Kirken i Gyngen

Vi går i Edens have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget
med ét i Jesu navn
som om vi skulle noget
i Kongens København.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven skær
og kaster over byen
sin glans og al sin tro,
som solen sig på skyen
højt over Holstebro.

Vi skynder os til Skagen
igennem Brønderslev
og kommer frem til sagen
i sandet, hvor du skrev
i vin og i oblater
det værk, hvor Hamlet dør
på Helsingør Teater,
i selve Helsingør.

Hør melodi her.

Her lever ulven et sted med lammet
foruden nag og foruden nid,
og panteren, den skal have ammet
det lille nyfødte gedekid.
Kalven og løven er lige gamle,
de græsser sammen på højdedrag,
her kan en dreng dem omkring sig samle
og vogte dem den udslagne dag.

Her i sit hi har nu bjørnen fundet
den kære ko i sin dybe søvn,
og bjørneungerne, de har blundet
med koens kalve til fælles gavn.
Den gamle løve i grønne enge
nu tygger drøv med den gamle tyr,
og barnet springer med sol af senge
og vækker slangen af alle dyr.

Her vokser bjergene under himlen
med dybe dale og dybe ar,
og klippen knæler for stjernevrimlen,
som er uendelig dyb og klar.
Jorden er fyldt af en stille viden
om kærlighed som den dybe grund,
som ligger under nu, før og siden
de store have fra bund til bund.

Gud blæser al sin ånde
i vore lunger ind
med dufte allehånde
til fryd for sjæl og sind
igennem mund og næse,
et kunstigt åndedræt,
som om han ville blæse,
indtil han selv blev træt.

Bliv lys, det var et løsen
på gåden, der var lagt
om barnet i kuvøsen,
og nu var ordet sagt,
og luften kunne strømme
ind ved dets egen kraft,
og efter alt at dømme
har vi den glæde haft.

Nu springer glædens kilde
af lyst ved Jakobs brønd,
selv om den ikke ville
som svar på ingen bøn,
det ene ord har taget
det andet, hånd i hånd
går de som ét på taget
og råber Helligånd!

Hvem kommer der i skyen
med Himlens overflod
og går igennem byen,
hvor før skafottet stod,
og dækker op med både
brød, olie og vin
og kaster al sin nåde
som perler efter svin?

Han bærer vore byrder,
så vi kan holde fri
som Paradisets hyrder
fra politik og krig
og sove, mens han skaber
af vores kød et kød,
som skiller sig fra aber
som liv gør sig fra død.

Med måde skal vi virke
til Herrens velbehag
og være som en kirke
på Glædens store dag
og smage tidens fylde
så sød som nogen frugt
og samles for at hylde
vor Frelsers blide tugt.

Så dyrker vi vor have
og får derved motion
og springer over grave
på Skanderborg station
og springer med på toget,
der går til København,
som om vi skulle noget
i dag i Jesu navn.

I tillid til vor Herre
står vi af toget her,
og Kvinden på sin kærre
står op af graven der,
så hvor vi end er havnet
i verden tro mod tro
har kærligheden gavnet
os her i Holstebro.

Gud tørrer hver en tåre
af øjet med sin hånd
og ser, at det er såre
godt i hans egen ånd
som skabt til frit at skue
alt, hvad han ved sit ord
har skabt som Lam og Due,
en Himmel Ny og Jord.

Hør melodi her.

Min lunge ånder luften
i haven, hvor du går,
Maria gennem duften
af olie i dit hår.
Men rør mig ikke kære,
og vend dig ikke om
mod Sodoma, det skære,
som falder for sin dom.

Gå hen og sig til Peter:
Jeg er opstanden her
af graven med Demeter
til påske, hvor det sner.
Jeg går forud for andre
til Galilæas kyst
ved søen for at vandre
på bølgerne af lyst.

Mit hjerte kaster anker
i gravens tomme rum
og samler sine tanker
i evangelium.
Fra Oliebjergets tinde
går jeg ind i en sky
på himlen for at finde
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Tag den lilje væk fra graven!
Plant en ahorn, hvor den stod!
Lad den vokse midt i haven,
fylde jorden med sin rod!
Mørket viger for en kraft.
Løvet springer ud med saft.
Lyset klæder sig i skygge.
Duften breder sig af lykke.

