Kirken i Gyngen

Velsign min slægt, du gode Gud,
velsign mig selv, mit ind og ud,
velsign den kvinde, som jeg kender,
velsign mit barn med begge hænder.

Tag favnen fuld af dine små,
det er kun dig, vi stoler på,
gør plads til endnu en i båden,
gør plads til endnu en i nåden!

Du stiller stormen med dit råb
i hvert et hjerte ved din dåb,
ved korsets tegn af nådens finger
hen over os som fuglevinger.

Tak for din overflod af ord,
som tier ved dit nadverbord,
hvor ene du har ét at sige
til os om jord og Himmerige.

Guds nåde er et pollenstøv
usynligt for vort øje,
dog synligt er det grønne løv
på bregnerne de høje,
så trinitatisgrøn,
at det er selv en bøn,
i frygt og bæven går
vi omvendt mod en vår
til kirkeårets kilde.

Guds rige er en mælkevej,
som går på himlens bue,
Guds rige er din egen vej,
som ender i din stue,
ved verdens ende står
du, det fortabte får,
din hyrde finder dig,
din hyrde, det er mig,
nu går vi hjem til flokken.

Guds øre er et tordenskrald,
som vi går ind igennem
i både skabelse og fald,
vort fadervor er stemmen,
der slog som lynet ned
i havens blomsterbed,
hvor egetræet stod
og plantede sin rod
og bredte sine grene.

Guds kærlighed er sten og saks,
det står der på papiret,
og når vi skruer op på max
på selve kirkespiret
med tungerne på gled,
så bliver grisen fed,
vi slagter den til jul,
så er der meget sul,
og får den juleaften.

Guds øje er en midnatssol,
som lyser over kloden,
oplyser den forborgne pol
på tinden og ved foden
af isen ud i vand,
som lægger ud fra land
og kælver i det blå,
hvad blåt vort øje så,
og driver sønden over. 

Guds finger er et fingerbøl,
som er et skjold mod nålen,
Guds finger er en påskeøl,
der hæves imod skålen
til sildemad og snaps
med rejer, æg og krebs,
det kolde nadverbord
med et velsignet ord
fra selve alterskranken.

Guds kærlighed er ét og alt,
til dig og til din næste,
Guds kærlighed er jordens salt,
nu kommer han at gæste
sin lille menighed,
som endnu holder ved
hans ord og ved hans dåb,
du spørger mig om håb,
mit svar er kærligheden.

Kort er livet,
det er givet!
Det er skænket i en kop.
Tøm dit bæger!
Den, som hæger
om sit liv, står aldrig op
fra de døde til et liv
med barn og viv.

Gør, børnlille,
som jeg ville!
Elsk hinanden som jer selv,
lad det flyde
uden lyde
frit som vandet i en elv,
når det når i dalen ned
i evighed.

Vandet stiger,
alle diger
brister på et øjeblik,
redningsbåde,
alt er nåde,
hjælpen, som du aldrig fik,
får du nu i overflod,
så tag imod!

Hvide duer,
røde druer
vælder ud af hvert et skjul,
høje sæde,
fred og glæde,
ligesom om, det er jul,
fyldes du på dommens dag
med velbehag.

I det høje
for dit øje
kommer på sin hvide sky,
han som døde
for din brøde,
skaber jord og himmel ny,
tørrer tåren på din kind
i sjæl og sind.

Jorden kalder,
sneen falder,
der hvor menneskene bor,
græsset vokser,
moskusokser
græsser der, hvor græsset gror
sparsomt mellem mos og lav
i is og hav.

Selve rummet
er forstummet,
jorden skælver kun af fryd,
på vulkaner
og altaner
høres den bekendte lyd
af et højt og kraftigt nys
i solens lys.

Se, han kommer,
det er sommer,
det er allerede sent,
på minuttet
fast besluttet
på at gøre bordet rent,
før han skænker vinen ny
i Smilets by.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/14/509/2

Kunstner er enhver, som skaber
billede og keramik,
luft og lys og kandelaber,
morgenbrød og kaffemik,
dyrker jorden med sin plov,
sådan er naturens lov.

Sædemanden går på marken,
og på klippe og i muld
falder sæden, patriarken
samler hele arken fuld,
skaberen af alle ting
skaber alt af ingenting.

Selve visdommens gudinde
yder efter sit behag
form og ynde som en kvinde
formet af Guds åndedrag,
fyldt af glæde over alt,
der er skabt, som ordet faldt.

