Kirken i Gyngen

At være himlens konge
i tro og ydmyghed
og herske over jorden
med al sin kærlighed.
At lade lys og mørke
fremkalde ved sit ord
og løfte sol og måne
om den forløste jord.

At knæle ned og kysse
hver sten på strandens bred
og se, hvordan de ligger
enhver på hver sit sted.
At samle alle brikker
i livets puslespil,
så billedet fuldendes,
fordi at de er til.

At se en tyve svaner
gå over havens hæk
og ikke nå at tælle
dem, førend de er væk.
At enogtyve svaner
på et og samme sted
kan tælles af den samme,
når næsen tælles med.

At være himlens konge
i hvide skyers uld
og sejle over øjet
af ler i sorten muld.
At falde som en dråbe
på jorden klar og ren
og ligge klar på marken
at sanke som en sten.

Hør melodi her.

Nu går du mellem biler
og værner dine små,
som gennem byen iler
i stedet for at gå.

Jeg ender dog i grøften
og famler ved mit knæ
og tager mig til hoften
med ryggen mod et træ.

Så humper jeg tilbage
og samler cyklen op,
men benene er svage
og vaklende min krop.

I gravens mørkekammer
er jeg forinden lagt
og kaldes uden skrammer
frem i forklaret dragt.

Her finder foden fæste
så let som på en sky
og lader hjertet gæste
Jerusalem det Ny.

Hør melodi her.

Her står du med hovedet oppe
i himlen og ser dig omkring
skudt op over træernes toppe
på hvilende fod og på spring;
du fisker i søen og fanger
en gedde i dag, og du langer
en hånd ud og griber din kniv.

Ved søbredden knæler du stille
og tryg i bevidstheden om,
at fisken i dag er for lille
og gør da beslutningen om;
så må du gå hjem uden noget,
men medens du venter på toget,
så har du jo stadig din kniv.

Nu står du med fødderne nede
på jorden, som er du et træ,
hvor fuglene har bygget rede
i tryghed i bladenes læ;
og spørgsmålet går dig på klingen
for atter at indfolde vingen,
som selv du har foldet din kniv.

Hør mlodi her.

Velkommen i den grønne lund,
hvor mælk og honning flyder
fra randen og til krukkens bund
og til enhver, som nyder
det frie ord og beder om
en bid heraf på maven tom
og takker som det næste
for at få lov at gæste.

Men den som sine klæder har
beholdt til bryllupsfesten
og holder brudgommen for nar
og skiller sig fra resten,
han kastes ud, hvor der er gråd,
og ingen kender noget råd,
selv om de holder taler
om skyer og om hvaler.

I salen er der ingen ro,
hvor vin og olie flyder
imellem kærlighed og tro,
og takker den, som byder,
at lamme går og blinde ser,
hvor glæden fryder sig og ler,
og lader døde leve
i gråden for Nineve.

Hør melodi her.

Ordet “bryllupsklæder” optræder i Matthæusevangeliets kapitel 22 i lignelsen om kongesønnens bryllup. Det er her, der fortælles om et bryllup, som de indbudte gæster ikke gider komme til. I en by slår de indbudte slår ligefrem budbringerne ihjel. Kongen ødelægger derfor hele byen som hævn. De indbudte var ikke værdige, hedder det så, og tjenerne sedes ud på gader og stræder for at invitere de fattige. Da det var den tids skik at iklæde gæsterne særlige bryllupsdragter på værtens bekostning, springer det i øjnene, at en af gæsterne sidder i sit eget tøj. Han har altså indfundet sig uden rigtigt at ville tage del i festen. Kongen beordrer ham straks bundet og kastet ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Det spilles der på i salmens andet vers. I tredie vers er der en henvisning til Nineve, som i en bibelsk sammenhæng mest er kendt for at være den by, som profeten Jonas værgede sig ved at nedkalde dom over. Da han endelig gjorde det, omvendte byen sig og slap for udslettelse. Men 200 år senere var den gal igen og byen blev lagt i ruiner.

På Oliebjergets tinde,
hvorfra du på din fod
sprang op imellem vinde
i legeme og blod,
stod engle ved vor side
med ét og lod os vide,
at du i blandt os går
i morgen som i går.

Nu standser bonden ploven,
og fra sit førerhus
ud skuer han mod skoven,
hvor vejen er af grus
til hovedvejen inde
imellem drøm og minde,
hvor nu en skare går
med solen i sit hår.