Hvor er den af jord oprunden,
som nu går fra grav til grav
bølgende i morgenstunden
med sin vilje og sit krav?
Det er Jesu åndedrag
efter nattens tordenbrag
mellem ordene de frie:
Her er Frelseren Marie!

Rør mig ikke, jeg er ikke
faret op til Fader min!
Thomas skulle siden stikke
fingeren i sårets skrin.
Tvivleren fik syn for sagn,
som det sker i Hjortens sogn,
mens Maria Magdalene
lykkelig går hjem alene.

Se, Maria Magdalene
sidder sammen med sin hund,
som løb ind med poter rene
først på gravens tomme grund.
På sin herres tomme grav
lå den dagen lang og gav
hals af Tordenskjolds soldater,
som var ude efter Peter.

Selve hovedhjørnestenen,
sagde han, som vraget blev,
omvendt er af misteltenen
til opstandelse og liv.
I en skæbnesvanger stund,
på min egen klippegrund
rejser jeg den som et alter
til velsignelse for Balder.

Æren er i hele skoven
fagrest mellem ask og urt,
og den står i klosterhaven
stille, stille, rent og purt.
Frøet flagrer ned på jord
som et let bevinget ord
på den allerførste side
af en bog i Østerlide.

Hør melodi her.

Hør nu, I som skjuler
dybt i øjenhuler
øjet, som I fik
for det syge øje,
genskabt i det høje
lige på en prik!
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Her er fryd og glæde
indsat i det sæde,
hvor før sorgen sad
som en vældig kejser
over sine rejser
til den gyldne stad.
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Har I ingen ære
over her at være ,
hvor den tomme grav
lige under bedet
åbner sig som ledet,
som han til os gav?
Jesus ud af graven brød
med sit syn og med sit øje
for at skelne nøje.

Hør melodi her.

I begyndelsen af J. Anker Larsens roman “Kong Lear fra Svendborg” fra 1932 findes et indtagende portræt af hovedpersonen, Niels som barn. Det består af en række billeder af ham, som skildrer hans evne til at blive ét med omgivelserne.

*

Det er nok at tage et par billeder af ham i hans tidligste barndom hjemme i landsbyen. Det første er taget midt på dagen, lige i middagsstunden, mens folkene sover og dyrene hviler. Han sidder i solen med ryggnen modhusets hvide gavl, stor af krop, med en uskyldig lidenhed i sjælen. Solen skinner, det er først på sommeren, det grønne er endnu lyst og ungt. Foran ham ligger en sort høne og blunder så småt. Den har skrabet et hul i jorden og puttet sig ned. Han fornemmer i sig, hvor denne rede er lun af solvarme, lugten af høne sidder i hans næse, I kan tro, han kender den sorte putte, han er lige ved at tro, at dens blod banker i hans egen puls, så god besked ved han om hende. Hun er ikke klog, hun er så inderlig retskaffent indskrænket, at det gør ondt helt ind i hjertet på ham og får ham til at skutte sig af en liflig, lydløs medvidende latter. Hun ligner en skikkelig kone, der blunder lidt over strikketøjet, hun her skal nu ved lejlighed have lagt et æg. Lågene glider sammen og hænger som strømper i ål ned over øjnenes oprigtige mangel på forstand. Han sidder og venter på, at hun skal nikke i søvne. Det gør hun ikke; men lige med et sker der noget i hende, et “gok” ryger hende ud af næbbet, og hun ser sig spørgende om: “hvad var det?”
Det klukker i ham og han siger “gok”, livagtigt som hønen, hun vender hovedet og ser forarget på ham: “Er det dig eller mig, der er høne?”

“Gok”, siger han, rejser sigog går og ler af ufattelig lykke. Han er nærved at tro, at han kan lægge æg.

Han driver ud på vejen og går midt i det hele, allevegne og ingensteder, bare i verden.

Her er så stille som i Torneroses slot. Folk er borte i middagssøvnen og ved ikke af, at verden er herude.

