Kirken i Gyngen

Interview med Inger Marie Ørner
i anledning af tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris 2014

Lars Hougaard Clausen

Inger-Marie ringer, da jeg sidder i bilen på Nordre Ringgade. Hun venter mig kl. 17, siger hun: Men om jeg kan samle hende op ved VeRi-Centeret ved kiosken? Da jeg når frem, er hun der ikke, og jeg parkerer bilen og går ind samtidig med, at jeg forsøger at ringe. Hun siger mit navn fem meter bag mig, da vi pludselig får analog kontakt.

Da vi senere sidder ved Inger-Maries spisebord, spørger hun, hvorfor det lige netop er en undergrundspris, hun skal have. Hun har nemlig en mening om undergrunden. Den vender vi tilbage til. Men først en analog begyndelse.

Hvornår begyndte du at skrive Inger-Marie?

Da jeg var 14 år skrev jeg sange til børnefødselsdage, og jeg skrev rim i gæstebøger, og hvor jeg kunne komme til det. Jeg holdt også taler på vers. Det gør jeg stadig. I gymnasiet og under min uddannelse til sygeplejerske lå det stille. Der var så meget andet og se til, og jeg fik familie. Men da jeg blev sygeplejerske, begyndte jeg igen. Så begyndte jeg at skrive festsange mod betaling. Jeg fik 400 kr for en sang. Det var i 90´erne. I 98 fik jeg en førtidspension på grund af parkinsons, og da tog det for alvor fart. Det var samtidig med, at digte.dk kom på banen. Det var vældig inspirerende. Det gjorde det muligt for digtere og digt-interesserede at komme i kontakt med hinanden. Det handlede både om litteratur og politik og det sociale i al almindelighed. Det var i nettets fødsel, og det betød, at vi let kunne misforstå hinanden. Vi var ikke vant til at skrive på den måde, og fik nogle over fingrene en gang imellem. Vi lærte hinandens undergrund at kende først, og bagefter mødtes vi i virkeligheden. Der var nogle, der ikke turde sige et pip, når de var sammen med andre. Men på nettet turde de skrive alt.

Synes du, at poetklubben har kontakt til en sådan undergrund?

Ja, i den forstand, at man kan komme ind fra gaden, og vi stiller ingen krav. Men accepterer enhvers måde at udtrykke sig på. Ikke engang en tidsbegrænsning har vi på. Det har de jo i København, og det gør noget ved folk. Det er storbyens skæbne. Det begrænser udfoldelsen. Digte skal ikke bare læses op, de skal smages på. Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte. Det sker ikke, hvis jeg frygter ikke at have tid nok. Jeg har altid øvet mig på oplæsningen, men i selve situationen sker der meget spontant både hvad måden at læse op på og hvad der læses op og hvor længe. Det er et levende materiale, og tilhørerne er også levende.

Hvor tror du lyrikken vil udvikle sig hen i fremtiden?

Jeg tror den vil udvikle sig i spirituel retning. Det spirituelle lever i vores undergrund. Tilgangen til det spirituelle er vores drømmesprog. Drømmesprog er det sprog, vi har inden, vi vågner. Det skildrer en tilstand, som vi ikke er bevidste om. Antydningen og poesien i sig selv vil blive af større betydning end digteren selv. Poesien er øjeåbnende i forhold til undergrunden. Vores egen og hinandens og den fælles undergrund.

Hvad savner du i dansk lyrik i dag?

Jeg savner, at forfatteren ikke kun bruger ord, men også følelser. At der er en mærkbar eksistens til stede i det skrevne. Ellers er det ligegyldigt.

Hvad holder du af at læse?

Jeg kan godt lide Janina Katzs tvetydighed og Klavs Bondebjergs mod. Thøger Jensen er ydmyg og præcis.

Inger-Marie Ørner har budt på kaffe med snaps til mig og Baileys til sig og smørkrans. Hun har fået et stykke og jeg tre. Jeg må gerne tage resten, siger hun. Papiret sidder fast i undergrunden.

Inger-Marie Ørner får hjælp til at holde mikrofonen til Åben Poetisk Scene.
Foto: Henrik Giversen

bænken

du er det sted i haven
hvor jeg ville
have sat en bænk
og ventet på dig

nu går jeg forbi hver dag

(inger-marie ørner)

I kraft af den omstændighed,
hvorom vi om det hele ved,
at Ordet blev i krybben lagt
i samme nu, som det var sagt,
og svøbt som om det var et barn
i moders sjal af skind og garn
med ømhed og med ynde,
der går vi nu i kirken ind
og over streger og gevind
for Ordet at forkynde.

