Kirken i Gyngen

På det årlige gallokursus på Skærlund, hvor Bent underviste i musik og jeg stod for et skriveværksted, var emnet for det fælles debat-arrangement torsdag aften “Hvad er en salme?” Bent var insiterende og ville have et svar af mig som teolog på, hvad en salme er? Især en moderne salme. Han mente selv, at det var Halfdan Rasmussens viser. Jeg forblev tavs i dagevis. Først i bilen på vej hjem fik jeg det formuleret. Jeppe Aakjær, sagde jeg, Hans sange burde være med i salmebogen. Det er de på sin vis også i form af Højskolesangbogen. Måske burde der indføjes et tidsmodul i Grundtvigs systematiske tænkning om forholdet mellem skole og kirke, således at skolen ikke bare er noget forskelligt fra kirken – men ligefrem afløser den med grundlæggelsen afden første højskole i Rødding i 1844 som begyndelsen. Det er vel det Erik A. Nielsen mener, når han taler om “den skjulte gudstjeneste” i bogen af samme navn. Den finder ikke sted i kirken men i skolen.

Morgen, søde! Er du vågen?
Morgenmaden venter dig.
Har du taget hul på dagen
med den alllerførste smøg?

Hører du nu fuglestemmer?
Lærke først og fremmest, højt!
Andre stemmer brat forstummer
fra det allerførste fløjt.

Når din egen stemme lyder
på dit eget tungemål,
er det som om læben flyder
over i en offerskål.

Vær velkommen hos os søde!
Vær velkommen over død!
Jesus selv stod op af døde.
Du er selv en morgen sød.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/573/211

Igennem alle farer
gør Gud min færden tryg,
imens han åbenbarer
sin vilje bag min ryg.

Han rejser katedraler
af elfenben og guld
og løfter hvide hvaler
mod solen over muld.

I mine øjne springer
en bold imod en kurv
og folder sine vinger
omkring sig som en spurv.

Han leder mine veje
til steder, hvor jeg før
har været og skal eje
i mindet, når jeg dør.

Igennem alle trængsler
gør Gud min vilje fri
og skænker sine længsler
til mig at leve i.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/612/54

På ugedagen efter,
at Herren brat opstod,
da stod han i vor stue
og røsten sin oplod.
Fred være med jer alle!
det sagde han så blidt,
at det endnu genlyder
i hjerterne så vidt.

Læg øre til mit hjerte
og hånden i mit sår,
det siger han, som kommer
og er og var og står.
Nu kommer han i skyen
og sætter ned sin fod
på Oliebjergets tinde,
som netop han forlod.

I kirken er vi samlet
at kvæges ved hans ord
og trykke Herrens hænder
ved vores alterbord.
Når han sin stemme hæver
og tager Ordet ned,
er hjertet fyldt af lykke,
som ingen andre ved.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/125/369/2

Maria går mod graven
med hjertet tungt af sten,
og foran hendes fødder
der ligger endnu en.

Hun tror, det er en gartner,
der knæler over den;
men det er jordens skaber,
der rejser sig igen.

Med et for sin veninde
han åbenbarer sig
og siger nu til hende:
Maria det er mig.

Melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/161

I flere år
har en gul snegl
trukket sit usynlige spor
på ruden.

Den holder ruden ren,
så jeg kan se ud
i haven.

Hvide havemøbler,
en hvid cykel,
blomstrende liguster
og skvalderkål.

Hvidkløverens
brune øje.

I flere år
har dette øje set ind
gennem ruden.

Under huden.

Hver sommer.

Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu beder jeg en bøn om det, jeg ikke ved.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!

Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Jeg tager korset op, hvorved du også led.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!

Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Du våger over mig med al din kærlighed.
Gud, lad dit øje slå på mig synder ned!

Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.

Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.

Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.

Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.

Hør melodi her.

Iben Krogsdal efterlyste i en kronik i Kristeligt Dagblad i julen 2013 krig på salmesangen. I den ånd har jeg valgt en af mine egne salmer som modspil til salmen “Du skal elske din næste som dig selv”. Denne salme af Iben Krogsdal skildrer ellers på forbilledlig vis den uoverkommelige opgave at elske andre som sig selv, og den trøster på gængs vis med, at vi har lov til ikke at kunne mestre udfordringen. Jeg synes imidlertid ikke, at Iben Krogsdals salme vender tingene nok på hovedet, som det bør gøres på ægte kristelig vis. Jesu svar på spørgsmålet om, hvad der er det største bud i Loven er som bekendt: “Du skal elske din næste som dig selv og Herren din Gud af hele dit hjerte”. Det er her salmen henter sin begyndelseslinje fra. Men Iben hører det, som om det er Moses, der har sagt det. Som om det er et spørgsmål af typen: Hvilken af Kingos salmer, synes du bedst om? Svaret herpå ville så logisk være at nævne en af Kingos salmer. Men Jesus svarer, som om svaret på dette spørgsmål var som Grundtvig at gendigte Kingo efter sit eget hovede. Det er altså Jesus, der siger til mig, at det største bud i loven er: “Du skal elske din næste som dig selv”, og så betyder det ikke direkte, at jeg skal gøre det, men at han gør det. Fordi han virkelig gør det, betyder det for mig, at også jeg får mulighed for virkelig at gøre det, og at jeg får mulighed for at udvikle en bevidsthed i forhold til ham om, at jeg har gjort det.

Her gengives de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:

Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14

*

Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14

*

Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14

*

Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14

I det øjeblik, du giver fuglen et navn,
slår du den ihjel:

Musvit, rødhals, blåmejse og havesanger
for slet ikke at tale om solsorten,
duen og skaden.

Kragen ventede behørigt
på mågens kamp med skraldet
og overtog hjemmevant scenen,
da mågen lod sig anfægte af en forbikørende –
og bakkende bil.

Ordet skaber, hvad det nævner,
og jeg aner ikke,
hvilken bil det var.

Men fuglene genopstår
i bevidsthedens fjernsyn.

Nu daler fnug fra aspen
i midterrabatten på Nordre Ringgade
over hele byen.

Om en sværm af myg.

Bevidstheden er kun toppen af isflagen,
hvor sjælen soler sig.

Gærdesmutten havde jeg næsten glemt!
Det er ikke nemt.

At tro, det er at føle
en angst så dyb og stor,
at ingen kan den lode,
og kun derfor jeg tror
på Jesu legeme og blod,
på Jesu legeme.

At håbe er at briste
i gråd, når alt er tabt,
så tåren åbenbarer
en vej, som den har skabt
i Jesu legeme og blod
i Jesu legeme.

At elske er at lade
sig fange af sig selv,
så latteren undslipper
sin kilde som en elv
ved Jesu legeme og blod,
ved Jesu legeme.

Hør melodi her.