Der er Jakob Hjulmands hus. Det er så levende af Jakob, at det gerne kunne være hans trøje, som var hængt ud til tørring i solen. Der kommer Jacob selv ud af døren, dunstende af middagssøvn som en sort høne. Han er ikke helt vågen endnu. Niels kan se, hvordan hans lemmer vader gennem et ocean af forsovethed og mærke et dynd af søvndrukkenhed i hans hjerne. Den sorte høne og Jakob er i øjeblikket lige ubegavede. Han kommer ud på vejen og står midt i det altsammen i færd med at blive Jakob, han ser op i luften, noget begynder at ske inden i ham, og han sige opvågnende stille og fredeligt hen i vejret:

”Ja-a-h!”

Så opdager han Niels og siger, ikke just uvenligt, men småfornærmet som en, der er blevet iagttaget, mens han foretog sig noget, der ikke kommer nogen ved:

“Står du der, dreng?”

Niels klarer akkurat at lade være med at sige “j-a-h”. men han må have det sagt, for han elsker Jakob, fordi han kender ham, eller han kender ham måske, fordi han elsker ham, kender ham, så han tror, han mærker hans ånde i sin mund, den må sendes ud, nøjagtig som Jacobs, og han går om bag huset og siger “ja-a-h” så livagtigt, at Jakobskone stikker hovedet ud af vinduet og spørger:

“Er du der, Jakob?”

Niels smutter væk, overfladisk skamfuld, men i bunden ufattelig lykkelig. Han kan ellers ikke efterabe folk sådan som hans skolekammerat Peter, landsbyens morsomme klovn, men der er jo det, at når han står og ser længe nok på dem, så kan de komme til at røre ved noget langt inde i ham, det som han kalder sådan rigtigt ham selv, og så er der ikke nogen videre forskel på dem og ham, og da kan han pludselig stå og ligne dem og tale ligesom de. Straks efter er det igen umuligt for ham.

Men nu er det i ham; en lykke som går allevegne hen, fylder ham, strømmer ud, op i træerne og ind i solskinnet, han siger “gok” og “j-a-h”, men det er ikke nok til al den lykke, han må sige hele sig selv og, inden han ved af det, før lykkens lattertårer endnu er tørret af hans øjne, har han foldet sine hænder og er begyndt:

“Fadervor, du som er i himmelen, helligt vorde dit navn, til os komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, led os ikke i fristelse men fri os fra det onde, thi din er æren og magten i evighed. Amen.”

Han har ikke plads til lykken i sig, han lægger sig ned på maven og tror, at han ville dø med det samme, hvis alting så måtte have det lige så godt, som han har det nu.

Men han skal ikke dø, han er levende, spillevende og ligger lige midt i verden. Han er til, og verden er til. Amen. J-a-h! – Gok!

*

Motivet genfindes hos Frank Jæger i Være-digtet.

READYMADE HAIKU
Readymade er betegnelsen for en tekst, der præsenteres som skønlitteratur, selv om den oprindelig er skrevet i anden sammenhæng. Begrebet er hentet fra moderne kunst, hvor det opstod i forbindelse med Marcel Duchamps værker. Mest kendt er værket “Fontæne”, som er et urinal, der i stedet for funktionelt at være placeret på et toilet er udstillet på et museum (1914).

Readymades skabes ikke med henblik på at være kunst men bliver det i kraft af kunstnrens opmærksomhed. Det er en form for undergravende opmærksomhed, som ikke tager det pågældende udtryk for pålydende men tolker det på tværs af dets iboende hensigt.

I det følgende isoleres haiku fra udsagn i den politiske debat. Da det er det korte haiku med sine 17 stavelser, der bruges som filter og form, er der her tale om et beskåret readymade. Sætninger tages ud af deres sammenhæng og tiltrækker betydninger, som den oprindelige afsender ikke nødvendigvis kan stå indefor.

*

“I dag mødes EU-lederne med Tyrkiets præsident Erdogan. Ikke for at fordømme den voldsomt stigende undertrykkelse i Tyrkiet, men for at forære Erdogan milliarder af euro for at forhindre flygtninge i at flygte. Når det gælder EU, er der intet nyt under solen. I går Gaddafi, i dag Erdogan”. (Søren Søndergaard, opslag på Facebook)

Intet nyt under
solen. I går Gaddafi,
i dag Erdogan.

Søren Søndergaards poetiske touch.

*

“Attentaterne mod Gaddafi og Saddam var ulovlige og bør fordømmes af enhver med bare lidt forstand…” (Rasmus Tvorup Als, kommentar)

Attentaterne
mod Gaddafi og Saddam
var ulovlige.

