Kirken i Gyngen

Vrede og retfærdighed kan ikke bo sammen. Sådan lyder den punchline, Krishnamurti kommer frem til i dette talte ord, som er optaget på bånd og skrevet ned til senere brug. Han visualiserer den figur, som harmes over uretfærdigheden i verden og vil bruge sin vrede til at forandre den. Men retfærdighed tilhører en anden orden. Den kan ikke udøves men er noget som kommer til én (The Book of Life, 19. juli).

Som da den kom til Grundtvig, da han gennem sit forhold til sin anden hustru Marie Toft kom i forbindelse med de gudelige forsamlinger. Han havde ellers holdt sig på afstand af dem, men nu begyndte han at forstå dem, og måtte om ikke direkte blive en del af dem så vedgå en indre forbindelse. Her skete det for Grundtvig, som ulykkeligvis ikke skete for Luther, der tog fyrsterne i den ene hånd og ingen i den anden, som han løftede mod sværmerne. Men Grundtvig tog kongen i den ene hånd og folket i den anden.

Krishnanamurti tager anledning af ordet sadisme til at opfordre til at være opmærksom på, hvor ofte vi hengiver os til skadefryd. Det er der meget få, der ikke gør, siger han. Krishnamurti nævner oven i købet forfatteren Marquis de Sade ved navn, hvilket må forstås som en anerkendelse af, at denne gennem sit forfatterskab har bragt denne perverterede lyst frem i lyset. (The book of Life, 17. juli).

Jeg skal omgående gå til bekendelse og indrømme, at sidst jeg var opmærksom på denne følelse hos mig selv, var da jeg hørte om den seneste satiriske fremstilling af paven, hvoraf det angiveligt skal være fremgået, at paven ikke bruger ble, selv om han nok burde. Det var først da jeg læste Mogens S. Mogensens blogindlæg om sagen, jeg blev opmærksom på den. Se her.

Spørgsmålet er så, om det er billederne selv jeg har moret mig over, eller om det er Mogensens fremstilling af sagen – for Mogensen kan selv den perfide kunst. Pludselig har paven sat sig i en kage, og på den Muhammedtegning, der inddrages i diskussionen, har profeten nu fået en raket og ikke en bombe i sin turban.

Mogensen vil nemlig det med sit indlæg, at han vil hævde, at vi her i Vesten har mere forståelse for, når katolikker krænkes, end når muslimer bliver det. Jeg skal igen gå til bekendelse og indrømme, at den dom, der nævnes, og som skal have forbudt offentliggørelse af de famøse fotografier, heller ikke generer mig synderligt.

Der er jo netop bare tale om skadefryd og ikke som i tilfældet Kurt Westergaards Muhammedtegning om kunst. Kurt Westegaards tegning er en sublim fremstilling af det religiøses perversion, derved at trosbekendelse og bombe er blevet ét. Den muslimske trosbekendelse er skrevet på bomben, og det er dér, det rykker.

Det er der naturligvis ingen opbyggelighed i for mig at konstatere, hvis jeg bare ser det som en fremstilling af islam. Men kunst skal jo heller ikke tages for pålydende men tolkes i relation til én selv, og det har jeg gjort. Resultatet er et lille digt i form af en sætning, der vender metaforen indad:

Troens hvide snit som skriften i min pande.

Måske fik jeg hjælp af en påstand  i et læserbrev, som digteren Peter Laugesen skrev. Her påstår digteren, at det bare er sig selv Kurt Westergaard har givet en fremstilling af i sin verdensberømte tegning. Det er der heller ingen opbyggelighed i for Peter Laugesen at konstatere, for selvfølgelig er det sig selv Kurt Westergaard har tegnet eller i hvert fald en side af sig selv. Det er der en vis opbyggelighed i.

Når vi ser vor betingethed på samme måde, som vi ser en afgrund eller et vildt dyr, så forsvinder den uden videre af sig selv. Det essensen af Krishnamurtis dialog med Pupul Jayakar om netop betingethed, dvs. vor vanemæssige og erfaringsmæssige begrænsning. Denne ellers grundfæstede måde at have med tilværelsen at gøre på betragtes mærkeligt nog som et faremoment. Det er ikke det, jeg udsættes for, der er til fare for mig. Det er min måde at forholde mig til den pågældende udfordring på. Hvis jeg møder et menneske, der er som et vildt dyr og som skambider mig mentalt – er det menneske så farligt for mig, eller er jeg til fare for mig selv, fordi jeg ikke træder væk. Er det at træde væk betydningen af at vende den anden kind til? Er det derfor, jeg skal hade mit eget liv og mit ophav og elske min fjende? Kun min betingethed er farlig for mig.

Se video her.

Når de tunge, mørke skyer
truer os med tordenvejr,
og den onde drage spyer
ild og ruster sig til sejr,
O da skuer vi en bue
om Guds trone fuld af lys
ind i vores egen stue,
og vor kærlighed fornys.

Sæt din faste fod i sneen,
gå og sæt dig rene spor;
ryd med skovlen eller skeen,
der hvor julerosen gror.

Kast en snebold efter nogen,
det er lige meget hvem;
det er lige efter bogen
om et barn i Betlehem.

Sneen falder hele dagen.
Hyrderne har sat sig spor;
de har sat sig ind i sagen
efter Himmeriges kor.

Hør melodi her.

