Kirken i Gyngen

Susanne i badet
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.

De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.

De ser gennem ruden
i Paradis inde
hun gør, hvad i Helved
de selv har i sinde.

Kom, lad os samles om vor Gud,
før selv han træder ind,
som endnu trækker tiden ud,
bereder vore sind.

Vor skyld er stor og vores frygt,
for død er syndens løn,
barmhjertighedens trone søgt
med angergiven bøn.

Kun ved din forbøn Kærlighed
velsignet er vort håb,
på al din trones herlighed
vi grunder vores dåb.

Omend en grum retfærdighed
ret følger på din dom,
en større uretfærdighed,
da tidens fylde kom.

Lad derfor nåde gå for ret,
og lad os se din hånd
og finger tegne korset let
ført af den Helligånd.

Gendigtning af Anne Steeles “Come, let our souls adore the Lord” 11. februar 1757.
Hør melodi her.

Ved din Faders højre hånd i himlen
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.

Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.

Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.

Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.

Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.

Lyset rammer gravens sten,
spurven sidder på en gren;
øm i både sjæl og krop
frelseren er stået op.

Du, som rækker hånden ud
mod den genopstandne hud,
rør mig ikke nu men se,
hvad i døden, der skal ske.

Og fortæl, hvad du har set,
og fortæl, hvad der er sket;
rør mig nu med troen på,
der er tomt, hvor Herren lå.

Frit efter “Morning breaks upon the tomb”, William B. Collyer, 1812. Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi og akkompagnement på klaver og med Lisbeth Godtfredsen på bas: Her.

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her: 

Treenighedens krone tung
din nådes stol og trone
har tynget med sin store pung
at frelse og forsone.

Treenighedens konge let
som fjer på fuglens vinge
sin krone bærer kun med ret
blandt englene på tinge.

Treenighedens rige her
imellem vore grave
sig rejser af det bløde ler
som før i Edens have.

Hør melodi her.

I lørdagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med frygt – og skelner her mellem det at frygte forestillingen om noget og selve det, som forestillingen er om. Er vi bange for døden, eller er vi bange for tanken om døden. Tanken om døden, forestillingen om døden er i virkeligheden det, som hindrer et møde med døden selv. Om det at møde døden ansigt til ansigt anvender Krishnamurti ordet kommunion (eng. communion). Det henviser ikke direkte til den kristne brug af ordet, men alligevel repræsenterer Krishnamurtis brug af dette ord et tilsvarende indhold. Også kristeligt set er der to måder at møde døden på, og kun igennem Jesu død på korset møder vi døden reelt.

Levende sjæl, som søger Gud,
kast hver bekymring bort;
og kast de stjålne blikke ind
ad Paradisets port.

Den åbner sig i Betlehem
i stalden, hvor han lå,
Gud søn, som kom til vores jord
med vores synder på.

Han vaskede i dåben dem
af ved Johannes´ hånd,
skønt den var ikke værdig til
at binde skoens bånd.

Så skænkede han ud sin vin
og brød det gode brød,
før han led korsets lidelse,
og stod op af sin død.

Nu lander han på sået mark
som dråber fra en sky,
og døber vores gamle jord
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.
Reception på cd her.

Et ord er kun et ord,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi går i dine gader,
hvor du sidder ved dit bord,
og du rejser dig af jord.

Et barn er kun et barn,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi samles her og lader
barnet hvile på vor arm
ved din nådefulde barm.

En dåb er kun en dåb,
hvis det ikke er din Fader,
hvor du uden falbelader
tegner os et håb
i vor egen barnedåb.

Et navn er kun et navn,
hvis det ikke er dit Fader,
når vi samles her og bader
vor elendighed og savn
i dit Himmeriges havn.

I søndagens citat fokuserer Krishnamurti på forholdet mellem vore egne relationer og verden som sådan – og sætter her lighedstegn imellem de to. Verden er identisk med de relationer det lykkes os at skabe eller ikke skabe til hinanden. Verden er en udfoldelse af os selv, og for at forstå verden må vi forstå os selv. Verden er ikke forskellig fra os; Vi er verden, og vore problemer er verdens problemer.

Måske er det én selv, der er en omvandrende atomreaktor. Måske er det én selv, der er en religiøs fantast med samvittighedsfulde kvaler over verdens gang. Måske er det én selv, der misforstår sit liv og anser det, som er en gunstbevisning, for en ulykke. Måske skulle man køle lidt af. Måske skulle man lade verden gå sin ryggesløse gang. Måske skulle vi forstå, at problemet er en oblat.

Det handler ikke om at løse verdens problemer men sine egne. Vie dem opmærksomhed og komme ud i nogle kroge. Gør vi det, vil det få gode følgevirkninger.