Kirken i Gyngen

Guds enbårne søn,
som fødes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hvælvede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din udstrakte kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen der går, og hvor den kommer hen,
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet din levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Du byder mig vin
så rød som dit blod i krystallen så fin;
i øjnenes bæger der skænker du op
af vinen, du bærer på fad i din krop;
af druernes fold er den blandet og smag
den yderste dag!

Almægtige Gud
i haven, hvor liljerne er sprunget ud
til påske og pinse i et blomsterbed
som altid og altid et hemmeligt sted,
hvor lykken står bi, og jeg finder min kat
en sensommernat.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

Jeg kender en by,
der svæver omkring på en lyserød sky
og holder sig oppe ved hjælp af en strop,
en levende by, der er varm som en krop
og hård som et greb af en levende hånd,
der fødes af ånd.

Den levende ånd
har rusket sig fri af de snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk
og lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Hvor valget er frit,
der vælger vi engle til himlene tit;
i byråd og folketing laver de lov
for liljen på marken og fuglen i skov;
de tror, det er alvor men ved, det er sjov,
Gud ske tak og lov.

Hør melodi her.

Lørdagens citat handler om det at være alene i den betydning af ordet, hvor det ikke betyder ensomhed men betyder at være uafhængig af fællesskaber – eller rettere uafhængig af den tvang, som et fællesskab pålægger den enkelte. At være alene vil sige at befinde sig i en tilstand af permanent revolution i forhold til enhver form for brutal samfundsdannelse. Hvis vi tænker på, hvordan soldater træner, ser vi, at de ikke længere er mennesker men maskiner, som de står der i solen. Det er vore egne børn, og det sker i Amerika og i Rusland og i alle dele af verden – og det den samme form for disciplinering finder sted indenfor religiøse samfund. Men kun det sind, som intet sted hører til, kan være alene. At være alene er ikke noget, der kan fremelskes.  Men at være alene er forudsætningen for at elske, for at handle uden at blive holdt oppe af en eller anden fiktion.

Har man gennemskuet dette, er man ude af billedet som respektabel samfundsborger og bliver ikke inviteret til middag hos guvernøren eller præsidenten – og der er meget andet, man heller ikke bliver – hverken justitsråd eller brandmajor – for nu at tale med en dansk filosof med hvilken samtale kan føres til et vist punkt.  Selv blev Krishnamurti nu alligevel inviteret til middag hos Indiens tidligere premiereminister Indira Gandhi, som siden skrev til ham, at hun savnede nogen at tale med, men der var ingen – bortset fra ham, og med ham behøvede man ikke tale. Forbindelsen imellem dem var en indre forbindelse og på én gang en væren alene og en væren sammen og en deraf følgende ydmyghed. Resten er historien om, hvordan Indira Gandhi satte sig op imod den sekteriske vold og gik sårbar ud under åben himmel og blev skudt af to af sine egne sikkerhedsvagter.

Befalinger milde fra Gud,
hans forskrifter passer os vel!
Kom, læg nu din byrde i almagtens hånd,
den er her alligevel.

Det vågende øje, din Gud
slår op over søvnen i ånd,
det lukker sig stille, når dit falder i
og lukker sig op i din hånd.

Hvorfor skal du plages, når Gud
kan læge din martrede sjæl;
il hen til hans trone i himlen og her
let på din bevingede hæl.

Hans godhed bevidnes af Gud
selv og af hans menneskesøn;
jeg lægger min byrde ved frelserens fod
og bærer min krone i løn.

Efter “How gentle God’s commands”. Philip Doddridge (1702-1751).
Hør melodi her.

Gud skaber må vi takke dig,
at du har efterladt os her;
at vi må sande hver for sig
at drage ånde i dit ler.

At du har færdiggjort os ej
i Paradisets søde vår;
men at vi selv må finde vej,
indtil den sidste time slår.

Bag al vor synd og skam og sorg
og armod og elendighed,
ser vi omringet af din borg
de frelstes sande menighed.

Selv om du tøver med dit ord
og med din store herlighed,
så skænker du os ved dit bord
tilstrækkelig med kærlighed.

Nu lukker du så vores mund
med bægeret, du skænker i;
for lovsang gav du allen stund
dit legeme med krummer i.

Gud frelser må vi sige tak,
at du din faders skaberværk
har færdiggjort med en gang lak,
som gør dets overflade stærk.

Vers 1-5 efter “Creation’s Lord, we give Thee thanks”, William D. Hyde 1903.
Hør melodi her.