Jeg lod mig inspirere til denne salme af en artikel i dagbladet Information om fundet af den såkaldte Gud-partikel. Her gengiver Jørgen Steen Nielsen den teoretiske baggrund for at lede efter den således:

“Efter altings begyndelse med The Big Bang for næsten 14 mia. år siden var universets partikler masseløse. Forskellige i egenskaber, men masseløse. I takt med universets afkøling dannedes imidlertid et usynligt, allestedsnærværende kvantefelt med en tilhørende partikel, af forskerne benævnt Higgs-feltet og Higgs-bosonen. Som en endeløs flade af sne, karakteriseret af snefnug. Det tidlige univers’ partikler interagerede med dette felt, som mennesker i sneen: De hurtigste strøg som skiløbere forbi med lysets hastighed og fik ingen masse. De lidt langsommere bevægede sig hen over fladen og opnåede masse ved interaktionen. De langsomste sank ned, interagerede kraftigt og oplevede betydelig tyngde, dvs. masse.”

I spil har også været andre digte om sne, hvor ærbødigheden for sneen derimod er i fokus. Nu kunne det være nok med det, tænkte jeg – og slap gækken løs.

Lad din tone klinge,
når jeg i min bøn
nu under din vinge
skjuler mig i løn.

Strengen vil du røre
i den stille stund;
lad mig også høre
ordet fra din mund!

Store sorte fugle
kommer med dit ord
til en kirkeugle
ved dit nadverbord.

Din er hele æren,
ingen har jeg selv
glad for denne væren
som en forårselv.

Fyld mig med din viden
og din vilje god,
og lad mig med tiden
knæle for din fod.

Lad mig som en have
fuld af sjælden duft
over alle grave
give vinger luft.

Tal, din tjener lytter
til dit gode ord
med en tro, som flytter
Zion imod nord.

Vers 1-6 efter “The quiet hour”, Emily May Grimes, 1920.
Hør melodi her.

Jeg kender ikke i min ånd
Guds vilje og hans ledebånd;
jeg ved kun, ved hans højre hånd
sidder en, som er min frelser!

Jeg tage må ham på hans ord:
Det er mit legeme på bord,
før jeg begik mit brodermord
på ham, som nu er min frelser!

Han døde kun for vores skyld,
stak hul på syndens skam og byld
og lod al stræben være fyld
for at være vores frelser!

O må hans gerning bære frugt
i mig, og må jeg blive brugt
som hovedvej og viadukt
ind til hele verdens frelser!

Ja, lad mig selv i liv og død
forvandles så til vin og brød,
at jeg engang i jordens skød
nu skal mødes med min frelser!

Så skal jeg af den fælles grav
stå op med ham, som til mig gav
i lyst og nød det ene krav,
at han være må min frelser!

Vers 1-5 efter “I am not skilled to understand” Dorothy Greenwell, 1873.
Hør melodi her.

En salme, som handler om en grundlæggende uvished, som dog er grundlagt på et guddommeligt forsyn billedliggjort i forestillingen om Jesus siddende ved Guds højre hånd, hvortil han er ophøjet efter sin korsfæstelse og opstandelse. Ikke barnet i krybben eller frelseren på korset og heller ikke den tomme grav men dette billede af Jesus viet til Gud – for det er vel det den er, som sidder ved hans højre hånd? Frelseren bestemmes herefter nærmere ved nadveren, hvilket er min afvigelse fra originalen, der går direkte til hans stedfortrædende død på korset. Men i nadveren foregriber Jesus sin død, og der er ingen anden vej til korset end igennem nadveren.

Igennem sit ægteskab med Jens Otto Krag oplevede skuespilleren Helle Virkner en tid som statsministerfrue. På et tidspunkt var der statsbesøg fra Sovjetunionen, hvis øverste leder Nikita Krustjov besøgte landet med sin frue. Helle Virkner fortæller, at hun sammen med sin mand og det russiske ægtepar blev fløjet i en lille propelflyvemaskine henover Fyn. Her lagde hun mærke til, at Krustjovs kone tavst lagde hånden på sin mands arm og nikkede bevæget ned mod de små jordlodder adskilt i skellet af levende hegn.

Her ligger en ø i det danske land,
og her udmunder en å,
hvor bølgen opstod af det dybe vand
og livet ligeså.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.

Her vokser syrenen i nattens dyb
med duft og blomsterflor
som levende hegn, der i tidens løb
gror frem, der hvor vi bor.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.

Her stiger selv solen af gravens dyb
genfødt og lyseblå
som Betlehemsbarnet i jomfrusvøb,
som markens hyrder så.
Du ser et spor af himmelsk salighed
og bli´r mindet derom af din egen kærlighed,
da hun det også ser.

Hør melodi her.

Her ved Jesu fødder
og hans gode ord
har hun slået rødder,
dækker ikke bord.
Nåden kalder Maria til,
for discipel hun være vil.
Her ved Jesu fødder
sidder også jeg
under himlens øje,
som er lagt på mig.

Her ved Jesu fødder
gyder hun sin lød,
og derved bereder
hun ham til sin død.
Derpå sætter Vor Herre pris,
for det er ikke bare fis.
Her ved Jesu fødder
knæler også jeg,
at jeg kun må tjene
ham i krig og leg.

Her ved Jesu fødder
påskemorgenstund
står han op og byder
med sin egen mund:
Rør mig ikke endnu men gå
til de andre med, hvad du så!
Her ved Jesu fødder
hører også jeg
Jesu ord forkynde
nåde over mig.

Efter “At the feet of Jesus”, Phillip P. Bliss (1818-1876).
Hør melodi her.

Gud, lad mig ved dit ord
ad dine veje gå,
og lad mig ved dit bord
din egen vilje få.

Dit løfte er mit håb,
dit forsyn er min vagt;
nu hører jeg dit råb
om det, som du har sagt.

Gud lad dit ansigt stå
at lyse for min fod,
så skal mit hjerte slå
et slag med Jesu blod.

Vers 1-2 efter “Lord, be Thy Word my rule”, Christopher Wordsworth 1872.
Hør melodi her.