Hun er skabt før morgenstunden,
hun er skabt før dyb og hvælv,
førend ordet ud af munden
fløj som fugl og fisk og elv,
førend sol og måne steg
op i stråleglans og bleg.

Kærligheden alt udholder,
tilgiver på stedet alt,
intet ondt hun her forvolder,
heler hist, hvem her var halt,
før hun selv i moders liv
fanges mellem blomst og siv.

Fødes skal imellem sunde
hun, som stråler over fjeld,
glæde sig de grønne lunde,
som den jublede i kvæld,
marken, hvor de hyrder lå,
før de rejste sig og så.

Over al forventning fyldes
alle himle op af sang
for vor frelser, når han hyldes,
når han kommer anden gang
til en fest på første sal,
til en fest i Frejas sal.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/706/241

Guds børn imellem folkevrimlen
sig åbenbarer for os her,
de kommer til os sendt fra himlen,
ildsjæle skabt af ånd og ler,
og genopliver Herrens ord,
hvor det er stumt og lagt i jord.

Det frie ord har fået vinger
og flyver som en kolibri
så lille som en lillefinger
fra reden og ud i det fri
og står så stille som en sol
ved midnat ved den frosne pol.

Det brænder pavens vrede bulle,
Koranens vissevasse vås,
som ingen kristen heller skulle
tvangsfodres med som nogen gås,
som har et rør i halsen ned
helt op til himlens salighed.

Fugl Føniks rejser sig af asken
så let som en bevinget fjer,
den lander på sin gren i asken,
Ask Yggdrasil, som vokser her,
hvor bækken frit igen sig snor,
hvor fuglen slettede sit spor.

Den samler ordet op fra klippen,
hvorpå i overflod det faldt,
det bæres rundt af spirrevippen,
som om det liv og helse gjaldt,
indtil det falder på et sted,
som ingen gud og djævel ved.

Hvor ordet frit igen forkyndes
for inuit og malabar,
hvorend der leves, og der syndes
med kåben på og ræven bar, 
benåder Gud i lyst og nød
hver kristen sjæl i liv og død.

Kun lader han den æt fortabes,
som soler sig i smiger sød,
hvorved Koranen efterabes,
hvor ellers mælk og honning flød,
så folket efter fyrre år
igen omkring i Sinai går.

Nu danser vi igen om kalven,
skønt Herren stråler som en sol
og viser vejen uden skælven
for os igen til livets pol,
hvor bjørnen danser i vort skjold
fra evighed til hedenold.

Han rejser sig en påskemorgen,
hvad end Koranen fabler om
og slukker sorgen over sorgen
i hver en kristen med sin dom,
som over hele verden lød
ud over levende og død.

Fra Betlehem og helt til Thule
har spurven sikkert fundet vej
forkynder sandt for sæl og sule,
Guds riges nåde svigter ej,
hvor hvalerne i dybet bor,
Guds riges nåde dyb og stor.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/364/424/2

Græsset fra en anden have
svajer nu i vinden her
plantet på de dødes grave
gravet i det bløde ler,
hvoraf Gud i Paradiset
skabte manden og beviset
på, at det var ingen fejl.

Smukkere end nogensinde
skabte Gud sit største værk,
formede den første kvinde
uden silke eller særk,
manden tilbad derfor hende
og gav straks sig selv til kende
ved at kalde hende sin.

Gud, som skabte mand og kvinde,
overflødiggjorde sig,
før han kunne sig besinde,
skabte dig foruden mig,
skabte os i Paradiset,
mesterværket og beviset
i sit billede og spejl.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/388

Guds menighed er i ny og næ
som månen ved aftenstide
på færde hist mellem folk og fæ,
nyudsprungne grene blide
sig føjer efter en kvindes hånd,
som månen fyldes af blod og ånd
lavt mellem de høje huse.

Der står et træ mellem den og os
endnu med halvnøgne grene,
som længes efter at være hos
sin stjerne men står alene,
Guds finger følger i et og alt
som verdens lys og som jordens salt
til æg og til smør på brødet.

Guds menighed som den klare sol
opstiger ved midnatstide,
omspænder jorden fra pol til pol,
end hælder den til en side,
førend den synker i havet ned,
omslynger jorden med kærlighed
som skum på de hvide bølger.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/147/62/2

Abel bragte frem sit offer
uden tegn og apostroffer,
som han overlod til Kain,
derfor Gud retfærdiggjorde
ham, da selv han tog til orde
og stod herlig op i Nain.