Hvor mågerne får vinger
alt på den sorte jord,
og himmelen betvinger
i det forløste ord,
er vinterhveden sået,
når dagene er gået
og dækker fra sit skjul
den nøgne mark til jul.

Når høsten bliver bjærget
igen til næste år,
og hyrderne har værget
om det fortabte får,
er hånden lagt på ploven
med ét igen fra oven,
og lige furen står
for øjet som i går.

Her går med ét i vrimlen
med skulder, hånd og fod
et legeme fra himlen,
ja legeme og blod,
med øjne, mund og pande,
så hver og én må sande,
som går imellem dem,
Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

En aften så mørk, hvor lyset blev tændt
i hus efter hus med det samme,
hvor olien til lamperne ikke var brændt,
men jomfruen ventede yderst spændt
at gøre forventning til skamme.

En morgen så klar, hvor solen står op
af graven og træder i haven
og indånder luften og strækker sin krop,
så skyggerne længes fra træets top,
hvor ingen er sur eler gnaven.

En formiddag skær, hvor regnen af ild
slog ned som en due på armen
og tyngede let og besvarede mild
det spørgsmål, som fristelsen leder vild
om kulden i hjertet og varmen.

En eftermiddag, hvor solen er klar
og rød som et æble på grenen,
der falder på læben så let som et svar
fra kongen, der blidt med sin finger skar
sin dåd ind i Jellingestenen.

Hør melodi her.

Det er ikke let at være Kaspar Hauser i Werner Herzogs film af samme navn med undertitlen Jeder für sich und Gott gegen alles (1974). Bruno Schleinstein i titelrollen er noget ældre end virkelighedens Kasper Hauser nogensinde blev, og det tilføjer figuren en velgørende autoritet. Det er ikke Kaspar Hauser som historisk fortvivlet eksistens, vi møder, men noget mere. Ved obduktionen deles Kaspar Hausers hjerne i to med en kniv, og delene vipper hjælpeløst fra hinanden på bordet i et tilsyneladende tilfældigt billede på korsfæstelsen af Kaspar Hauser.

Hisorien om Kaspar Hauser, der dukkede op på torvet i Nürnberg 2. pinsedag 1828, som kom han fra en fremmed planet uden kendskab til verden og med et næsten ikke-eksisterende sprog, har både i samtiden og eftertiden tiltrukket sig stor opmærksomhed og givet anledning til ikke alene medfølelse men også spekulationer om hans herkomst. Tilnavnet “Das Kind Europas” eller Europas plejebarn, som det med en meningsfuld omskrivning er blevet på dansk, udtrykker en oplevelse af tildragelsen med vidtrækkende konsekvenser.

Rudolf Steiner er blevet spurgt af interesserede i det spørgsmål om Kaspar Hausers tidligere inkarnationer og har givet det overraskende svar, at han ikke ud fra sin åndsvidenskabelige forskning kunne finde nogen og heller ikke en senerere inkarnation. Et sådant fravær giver mulighed for den overvejelse, at Kaspar Hauser er et udtryk for noget verden ikke på anden vise er fortrolig med. Det stærke indtryk, hans skikkelse gør, giver mindelser om den russiske kirkes ikoner, som på lignende vis anvendes som greb skildringen af det menneskelige i Dostojevskijs forfatterskab.

Rudolf Steiner siger endvidere, at havde Kaspar Hauser ikke levet det liv, han levede, ville jord og himmel være bleve revet fra hinanden. Det skal naturligvis forstås billedligt, og det han mener er, at materielle hensyn, konkurrencestaten på nudansk ville have fået lov til at dominere på helhedens bekostning for nu at blive i det merkantile sprog. Kaspar Hausers tragiske skæbne er dog ifølge Steiner ingenlunde udtryk for en guddommelig hensigt men et resultat af en konspiration, som spirituelt indsigtsfulde men onde kræfter stod bag.

Hensigten med Kaspar Hausers liv fra et åndsvidenskabeligt synspunkt var, at han skulle være samlende figur i at høste frugten af den kulturelle blomstring, der havde fundet sted i det sydlige Tyskland, og som især Goethe, Herder og Hölderlin var udtryk for. Denne plan blev forpurret af mennesker, der havde nok åndsvidenskabelig indsigt til at vide, at det ikke nyttede at dræbe Kaspar Hauser som spæd, da han så blot ville blive reinkarneret umiddelbart efter. Derfor måtte han holdes i live under forhold ugunstige for hans udvikling. Denne historie har Werner Herzog ud fra sine egne forudsætninger lavet en film om.

http://www.dailymotion.com/video/x12aofw_the-enigma-of-kaspar-hauser-1974-pt-1_creation

http://www.dailymotion.com/video/x126umw_the-enigma-of-kaspar-hauser-1974-pt-2_creation

Solen ved Genéseret
falder på en klippe,
og når ret skal være ret,
må det ikke glippe,
at det er et billed på,
hvordan stjernere skal stå
for at bane vej for ham,
som er Guds og verdens lam.