Det vrimler med haiku.

Se, en verden fuld af glade børn.
De smiler stærkt og brydes for at bære.
Du mærker kroppe trykke mod dit sind
og stryge let henover dine tanker.

Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket,men holder sig sort,
så vi ikke kan se det forgår.

Imens islam fordufter fra jordens overflade,
vil jeg ikke ofre den en eneste tanke.
Jeg vil stå som en rose i ørkenen og dufte.
Koranen er forduftet fra min oase.

*

Som Bob Marley på scenen i Kingston, Jamaica
går fra et baghold med kugler i kroppen,
optræder publikum selv på en scene
løftet af rytme og sang og musik.

Sangene står som figurer i luften
frit under fuldmånens egen figur,
skabte af Thorvaldsen selv under samme
måne af marmor og støv og atomer.

Skønt Sophus Claussen besang deres oprør,
vidner de selv om en drift imod form,
søger bevidst mod bevægelsens ophør,
giver sig ind under henfald og Gorm.

*

Den Gamle deler riget med Harald,
som over Danmark og Norge bød.
Salen er sort med et bud om et dødsfald
i vores midte. Det er Knud, som er død.

Men ingen kvinder skal græde, det siger
Kongen og tilføjer sagte: Det sner!
Syng mine børn, både drenge og piger.
Ånder på øjet, der græder. Det sker.

Ved Babylons floder, der sad vi og græd,
berøvet vor lykke, vort navn og vort ry,
af skæbnen forstødt til en uvenlig by.
Dog sang vi af hjertet i Abrahams skød.

1. Det vejløse land

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne og mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i anledning af udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ “Metafysik”:

“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).

Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi.

Krishnamurti

Det findes der et udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv:

“Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. (Irenæus: “Mod kætterne” s. 154. Oversat af Ulla Kiel, Forlaget ANIS 1999).

Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom Det nye Testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Man kunne føje til: Krishnamurti er jordbunden.

2. Det gallilæiske spor

I en dansk sammenhæng er Irenæus især kendt for den betydning, hans skrifter fik for Grundtvig i dennes opgør med, hvad man kunne kalde bibelkritikkens opgør med bibelfundamentalismen. Den betydning Irenæus tillagde Trosbekendelsen blev for Grundtvig et helle mellem de to andre på hver sin måde dræbende positioner. Ved hjælp af den blev det muligt for ham at identificere den for ham at se sande menigheds levnedsløb i historiens løb. Forestillingen herom kendes som Grundtvigs kirkelige anskuelse og er udfoldet i det store visionære kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” (1860).

Ledetråden i dette skrift er netop Trosbekendelsen i sin oprindelige apostolske ordlyd, og det var Grundtvigs opfattelse, at Kristus selv havde lært disciplene denne i perioden på fyrre dage mellem sin opstandelse og himmelfart. Pointen i dette synspunkt er, at det tilvejebringer muligheden for at forstå kirken som stiftet af Herren selv og ikke som en organisation, der er stiftet af andre efter hans bortgang. Dermed er det kirkelige liv et “fællesliv” med Kristus selv.

Hvorvidt man kan forestille sig, at Trosbekendelsen kom ind i verden på denne måde, er ikke afgørende. Det afgørende er, at går man ikke ad denne vej, kommer man ikke til kilden, som er Kristus selv, men henvises til sekundære forestillinger om Åndens udgydelse på pinsedagen, som Skriften hævder, eller til disciplenes virksomhed, som er bibelkritikkens anliggende.

Det er dog muligt at etablere en skriftforståelse, der bygger bro mellem Grundtvigs forestilling om menigheden som stiftet af Kritus selv og den traditionelle opfattelse af pinseunderet i Jerusalem som kirkens fødselsdag. En sådan forbindelse kan tilvejebringes ved at følge det galliæiske spor.

I fortællingen om Jesu himmelfart i begyndelsen af Apostlenes Gerninger er der nemlig en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af ånden berørte er galilæere.

Den åndens udgydelse, som i første omgang angik specifikt gallilæere, kommer i Grundtvigs kirkehistoriske syn, som det er udfoldet i “Christenhedens Syvstjerne” til at gælde en specifik række af historiske menigheder. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at den syvende menighed skal findes i Indien.