Væk fra jordens overflade
tog Gud Enok for at lade
ham forskånes for at se
døden i dens hule øje,
morgenrøden fra det høje
daler ned så hvid som sne.

Noa blev en gave givet,
ved sin gerning ud i livet
frelste han sit hele hus,
Gud så hen til ham i nåde
mellem alle andre både
både elefant og mus.

Abraham brød op og søgte
kun sin gode hjord at røgte,
hvor Gud end ham fandt et hjem,
det forjættede at finde
land, han fandt det selv i blinde,
så Det ny Jerusalem.

Sara, ufrugtbar i livet,
fik sin anden ungdom givet,
fødte Abraham en søn,
skønt hans livskraft var som øde,
stod den op som af de døde
og besvangrede* hende skøn.

Underfuldt på hver en måde,
var det Abraham en gåde,
at forjættelsen fra Gud
skulle ofres til den samme,
blive derved bragt til skamme
ved det åbenbare bud.

Himlen mildnedes på jorden,
Paradiset i sin vorden
bredte sig på Moria,
Isak på sit grumme alter
sang som David i sit psalter
halleluja, gloria.

Isak selv i sine bønner
velsignede sine sønner
med det håb, som ingen ser,
højere end alle himle,
dybere end alle svimle
skuer i det bløde ler.

Esau spildte selv sin gave,
Jakob snød sig til at have
del i den på snedig vis,
som han selv til Josefs sønner
skænkede ved sine bønner
til den yngste nådens pris.

Josef så den dag oprinde,
da de skulle vejen finde
frit ud af Egyptens land,
hvor de levede som slaver
af de ting, som slaver laver
ude i det golde sand.

Moses af forældre sine
skjultes godt og vel for hine,
som Farao sendte ud,
til han af Faraos datter
fundet blev, og lyset atter 
skuede som en glans af Gud.

Hellere i folkets sæder
fandt han sine egne glæder
for Egyptens pomp og pragt,
førte det igennem havet,
hvor egypterne begravet
blev, hvor vejen just var lagt.

Jeriko bag sine mure
talte mellem sine fruer
skøgen Rahab, som tog mod
Israels udsendte spioner,
medens alle andre koner
bag de faldne murer stod.

Hvorfor nævne flere navne,
tiden knap, og skal det gavne,
må vi ha det sidste med,
hvem er det, som os forlader
al vor skyld og vore lader
for en himmelsk, salig fred?

Kristus er det, vi forkynder
for de gamle og begynder
med det skrøbelige køn,
Adam, siger Eva, smager
på den frugt, som dig behager,
som jeg fik den af Guds søn.

* Kan synges på den angivne melodi, ellers besvangred'. Tilsvarende i forhold til “skuede” i vers 11.

Hebræerbrevet kap. 11.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/sammemelodi/484

Herrens ord, som vi forkynder,
falder i den gode jord,
folder alle sine ynder
ud som blomsten på vort bord,
påskeliljer, hyacinter,
glemmer vi, at det var vinter,
kalder selv erantis frem,
se, de kommer, det er dem.

Som en hær ud over jorden
ruller grønt vort panser ud,
brager med sin gule torden
frem i salverne af skud,
lægger jordens øde øde,
fylder dybets dyb med grøde,
vinder ind i slot og vrå,
evigt skal dit minde stå.

Kalder blidt med blomsterstemmer,
kalder krokus og viol
og på alt, hvad vi fornemmer
glædes vil ved lys og sol,
anemoner, engleskarer
højt og lavt sig åbenbarer
hist i himmel, her på jord,
brød og vin ved Herrens bord.

Melodi: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/563

Den anden er som sommerfuglen
midt i en sommerfuglebusk,
som nattergalen og som uglen,
som hesten og den gamle kusk
på vej hertil, før du blev til,
hinsides ordet, om du vil.

Hun synger salmerne i mørket,
der høres også et klaver,
et el-klaver, som er forstærket,
så du foran dit øje ser
hvert ord, som skrevet står deri,
når det udfoldes i det fri.

Den anden tager dig ved hånden
og fører dig, hvorhen du vil,
selv ført af selve Helligånden
fra puslespil til puslespil,
hvis billede nu træder frem
af templet i Jerusalem.

Melodi: https://m.dendanskesalmebogonline.dk/salme/364/424