Den dicipel kaldede
Herren som den første,
og hans glæde vældede
frem og blev den største,
og han straks sin broder lod
dele af sin overflod:
Vi har fundet frelseren,
sagde førsteelskeren.

Solen ved Genéseret
løftede sit øje,
da han kom fra Nazaret,
solen fra det høje
for at gøre menneske-
fiskere af fiskere,
og han sagde: Kom og se.
Det var det, der skulle ske.

Hør melodi her.

Ligesom der intet sker,
når raketten løfter
sig en fod fra jordens ler
i de dybe kløfter
og står stille med sin helt
midt i jordens tyngdefelt,
førend den får gjort sig fri
og er vægtløs indeni.

I en fælles rumstation
svæver astronauter
fra forskellige nation-
er med kosmonauter
i en overjordisk fred
samlet på et enkelt sted
ude i det ydre rum
som et evangelium.

Jorden om sin akse frit
drejer for et øje,
der har åbnet sig som dit
eget i det høje,
og når blikket falder ned
på den med sin salighed,
finder det sit andet hjem
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

I første halvdel af 80´erne tilbragte jeg nogle somre i Schweiz i den lille by Saanen ved floden med det magiske navn Sweizimmen ikke langt fra en lidt større by af samme navn. Rejsen gik dertil for at sidde ved fødderne af verdens eneste ikke-guru, inderen Jiddu Krishnamurti, som holdt en tale af en god times varighed hver tredie dag. Jeg havde medbragt John Engelbrecths dengang nyudgivne værk Den intuitive tanke som lekture til den rigelige fritid. Således lå jeg i det høje græs i alperne og læste for første gang om den russiske filosof og mystiker Vladimir Solovjov (1853-1900) og lod mig begejstre. Senere har jeg læst og genlæst, hvad jeg har kunnet opspore af ham, senest hans biografi om Muhammed, som jeg googlede i årevis for at se, om den blev oversat til engelsk. En dag var der bid, og jeg bestilte den omgående hjem fra University of Illinois til den nette sum af 800 kr (hardback). Hans lille bog om Platon har jeg oversat fra engelsk for min fornøjelses skyld.

I kølvandet på Solovjov fulgte en anden russisk filosof, Nikolaj Berdyaev (1874-1948), som jeg ligeledes har læst og genlæst til egen opbyggelse. I teologisk henseende er det især hans tanke om tilgivelse som en forudsætning for kreativitet, jeg har været optaget af. Hos begge tænkere findes en veludviklet evne til at levendegøre filosofiske begreber, som i hvert fald jeg ikke har kunnet finde andre steder. Foruden John Engelbrects kapitel har nordmanden Peter Normann Waage skrevet bogen Det usynlige kontinent om Solovjov, og fra dansk side findes på engelsk Christian Gottliebs Dilemmas of reaction in leninist Russia. The christian response to the revolution in the works of N.A. Berdyaev 1917-1924.

Den beskedne interesse for disse tænkere taget i betragtning kan det kun glæde mig at høre, at de hører til den russiske præsident Vladimir Putins foretrukne læsning. Det fremgår af en artikel af Gordon Hahn, som tager udgangspunkt i en påstand af en anden ruslandskender Mark Galeotti, som i sin artikel gør opmærksom på, at Putin for nylig forærede ledere i statsadministrationen i Rusland en boggave beståenede af tre bøger af tre moderne russiske filosoffer. Foruden Solovjov og Berdyaev var der tale om Ivan Iljin (1883 – 1954). Den kommentar Galeotti knytter hertil er, at der hos disse filosoffer er tale om en romantisering af den stærke leder som værn mod kulturelt fordærv og af den ortodokse kirkes rolle i forsvaret for den russiske sjæl. En sådan karakteristik er Hahn dog ikke enig i. Se her.