3. Grundtvigs forventning

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom den ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse. Præget, som den var af Pelagius (354 – 420/440) og hans fornægtelse af Augustins lære om arvesynden og dermed mangel på syndserkendelse, savnede den blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn.

Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv.

Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

4. En nødudgang

Jesu genkomst er temaet for Jens Jørgen Thorsens film “Jesus vender tilbage” fra 1992. Til grund for denne film ligger et andet manuskript end det, som skabte skandale tyve år tidligere: “The Love Affairs of Jesus Christ” eller “The Many Faces of Jesus Christ”, og som er udkommet i bogform under titlen “Thorsens Jesusfilm : en uforkortet oversættelse til dansk” Borgen, 1975. Den afgørende forskel på de to manuskripter er, at det første inddrager en række personer fra evangelierne: disciplene Peter og Johannes og Maria Magdalene med flere. Det senere manuskript er en fri fortælling om Jesu genkomst, hvor ingen andre personer fra evangelierne optræder.

Det viser sig, at Thorsens film i sit handlingsforløb har en påfaldende kiastisk struktur. En kiasme er en retorisk/ fortælleteknisk figur, hvori elementerne i første halvdel af en given historie optræder igen i spejlvendt rækkefølge i anden halvdel af samme. Efter at jeg senere selv præsenterede Thorsen for denne iagttagelse, svarede han mig i et brev i sommeren 99: “Det er rigtigt. Jesus får fisse i himlen, så ska han sgu osse ha det på jorden. Jesus får tæv af politiet, så ska politiet sgu osse ha tæv”.

I et hjørne af billedet
opdager vi pludselig en gammel bekendt:
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Filmens handlingsmæssige midtpunkt vil da være Jesu ophold i Palazzo dello Sancto Spirito i Vatikanet. Fra sin altan i Helligåndens palads får Jesus øje på to hjemløse, som har slået sig ned i haven. Han inviterer dem indenfor og lader dem beværte med et overdådigt bord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke heraf ikke mindst spiritus. Der klippes utallige gange i denne filmiske sekvens, indtil alle flaskerne står fint stillet op, tomme i et lille tableu. Jesus deltager ikke i denne nadver, som vagabonderne holder for sig selv. Men han foranlediger den. Herefter bades vagabonderne lystigt at to kvinder, og heller ikke i dette bad tager Jesus del. Men han foranlediger det.

En sådan kiasmens miderste scene er identificeret i en anden sammenhæng af Mogens Lindhardt i bogen “Ikonen med det evige liv”, som er en analyse af Johannesevangeliets tekster. Her gøres opmærksom på, at der i den kiastiske struktur i disse kristne tekster gør sig et særligt forhold gældende, som ikke kendes fra hverken den klassiske eller moderne definition af kiasmen. Det er, at der i disse kiasmer optræder et ekstra ord i midten, som i betydningsmæssig henseende er centralt for hele kiasmens indhold.

Jeg tror det skyldes, at det centrale i kristendommen ikke er begivenheden selv men forkyndelsens situation. Ikke at Kristus er opstanden, men at det bliver troet, at han er det. Således finder der i den kristne genfortælling hele tiden en forskydning sted, som rækker ud over fortællingens egen struktur og etablerer midtpunktet i en ny kiasme. Dette midtpunkt er menigheden selv. Her rører vi også ved hjertet i Grundtvigs vægtlægning på Trosbekendelsen som troens og menighedens grundvold. Ikke ordlyden men at ordlyden bekendes af menigheden.

I slutningen af filmen stiger Jesus i utilfredshed med kirken igen til himmels, idet han nu tager sin kæreste med sig. Således ender filmen undtagen for hende med Jesu fravær, men ifølge filmens inderste scene er netop dette fravær er det egentlige nærvær. Dette Jesu fravær skal nemlig tolkes udfra fraværet i den scene, som er kiasmens midtpunkt. Det er Jesu ophold i Helligåndens palads, der er nøglen til hele filmen.

Inden rulleteksterne træder en til filmen hørende tekst frem på lærredet i form af et spørgsmål: “Tror du nogensinde Jesus vender tilbage igen? Vend dig om og se efter! Måske sidder han bagved dig!” Igen er der tale om et kiastisk ord i midten, for i dette spørgsmål spejler filmen sig i det liv, publikum skal leve med hinanden efter at have set filmen.