Søndagens citat er fra et såkaldt ‘Spørgsmål og svar møde’, og her stilles netop det spørgsmål til Krishnamurti, som hele hans virke er et svar på. Det er spørgsmålet om, hvorvidt det at have disciple eller det at være discipel er legitimt som religiøs kategori.

Krishnamurti svarer nærmest stumt ved blot at gentage spørgsmålet og føjer til, at det eneste man kan være er at være både guru og discipel for sig selv.

Her sidder man med sin egen afgrænsede horisont og flakkende hjerne og oversete geni, og det eneste man kan være er at være netop dette – værende opmærksom på, at det er det, man er.

Ligesom i moderne kunst, at fraværet af værket er værket.

Hør, en solsort lader sine
toner i din stue ind
lyde midt imellem dine
gråsprængt i dit fine sind.
Den har fået hvide fjer
juleaften, hvor det sner.

Nu på tagets ryg den hviler
for dit øje som en sol
sort, og kun med næbbet smiler
den til krokus og viol.
Men om et par uger står
de i blomst igen i år.

Se, den sidder under træet
med de mange fuglefrø,
der har lagt sig ned i læet
for at leve eller dø.
De skal bære mangefold,
som sig giver Gud i vold.

Hør melodi her.

Kom lad os bede til vor Gud,
som holder dommen væk,
idet han strækker sværdet ud
til vores store skræk.

Vor skyld er stor som vores frygt;
men modet i vort bryst
bestiger nådens tinde trygt
med bod og bøn og lyst.

Ved kærlighedens mellemkomst
velsignet er vor gæld;
og ingen anger er omsonst
ved troens kildevæld.

Retfærdighedens trone grum
skal skælve for din fod,
når din befaling bliver stum
i nådens overflod.

Så falder dommen over os
som regn på vores jord
imellem jærv og ulv og los
med Herrens egne ord.

Efter “Come, let our souls adore the Lord”, Anne Steele, 11. februar 1757.
Hør melodi her.

I lørdagens citat taler Krishnamurti om tænkning og forståelse, som to hinanden udelukkende størrelser. Vi forestiller os, at vi ved at analysere kan komme frem til et stadium, hvor uoverensstemmelserne hører op; men det er ikke muligt. En sådan tilstand indfinder sig kun når sindet ser sig selv og forstår hele denne proces og derfor bliver fuldstændig stille. Ordet ‘forståelse” er vigtigt; en beskrivelse fremkalder ikke forståelse, og det gør det heller ikke at finde en årsag. Men hvad gør så? Hvad vil det i det hele taget sige at forstå?

Forståelse er som at have gæster. De daglige bekymringer trækker sig væk, og gæsterne kommer med deres anderledes verden, og vi åbner os for den. De stiller spørgsmål, og vi forklarer os. Så går de igen, og med dem forsvinder også forståelsen. Den var der et øjeblik, da sindet var åbent og modtageligt. Nu lukker det sig igen.

Vi bærer på en spaltning i vore hjerter, en evig modsigelse, og det eneste vi kan gøre er at være opmærksomme på den uden at forsøge at gøre noget ved den – for uanset hvad vi gør fremkalder vi spaltningen igen. “So complete negation is complete action”, siger Krishnamurti. Det falder mig lettere at omskrive end at oversætte. Så vi sidder her uden at gøre noget og bliver ét med ham, der sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.

I dagens citat taler Krishnamurti om ideer. Det vil sige den slags ideer, som er et resultat af tænkning – og det vil igen sige den slags tænkning, som hidrører fra hukommelsens begrænsede erfaring. Hukommelsen er i sig selv uden liv, men den oplives af en given udfording i øjeblikket. Herved opstår en idé, som foregiver at kunne løse det givne problem, som ideen dog aldrig har været i berøring med.

Derfor må der være en helt anderledes tilgang til det aktuelle problem. Kan vi løse det uden at flygte ind i en begrænset idé?

Hvis tilværelsen pludselig forandrer sig til det værre eller bedre, tænker vi måske, at fra nu af skal det blive anderledes! Fra i dag vil jeg ikke længere spilde min tid på dette eller hint. Men vi glemmer, at vi fra fødslen er faldet dybere, end vi nogensinde igen vil kunne falde – og vi glemmer, at vi ved dåben er skænket mere end skæbnen nogensinde igen vil kunne tilskikke os.

Men måske kan vi lære at udvise større skønsomhed i det daglige, hvis det lykkes os at bede Gud om at give os den gave i tilgift.