Højt råber englene i kor,
som højt i kirkehvælvet bor
ved al den lise, de er bragt
ved Ordet, som er i vor magt,
de styrter brat til gulvet ned
så tunge af den kærlighed,
hvormed vi dem betynger,
de rejser sig i vore sind
og gør en seende af blind,
og stumme læber synger.

I sangen foldes hjertet ud
sådan, som det er skabt af Gud,
og Paradiset vokser frem
i hjertet af Jerusalem,
og hvert et dyr får eget navn
af Adam og i Jesu navn,
som ved, hvad de betyder,
og Eva byder slangen tugt
og spiser af sin egen frugt,
og den til Adam byder.

Hør melodi her.

Med en ny kommision på plads i Bruxelles er tiden også inde til at lancere en ny kulturel kanon. Hvem ønsker vi at lade os inspirere af i de kommende 5 år? Kirken i Gyngen lægger op til debat om emnet med to bud på inspirationskilder fra det centrale Europa.

Ib Johansen fortæller om den svejtsiske multi-kunster Adolf Wölfli, som tilbragte mere end halvdelen af sit liv på sindssygehospitalet Waldau i Bern, hvor lægerne havde stillet diagnosen: skizofreni. Men efter ca. fire år på Waldau begyndte han at tegne, senere også at skrive og komponere, skønt han før sin indlæggelse i 1895 ikke havde givet udtryk for kunstneriske tilbøjeligheder og havde ernæret sig som fodermester, karl, håndlanger, graver, cementarbejder, osv., uden kontakt med mere avancerede kulturelle milieuer. Ikke desto mindre har Wölflis skæbne – som artistisk begavelse og “udrangeret ulykkestilfælde”, som han kaldte sig selv – virket som en kunstnerisk inspiration for litterater, teaterfolk, komponister og film- og billedkunstnere langt udenfor Svejts’ grænser, og herhjemme har vi f.eks. stiftet bekendtskab med ham via komponisten Per Nørgaards stort anlagte, fantasifulde operaværk: Det guddommelige tivoli (1983).

Adda Lykkeboe fortæller om sin livslange passion for tenoren Richard Tauber (1891–1948), som hun stiftede bekendtskab med ved at lytte til sin fars grammofonplader otte år gammel i Thorshavn. Richard Tauber var sin tids største sanger og spændte over både opera og operette. Elsket af sit publikum og hadet af nazisterne for hvem han som jøde måtte flygte fra Tyskland i 1933 og fra Østrig i 1938, dernæst blev hele Centraleuropa livsfarlig for ham. England tager ham til sig som æret statsborger, og under krigen turnerer han gennem et stadig mere sønderbombet England til altid udsolgte arrangementer.

Desuden vil der blive sunget gamle svenske sange af Thea Prip og nye danske salmer af Anne Marie Eriksen. Vi synger fælles nye salmer af Iben Krogsdal og Lars Hougaard Clausen. Jan Erik Hansen og Lisbeth Godtfredsen står for det musikalske akkompagnement.

Søndag den 30. november
Tid: kl. 15.00
Sted: Gallo Skolen
Blåmunkevej 6
8240 Risskov

Alle er velkomne! Gratis adgang.

ARRANGØR: GALLO SKOLEN

Novemberrose mellem hyben
og endnu uudsprungne knopper med bladlus.

En enkelt duftende rød
som selve rosens idé.

Flere duftende hvide
som henkastede skitser af samme.

Endelig en dag
en mættet lyserød
fyldig og skrøbelig.

Hvad er det friske grønne
omkring stænglens torne?

Novemberløv.

Kongen skulle holde gilde
og bød folket ind som gæst,
med det lod sig ikke kalde;
så han indbød Israels rest.
Når du følger med dit øje
ham ad sine egne veje,
leder han din fod i hast
til sin egen bryllupsfest.

Nu du bedes tage sæde
ved din frelsers højre hånd,
som er holdt op med at bløde,
da den rørte ved din kind.
Her besværer ingen ærter,
men en duft af fine urter
breder sig om bord og bad
i beruset salighed.