I februar 1992 så jeg “Jesus vender tilbage” og skrev på eget initiativ en anmeldelse af den i “Debat”, det interne blad på det teologiske fakultet ved Århus Universitet. Anmeldelsen blev læst af redaktøren for det tilsvarende blad “Arken” på det teologiske fakultet i København, som sendte den til Jens Jørgen Thorsen selv og bad ham kommentere den. På foranledning af min iagttagelse af, at Jesus i filmen var udstyret med “nul egenskaber”, sagde Thorsen: Jesus var tænkt som katalysator. Han deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden. Fysikkens nyopdagede kolde fusion er et meget godt billede på, hvad der sker, når Jesus kommer”. Kold fusion var et varmt emne i 90´erne.

Sorg og glæde

Hvad Thorsens film savner i psykologisk realisme skulle siden foldes ud i Nils Malmros´ film “Sorg og glæde” fra 2013. I titlen er der en åbenlys brug af Kingos salme “Sorrig og glæde” fra 1681, der ligesom filmen handler om tabet af et barn. I filmen er dødsfaldet i overensstemmelse med begivenheder i instuktørens eget liv knyttet til det forhold, at det er hans  hustru og barnets egen mor, der har slået det ihjel i en psykose. I forholdet 1:1 er det i “Sorg og glæde” skildret, hvorledes Jens Jørgen Thorsen henvender sig til Nils Malmros og beder ham om at læse manuskriptet til sin Jesusfilm sideløbende med Det Nye Testamente og skrive en udtalelse til brug i retten. Nils Malmros påtager sig opgaven, som kommer til at fylde ganske meget i filmen, idet den skærper spændingen mellem ham og hans kone.

Det er meget ejendommeligt, at Jens Jørgen Thorsen og hans film nærmest får skylden for katastrofen i Niels Malmros´ liv. Historien lader sig åbenbart ikke fortælle uden denne overføring. En forklaring kan være, at dette forhold indirekte tjener til at identificere den stærkt personlige film som en kristen bekendelse. I barnets fravær overtager faderen selv rollen som forsoner og formidler i sine samtaler med psykiateren systemets benådning af moderen.

Da Jens Jørgen Thorsen endelig fik lavet sin jesusfilm i 1992 var det som sagt med et helt andet manuskript end det, der forelå i 1972. Den uhyrlige provokation i henseende til Jesu sexliv er som blæst væk, og tilbage er et smukt skildret kærlighedsforhold mellem Jesus og en tidligere kvindelig terrorist. Mere barokke sexscener er der også; men Jesus deltager ikke i dem. Han tilvejebringer dem for andre. Hvorfor denne forvandling? Måske har Nils Malmros´skæbne – eller en tilsvarende tragisk dimension – alligevel forplantet sig ind i Jens Jørgen Thorsens næste manuskript. I begyndelsen af filmen bliver Jesus gidsel i et kapret fly, og filmen henter i den forstand sit konfliktpotentiale fra 70’ernes internationale politiske klima.

I et interview ved Ivan Rod i filmtidsskriftet “Levende Billeder” i 1991 medgiver Thorsen, at filmen med sine gidsler og terrorister godt kan virke lidt gammeldags: “Hvis jeg havde lavet filmen dengang, så havde den været tyve år forud for sin tid. Nu kan det være min film bliver et monument over en tid, der er ved at være forbi. At min film bliver en udgangsportal – en nødudgang. Hvis du har været i et hus der brænder, så vil du være klar over, hvor vigtige nødudgange er. Og der er ild i huset for øjeblikket. Der er ild i hele billedet af vestlig kultur. Men det kan være, jeg har lavet en nødudgang. Det kan godt være”.

“Jesus vender tilbage” er altså ikke at forveksle med det manuskript, hvormed Jens Jørgen Thorsen i 70´erne skabte skandale over store dele af verden. Det er en anden fortælling, der som omdrejningspunkt har at tilvejebringe forsoning i forhold til arabisk relateret terroisme og dens europæiske sympatisører. Tilgivelsen er plottet i en ikonisk fortælling og et liturgisk drama, der for en stund forvandler biografen til kirke.

(under udarbejdelse)