens fugle. Om fuglene siges det, at skønt de ikke høster og sår, sørger Gud for dem. Om liljerne siges det, at selv om de ikke spinder og syr, er de prægtigere klædt end Salomon i al sin pragt. Også i nærværende salme er liljerne på marken og himlens fugle brugt som billeder på et særligt troens liv. I 1. vers bøjer liljerne sig ned for vinden og rejser sig igen – ikke blot til det tidligere stade men ind i evigheden.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/se-som-markens-liljer
Se, som markens liljer
bøjer vore viljer
sig for vinden stille ned,
rejser sig i evighed.
Se til himlens fugle
nattergal og ugle
og som stjernen over dem
lærken over Betlehem.
Se, hvor liljen klæder
fuglen, som sig glæder
i et øjeblik af fryd
over Jesu liv og død.
Se, hvor fuglen flyver
over markens kløver
fra dit hjerte til dit hjem
i Det ny Jerusalem.
Det dobbelte jeg
Forventningen om Jesu genkomst er en el af den kristne kirkes bekendelse. Det er det forventede samvær med ham i opstandelsen på den yderste dag, der vælder ind over os i dette øjeblik og giver det sin særlige karakter af kristenliv. At være kristen er naturligvis at leve i erindringen om Kristus. Men det er også at leve i forventningen om hans andet komme, og endelig er det også at gøre sit eget liv til en gentagelse eller en skygge af hans.
Dette sidste er en fordring, der ikke kan opfyldes, før han selv har vist sig i sit andet komme – og det i en skikkelse, vi kan identificere os med. Det kan ikke lade sig gøre at træde direkte i vor Herre Jesu Kristi fodspor af den simple grund, at han ikke mere findes her på jorden tilgængelig for vore sanser og forstand i anden skikkelse end den, hvori han har givet os sig selv, sit legeme og blod i vin og brød. At ligne Jesus Kristus kan vi kun igennem disse hans egne nådemidler til os.
Men der er en anden mulighed, for Kristus er ikke kun kommet til os fra fortiden i skikkelse af Jesus af Nazaret – han kommer også til os fra den yderste dag med sin milde dom. Vi møder ikke alene evangeliet i situationer med et skilt på maven, hvor der står, at dette er kristent. Et kristent liv kan ikke tænkes uden sammenhænge, hvor vi må afgøre med os selv, at her ser vi evangeliet tage skikkelse. Det fordrer en tro, som er nærværende og ikke læner sig op ad et allerede etableret gudsbillede.
En sådan erfaring har rastafaritroen gjort sig i forbindelse med den etiopiske kejser Haile Selassie I, der i sit kejserlige afbillede af den gamle forestilling om Kristus Verdensherskeren (pantokrator) fik efterkommere af sorte slaver på Jamaica til at tro, at han var Gud selv. At kejseren selv var noget forundret havde mindre at sige for den vækkelse, som troen på ham som guddommelig rejste på Jamaica efter hans kroning i 1930 og med reggaemusikeren Bob Marley som den til dato mest prominente apostel.
Troen på kejseren som guddommelig identifikationsmarkør førte blandt meget andet også til en omdannelse af slavetidens engelske sprog på øen. I denne nyskabende sprogrensning undgås enhver mindelse om slavetidens undertrykkelse i sproget, og i stedet indsættes det personlige stedord i 1. person ental som selvbekræftende markør. Den således negativt ladede forstavelse “under-” i det engelske ord “understand” bliver til det selvbevidste Iverstand – med indsættelse dels af forstavelsen “over-” i stedet og dels med indføjning af “I”. Sådan er det hele vejen igennem. “Vital” bliver til Ital, og “creation” til “Iration”.
Når I er så symbolladet i rastafari hænger det også sammen med at romertal I (den første) i den kejserlige titel “Haile Selassie I” i skrivemåden er identisk med det personlige pronomen i 1. person singularis på engelsk. I den rituelt/ deklamatoriske udtale af kejserens navn udtales romertal I da også som det pågældende stedord. Ydermere anvendes en slags dobbelt stedord “I and I” i stedet for et hvilket som helst stedord, der betegner de troende, hvis credo kunne formuleres således: “I and I believe in His Imperial Majesty, Haile Selassie I. HIM Christ come again”. Man må næsten sige, at rastaerne identificerer sig med kejseren og hans guddommelighed i forholdet 1:1. Forvandlingen fra kuet slavementalitet til selvberoende Konge af Guds nåde er fuldkommen.
Formularen “I and I” tjener til denne forvandling, der er som at gøre vin af vand. Det er det samme kar, men indholdet er et andet. Jeget bliver ved kejserens mellemkomst fyldt med det guddommelige indhold, som hører Kristus til. I and I er at modtage sakramentet ansigt til ansigt. Eller det dobbelte jeg er det kar, der opfanger denne erfaring af gudbilledligheden og bevarer den som retningsgivende åbenbaring.
En sådan overvældende erfaring af at være elsket ligger bag første vers i salmen “Jeg er selv et billede”. At være et levende billede på Paradiset er mere end jeget sædvanligvis kan bære, og det var formuleringen “I and I”, der gjorde det muligt at bevare denne erfaring indenfor jegets horisont. Jeget følte sig anderledes rustet derved, og allerede i anden strofe er identifikationen med Kristus direkte. Identifikationspunktet er her Golgata, og hvad min private biografi angår er den bagvedliggende situation ligeså ulykkelig, som den før nævnte var lykkelig.
Salmen udfolder sig herefter i yderligere 8 lange vers, der hver henter en kristelig erfaring ind i det nye jeg. Genkomstens bagved liggende symbol reflekteres i en disciplineret anvendelse af ordet “igen” som det sidste ord i fjerde linje i hvert eneste vers. Jeg har også forsøgt at bringe en mængdeangivelse eller et tal ind i sidste halvdel af hvert af de ti vers – måske for at meditere over de “frelstes tal”. I Anne Marie Eriksens disciplinerede melodi til salmen er der at et macht til denne optagethed af mængder og tal.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.
Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.
Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.
Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.
Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.
Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.
Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.
Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.
Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.
Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.
Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.
Hvor er din fod i din sandal
Hvor er din fod i din sandal
dog smuk, når du betræder
den sti, som af enhver vandal
blev trådt, og jeg tilbeder
din hofte, som nu hviler sig
i hånden på en, som er mig;
din navle er et bæger,
hvori jeg skænker krydret vin,
som selv du drikker den af min
og dine vunder læger.
Din mave er en dynge korn
indhegnet kun af liljer
og ikke tidsel eller torn
med deres onde viljer;
hvert bryst er som en hjortekalv,
gazelletvilling, jordeskælv,
et Himmelbjerg er halsen,
som søerne ved Silkeborg
er dine øjne, og forborg-
en lyst slår ud i valsen.
Din næse er en opera
i duft på Sydhavsøerne,
hvor dine linjer kommer fra
og ind imellem ørerne
sig svinger som en fugl i flugt
hen over himmel, hav og bugt
ved Århus og Norsminde.
Hov, skarven flyver som en streg
hen over bølgen som i leg
imellem mand og kvinde!
Dit hovede er som Bornholm,
din klippetinde lyser
som gylden sol i hår og halm,
så ingen mere går og fryser;
da har i rigdom vi det vidt
drevet, når ingen får for lidt
og færre får for meget.
Det er den gode Helligånd
der leder dig ved fod og hånd
helt ind i Himmeriget.
Efter Højsangen 7,2-6.
Hør melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/102/125
Kirken i Gyngen 