Jeg har dog ingen grund til at tro, at de nævnte filosoffer hører til Iben Tranholms foretrukne læsning. I et interview med Mikael Jalving i Jyllands-Posten 15. aug. 2015 angiver hun sagen om Pussy Riot som anledningen til sin interesse for Rusland. Det forekommer at være netop den romantisering af den stærke leder og den ortodokse kirke, som filosofferne anklages for ovenfor, der er på færde hos Tranholm. Som Hahn skriver, måtte Berdyaev gå i eksil på grund af en anklage om blasfemi, og Peter Normann Waage fortæller i nævnte bog om Solovjov om, hvorledes han i sin ateistiske periode som teenager åbenbart nærmest rituelt i sine venners påsyn smed sine ikoner og sin bibel ud af vinduet. Det var endda efter den første af hans tre visioner af Sofia, som hans discipel Aleksander Blok skildrede som en uopnåelig dame i et melankolsk digt. Det er oversat i Mette Dalsgaards litteraturhistoriske værk om den russiske sølvalder Lad os blive som solen (2002). Hvis solen er Kristus, kan Pussy Riots aktion i kirken ses i forlængelse af denne længsel efter udfoldelse i ikonens rum. Gruppen betegner da også selv aktionen som en bøn. Ubetaleligt morsomt blev det, da protesten mod kvindernes fængsling antog navnet Free Pussy Riot.

Pussy Riot under aktionen i Vor Frelsers Kirke i Moskva

Ingen ringere end Vibeke Sperling karakteriserer dog også i sin bog Russernes drømme (2015) de tre filosoffer som “nationalkonservative”. Hvad de to angår, som jeg kender til, Solovjov og Berdyaev er der snarere tale om en russisk form for livsfilosofi – den særlige måde at bedrive filosofi på, som har det gode liv i fokus. Det er rigtigt, at de medtænker en russisk dimension men i høj grad også en ikke-russisk. Hos ingen af de to findes den brutalisering, som fandt sted i en tysk sammenhæng i forbindelse med nazismens prægning af begrebet livsfilosofi. Dansk og tysk livsfilosofi er heller ikke det samme, hvilket har at gøre med et særligt blik for individdet i dansk filosofisk tradition generelt, og som særlig Kierkegaard har været eksponent for. Men det er også muligt at pege på en anden indflydelse på dansk livsfilosofi nemlig netop en russisk, som er på spil allerede hos den første egentlige danske livsfilosof Ludvig Feilberg (1849 -1912). En vigtig inspiration for Feilbergs iagttagelser af naturen er den russiske forfatter Ivan Turgenjev (1818 – 1883). Det interessante ved denne åbenhed overfor en anden kultur er, at den gør mødet med denne anden til en implikation ved tilegnelsen af det gode liv. Det er denne figur Peter Norman Waage i sin bog Jeg –individdets kulturhistorie (2008) kalder dobbeltgængeren. Dobbeltgængermotivet er ikke nyt i europæisk kultur, men i begyndelsen af 1800-tallet får det et nyt indhold. Dobbeltgængeren bliver udtryk for det ubevidste selv ved siden af det bevidste selv, der er begyndt at iscenesætte sig selv i den moderne verden. Dobbeltgængeren er en hjemløs figur.

Men det lykkelige er, at et udefra kommende, russisk forsøg på at lade sig inspirere af Europa ét sted bærer en overordentlig livgivende frugt nemlig i romanen. Den europæiske roman fuldendes i Rusland. Især i Dostojefskijs forfatterskab, hvis kvalitet er, at det formidler ikonen som kategori for forståelsen af det menneskelige. Ikonens centrale plads i den østkirkelige kristendom refererer naturligvis til bibelske motiver. Men den inderlighed, hvormed det menneskelige omfattes indenfor denne vertikale ramme, finder også udfoldelse i et medmenneskeligt perspektiv i det horisontale plan. Denne særlige eksistentielle refleksion i ikonens rum finder så til gengæld sin fuldendelse i den europæiske roman. Der er tale om et ægteskab mellem to kulturer.

Hvilket bringer os tilbage til Zweisimmen, floden i Alperne, hvor Krishnamurti slog sit telt op. Det betyder: to bække, og navnet henviser til de to vandløb, der forenedes netop der i en rivende strøm. Hvad der i Samuel P. Huntingtons optik i The clash of civilizations (1993) tager sig ud som et uforsonligt sammenstød mellem kulturer – og naturligvis også i videste udstrækning er det – er også noget mere! Isloleret set, i givne sammenhænge finder miraklet sted, og sød musik opstår i hjertet. Krishnamurtis forkyndelse er et andet eksempel på et ægteskab mellem to kulturer. Hvor det i Dostojefskijs tilfælde skete i romanen, skete det i Krishnamurtis tilfælde i guruen som institution. Friheden kommer imellem guru og discipel.