Duft er dine bryllupsklæder,
som ombølger dig med lyst,
ligesom dit hjerte gløder
ved en sådan fryd og trøst.
Ellers er vi alle nøgne
fra vi fødes til vi segne
om i en forventning om
bryllup i Jerusalem.

Matth. 22, 1-14.
Hør melodi her.

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. I sommeren 84 plukkede jeg jordbær og læste Otto Møller, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurti holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Jeg havde selv fornøjelsen af at sidde i flokken ved Mesterens fødder den dag i sommeren 1985. Alle Krishnamurtis taler blev optaget på video, hvilket gør et gensyn muligt, 31 år senere i skrivende stund. Jeg må have lyttet, for denne helt vidunderlige historiske bevidsthed med en original og kontroversiel pointe er levende i mig. Nærmest planløst panorerende hen over tidens politiske situation sidder Krishnamurti pludselig med koncentrationslejrene i den ene hånd og organiserede religioner i den anden.

Jeg husker ordret Krishnamurtis etymologiske udlægning af ordet ‘intelligence’ ved at dele det op i ‘inter legere’ som det at læse mellem (linjerne). Jeg kigger efter mig selv blandt publikum men ved, at jeg ikke vil være til at få øje på, fordi jeg dengang havde en fiks idé om at holde mig i periferien. Men jeg kan se Alice, og at hun et øjeblik drejer hovedet og gør sig fri af spændetrøjen her i Platons hule. Vil du, eller skal jeg, spørger Krishnamurti, svare på spørgsmålet, om der findes en holistisk intelligens, en kroppens intelligens. En genstandsløs passion uden sorg. Et ledende spørgsmål må man sige, og Alice svarer, at Krishnamurti og Rudolf Steiner er de to store. Steiner, der meldte sig ud af Teosofisk Samfund, da Krishnamurti blev præsenteret som Messias. Spændvidden i det svar består i, at de er så forskellige som dag og nat.

Det specielle for mig ved at læse ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler – og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I “Den lodrette beståen” har Vagn Lundbye anskuet Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert dams forfatterskab etableres et favær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Vagn Steen har i egnsbeskrivelsen “Østjylland” karakteriseret Albert Dams historiesyn derved, at det i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens kyniske darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Imidlertid er Dams østjyske vision både mere illusionsløs end den himmerlandske og mere naiv end den sjællandske. Den udviklingslinje, han har opsporet, som den der fra padder og småkravl over oprejste menneskeaber førte til mennesket, har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale. I denne sammenhæng opleves pindsvinet som forbillede i udfoldensen af denne ellers særlige menneskelige kvalitet, som i Dams øjne har fundet sin højeste udfoldelse hos netop østjyderne.

Om vuggestuen Anemonen ved jeg, at den har sit navn som følge af en konkurrence udskrevet blandt forældrene. Jeg har ladet mig fortælle, at det var en grønlænder, der fandt på navnet. Han har uden tvivl fundet det oplagt, fordi det i et nærliggende skovbryn vrimler med anemoner om foråret. Også andre steder i området omkring Århus findes der anemoner, men også før, jeg blev ansat i vuggestuen, var det anemonerne i skoven ved Brabrandsøen, jeg huskede. Ligesom den mig ubekendte grønlænder har jeg haft den lykkelige oplevelse at finde blomstrende anemoner, hvor jeg kom hen.

Om anemonen ved jeg, at den sætter det følgende års rodnet forskudt for det gamle. Således vandrer den hen over skovbunden. Herefter springer bøgen ud og lukker sit lysegrønne tag over skoven; og hvem har ikke som barn set en fugl flyve fra gren til gren i skyggen af sådan et forår? Ganske vist var det i egeskoven, Jakob og jeg engang sad stille, mens to nysgerrige egern kom ned ad stammen for at se på os. Det ene var rødt, det andet var gråt. Selv i naturen finder umage par sammen. I barndommens skove findes en stilhed, hvoraf en helt anden verden fødes. Det er derfor, vi bærer dem med os. Skovene.

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død,
men vi, der taler uden om,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, der er efterår,
og alting er så smukt,
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt,
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Der går en snak i denne by
om hin opstandelse,
men dermed har vi ikke skabt
en klar forbindelse.

Vi lader som om, ingenting
er sket og slår et slag
i luften for det hvide lyn
i folkets røde flag.

Nu smælder det i vinden til
sin egen store fryd,
og duen klapper af sig selv
med en beslægtet lyd.

Der går en snak i dennne by
om lette vingeslag,
der slår sig ned og går omkring
imellem nat og dag.

Vi åbner vores havedør
og lader luften ind
og mærker solens kølighed
som kys på mund og kind.

Nu bærer vi hans egne ord
i hjertet som et bud,
og håret rejser sig af skræk
på hovede og hud!*

Der går en snak i denne by,
som intet øre ved
det mindste om, og derfor får
vi ingen klar besked.

* Markus 16, 8.

Salmes tre første vers har egen melodi af Anne Marie Eriksen og kan høres via linket nedenfor. De tilføjede seks vers er blevet til i et alle helgens raseri forvandlet til en støvregn af ord. Det tiende og sidste vers er et segl.

Lars Andreassen er ganske vist erklæret ateist, men da jeg ved lejlighed vekslede et par ord med ham om moderne salmer, spurgte han stilfærdigt: “Hvad er der i vejen med metaforer?” Hvis jeg skulle gengive spørgsmålet i en kristen terminologi, kunne det lyde: Hvad er der i vejen med helligånden? Eller hvad er der i vejen med den levendegørende billeddannelse, som er troens vandmærke? Når Jakob Knudsen slår tonen an med tunge, mørke natteskyer, bringes vi i kontakt med hvor egen sorg ved hjælp af et billede. I sammenligning hermed er Iben Krogsdals lerdue om, at den jeg har elsket er borte, næsten et for oplagt mål. Måske troende er næsten for meget sagt, og selv med en Grosbøll lader den sig pille ned. Heller ikke i døden er der anden favn for den elskede end min eller Kristi favn i min.

Rosernes blade
falder med duften
ned på den flade
hånd gennem luften.

Fuglenes vinger
løftes af vinden
let som en finger
hen over kinden.

Træernes grene
strækker sig nøgne
ind i den rene
himmel af løgne.

Hvalernes sange
går gennem dybet
dybe og lange
uden om krybet.

Stjernernes orden
og deres vrimmel
holder om jorden
i deres Himmel.

Jeg ved ikke hvilke syv ord,
jeg ville vælge at tage med til en øde ø;
men det kunne være ø, øde og ødém.
Dem kunne det være:
Ø, øde, ødém, kunne, være, dem og det.
Det kunne være dem.

Jeg føler mig godt underholdt af Ole Bornedals “1864”, som løber over skærmen her i 150-året for den dansk-tyske krig. Zigøjnere og tyskere er ganske vist stereotype indslag i en dansk folkekomedielighed, der bringer mindelser om “Frøken Nitouche” med Nicolas Bro i rollen som Dirch Passer. Tyskland er et kontor i himlen, og zigøjnerne er af bedste orientalistiske støbning. Men stereotyperne er lavet med så sikker hånd og holdt ud i så strakt arm, at hensigten ikke er entydig. Men den er nok at bringe den centrale stereotyp i spil, som handler om Danmark, som Guds udvalgte folk. I Grundtvigs udfoldeldse af denne tanke er den specifikt kristen, og udenfor denne kontekst og som politisk ideologi er den naturligvis fatal. Men den havde tilsyneladende greb i Monrad og andre danske politikere – men netop ikke med sin ydmyge kristne begrundelse. Det fremgår af serien, at forherligelsen af Danmark og det politiske overmod skyldtes det forhold, at overgangen til demokrati i Danmark i modsætning til resten af Europa havde været fredelig. Danmark var med andre ord sin tids “moralske stormagt”. Således kan “1864” utilsigtet være en replik til et andet nordisk land, der overmodigt og virkelighedsfjernt går sin skæbne i møde. Måske vender Skåne tilbage til Danmark, når muslimerne slår sig ned som nomader i Finmarken. For nu at blive i stereotyperne, som i “1864” dog indtil videre virker velanbragte, da der netop er tale om optakten til en krig. Allerede i andet afsnit opløses de dog i forhold til zigøjnerne, der jammer forsigtigt med den helt overvældende blæsersektion, der fylder godt op i seriens lydspor. Skulle det ikke have været et par spillemænd med violiner, hvis serien skulle være historisk korrekt? Men det skal den åbenbart med vilje ikke. Jens Jørgen Thorsen sagde, at Jesus ikke interesserede ham men forestillingen om Jesus i europæisk kultur. I de første to afsnit har Bornedal benyttet sig af en lignende tilgang og bragt myterne om 1864 i spil.